HOLOCAUSTLITTERATUR // ESSAY – Eddy de Winds erindringer Endestation Auschwitz er et vidnesbyrd helt nede fra bunden af de nazistiske ønskedrømme, fra et klaustrofobisk voldsorgie uden spor af mening. Nazismen var et syvmileskridt frem mod al menneskeligheds målrettede udslettelse.
I litteraturen om Holocaust indtager Holland en fremtrædende plads. Verdenskendt er den dagbog, den unge ’Anne’ Frank (1929-1945) førte fra juni 1942 til få dage før sin deportation i august 1944, for størstedelens vedkommende, mens hun sammen med sin og en anden familie holdt sig skjult for nazisterne i et baghus i gaden Prinsengracht i Amsterdam, i dag et museum.
Dagbogen, som den kun 15-årige pige nåede at skjule i baghuset, er udkommet i stadigt mere fuldstændige udgaver siden 1947 og kendes af generationer af mennesker i den vestlige verden.
Tyskerne gik i Holland frem med en enestående grundighed: Ud af 140.000 mennesker, som nazisterne betegnede som jøder, lykkedes det besættelsesmagten at tage livet af tæt på 102.000.
De Wind nedskrev sin beretning umiddelbart efter, at sovjetiske tropper befriede tilintetgørelseslejren i januar 1945. Han blev på åstedet for en af verdenshistoriens største forbrydelser. Han så ingen grund til umiddelbart at rejse hjem
Et voksent vidne til disse forfærdende tilstande var Etty Hillesum (1914-1943). Også hun førte en dagbog, som det på sine stræk er næsten ubærligt at læse. Etty Hillesum er for det meste landet under radarskærmen, skønt også hendes vidnesbyrd er et minde for evigheden.
Hillesum var intellektuel. Hendes optegnelser er små essays, fyldt med de klogeste og mest hjerteskærende betragtninger. Hun påtog sig en stilling som jødisk ’socialarbejder’ i den nazistiske gennemgangslejr Westerbork og valgte at følge sin familie, da den i september 1943 blev sendt til Auschwitz.
Det lykkedes hende at smide et brevkort ud af toget kort efter afgangen.
Hendes værk, der ud over hendes dagbøger også omfatter korrespondance, er udgivet i Holland, men findes også i et samleværk på fransk (”Les écrits d’Etty Hillesum”, Seuil 2008) og i udvalg på tysk (”Das denkende Herz”, Rowohlt 1985]. Til læsere, der vil vide mere, har Patrick Woodhouse skrevet en smuk biografi ”Etty Hillesum – A Life Transformed”, Continuum 2009.
Eddy de Wind
Den tredje og sidste hollænder, jeg vil fremhæve, er psykiateren Eddy de Wind (1916-1987). Som hans årstal viser, overlevede han Holocaust, oven i købet i Auschwitz. Også han har efterladt en beretning, der har karakter af dagbog og er øjenvidneskildring.
Den er skrevet i romanform, men har en enestående tilblivelseshistorie: De Wind nedskrev sin beretning umiddelbart efter, at sovjetiske tropper befriede tilintetgørelseslejren i januar 1945. Han blev på åstedet for en af verdenshistoriens største forbrydelser. Han så ingen grund til umiddelbart at rejse hjem. Alle han kendte, herunder hans kone, var døde, tænkte han. På dette tidspunkt var Auschwitz en endestation, som han kalder sin beretning.
Man kan også sige det på en anden måde: Europa har selv en tung racistisk arv. Ikke blot var det europæiske slavehandlere, der fragtede afrikanere til Nordamerika uden tanke for, at Black Lives Matter. Europæere rendyrkede også anti-semitismen til det Holocaust, Tyskland skabte.
I november i fjor skrev jeg en anmeldelse af Eddy de Winds bog, men der blev ikke plads til den i Politiken i den hektiske tid op til jul.
Anmeldelsen kommer her.
Auschwitz – en endestation
Da den Røde Hær 18. januar 1945 nærmede sig dødslejren Auschwitz-Birkenau, og frontens kanontorden allerede lød i lejren, måtte den tyske administration i området, Værnemagten med al sit tros, SS-tropperne og deres krigsfanger og lejrfanger evakueres. Det var vinter. Sneen faldt tæt.
I selve lejren var alt kaos. Kaos havde det været fra start, men ledelsen, SS-hierakiet og enkeltpersoner, holdt hinanden i skak som mafiabander, mens krematorierne glødede dag og nat, og det levende ’menneskemateriale’, der blev taget til side, blev mishandlet med en uhørt brutalitet.
Nu brød systemet sammen i takt med de sidste togafgange mod Berlin.
På det tidspunkt havde tyskerne myrdet godt og vel 1.5 millioner mennesker i lejren. Tilbage var dødslejrens sidste bemanding: rakkerknægte og marodører, opløste militærenheder og SS-bødler. Deres umulige opgave var det at sende 56.000 elendige – syge, mishandlede ofre og udmarvede slavearbejdere – ud på dødsmarcher vestpå, det tyske folkedrabs sidste kapitel.
En lille gruppe af disse fanger så deres snit til at undslippe, og da deres sidste bødler var ude af syne, orienterede de sig i landskabet. En af mændene i denne gruppe var hollænderen Eddy de Wind, der trods sin gule jødestjerne havde overlevet fra september 1943 til nu ved bl.a. at virke som lægehjælp på forskellige usle sygestuer i stamlejren Auschwitz.
”Jeg har oplevet døden, jeg må fortælle om det, og jeg vil fortælle om det”, siger kvinden
Gruppen fulgte sporet af de fordrevne, tydeligt markeret af rækker af forvredne og stivfrosne lig, alle med hjernen blæst ud af pistolkugler eller kraniet smadret af geværkolber. I et pakhus fandt mændene resterne af en efterladt kvindegruppe, levende og døde filtret ind mellem hinanden, i forrådnelsens ubeskrivelige stank.
En tjekkisk pige, selv dødsmærket, opfylder sin søsters sidste bøn om at vende hendes krop, så de to piger kan se hinanden i øjnene, inden de brister.
Senere møder de Wind en ung hollandsk kvinde ved navn Roosje. Sammen med sin søster havde hun forsøgt at stikke af fra SS-vagterne. Søsteren døde af skudsår og kulde, Roosje selv blev taget og forsøgt henrettet i en massegrav, men SS’erne havde skudt forbi hende.
Roosje havde mistet hele sin familie. Hun ville bruge det sidste af sine ni liv til at fortælle alle om dette vanvid og overbevise folk om, at det her er sandt. Som hævn for sin mor, som hævn for sin forlovede og for alle de millioner, der allerede var myrdet ved gas, hængning, drukning, udsultning og mere til.
”Jeg har oplevet døden, jeg må fortælle om det, og jeg vil fortælle om det”, siger kvinden.
Et vidnesbyrd helt nede fra bunden
Den arv løftede Eddy de Wind bevidst. Han blev tilbage i lejren for at passe de syge og hjælpe russerne, mens krigen fortsatte vestpå.
I de næste fire måneder skriver han beretningen om den tid. Han og hans unge kone, Friedel, undgik ved en uafbrudt kæde af rene tilfældigheder den visse død i stamlejren og for Friedels vedkommende også i i dødslejren Birkenau, i nazilægen Josef Mengeles sadistiske kvaksalveri.
Friedel forsvandt med kvindegrupperne ud på dødsmarchen. Eddys beretning er et enestående historisk vidnesbyrd, nedskrevet på stedet i foråret 1945 i sikker overbevisning om, at han havde god tid og aldrig ville se sin elskede igen. Men dér troede han fejl.
Efter hjemkomsten til Holland bruger Eddy sit liv som læge og psykiater til at forstå, hvorfor nogle overlever den fysiske og psykiske tortur i en koncentrationslejr, mens det store flertal bliver skudt, pryglet ihjel eller bukker under. Gåden løser han ikke.
De Winds lammende skildring i bogen Endestation Auschwitz er et vidnesbyrd helt nede fra bunden af de nazistiske ønskedrømme, fra et klaustrofobisk voldsorgie uden spor af mening. Nazismen var et syvmileskridt frem mod al menneskeligheds målrettede udslettelse.
Eddy de Wind: Endestation Auschwitz
Oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgaard
257 s., 299,95 kr.
Foto:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og