Har People’sPress spændt ben for sig selv ved at skrive lidt for dramatisk om indholdet i en bog?
De sociale medier flød fredag eftermiddag over med forargelse. Det er lykkedes Politiets Efterretningstjeneste (PET) at få nedlagt fogedforbud mod, at forlaget People’sPress udgiver bogen ”Syv år for PET”. Bogen er sat til at udkomme 17. oktober og har tidligere PET-chef Jakob Scharf i hovedrollen. Den er skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager.
”Det er ikke den form for demokrati, jeg ønsker at leve i”, lyder en typisk kommentar, og forlagets kreative direktør, Jakob Kvist, der står bag bogen, er helt på linje. Til Politiken udtaler han således, at ”jeg er meget rystet over, at det her kan ske i en demokratisk stat”. Også Jakob Mchangama, jurist og direktør i tænketanken Justitia, var på sin Facebookprofil betænkelig, fordi det af dommens præmisser, sådan som de umiddelbart blev refereret, fremgik, at dommeren ikke selv havde læst bogen, inden forbuddet blev nedlagt.
Risiko for enorm erstatning
Men der er grund til at slå koldt vand i blodet. Et fogedforbud er, som advokat Ib Ulstrup svarede på Jakob Mchangamas Facebookvæg, det, der i jurasprog hedder ”et foreløbigt retsmiddel”, hvor fogeden på et juridisk ufuldstændigt grundlag træffer en afgørelse. Der skal i almindelighed stilles en økonomisk sikkerhed for det tab, et uberettiget forbud medfører, og som i så fald kan kræves erstattet. Forbuddet skal straks følges op af en retssag, hvor der vil blive taget stilling til substansen.
Et fogedforbud udstedes, hvis der ikke er tid til at gennemføre en ”rigtig” retssag, inden bogen/avisen/tv-udsendelsen offentliggøres, og hvis det umiddelbart af dommeren skønnes, at en offentliggørelse alvorligt kan skade den part, der kræver forbuddet nedlagt. Hvis vedkommende altså har ret.
PET skal altså nu kunne begrunde, at det er rimeligt, at bogen holdes tilbage. Tilsvarende har People’sPress fire uger til at anke afgørelsen, og med mit kendskab til forlagets kreative direktør, Jakob Kvist, vil den blive anket.
Det er forlagets egen beskrivelse af bogen, der har fået PET til at reagere. Det hedder bl.a. i foromtalen af bogen, at Jakob Scharf ”blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler.” Hele forlagets omtale af bogen kan læses her.
Det er formuleringer som disse, der har fået PET til at reagere af frygt for, at der røbes hemmeligheder, som både kan skade personer, nationen og tjenesten. Det skriver PET på tjenestens egen hjemmeside.
PET bad om at få lov til at læse manuskriptet inden udgivelsen, men det afviste forlaget.
Vigtig principiel debat
Morten Skjoldager siger til Politiken, at PET ikke har noget at frygte:
”Det fremgår, at PET har været nervøse for, at bogen skulle afsløre hemmelige kilder. Det gør den selvfølgelig ikke. Hverken Jakob Scharf eller jeg har nogen interesse i at ødelægge noget for PET’s arbejde. Der er også ting, jeg ved, som ikke er med i bogen netop af den årsag”.
PET har altså ikke gjort andet, end hvad enhver borger i dette land har mulighed for – omend det sjældent lykkes at få nedlagt et fogedforbud. Og selvfølgelig bliver tjenesten bekymret og betænkelig ved udgivelsen, når de læser den dramatiske foromtale, forlaget har brygget sammen. Også selv om Jakob Scharf ikke er en person, man normalt ville mistænke for at fortælle statshemmeligheder ved først givne lejlighed.
Forhåbentlig vil debatten fokusere på de vigtige, principielle spørgsmål: Hvem skal have lov til at forhindre en bogudgivelse på hvilket grundlag?
Fældet på grund af samarbejdsvanskeligheder
Jakob Scharf blev fældet som PET-chef, efter at en stor del af personalet opsagde samarbejdet med ham og lækkede en række interne forhold om et dårligt samarbejdsklima til især Ekstra Bladet. Det dårlige arbejdsmiljø blev senere bekræftet i en rapport udarbejdet af konsulentfirmaet Cairos Consult, som Ekstra Bladet fik fat i, og offentliggjorde i sin fulde længde (linket er i dag tilsyneladende inaktivt).
Jakob Scharf har i dag sit eget konsulentfirma sammen med en række tidligere PET-ansatte.
Illustration: Uddrag af omtalen af bogen på People’sPress’ egen hjemmeside. Screenshot.
Skribenter hos POV International modtager ikke honorar. Men hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her