Vi er i denne tid vidne til en ny epidemi. Faktisk hærger den i et sådant omfang, at vi kan tale om en pandemi. Det vil sige en global udbredelse. Den vækkes til live af frygt og fordomme og udvikler sig i de værste tilfælde til en hadefuld tilstand.
Vi er for tiden vidne til et voldsomt udbrud i bl.a. USA, hvor Donald Trump nu er republikanernes kandidat til at indtage verdens mest magtfulde politiske embede. Se blot reportagen her fra det nyligt overståede konvent, hvor Trump fik bekræftet sin nominering:
Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg så denne video fra det republikanske konvent. Er det begyndelsen til en proto-fascistisk æra for verdens største supermagt, vi nu ser begyndelsen til?
Lige nu beder jeg personligt til, at Hillary Clinton vinder det valg. Næsten uanset hendes egne synder, hvoraf opbakningen til Irak-krigen rangerer højt på listen. Scenariet, hvor vi måske skal til at benævne Trump, “præsident”, er ovenikøbet ikke usandsynligt, hvilket dokumentaristen Michael Moore har spået om med fem årsager til, hvorfor Trump kan vinde det forestående valg.
Virussen har også inficeret Danmark
Det mest uhyggelige er, at stemningen og de uhyrlige bemærkninger fra deltagerne, som videoen viser, ikke engang bare kan affærdiges som et amerikansk fænomen. Det er en had-virus, der lige nu hærger det meste af den vestlige verden. I Europa som følge af mediernes ensidige dækning af de seneste overfald og massemord, hvor terrorisme-vinklen synes givet på forhånd og i Danmark, hvor et parti som Nye Borgerlige er ved at vinde fodfæste. De højreradikale, stærkt nationalistiske kræfter marcherer kraftfuldt og synligt igennem vores lande og man begynder at ane lyden af støvletramp i gaderne.
Se f.eks. Nye Borgerlige Pernille Vermunds opdatering her på Facebook i kølvandet på den seneste hændelse i München:
Der er jo ingen tvivl om, hvad en bemærkning som denne skal optænde i folk. En grundangst for en befolkningsgruppe, nogen insisterer på at betragte som fremmede og uønskede i vores samfund. Og ikke mindst en bekræftelse af, at de udgør en trussel.
Det ironiske er, at antipatien mod flygtninge og indvandrere, især muslimerne, er endnu mere vand på den mølle, der er drevet af de tilsvarende hadprædikanter hos de radikaliserede islamister. Det er had, der bliver konverteret til et endnu større had på den anden side
Ser man i kommentarsporet til Pernille Vermunds mildest talt generaliserende og ret ulogiske opdatering, så flyder det næsten over med hadefulde bemærkninger. Det har jeg også bemærket i de kommentarspor, som mine egne debatindlæg har affødt her i POV. Mange af dem er sikkert skrevet i frustration over egen situation og ikke nødvendigvis udtryk for hverken rendyrket racisme eller onde intentioner. Men det friholder dem ikke for at være symptomatiske for den form for politisk manipulation og faktaresistens, der hersker for tiden.
Jeg tror desværre slet ikke, at vi er stødt på den nedre grænse for almindelig anstændighed endnu. Hadprædikanterne på den yderste højrefløj har kronede dage, fordi vi nu lever i en virkelighed, hvor folk anser det som en ret at skabe deres helt egen realitet uagtet, hvad der rent faktisk foregår eller, hvad der vidensmæssigt er belæg for.
Det ironiske er, at antipatien mod flygtninge og indvandrere, især muslimerne, er endnu mere vand på den mølle, der er drevet af de tilsvarende hadprædikanter hos de radikaliserede islamister. Det er had, der bliver konverteret til et endnu større had på den anden side, frem og tilbage, uden nogen ende i sigte. Begge parter bliver på den måde hinandens nyttige idioter og anvender hinanden i en art biokemisk krigsførelse ved at så nye hadefulde frø i menneskers bevidsthed.
HAD smitter – og det er i sidste ende livsfarligt
Den får mig til at tænke på, at Danny Boyles mesterlige allegori, 28 Days Later, måske allerede er ved at gå i opfyldelse. Det er en film, der på overfladen handler om en virus, der gør mennesker til rasende zombier. Men som i realiteten handler om det raseri og had, der sås i mennesker, der uophørligt udsættes for had, vold og krig i medierne. Nu mere end nogensinde med fremkomsten af sociale medier.
Had er en smitsom størrelse og når det først blusser op, kan det resultere i så forfærdelige tilstande, at jeg ikke vil tøve med at kategorisere denne virus som den farligste her i begyndelsen af det 21. århundrede.
Spørgsmålet er naturligvis om, der findes en vaccine mod denne modbydelige virus?
Den gode nyhed er, at det tror jeg faktisk, der gør – og at vi alle kan være med til at sprede vaccinen. Ganske enkelt ved at undlade at være smittebærere eller agenter. Det kræver en større disciplin, velvilje og tolerance.
Men hvad er alternativet? Som en af de store filmmagere, Rainer Werner Fassbinder viste i et af sine hovedværker, “Angst æder sjæle op” fra 1974, så vil fordomme og intolerance altid ende med at slå mennesker ihjel. Også i virkeligheden, hvilket netop denne films hovedrolleindehaver, El Hedi ben Salem, selv endte med at gøre sig til offer for. Efter at være blevet udsat for nogle hadefulde bemærkninger, gik han amok på et værtshus og endte i fængsel, hvor han tog sit eget liv i ‘82.
https://www.youtube.com/watch?v=UwrSJk9UGug
Vi kan ikke bare symtombehandle – vi må fjerne grobunden
Lige nu er der imidlertid mange agenter som Vermund i omløb, der bærer smitten videre. En række borgerlige debattører som f.eks. Kristian Ditlev Jensen og Mikael Jalving taler højlydt om den åbenbart allestedsnærværende fare for terror og religionskrig. Ofte med afsæt i en afsky for Islam. Hvis deres ærinde er at sprede frygt, der bliver til vrede og vrede, der bliver til had, fordi det nu engang er meget nemt at projicere sine egne bekymringer og utryghed over på det fjendebillede, disse politikere og meningsdannere søger at fremmane, må man give dem, at de tilsyneladende er ved at lykkedes med deres forehavende.
Især fordi de ofte taler til og tiltaler en relativt stor skare i den del af befolkningen, der i forvejen er udsatte, ofte lavt uddannede og som det politiske etablissement nok har leflet for men reelt ikke gjort særlig meget for at sikre. Slet ikke i forhold til den fremtidige udvikling på arbejdsmarkedet.
Hvis vi for alvor vil forhindre grobunden for de frustrationer og den frygt, der ofte udløser HAD-virussen, må vi også gøre op med det system, der i dag forhindrer alt for mange i at tage del i den fælles værdiskabelse. Det gælder ikke mindst i forhold til integrationen kontrolbureaukratiet, arbejdsmarkedets parter og hele skattesystemet.
Personligt er det ikke nogen hemmelighed, at jeg igennem mange år var socialdemokrat. Det holdt jeg op med at være, da Socialdemokraterne sammen med Venstre begyndte at overhale Dansk Folkeparti indenom i flygtninge- og indvandrerpolitikken og i nyere tid mest har haft en politik, der består i at forsvare resterne af, hvad vi engang har haft i stedet for at forandre og forny til det bedre.
Hvis vi for alvor vil forhindre grobunden for de frustrationer og den frygt, der ofte udløser HAD-virussen, må vi også gøre op med det system, der i dag forhindrer alt for mange i at tage del i den fælles værdiskabelse. Det gælder ikke mindst i forhold til integrationen, kontrolbureaukratiet, arbejdsmarkedets parter og hele skattesystemet, hvor vi i dag gør det vanskeligere at få tingene til at hænge økonomisk sammen ved at blive ved med at lægge skatter og afgifter på arbejdsindkomster og forbrug i stedet for på de områder, hvor størstedelen af ressourcetrækket, formueudviklingen og den teknologisk bårne værdiskabelse finder sted.
Der findes en antivirus – men vi skal selv ville den
Jeg skrev for nogen tid siden et indlæg her i POV under titlen “Freden i Danmark er truet – indefra”, hvor jeg kaldte Pernille Vermund og Nye Borgerlige for farlige i den forstand, at jeg mener, de repræsenterer en farlig retorik (i forhold til, at denne ikke taler til vores bedste men ofte vores værste og mest egoistiske side) og en farlig politik for Danmark (i forhold til vores internationale renommé og bekendelse til internationale konventioner). Det fik Pernille Vermund til at reagere og vi har nu sat hinanden stævne til, hvad man kunne kalde en “frokostsamtale,” der finder sted i næste uge.
Det er en frokostsamtale, jeg ser frem til. Men i stedet for polemisk mundhuggeri har jeg foreslået noget lidt mere utraditionelt og mere opbyggeligt. Nemlig, at vi stiller hinanden nogle spørgsmål, som vi måske fornemmer, at vi kan være enige i – og at det kan være inden for hvilke som helst emner.
Jeg synes nemlig, at det er væsentligt, at vi som danskere kan vise, at vi trods politisk uenighed også stadig kan mødes i fordragelighed. Jeg har selv mange venner, som jeg mildest talt ikke er på linie med politisk, men vi deler dog fortsat et sæt af grundlæggende værdier og fælles interesser.
Jeg synes, at det er væsentligt, at vi som danskere kan vise, at vi trods politisk uenighed også stadig kan mødes i fordragelighed. Ingen i det her land får på sigt noget ud af at polarisere debatten så meget, at store dele af befolkningen til sidst ikke kan holde ud at være i stue med hinanden
Sådan skal det helst være – ingen i det her land får på sigt noget ud af at polarisere debatten så meget, at store dele af befolkningen til sidst ikke kan holde ud at være i stue med hinanden. Og det sådan, at jeg tror, vi bedst kan bekæmpe den igangværende HAD-virus. Ved at, vi hver især insisterer på at appellere til hinandens bedste jeg; og får vores politikere til at indse, at vi er parate til større og mere gennemgribende systemforandringer end de måske forventer, vi kan kapere.
Hvis vi fremover har lidt større tiltro til, at vi alle vil hinanden det bedste i stedet for det værste, kan det være begyndelsen til en kur. Hvis vi accepterer, at det er i orden at være bange, men at vi også må være ansvarlige for at mane hinanden til besindelse og ikke gå i panik, så opnår vi en større sikkerhed. Hvis vi indser at vi først kan skabe et markant bedre samfund ved for alvor at omlægge det i stedet for at bare at optimere det, så er der også et håb for en bedre fremtid. Det vælger jeg at tro på. Det håber jeg også, du gør.
OPDATERET 24.o7.16 kl. 23.55: Pernille Vermund har desværre meldt fra til en aftale, der ellers blev indgået tidligere. Det kan jeg kun beklage, da det ellers havde været en god mulighed for at prøve nogle synspunkter af. Men måske må vi bare konstatere, at afstanden er blevet for stor i forhold til dem, der tilsyneladende insisterer på at holde fast i et bestemt fjendebillede.
Topfoto: Udon Papi (https://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/2.0/legalcode)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
