MIDTVESTLIV // KLUMME – Det er efterhånden en del år siden, at Julie Bendtsen har haft ret til at sætte en stemme ved et dansk folketingsvalg eller gøre sin indflydelse gældende i dansk politik generelt. Med årene er det dog kommet til at føles som et mindre og mindre tab – for der bliver færre og færre, der er værd at stemme på.
CHICAGO – Det er næppe gået nogen – ej heller de udenlandsdanske – næser forbi, at Danmark skal til valg. Snart, endda. Folketingsvalg er et af de tidspunkter, hvor jeg normalt ærgrer mig rød og hvid over at være langt hjemmefra, for selv om vi ikke bor i Danmark hverken nu eller de næste par år, er det stadig vores hjemland, og en form for indflydelse ville være rar. Nuvel, med en udflytning følger visse fravalg, og retten til at stemme er altså et af dem.
Og for nu at være helt ærlig, så er dette folketingsvalg nok det, der har ærgret mig mindst at være udelukket fra. For sandheden er, at selv hvis jeg kunne trodse novembers klokken 16-bælgmørke og cykle gennem den lodrette regn ned til en lokal folkeskole for at stå i kø i en times tid – ja, så ville jeg simpelthen ikke ane, hvor jeg skulle sætte mit kryds.
Jeg hører ikke til dem, der har et problem med at sige, hvem jeg stemmer på, og det der med at politik er en privatsag, synes jeg efterhånden, vi har lagt ret meget bag os – men jeg ville ganske enkelt ikke vide, hvad jeg skulle svare, adspurgt hvem mit kryds skulle gå til.
Lejlighedsvise skandaler
Det handler ikke engang om, at det er svært at finde en politiker eller et parti, jeg er mere enig med end andre. Jeg har sådan nogenlunde godt styr på mit værdisæt og mine egne små mærkesager, og selv om det indimellem kan være flydende, ved jeg også godt, på hvilken del af det politiske spektrum jeg ligger mest komfortabelt.
Men det handler ikke om værdierne. Det handler om personerne. For politikere i Danmark er – som det er tilfældet så utrolig mange andre steder – blevet en samlet flok levebrødstyper, der den ene dag har så utrolig travlt med at fortælle andre, hvad reglerne er og bør være, og den næste synes at have endnu mere travlt med at bryde dem selv.
Uskyldig, indtil det modsatte er opdaget, ikke?
Med fare for at lyde virkelig støvet, så tager jeg jævnligt mig selv i at tænke, at det var om ikke perfekt, så i hvert fald bedre før i tiden. Bevares, der var da de lejlighedsvise skandaler, som Henriette Kjærs markise, Lars Løkkes bilag og Helle Thornings hang til privatskole – men sådan i det store og hele virkede de fleste af folkene ved magten som mennesker, der fulgte reglerne sådan nogenlunde.
I dag føles det, som om det nærmest er en daglig begivenhed, at en eksisterende magthaver eller en, der ønsker at blive det, bliver afsløret i den ene mere eller mindre lyssky omstændighed og under alle omstændigheder virkelig dårlige dømmekraft efter den anden.
Ministre, der ikke kan finde ud af at betale for deres egne private (måske lidt for private, tyder noget på?) restaurantbesøg, partiformænd (og ministre) med en seriøst udfordret korttidshukommelse i forhold til, hvor de egentlig bor henne, borgmestre og overborgmestre, der ikke kan holde sig fra henholdsvis tvivlsomme måder at bruge lokaler og embedsværk på og andre folks ører.
Og så er der de ministre, der af uransagelige årsager bare ikke kan lade være med kontinuerligt at jokke i spinaten, men af endnu mere uransagelige årsager alligevel ikke ryger ud på røv og albuer.
Det virker lidt, som om danske politikere – røde, blå og alt ind imellem – har tillagt sig en ucharmerende og arrogant vane med at føle sig hævet over almindelig anstændighed. Og mens jeg godt ved, at politikere bare er mennesker, og at mennesker begår fejl, så er jeg ganske enkelt dødhamrende udmattet og forkvalmet over at se på, hvordan de ganske almindelige regler, der gælder for ganske almindelige mennesker, tilsyneladende er noget, politikere ser stort på. Uskyldig, indtil det modsatte er opdaget, ikke?
Vi får som fortjent
Jeg var en af dem, der kortvarigt i 2016 følte mig helt overbevist om, at Trumps valgsejr måtte udspringe af fusk. Hjælp fra Rusland. Et eller andet måtte der jo være gået galt, siden det kunne gå så galt.
Ret hurtigt gik det dog op for mig, at den vildfarelse bundede i samme arrogance som den, der med al sandsynlighed endte med at koste Hillary Clinton sejren: at ingen troede på, at det kunne ske, og derfor ikke tog det alvorligt. Nuvel, det kunne ske, og det gjorde det. Det kan godt være, at Trump ikke fik flest stemmer, men han fik de vigtige og kunne dermed kalde sig selv USA’s 45. præsident. Til euforisk begejstring for nogen og dyb kulkældertilstand for andre.
Jeg ved godt, at for nogen betyder personlighed og menneskelige egenskaber mere end for andre
“Vi har de politikere, vi fortjener,” lød det igen og igen. Forstået på den måde, at hvis ikke man får sin mås ud af sofaen og begiver sig af sted til stemmeurnerne, bliver ens stemme heller ikke hørt – eller talt. Den lille reminder giver især mening i et land som USA, hvor kun godt halvdelen af den stemmeberettigede befolkning mødte op i 2016. Er du utilfreds med resultatet? Så stem næste gang. Og bedre endnu, få alle dine venner, familiemedlemmer, kollegaer og naboer til at gøre det samme. Tag demokratiet alvorligt, og vær dig dit ansvar for det bevidst.
Men i Danmark, hvor stemmeprocenten ved sidste folketingsvalg nærmede sig de 85, kan vi i hvert fald ikke klandre vælgerne for ikke at møde op. Vi kan heller ikke klandre nogen for at stemme på de forkerte, heller ikke selv om vi måtte være uenige i eller utilfredse med udfaldet. Det er nu engang sådan, demokratiet virker, og på den måde er der noget næsten poetisk over dét med, at vi får, hvad vi fortjener. Vi kan ikke rigtigt tillade os at klage over dem, der bliver valgt.
Karakter – med og uden filter
Det, vi til gengæld godt kan tillade os at klage over, er, hvordan de, der ender med at blive valgt, vælger at gebærde sig. Og jeg ved godt, at for nogle betyder personlighed og menneskelige egenskaber mere end for andre. For mig betyder karakter noget. Jeg har en eller anden – måske naiv – forventning om, at de mennesker, der bliver valgt af os til at repræsentere os og vores bedste interesser, gør det med ordentlighed. Og at de som minimum ikke føler sig hævet over ikke bare loven, men almindelig anstændighed.
Jeg ved godt, at alle ikke har det på samme måde, og at for nogle betyder kernen af en given politik mere end personen, der står for den. Det sås tydeligt både under og efter Trumps valgkamp, hvor hans støtter valgte at trække på skuldrene af både hans såkaldte “omklædningsrumssnak”, hans mobning af handicappede, hans forkærlighed for white supremacists og alle de andre eksempler på en mildt sagt plettet personlighed. “Det er jo bare sådan, han er,” lød det. “Han mener det ikke sådan, han har bare ikke noget filter.”
Det var en af de ting, der undrede mig mest under både valgkampen og den efterfølgende præsidentperiode – at så mange mennesker tillagde en præsidents karakter så lidt værdi. Og måske er det danskeren i mig, der taler, for det er mit klare indtryk, at vi i Danmark har en langt stærkere tendens til at forvente mere af vores politikere. Ikke at de skal være bedre mennesker end os – men måske, at deres opførsel i det mindste ikke skal være dårligere.
Der er under en måned til det danske folketingsvalg, og møgsager af varierende størrelse og grad synes at pible frem. Tilbage sidder jeg og priser mig nærmest lykkelig over ikke at skulle tvinges til at sætte kryds ved en person eller et parti, der mest af alt virker, som om politik og magt er noget, vi leger.
Jeg ønsker mig bare en kandidat, der svarer på de spørgsmål, der bliver stillet, arbejder for andre end sig selv og sin potentielle ministerpension og ikke misbruger sin magt eller position. Er det virkelig for meget forlangt – eller fortjent?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
