Verden har brug for en monetær reform - ikke spekulanters investeringer • POV International

Ross Jackson 21.09.2016

De seneste mange års fokus på nedskæringer af de offentlige udgifter som en løsning på EU’s økonomiske krise er slået fejl. Spørgsmålet er, om økonomer og politikere overhovedet forstår, hvordan pengesystemet fungerer, spørger Ross Jackson, der her dykker ned i myter og virkelighed i den monetære verden og påpeger at samfundsgavnlige investeringer ikke er på tapetetet, når spekulanter anbringer deres penge.

Hvis jeg skulle opsummere den almindelige forståelse af det monetære system hos størstedelen af befolkningerne – deriblandt de fleste økonomer og politikere – så dækker de følgende fire punkter essensen af de underliggende antagelser; antagelser som, forresten, er totalt forkerte.

Myter om banker og penge

Sådan her ser myten ud:

Banksystemets rolle er at bringe samfundets opsparing (opsparing fra mennesker, der bruger mindre end de tjener plus virksomhedernes overskud) på den ene side sammen med mulige lånere af penge på den anden side. Bankerne fungerer som mellemmænd – lidt ligesom børsmæglerne, der bringer købere og sælgere sammen. Bankerne kan herefter udlåne de penge, som indskyderne stiller til rådighed, og er kun begrænsede af mængden af den tilgængelige likviditet, som, (for at undgå stormløb på bankerne) skal være på mindst 10 procent (eller et lignende forhold afhængig af det pågældende land) af udlån i form af bankreserver i Nationalbanken. Dette er kendt som brøkreservebankvæsen (fractional reserve banking).
Et lands nationale regnskab er ligesom en husholdnings eller virksomheds regnskab. Man kan kun bruge de penge, man har. Målet for landet bør være et balanceret budget. Nye udgifter skal “finansieres”. Et budgetunderskud skaber en gæld, som er en byrde for økonomien, og som kan blive årsag til en finanskrise, hvis gælden bliver for stor.
Det er regeringen i samarbejde med Nationalbanken, der har ansvaret for at skabe den nødvendige pengemængde og dermed kontrollere pengeforsyningen.
”Kvantitativ lempelse” (dvs. når Nationalbanken opkøber banksektorens aktiver) vil skabe mere likviditet og tillade, at de private banker kan øge deres udlån til private virksomheder og dermed få økonomien i gang igen.

Virkelighedens verden

Den korrekte forståelse af disse forhold er imidlertid som følger:

1) Banker anvender ikkeeksisterende indlån, når de producerer nye lån. Når et nyt lån er lavet, oprettes samtidig et nyt indlån. Det nye indlån repræsenterer en forøgelse af “pengemængden” (mere om dette senere). På den måde skabes der penge ud af ingenting. Bortset fra de mønter og sedler, som regeringen udsteder (og det er typisk mindre end 5 procent af totalen), bliver penge produceret af de private banker (forudsat et balanceret budget, se punkt 2 nedenunder) og består stort set af data indtastet i en computer.

Men det er nødvendigt med en dybere analyse for at opnå fuld forståelse af, hvad der foregår, eftersom bankerne faktisk producerer to slags penge, som har meget forskellige virkninger på økonomien. Vi kunne kalde dem “BNP penge” og “spekulative penge”.

“BNP penge” er penge, som lånes ud til realøkonomien til reelle investeringer i nye produktionsmidler osv. De skaber nye arbejdspladser og øger bruttonationalproduktet, mens “spekulative penge” finansierer køb af allerede eksisterende aktiver såsom ejendom, aktier, fremmed valuta, obligationer osv. Grundlæggende letter spekulative penge ejerskifter af allerede eksisterende aktiver, men bidrager intet til realøkonomien. Det opsigtsvækkende er, at “spekulative penge” typisk udgør ca. 90 procent af bankernes samlede udlån og har en tendens til at øge uligheden, eftersom det er de rigeste borgere, der høster fordelene. Bemærk derfor, at “pengemængden” er et meget tåget begreb og ikke særligt nyttigt i økonomiske modeller, medmindre vi deler det op i disse to komponenter – og det er der stort set ingen, der gør.

Regeringsudgifter i et land, som udsteder sin egen valuta, er ikke begrænset af skatteindtægter. Regeringen kan bruge så mange penge, den ønsker, uden hensyn til underskud på budgettet. Den behøver ikke at “finansiere” udgifterne. At staten bruger mere end den har, skaber faktisk nye BNP penge, som cirkulerer i økonomien, skaber arbejdspladser, og vender til sidst tilbage til Nationalbanken i form af øgede bankreserver og øgede statsgældsbeviser i den private sektor. Dette er klassisk keynesiansk økonomi. Bemærk også, at forbruget af underskuddet går næsten 100 procent ind i realøkonomien, eftersom regeringer sjældent køber allerede eksisterende aktiver. Bemærk endvidere, at nationens regnskaber adskiller sig grundlæggende fra husholdningers og virksomheders regnskaber. I modsætning til en virksomhed eller en person, kan en regering, der udsteder sin egen valuta, aldrig blive insolvent, og den kan altid betale enhver gæld, der er optaget i egen valuta. Der er ingen teoretisk øvre grænse for, hvor stor statsgælden kan være i forhold til bruttonationalproduktet (lån i fremmed valutaer er en helt anden historie). Det virkelige problem angående gældens størrelse er, hvorvidt underskuddet skaber en uønsket inflation eller ej. Men så længe der er høj arbejdsløshed og ledig industriel kapacitet, vil underskuddet ikke skabe inflation. Men det vil det gøre, når økonomien nærmer sig fuld kapacitet. Deflation er faktisk en større risiko end inflation p.t.

Omvendt, når et land har et budgetoverskud (nedskæringspolitikken), reducerer det pengemængden, nedlægger arbejdspladser og indskrænker økonomien. I USA har hver eneste depression historisk haft et forudgående budgetoverskud, der indskrænkede økonomien. Dette gjaldt i 1819, 1837, 1857, 1873 og 1929. Der var ingen undtagelser!

Det er de private banker – ikke staten – der skaber pengene (når budgettet er balanceret). Nationalbanken forsøger at kontrollere”pengeforsyningen” indirekte igennem rentepolitikken, men dette er imidlertid vanskeligt i praksis, især nu hvor renteniveauet er tæt på nul. Endvidere kan nationalbankerne ikke bestemme, hvorhen pengene bevæger sig. De går i praksis overvejende til spekulation, som ovenfor omtalt.
I USA førte den såkaldte ”kvantitative lempelse”, som blev sat i værk efter finanskrisen i 2008, ikke til den forventede forøgelse af private bankudlån, sådan som USA’s Nationalbanks (Federal Reserves) teoretikere havde håbet. Fra banksektorens synsvinkel er kvantitativ lempelse, også kendt som ”åbent marked operationer” i tidligere tider, simpelthen et bytte af aktiver. Grundlæggende byttede bankerne højrente statsobligationer til øgede bankreserver og statsobligationer med en lavere rente. Reserver-til-indlån forholdet eksploderede på grund af den øgede likviditet, men udlånene steg kun marginalt. Dette eksperiment gav solide beviser på det forhold, at bankernes udlån ikke er en enkel funktion af likviditet, sådan som teorien om brøkreservebankvæsen hævder.

Valutaforhold

Bemærk at ovenstående forklaringer kun gælder for lande, hvis gæld er i den lokale valuta, dvs. penge, som landet kan selv udstede. Når et land låner fremmed valuta for at finansiere sit underskud, er det en helt anden sag. For at kunne betale de udenlandske lån tilbage, er landet nødt til at tjene fremmed valuta i form af et handelsoverskud. Dette kan være en umulig opgave selv efter en devaluering, når niveauet af den udenlandske gæld bliver for højt. Dette er tilfældet for mange udviklingslande i dag.

Så er der Eurozonen, som er et særtilfælde. De enkelte medlemsstater har meget ringe kontrol over deres økonomier. Det er netto-budgetunderskuddet/overskuddet for samtlige eurozonemedlemmer tilsammen, der afgør hvorvidt arbejdspladser bliver skabt eller nedlagt.

Selvom et enkelt lands regering kan arbejde med budgetunderskud og finansiere for eksempel forbedringer af infrastrukturen, er der ingen garanti for, at medlemslandets økonomi vil nyde gavn af dette på samme måde som et land med sin egen valuta, fordi penge og arbejde kan flytte over grænserne.

Eurozonens struktur neutraliserer alle de fordele, der er, ved at have en egen valuta. En sådan struktur kan måske give en grad af prestige og håb til visse politiske ledere, som håber på, at den i tidens fylde vil være en bagdør til et kommende Europas Forenede Stater på linje med USA. Der er imidlertid ingen tegn på, at europæiske borgere har lyst til at være en del af sådan en enhed, tværtimod.

Det er imidlertid sikkert, at underskuddet nødvendigvis må finansieres ved hjælp af “udenlandske lån” (euroen er en fremmed valuta for euromedlemsstaterne, fordi medlemsstaterne ikke kan udstede egen valuta). Derfor er et handelsoverskud nødvendigt for at tilbagebetale de “fremmede lån”.

Ej heller kan et euroland devaluere sin egen valuta, eftersom landet ikke har nogen. Der er derfor en meget høj, faktisk uundgåelig risiko for, at lande, der har en højere inflationsrate, bliver fanget i en nedadgående spiral uden nogen muligheder for at komme sig, bortset fra en meget smertefuld “intern devaluering” i form af lavere løn, nedskæringer i velfærden osv. igennem adskillige år. Dette er den velkendte nedskæringspolitik, på hvilken Grækenland er et klart eksempel.

Eurozonens struktur neutraliserer alle de fordele, der er, ved at have en egen valuta. En sådan struktur kan måske give en grad af prestige og håb til visse politiske ledere, som håber på, at den i tidens fylde vil være en bagdør til et kommende Europas Forenede Stater på linje med USA. Der er imidlertid ingen tegn på, at europæiske borgere har lyst til at være en del af sådan en enhed, tværtimod. Faktisk tvinger Eurozonen alle medlemslandene til at handle, som var de i en spændetrøje – kun at bruge de penge, de har, og dermed opgive den vigtigste fordel ved at være en uafhængig stat, nemlig at have sin egen særlige valuta, med al den fleksibilitet i den økonomiske politik, der følger deraf.

Jeg har sagt dette tidligere, og jeg siger det igen: Euroen var en enorm fejltagelse, der aldrig vil kunne fungere med medlemslande med så forskellige traditioner for disciplin over for inflationen. Der vil i praksis altid være forskelle på inflationsraterne, og de forskelle vil uundgåeligt føre til konkurrencemæssige pres og en uløselig krise, eventuelt med valget mellem uacceptable nedskæringer eller at forlade Eurozonen. Den eneste langvarige løsning på Eurozonens krise er, at på et eller andet tidspunkt må hvert enkelt land beslutte enten at tilslutte sig et nyt Europas Forenede Stater med én regering og én valuta, eller at vende tilbage til deres nationale valutaer.

Danmark befinder sig i en ret bizar situation. Danmark besidder samtlige fordele ved at have sin egen valuta, men har frivilligt besluttet at handle som om landet var en del af den dysfunktionelle Eurozone. Resultatet er en fuldstændig unødvendig høj arbejdsløshed og nedskæringer i velfærdsstaten, som om vi ikke kunne have et underskud uden inflation i Danmark. Vi kan uden videre lade den danske krone flyde frit, og bør efter min mening droppe den såkaldte fastkurspolitik (som er et misvisende ord, fordi Danmark aldrig har haft andet end en fastkurspolitik over for Tyskland, siden ”slangen” i 1970’erne). Jeg er ikke alene om dette synspunkt. Nobelprisvinderen Paul Krugman har hævdet det samme^.Resultatet er en selvpåført masochistisk politik, som accepteres af et bredt politisk spektrum, som ikke har tilstrækkelig forstand på, hvordan det monetære system fungerer.

At bremse spekulation

Traditionelle økonomer skelner ikke mellem “BNP-penge” og “spekulative penge” og behandler pengeforsyningen som en amorf (uformet) mængde, således som den er abstrakt beskrevet i 1950’ernes lærebøger om “brøkreservebankvæsenet”, som aldrig har eksisteret i virkeligheden. En af de få undtagelser, jeg kender til, er den britiske økonom Richard A. Werner, som fangede det korrekt i sin bog^.Ej heller inkluderer økonomerne normalt den spekulative finansielle sektor eller valutapolitikken i deres modeller. Et resultat af dette er, at de ikke kender forbindelsen mellem stigende ulighed og bankernes udlånspolitikker, som hælder imod ren spekulativ brug af penge.

Et af de værste eksempler på skadelig spekulation er “nøgne derivativer” (optioner, futures, rente swaps, credit default swaps osv.) som grundlæggende er væddemål mellem finansielle spekulanter (først og fremmest de største kommercielle banker og hedge fonde), der ikke bidrager noget som helst til realøkonomien, eftersom ingen af parterne har en underliggende aktiv eller passiv at beskytte.

Samtidig udgør de en reel trussel for realøkonomien, når tingene bryder sammen, som det gjorde for Lehman Brothers med deres 40 procent ”gearing” i 2008 (hvilket betyder, at bare en 2,5 procent udsving i priserne på aktiverne kan bankerotte dig). Omfanget af disse væddemål er nu adskillige gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt og udgør en ulykke, der bare venter på at ske.

Det er faktisk ret nemt at håndtere dette problem, hvis der er politisk vilje. En transaktionsskat på finansielle spekulationer vil kunne hjælpe lidt. En sådan er blevet diskuteret i årevis i EU, men er ikke så let at praktisere. En anden metode er at indføre langt højere skatter på spekulative profitter end på profitter fra reelle investeringer. Den meste sikre måde er at forbyde nøgne derivativer. En fjerde metode, der giver en mere varig langsigtet løsning, og som indeholder de øvrige tre metoder, er at introducere en 100 procent bankreservepolitik som et nyt monetært system.

Chicagoplanen

Dette navn bruger amerikanerne til at beskrive 100 procent bankreservepolitikken, og det er forklaringen på titlen på en fremragende artikel om emnet, skrevet af to økonomer fra IMF (Den Internationale Valutafond) i 2012. ³ Følgende citat er taget fra deres beskrivelse af “Chicagoplanen”:

Alle lande kan indføre denne udmærkede reform, som i tillæg til de ovenfor nævnte fordele kan eliminere destabiliserende spekulativ långivning, reducere uligheder og give staten meget store rentebesparelser og dermed tillade betydelige lettelser i indkomstskatterne og/eller øget velfærd for borgerne såsom uddannelse og sundhed

“Der forudsættes en adskillelse mellem banksystemets pengemæssige funktioner og kreditfunktioner ved at kræve 100 procent dækning af indlån med reserver i Nationalbanken. Irving Fisher (amerikansk økonom, red.) (1936) fremhævede følgende fordele ved denne plan: (1) Langt bedre kontrol over en stor kilde til udsving i de økonomiske konjunktur, og over pludselige oppustninger og sammentrækninger i bankernes kredit og forsyningen af bankskabte penge. (2) Fuldstændig eliminering af storm på banker. (3) En dramatisk reduktion af netto offentlig gæld. (4) En dramatisk reduktion af den private gæld, eftersom skabelsen af penge ikke længere nødvendiggør oprettelse af tilsvarende gæld. Vi analyserede disse hypoteser ved at indlægge en omfattende og omhyggeligt kalibreret model af banksystemet i en DSGE model af USA’s økonomi. Vi finder støtte til alle fire af Fishers hypoteser. Herudover opnås ca. 10 procent mere vækst, og inflationen kan falde til nul uden at skabe problemer for gennemførelsen af pengepolitikken”.

Alle lande kan indføre denne udmærkede reform, som i tillæg til de ovenfor nævnte fordele kan eliminere destabiliserende spekulativ långivning, reducere uligheder og give staten meget store rentebesparelser og dermed tillade betydelige lettelser i indkomstskatterne og/eller øget velfærd for borgerne såsom uddannelse og sundhed. Nobelprisstagerne i økonomi Milton Friedman og James Tobin har sammen med mange andre mindre kendte økonomer anbefalet 100 procent bankreservesystemet.

Teknisk set er der variationer i, hvordan man kan indføre 100 procent bankreservesystemet i praksis. En metode er, at en ny statsejet “offentlig bank” overtager alle indlån fra de private banker til gengæld for en lige så stor “statskredit” på passiv siden af bankernes balance. Statskreditten kan da bruges til kraftigt at reducere banksektorens aktiver ved at overtage alle de spekulative lån (herunder lån i fast ejendom) og reducere statskreditten tilsvarende.

De uønskede spekulative lån kan derefter blive afviklet på en ordentlig måde og hurtigst muligt. Banksektoren vil derefter udelukkende have lån til realøkonomien tilbage, baseret på de penge, sektoren rent faktisk har at udlåne i form af egenkapital plus de indskud, som borgere og virksomheder måtte ønske at låne til bankerne imod renter (der er ingen statsgaranti for disse). På den måde ville bankerne til slut være i overensstemmelse med den idealiserede beskrivelse man finder i 1950’ernes lærebøger, som mellemmænd mellem opsparere og lånere i realøkonomien, og derfor i overensstemmelse med den forestilling de fleste har i dag.

Topillustration: CCO Public Domain – Euro Haste. Pixabay.

Ross Jackson

Ross Jackson, Ph.d. (http://www.rossjackson.org) er formand for Gaia Trust, Danmark, en almennyttig forening han stiftede i 1987 til at fremme en mere bæredygtig verden. Gaia Trust har finansieret hundrede af projekter i over 30 lande, specielt Global Ecovillage Network og Gaia Education samt flere danske grønne virksomheder. Ross er økonom og ekspert i international finans, og har sin egen klumme i Capital Finance International. Han er bl.a. medstifter af IT firmaet SimCorp og er tidligere hovedaktionær i den økologiske grossistvirksomhed Urtekram, som han solgte i 2015. I dag bor han på en økologisk gård i Birkerød. Ross’s seneste bog er Occupy World Street: vejen til en værdig fremtid (Hovedland, 2013), som skarpt kritiserer den nuværende globale økonomiske og politiske situation men som også fremsætter konkrete forslag til radikale omstruktureringer.