Vi har brug for befrielsen. Også når det ikke er 4. maj. Også når det ikke er fra fysisk krig og undertrykkelse. Ethvert tyranni påkalder befrielsens skønne skytsånd. Rudekuverternes tyranni. Rovkapitalismens. Jobcenterets og arbejdspladsens. Pligternes tyranni. Parforholdets tyranni. Claus Ankersen har ordet.
Befrielse. Smag på det. Selve ordet er medicinsk. Det renser. Det letter. Det fjerner sten fra skuldre og åg om nakken. Befrielse er lettelsens dybe suk og nært beslægtet med udfrielse. Ja, med frelse. Et iboende menneskeligt behov som ligger i dvale hos mange af samtidens ateister, mens det vokser sig stærkere og mere påtrængende dag for dag.
Vi har brug for befrielsen. Også når det ikke er 4. maj. Også når det ikke er fra fysisk krig og undertrykkelse. Ethvert tyranni påkalder befrielsens skønne skytsånd. Rudekuverternes tyranni. Rovkapitalismens. Jobcenterets og arbejdspladsens. Pligternes tyranni. Parforholdets tyranni.
Et tyranni, som særligt i disse år kalder på befrielse, er valgets tyranni. Valget, som egentlig er positivt ladet, har skamredet sig dæmonisk ind i snart sagt enhver ytring, som involverer handling, og inficeret medier og dagligdagssprog med en særdeles skadelig og sygdomsfremkaldende løgn, som synes at være revet direkte fra Jernladyens spurvelæber: Der er intet samfund. Der er kun individer.
Illusionen om det frie valg er smuk, men i bedste fald en sandhed med så store modifikationer, at det egentlig godt kan kaldes løgn. For hvis det var sandt, at alt du foretager dig, vitterligt er dit eget helt frie, ubundne, pastoralt smaragdgrønne valg, så fandtes hverken reklameindustri, billboards, product placement eller spindoktorer. Fandtes det frie valg, ville der ikke findes tænketanke og lobbyorganisationer.
Med illusionen om det frie valg, følger illusionen om eget ansvar. Uanset hvad der sker med dig, er det som følge af dit helt frie valg, din helt egen skyld. Denne ansvarsforflygtigelse er katastrofal. Simpelthen. Det fritager og blåstempler enhver systemisk vold, enhver strukturel uretfærdighed. Den fritager forurening og forgiftning, udbytteri og ulighed. Og vores højtskattede massemedier har en endog meget stor aktie i udbredelsen af dette ubærlige tyranni.
Denne belejlige ansvarsforflygtigelse, fra store, magtfulde og komplekse interesser til den enkelte, viser også sit grimme ansigt på andre måder. Det er ugleset at klynke over sin vanskæbne. Hvis man er et menneske, vel at mærke. Det er jo ens egen skyld.
Hvis man er en virksomhed, må man derimod meget gerne klynke. Markedet er jo udenfor virksomhedens kontrol, forstår vi. Og de stakkels ‘væsner’ er i modsætning til os mennesker drevet af nødvendighed og omstændigheder udenfor deres kontrol, når der skal forurenes, afskediges og suges aktionærudbytte og gyldne håndtryk fra borger, arbejdskraft, fælleskabets infrastruktur og klodens ressourcer.
Sort er hvidt, og hvidt er sort. Som den amerikanske tobaksindustri engang skrev i et internt arbejdsdokument: Vores produkt er tvivl. Hvis vi kan få folk til at tvivle, har vi vundet.
Kære læser. Ret opmærksomheden på brugen af ‘valg’ i medier og offentlighed. Og befri dig så fra dets tyranni. Vi har nemlig rigeligt at bestille, hvis vi – sammen – skal redde os selv, hinanden og den herlige superorganisme, Gaia – planeten vi stavrer rundt på. Også uden konstant at påtage os skyld for forhold udenfor vores kontrol.
Glædelig befrielse.
Hovedfoto: Claus Ankersen.
Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
