Sort fortid – stort hjerte

i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker af

TAXAMANDENS KLUMME – ”Han er et udskud”, ”Han fortjener ingen tilgivelse”, ”Han burde sendes til en øde ø med færrest mulige færgeadgange”. Du kender de verbale henrettelser fra de sorte ”tråde” på Facebook. Men så sker det – en sen, sur nattetime i minefelt København – at du møder en ung mand, der gør alle henrettelserne til skamme. Hans fortid er indhyllet i mørke, men hans hjerte er stort.  

Storby-accent med et mikroskopisk anstrøg af et fremmed sprog. Han har den fremmedes mørke hud og en etnisk baggrund af blanding mellem noget arabisk og noget afrikansk. Den er god nok. Hans familie er fra Somalia.

Og så vil skæbnen, at han bliver min mentale coach i en sen, sur nattetime i minefeltet, downtown København.

Jeg er irriteret i nat. Det er på ”top to” det mest stressende i tilværelsen som taxichauffør i det københavnske natteliv. Når der ikke er nok at lave. Og når du generes af pirattaxier og de unge nat-cruisere, der besøger de smalle gader med barer og værtshuse, hvor de næppe sætter deres ben. Der er fuld power på anlægget, sidevinduerne er åbne og de både slæber sig dovent gennem menneskehavet, hvis de altså ikke lige gør det modsatte. Accelererer hårdt et sekund med hvinende, brede lavprofils-dæk. 

Han giver mig småbidder af sine drømme. Han vil have en uddannelse, som sin bror, elektrikeren. Selv drømmer han om at blive socialpædagog og hjælpe med at holde de unge borte fra vold og anden råddenskab

Han åbner døren og spørger høfligt, og med et stort smil på det mørke ansigt, om jeg vil køre ham til en anden bydel. Han har en fræk aftale, fortæller han, så tænder jeg taxameteret – men kan kun køre 50-100 meter, hvor føreren af en cruiser er stoppet midt på vejen ud af mylderet blot for at småsnakke lidt med kammeraten på vej den modsatte vej. Den anden bilist har iagttaget taxien bag ham, men han er sgu da ligeglad. De skal bare småsludre – og kører om lidt igen – når det passer ham. 

Min irritation stiger i den slags sekunder, der hurtigt tæller som var de minutter. Kan ikke dy mig, ruller vinduet ned og spørger, om han dog ikke kan finde et bedre sted at parkere end midt på Nørregade.

– Jeg parkerer sgu ikke, jeg snakker bare, dit gamle røvhul. 

Det her er alt andet end kærlighed. Jeg får en svada af forbandelser og eder, inden jeg ruller sidevinduet op igen. Hører sidste brudstykke i hans rasende monolog. Noget med racisme. 

Jeg er virkeligt ikke en af Guds bedste børn. Det stoppede først, da jeg stod for at komme helt ind i bandemiljøet. Det kunne jeg altså ikke byde mig selv og mine forældre. Nu kæmper jeg for at komme ind i et ganske almindeligt liv

Min passager med det smukke, mørke ansigt ryster på hovedet, mens jeg helt ubegrundet og småkikset begynder at forsvare mig selv. Jeg er fandeme ikke racist. Jeg bekæmper det i mit daglige arbejds- og privatliv. 

– Det har ikke noget med det at gøre, siger den unge mand. Jeg er selv ligeglad med, om idioterne er kristne, muslimske, arabiske, danske, tyrkiske eller afrikanske. De ødelægger det for os allesammen. Det gør mig virkeligt ked af det. Men du skal bare tage det roligt, Taxamand. Jeg ved sgu da godt, at du ikke er racist. Jeg kan mærke det, siger han, smiler med de flotte, hvide tænder og med et ansigt, som jeg kan tro på. 

Jeg får en uventet overbærenhed fra den unge somalier, der kunne være mit barnebarn. Og så får jeg historien om hans eget liv, der virkeligt har været levet på kanten, – den skarpe og voldsomt ubehagelige. 

– Jeg har virkeligt gjort mine forældre kede af det mange gange. Når jeg kommer sent hjem, siger min mor stadig, at hun var bange for, at jeg igen er til afhøring hos politiet. Som 15-årig blev jeg taget for knivstikkeri. Senere fik jeg domme for grov vold og bortførelse. Jeg er virkeligt ikke en af Guds bedste børn. Det stoppede først, da jeg stod for at komme helt ind i bandemiljøet. Det kunne jeg altså ikke byde mig selv og mine forældre. Nu kæmper jeg for at komme ind i et ganske almindeligt liv. 

Vi taler snart, som var vi gode venner, ja næsten i familie med hinanden. Han har denne fascinerede respekt for det ældre menneske, som du sjældent møder hos etniske danskere på bare 21 år. Han giver mig småbidder af sine drømme. Han vil have en uddannelse, som sin bror, elektrikeren. Selv drømmer han om at blive socialpædagog og hjælpe med at holde de unge borte fra vold og anden råddenskab. Men han er blot ved begyndelsen af en lang og drøj vej, hvor han skal have puttet noget lærdom ind i hovedet, der ikke har været på skolearbejde, siden han slentrede ud af 9. klasse.

– Men jeg lover dig at slås, – på den gode måde, siger han og griner igen. Og jeg vil gerne sige ordentligt farvel til dig, siger han i en sidste gestus, rækker ud og giver mig et fast håndtryk. Et nyt venskab, der bare er få minutter gammelt – mellem to, der måske aldrig kommer til at møde hinanden igen.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Topfoto: Pixabay

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark