Pia Tafdrups milevide undren: Haikuens danske litteraturhistorie 6:8

af i Bøger/Kultur

LITTERATUR – I 2007 udgav Pia Tafdrup haiku-inspirerede kortdigte, efter at Dansk Forfatterforenings Haikugruppe var grundlagt af Hanne Hansen, Niels Kjær, Kate Larsen samt Sys Matthiesen og Viggo Madsen. Hendes poesis eksistentielle projekt søger helheden og standser ikke ved dissonansens øjebliksbundne forening af modsætningerne mellem jeg’et og omverdenen.

Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige avantgardedigtning i flere omgange og ad forskellige lyriske spor i forbindelse med de 2. verdenskrige i forrige århundrede.

Haikus korte rytme som et åndedrag, digtformens synæstetiske blanding af tekst, musik og billedkunst, dens anvendelse af bruddet/pausen (kireji) i rytmen og indholdet og dens sideordnede sammenstilling af usymbolske, forskellige virkelighedsbilleder til en helhed inspirerede den moderne vestlige lyriks avantgarde. Det førte til nyudvikling af så forskellige digteriske avantgarde strømninger som imagisme, surrealisme og ultraismo omkring 1. verdenskrig samt konkretismen og beat-digtningen efter 2. verdenskrig.

I Danmark blev haiku introduceret af multikunstneren og tennisstjernen Torben Ulrich sammen med Jørgen Gustava Brandt i tidsskriftet Bazar fra 1958 – og derefter af Hans-Jørgen Nielsen med gendigtningen af japanske haiku i Hvedekorn-samlingen Haiku fra 1963.

Derefter inspirerede haiku både efterkrigsmodernister som Jørgen Sonne og Ivan Malinowski, konkretister som Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Steen og en masse andre digtere bl.a. Dan Turéll, Peter Laugesen, Susanne Brøgger, Klaus Høeck, Pia Tafdrup, Viggo Madsen og Hanne Hansen samt mange andre. digtere i Dansk Haikunetværk. De første danske haiku blev skrevet af den nu glemte digter Jens Lund Andersen og trykt i tidsskriftet Hvedekorn nr. 6 i 1959. F.eks:

Bakkernes skuldre.
Mørket er udslaaet haar.
Hviskede nogen?

Efterhånden som haiku blev udbredt i resten af verden og digtformens sammenhæng med zenbuddhismen blev løsnet, kom årstidsord (kigo) og andre klassiske formelle krav til at blive uforståelige og overflødige.

Haikudigtere har mere og mere vidt forskellige definitioner af, hvad et haikudigt er. Da Dansk Forfatterforenings Haikugruppe udgav sin antologi Blade i Vinden i anledning af 10-årsjubilæet i 2011, kunne redaktionen bestående af Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen kun blive enige om denne meget brede definition på haiku: ”Vi mener, at et godt haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler verdensaltet.”[1]

Jeg lægger derfor i denne og andre artikler om dansk modernisme og haiku ikke megen vægt på den klassiske haikus mere formalistiske poetikkrav som 5-7-5 stavelser, årstidsord, nutid og bandlysning af jeget og Gud.

I stedet har jeg fokus på haikudigtets overraskende pause/drejning (kireji), der kaster nye betydninger tilbage og frem i hele digtet, sprænger sprogets logik og ophæver tid og sted, samt subjekt og objekt. Og på hvordan dette særlige kireji-greb bruges vidt forskelligt og dybt integreret i de enkelte digteres personlige lyriske udtryk. Her spiller den sideordnede sammenstilling af forskellige virkelighedsbilleder omkring denne drejning også en stor rolle.

Pia Tafdrups poesi søger helheden

Pia Tafdrup formår i sine haiku fra samlingen Boomerang fra 2007 at udtrykke sin poesis eksistentielle projekt, der søger helheden og ikke standser ved dissonansens øjebliksbundne forening af modsætningerne mellem jeg’et og omverdenen. F.eks. i dette haiku:

Ikke krydse sit
spor – men følge hjulet af
rødder og vinger.

Her afviser hun opgøret med traumatiske eksistentielle katastrofer og sætter i stedet forandringens mulighed. En forandring, der både følger traditioners og visioners bevægelse af livet.

Pia Tafdrups tilbagevendende tema om uskyldstabet som både død og kreativt startpunkt fra debutsamlingen Når der går hul på en engel behandles også i Boomerang-samlingen. F.eks. i dette haiku, hvor den spidse genstand, der penetrerer, er en nål. Englen er forpuppet i en sommerfugl.

Hvor en nål dirrer,
står en sommerfugl spiddet
på en tabt årstid.

Nålen dirrer, og sansningen forplanter således den tabte årstid videre i nuets bevægelse, som også er den kreative proces’ søgen efter forening af tradition og vision i nuets afvisning af døden.

Haikudigtene sammenfletter ofte flere sanser i et glidende flow, der forener drøm og virkelighed, jeg’et og fortiden med omverdenen og visioner. I det følgende digt flettes lugt og smag sammen med synet af en førstefødt (på fødslens baggrund af smerte) rakt frem til det første møde:

Tungespids bærer
dufte af regn. Førstefødt
øjeblik rakt frem.

Karakteristisk nok fører nettet af associative forbindelser mellem disse ord med forskellige sansekvaliteter frem til en ny sammensat sansning og eksistentiel erkendelse af øjeblikket i tiden. Med denne nye ordskabte sansning kan også vokse frem gennem forbindelser af rene abstraktioner.

Ventetiden – en
parentes der vokser til
milevid undren.

Dette haiku er jo hele vejen igennem abstrakte ord. Men glidningen fra tilstanden, ventetiden, over udvidelses bevægelsen til den vidt udstrakte undren skaber et stærkt sanseindtryk af noget så uhåndgribeligt som tiden. Og det vender den i processen til et frugtbart fortsat samspil mellem os og vores omverden.

I modsætning til de japanske zenbuddhistiske haiku, der ikke forholder øjeblikket til andre øjeblikke eller tiden som historisk forløb, koncentrerer de vestlige modernistiske haiku sig meget om at fange øjeblikket i tiden. Eller som Pia Tafdrup formulerer det:

Mælkevej spiddet
af et pindsvin i græsset.
Åndens årringe.

Her er de spidse genstande både dem, der udløser den poetiske skabelse, og en metafysisk vision, der forener det jordnære og universet. Typisk for Tafdrup går bevægelsen fra jorden op i universet. Den poetiske skabelse er samtidig det, der forbinder øjeblikkets visionære metafysiske forening af jord og univers med traditionen: Åndens årringe.

Traditionen er – igen typisk – ikke kun metafysisk sjæl men også oprindelig natur bevaret i årringene. For Tafdrups vedkommende måske for at opløfte – ikke ophæve tiden:

Stjerneklar dødsnat
stilhedens trommer holder
sjælen lysvågen.

Syntesen mellem ordet og urformen

Ifølge Tafdrup er hendes digtning skabelse af totalitet i en syntese af alle de kaotiske modsætninger – og ikke en disonantisk sammenstilling af adskilte lemmer uden indre sammenhæng.

Eksistensens retning og rod i verden knyttes igennem digtets formgivning sammen i en helhed, som konstant må sætte sig op imod intethed, kaos og formløshed: ”Digtet må være en totalitet, en syntese… Æstetik er, at digtet ikke går til grunde i kaos eller konturløshed.”

Det er en metafysisk eksistentialistisk poetik med aner tilbage til Poul la Cours Fragmenter af en dagbog, der står i skarp modsætning til opfattelser af sproget som kropsligt men løsrevet fra en sammenhæng mellem nutid og fortid, der gennem digtningen frembringer sin egen abstrakte musik af dissonanser.

I Bommerang-samlingens slutning gennemløbes et forløb, hvor intetheden netop gennem formgivning får skabt udgangspunkt for en kraftudladning, hvor digtet til sidst skaber syntesen mellem ordet og urformen, artens opståen og traumatiske livgivning gennem vand og eksistens:

Inderste tomhed
i kinesiske æsker,
hvor solen fødes.

Kæfters fortætning
soleksplosioners sværm:
Kuber af hvidhed.

Ord i dråbeform –
smertebefrugtet isbjerg.
Glemselsdybt grundvand.

Udviklingen går fra en ydre formgivning til en forening af det ydre og indre i organisk artserindrende fødsel af eksistentiel helhed gennem vand. Typisk for Tafdrup er vandet både smerte- og livgivende, erotisk urform og nutidig skabelse i det sidste digts syntese fra dråbeform over kælvende isbjerg til grundvand, der når helt ned i glemslen.

Her demonstrerer hun også, at hun af sit billedsprog udvikler en ny form for forløb i haiku. Der er ingen kireji-drejning, der overraskende forener to forskellige sanseplaner eller kontekster til en udvidelse af øjeblikserfaringen. Der er heller ikke nogen rent sproglig gennemføring af kireji ved sammenstødet af vertikale eller horisontale linjer, der skaber referencen til en uddybet øjeblikssansning.

Øjeblikket forener fortid og nutid eksistentielt gennem et forløb, hvor billeder komplekst forskydes og samles i et net, der trækker tråde frem og tilbage gennem digtet ved hjælp af associationer over tomhed, kræfters fortætning, spiddet, dråbeformede ord eller andre tit sammensatte abstraktioner.

Kireji-bevægelsen går, typisk for Tafdrup fra sammensatte sansninger, der forskydes gennem stilhedens trommer, kinesiske æsker, parenteser der vokser eller andre foranderlige, ustabile paradokser, til en øjeblikkets universelle totalitet, der for det meste er en sammensætning af abstraktioner og sansning som f.eks.: Glemselsdybt grundvand, åndens årringe, kuber af hvidhed og milevid undren.


Foto: Udsnit af bogforside, Gyldendal.

Thorvald Berthelsen skriver digte og faglitteratur om bl.a. Pariserkommunen, Günther Wallraff, Victor Serge, Sophus Claussen og Hilmar Wulff. Han har udgivet seks digtsamlinger, illustreret med egne collager, senest Huds tektoniske plader. Hans digte er udkommet på svensk, engelsk, arabisk, kurdisk, bosnisk, serbisk og tysk.

Han arrangerede også danske haikudigteres fælles oplæsning med tidligere EU-præsident Hermann van Rompuy under EU-topmødet i København i 2012. Han var den første formand for Sydsjællands og Lolland-Falsters lokale forfatterforening, StORDstrømmen, og blev i 2014 som den hidtil eneste udnævnt til Årets kulturelle ildsjæl af kulturministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter på Folkemødet på Bornholm.

I 2018 redigerede og præsenterede han også sammen med andre Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina.

Seneste artikler om Bøger