Julie Bendtsen: Er ‘coronakuller’ noget, som rammer os alle?

i Liv & Mennesker/Klumme af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Der har været bred enighed om, at noget af det første der er røget under hele denne krise, har været vores tålmodighed. Men hvad er der egentlig sket med forstanden? Julie Bendtsen reflekterer over krisens konsekvenser med afsæt i noget så jordnært som en hundelort.

RALEIGH – For et par uger siden – vel nok halvvejs inde i denne vores nye normale virkelighed – fik jeg en besked fra en af beboerne i mit nabolag. Ikke en telefonbesked, men en af de dér på messenger, der er skrevet sådan lidt bagom, når man ikke er Facebook-ven med vedkommende i forvejen.

Beskeden var så lang og pakket ind i afvæbnende undskyldninger, at jeg havde svært ved at grave pointen frem, men efter lidt søgen lykkedes det:

Han ville gerne bede mig om ikke at lade min hund “bruge toilettet” på græsset foran hans hus, når jeg gik tur med den. Begrundelsen var, at han har mange børn, og især den yngste som kravlede alle steder og havde det med at putte alt i munden, skulle jo nødigt støde på min sheepadoodles efterladenskaber.

Jeg har tænkt over hvorvidt coronakuller er noget, der rammer os alle. Og, måske endnu vigtigere, om vi selv er klar over det, når det sker

Først blev jeg helt flov og forstuvede næsten min hjerne, da jeg prøvede at komme i tanke om, hvornår jeg kunne have glemt at samle op foran hans hus. Jeg samler altid op!*

Så spurgte jeg ham. Og han forsikrede mig, at nej nej, det var skam ikke, fordi jeg nogensinde havde glemt det, og jeg var jo utrolig betænksom og ansvarlig.

Men jeg måtte forstå, at selv ved den grundigste opsamling ville der stadig være “rester”, som han kaldte det. Rester, som ikke kunne ses med det blotte øje (men som åbenbart kan samles op af børnefingre).

Jeg beklagede og har siden gået en stor bue uden om hans grund, mens jeg spekulerer på:

  1. Om han mon har fundet fælles-mailadressen til områdets vaskebjørne, pungrotter, ræve og vildkatte, så de også husker at tage hensyn og
  2. Om han altid er emsig, eller om det her er et klassisk tilfælde af coronakuller.

Forleden fortalte vores nabo os, at vores genbo – som vi ikke har set i månedsvis og som har lukket sig selv og sine børn hermetisk inde under hele covid-19 perioden – nærmest grædende havde ringet til hende.

Man kan godt møde både vaskebjørne, pungrotter, ræve og vildkatte i Raleighs pæne kvarterer. Foto: Julie Bendtsen.

Genboen var blevet bragt ud af fatning, fordi hun var kommet i tanke om, at hun jo simpelthen var nødt til at få udfærdiget et børnetestamente i tilfælde af, at hun skulle blive ramt af virussen og dø fra sine sønner.

Min genbo er ikke fyldt 40 og er i øvrigt stadig gift med børnenes far, som ikke alene lever i bedste velgående, men også er rask og stærk. Alligevel var tanken om hvem der skulle overtage hendes børn altoverskyggende, og vores nabo endte med at love, at hun da selvfølgelig ville tage sig af de to drenge.

Jeg har tænkt over, hvorvidt coronakuller er noget, der rammer os alle.

Og, måske endnu vigtigere, om vi selv er klar over det, når det sker, eller om det hører til den slags tilstande, som er tydelige for alle i ens omgangskreds, mens man selv føler, at alle de mere eller mindre neurotiske tanker er krystalklare og logiske, og det er alle andre, der bare ikke har fattet det endnu.

Min indre Holger Fortolker fortæller mig, at det i mit eget tilfælde jo nok handler om menneskelig kontakt og manglen derpå

Efter en kort granskning kunne jeg konstatere, at en ting jeg virkelig har excelleret i i disse trying times – og lad mig bare sige, at jeg er på vej til virkelig at udstille mit smålige selv – er at føre, dominere og ikke mindst vinde imaginære skænderier.

I ved, dem man normalt har i badet efter en konfrontation, hvor man følte, at man kunne have gjort det så meget bedre på punchline-fronten.

Oh ho ho, hvor har jeg sendt mange svirpende slutargumenter af sted, og når jeg rigtig kommer i gang på løbeturen, hundegåturen, i bilen og, ja stadig, i badet, er det kun evnen til at huske rigtig langt tilbage, der sætter grænser.

Min indre Holger Fortolker fortæller mig, at det i mit eget tilfælde jo nok handler om menneskelig kontakt og manglen derpå. Og at det trods alt er mindre kedsommeligt at føre en fiktiv samtale med lidt saft i end at opfinde tre timers small talk i min fantasis fyrreårsfest.

Men jeg skal nok love at arbejde lidt på at knægte de krigeriske comebacks, inden jeg lukker mig selv ud i samfundet igen.

* Det er ikke helt rigtigt. En sjælden gang imellem, når jeg går tur med hunden kl 1 om natten efter et uanstændigt antal margaritas med naboen, bliver jeg overmandet af min indre rebel og lader lorten ligge. Lige indtil næste morgen, hvor jeg på morgenens walk of shit-shame og fuld af fortrydelse over min lovløshed finder tilbage til gerningsstedet og i hast skaffer den nu ikke længere så rygende pistol af vejen.


LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER


Topfoto: Julie Bendtsens sheepadoodle.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).