EU-UDVIDELSE // ANALYSE – En potentiel FN-resolution vil indføre en international mindedag for folkemordet i Srebrenica. Som en konsekvens har det politiske spændingstermometer på Balkan fået et seriøst nøk op, og politiske trusler fyger. Spørgsmålet er, hvordan EU vil håndtere optagelsesforhandlinger med et land, hvor den ene af to centrale politiske enheder truer med løsrivelse.
FN’s Generalforsamling overvejer i disse dage en resolution, der skal indføre en international mindedag for folkemordet i Srebrenica i 1995. Det har fået Milorad Dodik, der er præsident for den serbiske del af Bosnien, op i det røde felt.
For det første anerkender han ikke, at det var et folkemord, men ser det som gerninger begået af enkeltpersoner. Det står i skærende kontrast til de mange domme, som den Internationale Domstol for Krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY) har afsagt. Det kan dog forklare, hvorfor Dodik ikke, som FN-resolutionen tilsiger, vil bistå med at indfange og retsforfølge krigsforbrydere involveret i folkemordet, ej heller lave undervisnings- og informationsmateriale og udbetale erstatninger.
Sagen om den forventede FN-resolution giver et fingerpeg om, hvilken politisk hvepserede det er, EU har stukket udvidelsesfingrene ned i
For det andet udtaler han, at Bosnien-Hercegovina måske ikke overlever som stat, hvis FN-resolutionen bliver vedtaget. Hvis den vedtages, oplyser han, er der forberedt “uspecificerede tiltag”.
For det tredje har den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska, netop vedtaget en valglov, der i realiteten underminerer den bosniske stats valglov. Ifølge Balkan Insight udtalte Dodik ved samme lejlighed, at “… serbere ikke kan leve sammen med muslimer, altså bosniakker …”. Det er svært ikke at se denne udvikling som en direkte trussel mod Bosniens sammenhængskraft.
De politiske spændinger handler ikke kun om Bosnien. Dodik bliver indirekte sekunderet af Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, som også kritiserer den endnu ikke vedtagne FN-resolution. På samme måde som Dodik er Vučićs mål, at de selv, serbere generelt og Serbien, ikke bliver associeret med folkedrab.
Ifølge Vučić er det FN’s Sikkerhedsråd og ikke Generalforsamlingen, der burde forholde sig til Bosnien-Hercegovina. Det er en noget besynderlig argumentation, men det kan forklares med, at manøvren med at overgive sagen til FN’s Sikkerhedsråd uden tvivl ville medføre, at Serbiens nære allierede, Rusland, vil nedlægge veto og dermed lukke sagen. Intet af det kommer dog til at ske, hvilket Vučić selv medgiver.
Den Europæiske Union åbner
I marts 2024 åbnede den Europæiske Union for optagelsesforhandlinger med Bosnien-Hercegovina. Det er positivt, at EU signalerer til den brede bosniske befolkning, at selv om vejen måske nok bliver lang og besværlig, så er medlemskab en mulighed.
Sagen om den forventede FN-resolution giver et fingerpeg om, hvilken politisk hvepserede det er, EU har stukket udvidelsesfingrene ned i med de nyligt åbne optagelsesforhandlinger med særligt Bosnien-Hercegovina.
Set i lyset af dette er et væsentligt spørgsmål, i hvilken grad centrale politiske aktører i Bosnien egentlig vil bakke op om forhandlingsprocessen. Én aktør, der næppe vil udvise videre forudsigelighed, er førnævnte Milorad Dodik.
Det er svært at forestille sig, at Dodik vil vise sig villig til at ophøre med løsrivelsestrusler eller annullere nogen form for lovgivning, fordi det på hjemmefronten formodentlig vil blive udlagt, som om han giver efter for Bruxelles
Hans reaktion på meddelelsen om, at EU ville åbne forhandlinger, var overraskende positiv. I samme åndedrag søgte han dog ganske frejdigt at italesætte sig selv som en afgørende faktor i udviklingen. Tidligere har han, som Politico skriver, været yderst kritisk over for ouverturer fra EU og hele idéen om et potentielt medlemskab.
Hvad kan denne politiske kovending skyldes? Dodiks politiske interesse ser ud til at være centreret omkring én ting: Milorad Dodik. I betragtning af hans kontinuerlige forsøg på at underminere den bosniske stat til fordel for den bosnisk-serbiske enhed i landet, er det usikkert, hvordan han vil reagere på eventuelle krav fra Bruxelles, og hvilken betydning det kunne få for forhandlingsprocessen.
Det er svært at forestille sig, at Dodik vil vise sig villig til at ophøre med løsrivelsestrusler eller annullere nogen form for lovgivning, fordi det på hjemmefronten formodentlig vil blive udlagt, som om han giver efter for Bruxelles. Dette kunne svække hans magtposition.
Det er værd at bide mærke i, at Dodik tidligere har udtalt, at den bosniske stats opbygning med blandt andet to centrale enheder – Føderationen og Republika Srpska (RS) – vil blive accepteret af EU. Dermed er der udsigt til medlemskab for det, han kalder “Dayton BiH”.
I Noel Malcolms værk, A Short History of Bosnia, er en af konklusionerne, at landet aldrig har været opdelt på den måde, som det er i dag. Derfor vil mange se Dodiks idé om et “enhedsinddelt” Bosnien som unaturlig. Dette kunne underbygge en formodning om, at Dodik her signalerer en forventning om, at den bosnisk-serbiske del af landet kan fastholde den relative autonomi, som den politiske enhed har i dag – og at Dodik som en konsekvens kommer til at fastholde sin egen magtposition.
Men hvad vil Dodik så? Det er ikke utænkeligt, at hans strategi vil være at kopiere Vučićs balancegangspolitik. Overført til bosniske forhold vil det betyde, at Dodik vil kaste sig ud i en linedans mellem Bruxelles og Beograd (og Moskva) og efter bedste evne malke begge sider for så mange politiske gevinster som muligt uden at forpligte sig til noget som helst.
Det er tænkeligt, at Dodik ser for sig, at han kan komme med i EU, og at han dermed kan beholde Republika Srpska som relativt selvstændig eller helt selvstændig republik. Hans analyse kan være, at EU er i en eksistentiel krise, og at det skal udnyttes til at insistere på, at Dayton-organiseringen af landet skal fastholdes. Dermed kan han presse sig ind som RS.
Næste træk
På trods af disse potentielle forhindringer, så har EU i bedste fald mulighed for alligevel at påvirke Bosniens udvikling i positiv retning: Hvis relationerne mellem EU og Bosnien udvirker en mærkbar forbedring af levestandarden for særligt den fattigste del af befolkningen, og hvis EU formår at bryde igennem mediemuren og kommunikere til befolkningen, at det faktisk er EU-relationen – og ikke den nuværende politiske elite – der har udløst dette, så vil det kunne skabe en ny situation.
Er Bosnien på nuværende tidspunkt klar til EU? Nej, men det var andre østeuropæiske lande i realiteten heller ikke tilbage i 00’erne. Størsteparten blev alligevel optaget både i EU og Nato, blandt andet på grund af omskifteligheden i internationale relationer på daværende tidspunkt.
Bosnien er, trods udfordringer, i teorien langt mere forberedt til Nato end til et EU-medlemskab. Det ville sende et signal til blandt andet Beograd – og dermed også Moskva – om at løbet er kørt i forhold til fikse idéer om et “Storserbien” i Bosnien
I dag er det Ruslands angreb på Ukraine, der har rykket ved de politiske kontinentalplader og givet åbningen. Man kunne i øvrigt spørge, om EU som organisation er klar til en udvidelse, der vil inkludere Bosnien, men det er en anden snak. En konklusion må være, at det stadigvæk og i høj grad er op til USA, EU, men også Storbritannien at sætte en dagsorden for styrkelsen af den politiske og økonomiske udvikling af Bosnien.
Ud over et potentielt EU-medlemskab, der ligger ude i fremtiden, cirkulerer der ofte to andre muligheder. Den ene er en Dayton 2.0 konference, som dog ikke er realistisk på nuværende tidspunkt. Det ville kræve, at lande, som underskrev Dayton-aftalen i sin tid, engagerede sig i processen. Med den nuværende præsident i Moskva og usikkerheden om, hvem der kommer til at overtage Det Hvide Hus i Washington til november, vil der næppe være motivation for at bruge politiske ressourcer på Bosnien.
Den anden mulighed er et medlemskab af Nato. Bosnien er, trods udfordringer, i teorien langt mere forberedt til Nato, end til et EU-medlemskab. Det ville sende et signal til blandt andet Beograd – og dermed også Moskva – om at løbet er kørt i forhold til fikse idéer om et “Storserbien” i Bosnien og, ideelt set, give Bosnien modstandskraft i forhold til indblanding fra Serbien og Kroatien. På den anden side, så har Dodik for nylig betegnet bl.a. den amerikanske ambassadør som en fjende af den bosniske stat. Det er næppe en udmelding, der gavner relationerne på tværs af Atlanten.
Den bosnisk-amerikanske forsker Jasmin Mujanovic, som POV International tidligere har talt med, argumenterer i bogen The Bosniaks – A Nation After Genocide for, at Bosnien skal have en ny forfatning, der skal udspringe af en reel demokratisk samtale i befolkningen og etablere et demokratisk Bosnien, der ikke er organiseret efter etnicitet.
Det er en idealistisk tilgang. Samtidig kan det være den eneste farbare vej, hvis udviklingen skal vendes og Bosnien løftes ud af dets nuværende politiske morads. Det ville i hvert fald styrke Bosniens chancer i forhold til et EU-medlemskab.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
