NATTELIV // KOMMENTAR – Når beværtningers ansatte udvælger, hvilke gæster der er velkomne, gør de det med en fjendtlighed, der skaber intolerance og eksklusion i nattelivet, skriver Kristian Paris. Hvad skal det til for?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er fredag, og byen er åben efter corona, og det er lige så vildt som Vesterhavet om vinteren. Det er ikke altid lige rart at befinde sig i, og netop sådan en oplevelse havde jeg forleden i hovedstadens natteliv.
For en gangs skyld har mine to venner og jeg gennemtænkt det: Vi tog tidligt i byen for at få det adgangsgivende stempel og på den måde at undgå køen til natklubben. Man kan jo altid bare sidde på en bar i nærheden og vente på, at klubben fyldes med post-corona spændte jævnaldrende, der ikke er lige så forudseende som os den aften – for de skal stå i kø, og den kan godt blive lang.
Hvorfor har I gjort jer fortjent til DJ’ens gunst?
Problematikken bliver smidt lige i ansigtet på mig, da vi stiller os i den ikke-eksisterende kø kl. 23 den bemeldte fredag aften i Kødbyen. Planen er som nævnt hurtigt at få stemplet og så smutte tilbage over på Sønder Boulevard og få lidt øl et par timer, inden klubben forhåbentligt er fuld.
Pickeren – altså den person, der er ansat af natklubben til at udvælge, hvem der kommer ind – føler sig dog af en usagt årsag provokeret af vores tidlige ankomst, og som Aleksej i Dostojevskijs Storinkvisitoren overrendes vi med alle de spørgsmål, han føler, er bare det mindste relevant:
”Det bliver en stor aften i aften, der kommer mange mennesker, så hvad kan I tilbyde DJ’en? Hvorfor har I gjort jer fortjent til DJ’ens gunst? Har I læst Safe Space Policy? Har I været her før? Ved I, hvem der spiller? Hvor længe har I tænkt jer at blive? Hvor har I været før?”
Og ja ja, jeg skal ikke brokke mig, for jeg var aldrig i tvivl om at blive lukket ind – han skulle bare lige fyre den inklusions-eksklusions-spørgerunde af, inden vi blev lukket ind. Der var ingen bag os og inden foran os, men blot tre sortklædte vagter og denne pseudo-Niels Brandt picker i overdimensioneret og alt for varm frakke.
Og ja ja, neoliberale hystader, jeg er med på, at klubberne er selvejende firmaer med eget CVR-nummer, der selv skal have lov til at bestemme, hvilke mennesker, der sveder på deres alt for lille røgfyldte gulv i weekenderne. Og ja ja, jeg kan bare lade være med at komme igen i næste uge.
Efterspørgslen er så høj, at de københavnske pickere kan (eller får besked på?) opføre sig uhøfligt og direkte usympatisk for at give et indtryk af et eksklusivt og kræsent miljø
Men min anke er en anden. En sådan ovenfor beskrevet fjendtlighed faciliterer en dybere intolerance i klubmiljøet såvel som i resten af den københavnske nattelivskultur. Eksklusionen bidrager kun til et større skel mellem forskellige mennesker, og det opretholder et fjendtligt og usympatisk miljø, der ikke skaber den gode, inkluderende Safe-Space-fest som det gode udgangspunkt.
Det er jo trods alt pickeren, der repræsenterer hele klubben, der skal tiltrække kunder (her: gæster) og sælge sit produkt til højestbydende. Problemet er, at efterspørgslen overstiger udbuddet, og pickerkulturen befinder sig i en inflationsperiode. Efterspørgslen er så høj, at de københavnske pickere kan (eller får besked på?) opføre sig uhøfligt og direkte usympatisk for at give et indtryk af et eksklusivt og kræsent miljø.
Lad os gøre op med den negative picker-kultur i København, således at mødet med pickeren bliver det første møde med den gode fest.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her