Plastikforurening skal bekæmpes med nytænkning – ikke mere af det samme

af i KLIMAKRISE/POV Business

POV BUSINESS // KRONIK – Vi har en ambitiøs og realistisk plan for at fjerne plastikforurening i Europa, men Danmark mangler ambitiøs og realistisk lovgivning og en handlingsplan, som følger op på ambitionerne, skriver Marianne Bigum, der var SF’s folketingskandidat i Gentofte: “Skal vi stoppe plastikforureningen er det nødvendigt, at vi politisk går ind og får lavet hele markedet omkring vores plastikforbrug og ressourceforbrug om. Vi skal kigge videre end til blot ”en plastikfri fremtid”; vi skal over mod en ressource-respektfuld fremtid, og vi skal finde ud af, hvordan vi kan dække vores nuværende og fremtidige basale behov, men med et langt mindre ressourceforbrug. Det er det, som vi kalder cirkulær økonomi.

Vi har alle set billederne med plastik i dyremaver og i naturen. Men plastikforureningen er meget mere end plastikaffald i naturen.

Plastikforurening er også den forurening som følger med, når vi er nødt til at producere ny plastik, fordi vi ikke lykkes med at indsamle det gamle til genanvendelse. Og så er det også den klimaforurening, som sker, når plastikaffaldet afbrændes i forbrændingsanlæg.

Der er ikke tid til, at vi som samfund smutter udenom med pyntegrønne løsninger, som gør det eksisterende system en tand grønnere, men ikke reelt bryder med brug-og-smid-væk-kulturen og den lineære økonomi

Siden 1960’erne er verdens forbrug af plastik tyvedoblet og hvis ikke der gøres noget, forventes produktionen at være 1,2 mia. tons plastik i 2050, mod 355 mio. tons i 2014.

Plast i naturen er et synligt billede på et overforbrug og sløseri med klodens ressourcer. Men skal vi bekæmpe plastikforureningen, er det ikke nok kun at bekæmpe den i naturen: der skal grundlæggende laves om på den måde, vi i dag forbruger og bruger plastik på.

Respekt for alle klodens ressourcer

Plastikforureningen kan ses med det blotte øje. Det betyder også, at mange af løsningsforslagene i den offentlige debat forfalder til de nemme og kortsigtede løsningsforslag, som er meget lidt effektive:

Flere skraldespande og bionedbrydelig plast, har f.eks.begge kun til formål at løse det umiddelbare problem med plastikaffald i naturen; tiltagene giver ikke mindre plastikaffald.

Og så er der i øvrigt også problemer med at bionedbrydelig plast ikke nedbrydes alligevel, når det kommer til stykket. Forbud mod fossil plastik standser heller ikke vores uholdbare forbrug af klodens ressourcer og vil i stedet blot betyde, at vi begynder at bruge mere af fx papir, pap, glas eller biobaseret plast.

Det er materialer, som også udvindes og bearbejdes med omkostninger for kloden, og som der i øvrigt også er knaphed på.

Skal vi stoppe plastikforureningen er det nødvendigt, at vi politisk går ind og får lavet hele markedet omkring vores plastikforbrug og ressourceforbrug om. Vi skal kigge videre end til blot ”en plastikfri fremtid” – vi skal over mod en ressource-respektfuld fremtid, og vi skal finde ud af, hvordan vi kan dække vores nuværende og fremtidige basale behov, men med et langt mindre ressourceforbrug.

Man synes at tænke, at så længe vi øger genanvendelsen, så går det nok. Sådan hænger det bare ikke sammen. Cirkulær økonomi skal og må være mere end en genanvendelsesøkonomi

Det er det, som vi kalder cirkulær økonomi.

EU har sparket den cirkulære plastøkonomi i gang

EU kommissionen har på baggrund af mange års arbejde fremlagt en strategi for plast i en cirkulær økonomi.

Jeg har været en del af processen og synes, at den er både ambitiøs og realistisk. Men det kræver benhårdt nationalt fokus at sikre, at vi får det grundlæggende paradigmeskift af vores økonomiske system og forbrugsøkonomi, som skal til.

Her er der er brug for langsigtede løsninger, og der er ikke tid til, at vi som samfund smutter udenom med pyntegrønne løsninger, som gør det eksisterende system en tand grønnere, men ikke reelt bryder med brug-og-smid-væk-kulturen og den lineære økonomi.

Desværre er der en tendens til, at man både politisk og i erhvervslivet holder sig til det, man kender – nemlig genanvendelse. Man synes at tænke, at så længe vi øger genanvendelsen, så går det nok. Sådan hænger det bare ikke sammen. Cirkulær økonomi skal og må være mere end en genanvendelsesøkonomi.

Design for holdbarhed – ikke bortskaffelse

Klodens ressourceforbrug er allerede i dag uholdbart og voldsomt stigende. Det overordnede mål er derfor ikke længere at skaffe os af med affald, men at spare på ressourcerne og bevare dem i kredsløb så længe som muligt.

Derfor skal vi også væk fra tankegangen om at designe produkter med henblik på bortskaffelse:

Design for bortskaffelse er det, der sker, når man designer et produkt ud fra, at det snævert set skal være CO2-neutralt ved afbrænding (dvs. baseret på biologiske materialer), eller når man laver det biologisk nedbrydeligt eller komposterbart, for at det skal give indtryk af at være uproblematisk, hvis det ender i naturen.

Når der designes for bortskaffelse bruger man således en masse udviklingskroner og tid, på at udvikle nye produkter, som ikke løser problemerne, men blot symptombehandler

Når der designes for bortskaffelse bruger man således en masse udviklingskroner og tid, på at udvikle nye produkter, som ikke løser problemerne, men blot symptombehandler og vel også mest tjener til at fjerne plastikforureningen fra forbrugernes og politikernes bevidsthed.

I stedet skal vi designe for holdbarhed og lave produkterne, så vi bevarer værdien og funktionaliteten så længe som overhovedet muligt. Vi skal i langt højere grad genbruge frem for at genanvende.

Disse to begreber forveksles ofte i folkemunde, men det er vigtigt at have den faglige skelnen, når man snakker cirkulær økonomi. Genbrug er eksempelvis de tykkere plastikkrus med pant på, som mange festivaller og Tivoli er begyndt at bruge. De indsamles, vaskes og bruges så som krus igen.

Genanvendelse er til gengæld, når koppen på et tidspunkt bliver til affald og den sorteres, kværnes og bliver til en ny plastikråvare.

Design for genanvendelse er, når man i designfasen sikrer, at produktet eller emballagen kan genanvendes i de gængse og eksisterende affaldssystemer med en sådan kvalitet, at virksomhederne kan bruge materialerne på ny.

I den cirkulære økonomi skal produkter og systemer designes med henblik på genbrug, og først til allersidst, når produktet er udtjent, skal det til genanvendelse.

Europa-Kommissionens plastikstrategi har som mål, at al plastemballage i senest 2030 skal kunne genbruges og genanvendes på en omkostningseffektiv måde.

Det reducerer nemlig vores behov for at udvinde nye ressourcer. I den cirkulære økonomi skal produkter og systemer designes med henblik på genbrug, og først til allersidst, når produktet er udtjent, skal det til genanvendelse.

En vision for Unionens nye plastøkonomi

Dette er heldigvis også, hvad man i EU er kommet frem til.

Europa-Kommissionens plastikstrategi har som mål, at AL plastemballage i senest 2030 skal kunne genbruges og genanvendes på en omkostningseffektiv måde.

Genanvendelse af al plastikaffald – ikke kun emballage – skal op på meget høje niveauer. Den europæiske sorterings- og genanvendelseskapacitet skal firedobles og moderniseres, og eksport af usorteret plastaffald skal i 2030 være udfaset.

For at nå dette mål har Kommissionen revideret de Europæiske affalds- og emballagedirektiver og sat langt højere krav til indsamling og genanvendelse af plastik i alle medlemsstaterne.

Dertil er det bl.a. besluttet, at der skal udarbejdes kvalitetsstandarder for sorteret plastaffald, at der indføres udvidet producentansvar på emballage, samt initiativer på mikroplast og plast i havmiljøet.

Hvis der virkelig skal økonomi i genbrug og genanvendelse af plast, skal der også være nogen, der er villig til at investere i nye genbrugssystemer og bruge genanvendte materialer i deres produkter.

Og så har EU-Kommissionen en række klare anbefalinger til nationale myndigheder og erhvervsliv. Det er foranstaltninger af central betydning, som blandt andet indebærer, at man nationalt skal bruge økonomiske instrumenter til at understøtte strategien, såsom grønne offentlige indkøb og afgifter.

Samlet set forventer EU, at strategien vil gøre plastaffald til en værdifuldt og efterspurgt råvare, som vil mindske importen af ny plast og nedbringe klimaforureningen forbundet med produktion og afbrænding af plastikaffald. Og så forventes det også, at strategien vil bidrage med 200.000 tiltrængte nye grønne arbejdspladser i unionen.

Men hvis der virkelig skal økonomi i genbrug og genanvendelse af plast, skal der også være nogen, der er villig til at investere i nye genbrugssystemer og bruge genanvendte materialer i deres produkter.

Her har virgin (nye) plastmaterialer en række markedsmæssige fordele ift. de genanvendte materialer. Olie er stadig meget billig, og ubrugte råvarer er nemmere at få i en ensartet kvalitet i store mængder, med præcis den farve og type, man vil have.

Genanvendelse koster til gengæld penge – også selvom vi retorisk kalder affald for ”ressourcer”.

Det er ærgerligt, at EU kommissionen endte med nøjes med et frivilligt ”Industry Pledge”, hvor industrien byder ind med, hvor meget, de vil forpligte sig

Derfor er det også ærgerligt, at EU kommissionen endte med nøjes med et frivilligt ”Industry Pledge”, hvor industrien byder ind med, hvor meget de vil forpligte sig. Man burde have i stedet for have stillet et iblandingskrav, som forpligter plastindustrien til at bruge den genanvendte plast i deres produkter. Dette ville kunne have skabt et stærkere markedstræk.

Fra europæisk vision til dansk virkelighed

Gennem mange års hårdt arbejde, så er den her: den store køreplan, som samlet skal bringe EU ind i fremtidens plastøkonomi.

Men enhver strategi skal følges op med en handlingsplan, ellers sker der ikke noget. Og på foranledning af SF (bakket op af den øvrige opposition med undtagelse af Socialdemokratiet) er dette netop, hvad regeringen tidligere i år endelig lagde frem.

Regeringens handlingsplan har imidlertid desværre alt for meget fokus på genanvendelse og for lidt på forebyggelse og reduceret forbrug. Den mangler simpelthen modet til for alvor at bryde fri af den velkendte men uholdbare lineære økonomi.

EU Kommissionen tilskynder klart og utvetydigt de nationale myndigheder til at bruge afgifter og økonomiske instrumenter for at skabe et marked for den genanvendte plast og gøre det dyrere at sløse med ressourcerne.

Kloden er værdifuld, men ikke værdifuld nok til, at markedet af sig selv kan finde ud af at passe på den

Alligevel glimrer brugen af økonomiske virkemidler ved deres fravær i den just afgåede regerings handlingsplan, der modsat EU-kommissionen bærer præg af en holdning om, at markedet ikke kræver regulering.

Det er synd, for kloden er værdifuld, men ikke værdifuld nok til, at markedet af sig selv kan finde ud af at passe på den.


Foto: Serenity Mitchell on Unsplash

Marianne Bigum er civilingeniør ph.d. i miljøteknologi, og er ansat som seniorkonsulent hos Rambøll udover i sin fritid at være engageret politisk i SF bl.a. som formand for SF’s klima-, miljø- og naturudvalg.

Marianne har arbejdet dybt og bredt med grøn omstilling, affald og ressourcer indenfor forskning (Danmarks Tekniske Universitet), og igennem sine ansættelser bl.a. i Miljøstyrelsen, hvor hun blandt mange ting arbejdede med cirkulær økonomi, miljø- og teknologiudvikling og plastikforurening på nationalt såvel som internationalt niveau.

Marianne er mor til tre og kæreste med sit livs kærlighed Jacob og familien bor på Nørrebro, omend hun efter kun 5 år i byen stadig ikke helt ser sig som Københavner. Hun betragter sig selv som en grøn nørd, der kan lide at sludre, og hun elsker at formidle grøn omstilling og grøn politik. Hun har tidligere skrevet fast om grøn omstilling for Information, og skriver også jævnligt for jordbrug.dk (Danmarks grønne netmagasin). Hun er også erfaren oplægsholder og kommer gerne ud og holder flere oplæg.

Seneste artikler om KLIMAKRISE