FILM – Den franske fotograf Samuel Collardey er stærkt interesseret i at skildre små isolerede samfund, der lever i samspil med naturen. Derfor rejste han i 2015 til Østgrønland og fandt frem til den lille bygd Tiniteqilaaq, der kun har 80 indbyggere og stort set stadigvæk lever af fangst. Det var imidlertid ikke så let at komme ind på livet af folk i dette lille lukkede samfund. Først da han året efter traf Julius – byens kommunale medarbejder – der satte ham i kontakt med skolelæreren Anders Hvidegaard, kom der kød på historien.
I 2017 optog han så som både instruktør og fotograf den betagende smukke film om Anders’ problemer med at falde til i en så fremmed kultur. Det spændende ved manuskriptet er, at instruktøren slet ikke fra starten kendte Anders, og slet ikke anede hvilke problemer han gik og fumlede med både hjemme i Danmark og i Grønland.
Anders kommer fra en gård, Hvidegaard, som har været i slægtens eje gennem otte generationer; det var en selvfølge, at han skulle tage over. Da han ikke var helt overbevist om at skulle leve som landmand, tog han en uddannelse som folkeskolelærer. Hans forældre var ikke glade, og det blev værre, da han søgte til Grønland for at prøve for en tid at leve et helt andet liv.
Ifølge dansk lov skal børnene gå i skole, men hvorfor egentlig det? Deres samfund er baseret på traditionelle erhverv som jagt og fiskeri; de vil ikke kunne bruge deres skolelærdom til noget i deres hjembygd
Naivt vælger han det ledige job i Østgrønlands nordligste bygd, hvor tiden er gået i stå, hvor der er hundekoldt, og ingen elsker danskerne. Der er ingen rigtige job i byen; folk lever af understøttelse og jagt og holder traditionerne i hævd.
Ifølge dansk lov skal børnene gå i skole, men hvorfor egentlig det? Deres samfund er baseret på traditionelle erhverv som jagt og fiskeri; de vil ikke kunne bruge deres skolelærdom til noget i deres hjembygd. Hvis de efter loven flytter til en større by for at gå i gymnasiet, vil de ikke kunne vende tilbage til Tiniteqilaaq, for nu er de fyldt med unyttig viden og har ikke fået lært, hvordan man overlever.
Alle ansvarsfulde stillinger i Grønland er besat af danskere; inuitterne har de socialt set lavere job og dømmer danskerne meget hårdt. Anders er ikke vidende om denne problematik, da han starter sin nøjsomme tilværelse som lærer i et hus uden indlagt vand og el. Hans 11 elever løber rundt i klasselokalet som små vilde hunde og ler larmende af alt. Det er umuligt at undervise. Han undrer sig over, hvorfor mere end halvdelen af ungerne ikke bor hos deres forældre men hos bedsteforældrene. Har det mon noget at gøre med alkoholisme eller seksuelt misbrug?
Da han forhører sig hos Julius og skolens køkkenjomfru, lyder svaret: ”Hvorfor stiller du de dumme danske spørgsmål?”
Den leende og næsvise 11-årige Asser bliver væk fra skolen i ugevis, og hans bedstemor forklarer: ”Asser har været på jagt med sin bedstefar; han skal nok lære ham, hvad det er vigtigt at lære.” Vi ser og forstår bedstemor, når vi i filmen følger Asser, der lykkelig deltager i alle bedstefars gøremål med at fange ulke og lave mad ude på isen, mens man venter på den næste sæl.
100% virkelighed
Anders er utroligt alene, for ingen gider denne danske skolelærer. Hjemmefra har han fået at vide, at han endelig ikke skal lære grønlandsk, for det handler om at tale dansk, om at ungerne bliver danske. Han forstår, at han har fået dårlige råd; at han skal ændre sin uddannelsesmetode og tilpasse sig undervisningsstedet. Han opsøger folk for at lære grønlandsk og kan snart spille kort med sine mange nye venner. Han får fangeren Tobias til at lave ham en hundeslæde og tage nogle af ungerne med ud på jagt. Han tager med bedstefar og Asser ud på hundeslædeture og lærer lidt efter lidt selv at kunne styre slæden og hundene.
Det er sjovt at iagttage og livsbekræftende at følge hans glæde ved sit nye liv, og bygdens accept af ham. Instruktøren har fortalt, at han tilbragte et årstid i bygden og delte indbyggernes liv. Han filmede ikke, han nøjedes med at tage noter for bedre at kunne forstå, hvem de var: ”Manuskriptet ligner fiktion, men det er 100% virkelighed. Det har været vores ønske at fortælle om personerne, som de er.”
Anders lever og udvikler sig i miljøet til en begejstret naturelsker, der sammen med Tobias og Julius beundrer det betagende smukke Nordlys, og på en hundeslædeekspedition sammen med sin protege Asser oplever at møde en isbjørn med unger og at se narhvalens blæs.
En hybrid med spændende fortællemuligheder
Fotografen Samuel Collardey viser os et vidunderligt smukt land, og en befolkning der tilsyneladende lever i tæt samhørighed med naturen. Han viser os glæden ved selve jagten og det spændende miljø, hvor traditioner og internetadgang ser ud til at kunne fungere sammen.
I denne film interesserer man sig ikke for alt det dårlige, vi ofte hører om Grønland, for det er ikke en del af Anders’ verden. Hvis han skal klare sig i Tinetiqilaaq, skal han glemme alt det, han vidste hjemmefra og suge til sig af al den hjertevarme og hjælpsomhed, han så møder. Vi kan som tilskuere undervejs glemme, at denne film er en dokumentarfilm og ikke en fiktionsfilm om Anders fra Danmark, der finder glæden på Grønland.
Men Anders er virkelig, filmen beretter om hans problemer og forvirring, indtil han forstår at tilpasse sig og derved skaffer sig et bedre liv, som han ikke ønsker at forlade.
“Mit Grønland” handler ikke om politik – og dog. Det hele ligger under overfladen, parat til at blive diskuteret
Mit Grønland er en meget smuk dokumentarfilm, hvor vi følger et ungt menneskes vellykkede udvikling fra naiv, utilpasset dansker til en velfungerende og lykkelig verdensborger. Samuel Collardey har gennem adskillige film arbejdet med amatører, og det er han sandelig god til. Hovedpersonen Anders forstod ikke altid selv, hvad det var, han var med i. Engang imellem spurgte han ifølge instruktøren:”Hvornår går vi i gang med selve dokumentarfilmen?” – selvom de allerede var i fuld gang med at filme.
Samuel Collardey har gennem hele sin karriere lavet film om ensomme unge menneskers liv i fjerne egne; når disse hans tidligere film omtales som spillefilm, kommer jeg i tvivl om sansynligheden for at vedkommende journalister aner, hvad de taler om.
For mig at se, har denne instruktør opfundet en hybrid mellem dokumentarfilmen og spillefilmen, og åbnet op for nye spændende fortællemuligheder. Mit Grønland handler ikke om politik – og dog. Det hele ligger under overfladen, parat til at blive diskuteret. Anders Hvidegaard tog ikke hjem; han arbejder stadigvæk i Tiniteqilaaq.
Fotos: Samuel Collardey.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her