Kinas store glemmebog og andre historier

af i Asien/Klumme/Politik & Samfund

KINA // KLUMME – “Nogle gange kan man få helt ondt af staklerne, der skal sætte sig ind i forbudt Kinahistorie og gennemskue sofistikerede uskyldigt klingende ordsammensætninger”, skriver journalist Mette Holm, som i denne klumme filosoferer over, hvordan det må være at udføre den skrappe statslige kontrol. Systemkritikere undgår nemlig den strenge censur ved at lave snedige vrøvleviser, der i Kommunistpartiets øjne er alt andet end uskyldige. 

ADVARSEL: Folk, der ikke tåler beskidt sprog, bør hoppe fra ved græsmudderhesten.

Den kinesiske stat har tilsyneladende slået for stort brød op i bestræbelserne på at kontrollere kinesernes gøren og laden … I hvert fald forekommer det svært at rekruttere alle de mennesker, der skal føre forbud, censur og filtrering ud i livet, for slet ikke at tale om overvågning af alle kinesere og genopdragelse af millioner af muslimer i Xinjiang.

Nogle gange kan man få helt ondt af staklerne, der skal sætte sig ind i forbudt Kinahistorie og gennemskue sofistikerede uskyldigt klingende ordsammensætninger; og af dem, der skal udføre undertrykkelsen af kultur og tro i Xinjiang.

Forleden læste jeg en artikel i New York Times om, hvordan de forskellige sociale medieplatforme og tech-selskaber i Kina er blevet nødt til ligefrem at oprette kurser i landets omfattende forbudte historie for at ruste alle de nye unge censorer, der skal frasortere alt dét, Kinas 800 mio. netborgere ikke må lufte eller få at vide på internettet.

Den forbudte historie

Vigtige dele af Kinas nyere historie er blevet fortiet for offentligheden i årtiers helt store politiske glemmebog: Dramatiske begivenheder som opstanden i 1989 for demokrati og medbestemmelse, der blev knust under larvefødder og med massakrer og anholdelsesbølger i Beijing og andre kinesiske storbyer med mange hundrede dræbte og endnu flere forsvundne. Unge i titusindvis blev sendt på landet at tage ved lære af bønderne efter ægte maoistisk formel. Opstanden på Den himmelske Freds Plads i Beijing og millioner af menneskers omfattende demonstrationer med krav om medbestemmelse og opgør med korruption og nepotisme er ikke på skemaet i skoler og på læreanstalter i Kina.

Klummeskriveren rapporterede fra Beijing i 1989 – Kinas eneste fem dage nogensinde med pressefrihed

Den Store Glemmebog har andre vigtige kapitler om ødelæggende politiske kampagner som fx den katastrofalt fejlslagne masseindustrialisering fra 1959-1961, Det Store Spring Fremad, der kostede op imod 40 mio. kinesere livet; og Mao Zedongs sidste dramatiske magtopgør, Kulturrevolutionen fra 1966-1976, da forskellige soldaterregimenter blev spillet ud mod hinanden, børn og unge gik løs på deres ’revisionistiske’ forældre og skolelærere, strukturer blev sprængt, skoler og uddannelser blev lukket, millioner af unge blev sendt på landet for at tage ved lære af bønderne, andre havnede i internt eksil, millioner døde, nogle blev ’selvmyrdet’ – de blev drevet i døden af brutale rødgardister.

Ældre mennesker husker naturligvis de frygtelige begivenheder, men for at beskytte deres børn har de enten slet ikke fortalt om deres oplevelser, eller de har udvandet beretninger om forløbene for at skjule deres gru og omfang. Og begivenhederne er ikke beskrevet i Kinas historiebøger, ej heller fremgår de af de ellers fornemme moderne historiske museer, der gennem de seneste to årtier er dukket op i snart sagt enhver storby og glorificerer visse historiske begivenheder og raskt væk sletter andre af hukommelsen – sofistikeret i forhold til Kommunistpartiets indledende nærmest naive politiske propaganda og historieforvanskning.

Situationen er den mærkværdige, at vi i omverden har langt bedre adgang til Kinas historie, end kineserne selv har.

70 pct. godt, 30 pct. dårligt

Det nærmeste, kineserne er kommet et opgør med de største overgreb i ‘Det nye Kinas’ brutale historie, er Deng Xiaopings offentlige erkendelse af, at Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong, gjorde 70 pct. godt og 30 pct. dårligt for sit land. Hvad de 30 dårlige pct. rent faktisk dækker over, er op til den enkelte selv at fortolke. Det er aldrig blevet specificeret, men der er nok at tage af. Ovennævnte er langt fra de eneste overgreb, blot de mest markante.

Sān gè dài biǎo, (三个代表) betyder ’De tre Representativer’, mens det lignende Dài sān gè biǎo (戴三个表) betyder ‘bærer tre ure’. Så når der skrives, siges eller synges det uskyldige ’bærer tre ure’, er det i virkeligheden kritik af korrupte kadrer, der har fornemme armbåndsure, som deres statslige løn slet ikke giver dem råd til

Denne bevidste historieløshed har skabt det pudsige – og for magthaverne penible – problem, at de færreste yngre ved noget som helst om det unævnelige, som er strafbart at bringe op i cyberspace eller på anden måde offentliggøre, og som modige eller forbistrede kritikere dog formidler i denne eller hin form. Derfor er de mange nye censorer selvfølgelig heller ikke rustet til at udøve den stadig skrappere censur, som selvsamme magthavere forlanger af dem.

Hidtil har kinesernes udfoldelser på nettet kunnet overvåges af nogle titusinder, måske et par hundrede tusind, censorer, der læste med, opfangede tendenser, frasorterede søgeord og den slags. Opgaven vanskeliggøres af, at Kina ikke blot har et simpelt alfabet med et overskueligt antal bogstaver, som vi fx har, men et sofistikeret sæt af 40.000 eller så skrifttegn.

Vrøvleviser og samfundskritik

Meget af den snedige løben-om-hjørner med censorerne i Kina går ud på at bruge ganske uskyldige tegn, der lyder som nogle, der måtte være forbudt på et givent tidspunkt. På den led kan opfindsomme spøgefugle og samfundskritikere udsende uskyldigt klingende budskaber, som man strengt taget ikke kan sætte en finger på, men som er skarp kritik. Den slags er der mange eksempler på i Kina.

Græsmudderhesten, der lever et harmonisk liv på Mahler Gobi-sletten. Slide fra Kina-præsentation af MH

Cǎo ní mǎ (草泥) er et vrøvleord, der betyder græsmudderhest. Det lyder næsten som cào nǐ mā (肏你妈), der betyder ’knep din mor’. Hé xiè (河蟹) betyder flodkrabbe – ikke at forveksle med Hé xié (和谐), der betyder harmoni. Harmoni er de indviedes ordspil på magthavernes censur. Græsmudderhesten lever i den skønne – fiktive – Mahler Gobi-slette, Cǎonímǎ Gēbì (草泥戈壁), hvor de fire sidste tegn lyder næsten som māle ge bī, 了个, der betyder din ’mors fucking kusse’. Jeg beklager sprogbrugen i denne klumme. Men sagen er, at censorerne i Kina skal kunne gennemskue tilsyneladende vrøvletekster i børnesange for at opfange samfundskritik.

Et tilsvarende ordspil er dét om ’De tre Repræsentativer’ – overskriften på Kinas Kommunistpartis forfatningsændring, der i 2002 tillod optagelse af nye typer medlemmer, blandt dem ganske opsigtsvækkende Kinas dengang nye elite af kapitalistiske forretningsfolk.

Sān gè dài biǎo, (三个代表) betyder ’De tre Representativer’, mens det lignende Dài sān gè biǎo (戴三个表) betyder ‘bærer tre ure’. Så når der skrives, siges eller synges det uskyldige ’bærer tre ure’, er det i virkeligheden kritik af korrupte kadrer, der har fornemme armbåndsure, som deres statslige løn slet ikke giver dem råd til, altså modtager de bestikkelse og store gaver fra folk, der har brug for deres tjenester. Krabben i toppen af denne klumme med de mange armbåndsure gør grin med magthavernes vision om et harmonisk samfund, som er forurenet af de samme magthaveres udbredte korruption. Collagen viser udspekuleret brug af lovlige aviser, hvor en ekstremt velhavende kommunal embedsmand ved forskellige lejligheder bærer forskellige overordentligt kostbare armbåndsure, som han, hvis han skulle leve af sin løn alene, slet ikke ville have råd til.

Flodkrabbebanket, som kunstneren Ai Weiwei inviterede til ved åbningen af sit nye atelier i Shanghai i 2010 – mens han selv sad i husarrest i Beijing. Han inviterede via Weibo (kinesisk pendant til Twitter) og fik et cateringfirma til at bringe de dampede krabber. De omkring 600 gæster viste deres foragt for magthaverne ved at møde op. Slide fra Kina-præsentation af MH

Der skal med andre ord mere end robotter til at gennemskue en stor del af den kritik, som magthaverne bruger enorme ressourcer på at forebygge, fjerne og hvis det ikke lykkes, straffe, skulle de formastelige blive identificeret.

Medierne får daglige sms’er fra propagandaministeriet om, hvad de ikke må fortælle, hvad de bør fortælle, hvad de ligefrem skal fortælle, og hvordan de skal håndtere tidens særligt følsomme emner. Her i begyndelsen af 2019 er det fx religiøs undertrykkelse i Xinjiang. Det kan også være store ulykker med mange dræbte, hvor lokale eller nationale magthavere må anses for ansvarlige. Som regel må Kinas øverste lederes navne ikke nævnes, med mindre det gøres i utvetydigt rosende vendinger. Siden en vittig kineser på nettet sammenlignede præsident Obama med Tigerdyret og partichefen, Xi Jinping, med Peter Plys, har det været strengt forbudt at vise samme Plys på de sociale medier! Det ville ellers klæde Xi at tage ved lære af Peter Plys.

Siden 2013 har det være strafbart at sprede rygter på nettet i Kina, men Kommunistpartiet mener ikke længere, at det er tilstrækkeligt.

De store tech-selskaber er hidtil blevet overvåget af ministerier. Nu står de til ansvar over for Kommunistpartiet. Wall Street Journal skriver, at kilder hos flere af Kinas førende på feltet – som Tencent og Didi (den kinesiske pendant til Uber) – fortæller, at man ikke længere kan slippe afsted med blot at tale et ministerium efter munden. Nu, da Kommunistpartiet har taget roret, falder der brænde ned, hvis selskaberne træder ved siden af og ikke leverer – det være sig oplysninger om kunder eller adgang til deres devices, konti osv.

Statsautoriserede slægtninge

En anden interessant historie, der verserer for tiden, som jeg ganske vist ikke kan verificere, og hvis oprindelse jeg ikke kan gennemskue, er den om, at fængselsmyndighederne i Xinjiang i oktober annoncerede efter 1030 ny fangevogtere.

Annonce fra uyghurpress.com. Der tilbydes bl.a. gode vilkår og  god løn

Måske er der er tale om fake news, propaganda fra eksilerede systemkritikere eller en religiøs undergrundsorganisation. Men – falsk eller ej –  i annoncen averteres efter 1013 fangevogtere. Og alle, der følger bare en smule med (fx her på POV International), ved, at i Xinjiang sidder omkring en million muslimer indespærret i genopdragelseslejre. Og selvom forholdene er horrible, skal der dog folk til at holde styr på lejrene. Her kan selv 1013 fangevogtere ikke række langt. Omvendt rimer behovet for fangevogtere i Xinjiang dårligt på den kinesiske centralmagts påstand om, at der er tale om uddannelse og ikke straf.  For hvis det var sandt, er det jo snarere lærere, der er brug for i genopdragelseslejrene, ikke fangevogtere.

Men opgaven med at hjælpe muslimer på ret vej i Kina er heller ikke let eller for den sags skyld attraktiv. Over en million embedsfolk er udkommanderet til private hjem som statsautoriserede ’slægtninge,’ der flytter ind hos muslimske familier flere gange om året op til en uge ad gangen for at sikre, at der bliver levet efter gode kinesiske forskrifter, sunget patriotiske sange, set og lyttet til kinesiske programmer på radio og tv, spist svinekød og ind imellem også skålet i øl. De fleste af disse nye ’slægtninge’ er unge, og dem, der er opgaven mest positivt stemt, føler, at de hjælper deres moderland med at bringe mennesker på ret kurs. Men mange – især dem, der selv er født og opvokset i Xinjiang – føler sig ubehageligt til mode ved at skulle flytte ind i en fremmed familie mod egen og familiens vilje og kan ikke genkende statens propaganda om international terrorisme.

Her er en officiel artikel fra 2017 på kinesisk om ‘kysseugen’, hvor statsautoriserede kinesiske slægtninge flytter ind hos deres nye uighur-familie. Nyd de gemytlige fotos af harmoniske familiesituationer. I artiklen står bl.a., at det seneste års ‘nationale enheds- og familieaktiviteter har vist bemærkelsesværdige resultater.’ Aktiviteterne er led i Kinas Kommunistpartis Xinjiang-afdelings bestræbelser i ‘opnåelsen af social stabilitet og langtidsstabilitet,’ hedder det også.

Efter 40 års kiggen i teblade spekulerer jeg somme tider over, hvornår kineserne selv finder en måde at kontrollere magthaverne på – ud over at perforere censuren i cyberspace og andre næsvisheder

At undervise i genopdragelseslejrene lader bestemt heller ikke til at være et drømmejob. Sayragul Sauytbay, der er børnehavelærer og kasak fra Xinjiang, flygtede til Kasakhstan i fjor, efter at myndighederne havde tvunget hende til at uddanne undervisere til at genopdrage internerede kasakher i politisk ideologi. Lejren, hun arbejdede i, havde 2500 fanger og lå i bjergene. Hun befinder sig nu i Kasakhstan med sin familie, der har ophold dér, mens hun selv afventer sin fremtid – og kæmper mod at blive udleveret til Kina, hvor hun i givet fald risikerer dødsstraf, fordi hun har oplyst om forholdene i genopdragelseslejrene.

Foreløbig viser Kina ingen vaklen i bestræbelserne på at overvåge og kontrollere alle kineseres gøren og laden, i virkeligheden, i cyberspace, derhjemme og ude i samfundet, sågar også i udlandet. Intet tyder på, at magthaverne løber tør for rekrutter til deres projekt i nogen nær fremtid. Men efter 40 års kiggen i teblade spekulerer jeg somme tider over, hvornår kineserne selv finder en måde at kontrollere magthaverne på – ud over at perforere censuren i cyberspace og andre næsvisheder. For dét element – kineserne selv – er sørgeligt fraværende i det harmoniske Kina, som landets nye kejser, partichef og statspræsident Xi Jingping ser for sig i sin vision af Den kinesiske Drøm.


Topfoto: Skribenten 

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mette Holms artikler på POV via mobile pay. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Asien