FILM – Der findes to slags festivaldeltagere i hovedkonkurrencen på årets Berlinale: Dem vi har set før, og dem der er nye. Frederik Bové giver kritik til tre gengangere og to debutanter. Hvad er bedst? De gamle veteraner eller de nye debutanter?
Filmfestivaler har ry for, at det altid er de samme instruktører, der deltager. Og der er noget om snakken: Cannes har været nede på, at der kun var en enkelt instruktør med, der ikke havde været der før. Berlin har ikke helt det samme problem – hovedsaglig fordi de instruktører, der klarer sig bedst i Berlin, som regel kommer til Cannes eller Venedig derefter. Men de har dog nogle konkurrence-veteraner, der som regel har en lidt mærkelig filmografi. Man skal ramme et lidt mærkeligt punkt, hverken for skævt eller for populært, for at blive Berlin-veteran.
Så hvad er bedst? De tre film fra folk jeg kender? Eller de to fra helt nye ansigter?
Ud og Stjæle Heste (Hans Petter Moland)
Norske Hans Petter Moland er en lidt mærkelig festival-veteran, men Ud og Stjæle Heste er hans fjerde besøg i Berlin, så jeg tror faktisk, han er den mest rutinerede genganger i år. Han laver derudover også ting, der absolut ikke er festival-egnede: Siden han sidst var i Berlin, har han instrueret den tredje film om Afdeling Q, Flaskepost fra P, og genindspillet en tidligere film med Liam Neeson, hvilket er blevet til filmen Cold Pursuit, der lige nu er i medierne efter Neeson fortalte en anekdote, om at han engang ville hævne sig på sorte mennesker. Bare sorte mennesker, sådan generelt. Den slags bøvl har Francois Ozon ikke.
Men nu er Moland altså i Berlin igen, og denne gang er det med en rendyrket festival-film. Ud og Stjæle Heste baserer sig på Per Pettersons roman af samme navn om en gammel mand, der sidder i en lille hytte langt oppe i Norge og tænker tilbage på en sommer halvtreds år tidligere, der ændrede alt. Jeg har kun læst starten af romanen, men den filmatiseres i hvert fald virkelig slavisk. Og virkelig godt. Adaptioner er altid svære, men jeg tror egentlig ikke det kunne gøres meget bedre end Moland gør det?
Det hjælper, at romanen befinder sig så meget inde i hovedet på hovedpersonen Trond Sander. Han spilles med superb tristesse i gammel udgave af Stellan Skarsgård, der spiller hovedrollen i de fleste af Molands film. Men den meget indadvendte film giver også anledning til at lade kamera og klipning fortælle, hvilket sker med konstant brug af natur, rytmiske lyde, og sammenklippede brudstykker af fortiden. Det er ret elegant, og formår at gøre romanen virkelig filmisk.
Når alt er så fortrængt bliver hvert eneste tegn dobbelt ladet. Træ minder om tømmer minder om træfældningsulykke minder om far minder om fars elskerinde minder om pubertet minder om…
Det er en fortælling om stovte norske mænd og deres stovte mandlighed. ‘Du bestemmer selv om det gør ondt’ siger Tronds far til ham en dag i 1948, og det der med at gemme smerten væk er vist noget alle filmens mænd gør. Dengang i 48 har de også dunkle krigsminder, de ikke rigtig kan bearbejde. Der brummes og smiles en del og gives svigt i arv.
Det er også her, at Moland virkelig giver den gas med filmsproget. Når alt er så fortrængt bliver hvert eneste tegn dobbelt ladet. Træ minder om tømmer minder om træfældningsulykke minder om far minder om fars elskerinde minder om pubertet minder om afdød kone minder om træ minder om… Det er ikke ret subtilt gjort, men det giver også en fortolkning af romanen. Det virker bestemt ikke som om, Trond selv bestemmer om, det gør ondt, hans psyke tæsker løs på højtryk.
Moland lavede i hans film Kraftidioten et af mine absolutte yndlingsbilleder fra de seneste års skandinaviske film. Den foregår i omegnen af Oslo ved vintertide, og til et panorama-billede af vejen til hovedstaden havde Moland digitalt manipuleret det, så der var snedækkede flader helt ind til centrum. Det fik høje huse til at poppe op af sneen på en hel vild måde, lidt som skyskraberne skyder op af sandet i f.eks. Dubai, og fik hele den norske civilisation til at fremstå komplet uvirkelig. Hvordan kan man bygge en by i så kold og snedækket en verden?
Moland er blevet det snedækkede Norges store auteur. Natur-Norge. Han skildrer landet som sublim natur, der virkelig ikke stemmer overens med en moderne socialstat, og hvor mændene bare gemmer følelserne væk når de ikke kan håndtere det. Det er bestemt unikt. Spørgsmålet er bare, om det virkelig er vigtigt nok til en fast festival-plads?
Ud og Stjæle Heste er en virkelig god auteur-film. Den kunne nærmest ikke være bedre, men sværhedsgraden er også til at overskue, når man har så stærk en bog at arbejde med. Og selvom Moland har et emnefelt, han er den bedste til at dække, så kan jeg ikke rigtig se nogen selvstændig visuel stil. Det er heller ikke skidt, danske Rasmus Videbæk filmer naturen rigtig smukt, men der er lidt for mange af dialogscenerne, der filmes med kedelig shot-reverse shot. Klipningen er som nævnt fremragende, og især en scene, hvor arbejdet med træerne bliver til rytmisk underlægning, er god. Det er en god film. Men det er ikke en typisk festival-god film. Dertil er det lidt for velkendt.
Det skal dog ikke holde nogen fra at se filmen. Danica Curcic er også med i en mindre rolle, og gør det glimrende. Mon ikke den kommer til Danmark? Værd at se, men sørg for også at få set Kraftidioten, de to film beriger hinanden.
Ghost Town Anthology (Denis Coté)
Denis Coté er til gengæld en rigtig Berlin-auteur, ikke blot fordi han er sær og særlig, men også fordi han lidt må ses som outsider i forhold til de canadiske instruktører, der kommer til Cannes. Særligt i forhold til instruktører som David Cronenberg og Atom Egoyan er hans film skæve og kantede, men også sammenlignet med en mand som Xavier Dolan, der ligesom Coté er fra det fransktalende Quebec, har Coté små armbevægelser, afdæmpede idéer og sympatier for de almindelige i samfundet snarere end smukke unge mennesker.
Hans to film der tidligere har været i Berlin hedder Vic + Flo Saw a Bear og Boris Without Beatrice. Begge handler om aldring, om forfald, om hvordan fortid indhenter nutid. I Vic + Flo Saw a Bear tager et midaldrende lesbisk par ud i naturen, ikke så meget for at se på bjørne som for at flygte fra folk de skylder penge. Og ligeledes midaldrende Boris må lære at leve uden sin kone, hvis sygdom efterhånden bliver invaliderende, mens han ligeledes må begynde at forholde sig til, hvordan han har været som ægtemand og far. I begge film bliver hovedpersonerne desuden besøgt af mystiske personer, og der svæver en æter af noget overnaturligt over handlingen.
Jeg havde da godt nok forventet, at Denis Coté ville få mere ud af det her materiale, ud af forfaldslandskab, 16 mm, og spøgelseselementer
Ghost Town Anthology, baseret på en roman af Laurence Olivier, breder temaet ud, og som navnet antyder omhandler den en hel by. Den lille by Irénée-les-Neiges er ved at dø ud: Minen er lukket, og kun lidt over 200 indbyggere er tilbage. Den unge Simon dør i en trafikulykke, som de fleste er enige om var et selvmord, og mange af byens indbyggere begynder at forstå, det er ved at være slut. Mens familien sørger begynder mærkelige silhuetter at dukke op rundt omkring. Spøgelser?
Måske for at understrege temaet om en by, der sidder fast i fortiden, er filmen optaget på 16mm. Jeg elsker som regel film optaget på 16 mm, og lige netop Denis Coté har tidligere fundet frem til en rigtig god, skrabet og billig æstetik, der samtidig ser moderne ud. Forskellen er denne gang bare, at det ser mindre personligt ud end det plejer. Samtidig er kameraføringen ret indie-traditionel, meget noget med det håndholdte, nærbilleder, brug af snelandskabet. Det ligner ret mange film fra halvfemserne.
For at vende tilbage til Cotés landsmænd, så minder det rent æstetisk lidt om de film Atom Egoyan lavede inden, han blev kendt og fik flere penge til sine produktioner. Og rent tematisk minder filmen også en del om en Egoyan-film, nemlig den kendte The Sweet Hereafter. Den handler også om et lille, afsides, snedækket canadisk samfund, der forsøger at bearbejde en tragedie. Folk har jo lov til at lave mere end én film om et emne, men Coté skulle gerne være den skæve, den eksperimenterende, den strenge udgave. Det er den ikke. Den er mest af alt bare lidt billigere og lidt dårligere.
Ghost Town Anthology løfter sig hen imod slutningen og undgik buh-råb fra salen. Efterhånden som spøgelseselementerne begynder at få mere plads og blive mere taget for givet, er det som om filmen føler sig mere tryg ved at rigtig bruge dem visuelt. Men jeg havde da godt nok forventet, at Denis Coté ville få mere ud af det her materiale, ud af forfaldslandskab, 16 mm, og spøgelseselementer. I stedet blev det en af konkurrencens større skuffelser.
Mr Jones (Agnieszka Holland)
70-årige Agnieszka Holland har haft en hård karriere. Den katolsk-jødiske kvinde fik ikke mange muligheder i det kommunistiske Polen og forlod landet kort inden, der blev indført undtagelsestilstand i 1981. Hun er mest kendt for sin film om holocaust lavet rundt omkring i verden: Bitter Høst i Tyskland 1985, Europa Europa en tysk-fransk-polsk film fra 1991 og polske In Darkness. Hun har også instrueret en del Tv, bl.a. afsnit af serierne The Wire og Tremé. Hun har ikke rigtig haft et hjemland, lige knap en base, og hun har heller ikke haft en festival, hun hørte hjemme i. Før nu.
I 2017 vandt Holland den pris der hedder Alfred Bauer-prisen for hendes film Spoor. Den pris uddeles i Berlin til en film, der viser nye filmiske veje, omend det nogen gange er lidt svært at regne ud, hvordan det skal forstås. Spoor er en vældig god film, der senere blev månedens film i Cinemateket, men specielt nyskabende er den ikke. Den har meget præg af at være en aldrende instruktørs værk, på den allerbedste måde, fyldt med indsigt, erfaring og æstetiske valg der ganske enkelt føles rigtige. Men altså, hvis det var prisen, der betød, at Holland bare to år senere kom med i Berlin igen, så er det fint med mig.
Det er den type film der afdækker en historisk forbrydelse, men gør det via historien om den angelsaksiske mand, der fik sig rodet ind i det.
Hollands Mr Jones er en helt anden type film end Spoor, men alligevel hænger de sammen. I Spoor tages der hævn over mennesker, der ødelægger naturen i et filmsprog, der dyrker det organiske, det naturlige, det sublime. Mr Jones handler egentlig lidt om det samme, via historien om den virkelige Gareth Jones – en journalist der afdækkede, hvordan Stalin konfiskerede al korn i Ukraine for at finansiere sin femårs plan. Igen en historie om mennesker, der smadrer natur og liv, for at berige sig selv og gøre deres egen verden moderne.
Mr Jones er egentlig en ret velkendt type film. Det er den type film, der afdækker en historisk forbrydelse, men gør det via historien om den angelsaksiske mand, der fik sig rodet ind i det. Det er tidsbilleder, det er helte der græder, skurke der griner, medløbere der ikke tør gøre noget, et system der skal udfordres. Vi har set det mange gange før. Men Holland får tilføjet en friskhed, der får en egentlig ret gammeldags film til at føles levende.
F.eks. når Gareth Jones kommer til Ukraine, og ser hvordan folk sulter, så bliver billederne pludselig drænet for farve, så det nærmest er en sorthvid film. Bare sne, mennesker i sorte kutter, med komplet bleg hud. Da Jones trækker en appelsin op af lommen, så lyser den orange farve hele billedet op. Man forstår virkelig hvor sjælden frugt er, ud af det filmiske valg.
https://www.youtube.com/watch?v=Tc9qsDVy91o
Holland gør også virkelig god brug af sovjetisk propaganda. Når Jones rejser med tog bliver billederne af lokomotiver og landskaber klippet sammen med små klip fra datidens propagandafilm, som det egentlig også ofte blev gjort i filmene fra 1920’erne, hvor lokomotiver var et hyppigt brugt element. En scene fra Moskva filmes nedefra og med et farvefilter, så hvid moderne beton-byggeri nærmest står som knive imod en blodrød nat, lidt svært at forklare, men det ligner lidt russisk konstruktivisme.
Mr Jones går lidt i stå i den sidste halve time, hvor Gareth Jones egentlig bare skal ud med sin historie. Indtil da havde jeg troet, vi stod med en favorit til Guldbjørnen. Det er den slags film, der plejer at vinde priser. Stor og vægtig, frisk og anderledes. Hvis den vandt ville det samtidig også være en karrierebjørn til Holland, men samtidig også lige så meget en hyldest for den karriere, hun ikke har haft. Hollands karriere blev skadet af verdenshistorien, og sikkert også af sexisme, hendes sene værker viser klart hvor meget uforløst potentiale, der har været. Så hvis hun vandt for den glimrende Mr Jones, ville jeg trække på smilebåndet. Men så alligevel…
God Exists, Her Name is Petrunya (Teona Strugar Mitevska)
På den anden side er det altså også fedt med noget nyt, noget spændende, noget hvor man virkelig ikke ved, hvad der skal ske. En sådan film fik vi fra en konkurrence-debutant, makedonske Teona Strugar Mitevska, hvis God Exists, Her Name Is Petrunya modtog klapsalver allerede fra det humoristiske producent-logo, og som bør få et eller andet med sig hjem fra festivalen. Om det er en hovedrolle-pris, en manus-pris, eller den førnævnte Alfred Bauer-pris, eller måske den største af dem alle. Den går forhåbentlig ikke tomhændet hjem.
Jeg anede ikke hvem Teona Strugar Mitevska var. Det gør jeg nu. Hendes film er, sammen med System Crasher, den helt store overraskelse hernede.
Historien er så simpel, som den er fremragende: 32-årige Petrunya er en arbejdsløs og overkvalificeret, uddannet historiker, men nu mest af alt udbrændt i en lille makedonsk landsby. En dag kommer hun forbi en traditionel ceremoni, hvor en præst skal kaste et trækors i en flod, hvorefter mange af byens unge mænd kaster sig ud for at finde korset, der efter sigende skal give finderen et lykkeligt år. Men præsten taber korset og ingen kan finde det, så da Petrunya får øje på det kaster hun sig ud og bliver den første kvindelige vinder nogensinde. Kvinder har dog ikke ret til at deltage, og snart bliver hun forfulgt af både religiøse og verdslige myndigheder, samt de vrede unge mænd. Det bliver en lang nat på stationen.
Det er måske tydeligt allerede, men God Exists, Her Name is Petrunya er en film fyldt med religiøse undertoner. Hele historien kan ses som en allegori over Jesu liv: Petrunya bliver døbt i en flod, får religiøs myndighed, og bliver afhørt af den makedonske pendant til sanhedrin og Pontius Pilatus. Filmen er også gennemsyret af religiøs ikonografi, fyldt med linjer, der danner kors, eller karakterer der danner treenigheder. Det er den brug af billedsproget, som kunne give den en Alfred Bauer.
Teona Strugar Mitevska er faktisk også en Berlin-veteran, hun har deltaget i sidekonkurrencen Panorama to gange før. Jeg anede ikke hvem hun var. Det gør jeg nu. Hendes film er, sammen med System Crasher, den helt store overraskelse hernede. Feminisme, religiøs ikonografi, et skvæt mediesatire med en journalist der insisterer på at dække sagen. En mærkværdig blanding, men det fungerer 100%.
Piranhas (Claudio Giovannesi)
Italienske Claudio Giovannesi er også ny i Berlin. Ligesom Teona Strugar Mitevska har han tidligere været på små festivaler eller i sidekonkurrence, senest var det i Director’s Forthnight i Cannes i 2016 med Fiore. Men Berlin er første gang han er i hovedkonkurrence. Er det så endnu en ny spændende stemme? Nah. Det er alt sammen set før, det er bare lidt mindre rutineret.
Piranhas skildrer 15-årige Nicola og hans venner i Napoli, og deres introduktion til den napolitanske Camorra. Til at starte med får de et job som hash-pushere, men da politiet anholder stort set alle deres overordnede står de unge teenagere pludselig med chancen for selv at blive gangsterbosser. Det er dog ikke nemt at blive taget seriøst som teenage-mafioso, og da Nicola samtidig forelsker sig i Letizia, der kommer fra en rivaliserende bandes territorium, så bliver tingene hurtigt ekstra komplicerede.
Filmen er alt for pæn, alt for forudsigelig, alt sammen noget der er set hundredevis af gange før
Der er et andet navn bag filmen, som er mere kendt: Roberto Saviano. Den italienske forfatter stod bag bogen, der blev til Matteo Garrones Gomorrah, ligesom der er blevet lavet to Tv-serier over hans bøger. Piranhas er baseret på hans tredje bog The Piranhas: The Boy Bosses of Naples. Saviano er en vigtig forfatter, der har sat Camorra’en på verdenskortet. Gomorrah var en ret fascinerende film, der via mange historier formåede at give en idé om Camorra som realitet, som verden man var nødt til at navigere i. Men den film føles også så definitiv, at en film som Piranhas kommer til at føles som fodnoter.
Måske skal skylden dog ikke lægges på Saviano, ifølge en boganmeldelse i The Guardian, så starter hans roman med en scene hvor helten defækerer i hovedet på en rival – fortalt fra rivalens syns(!)vinkel. Den slags lyder da i det mindste en smule vildt og provokerende. Til sammenligning starter filmen med, at de vælter et juletræ.
https://www.youtube.com/watch?v=7GoiNvslYg4&frags=pl%2Cwn
Filmen er alt for pæn, alt for forudsigelig, alt sammen noget der er set hundredevis af gange før. Piranhas er sådan set en fin film, velspillet, velfilmet, med et par sjove detaljer. Men hvad er meningen med en debutant, hvis resultatet alligevel bare er et genopkog af andres film?
Så svaret på spørgsmålet om, hvad der er bedst må være: Det kommer an på de enkelte film. Det havde du sikkert aldrig gættet.
Foto-credit: Berlinalen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
