Det var foran Døgneren i Nørresundby. Mig med skarpt sollys direkte ind i det blege, fregnede fjæs med to bumser på hagen og det røde hår på toppen.
“Du er smuk,” sagde min søster overbevist. Højtidelig.
Jeg kiggede vagtsomt rundt for at se, om der var nogen forbipasserende, der ville protestere over, nogen kunne mene noget så latterligt. Hun så vredt på mig.
“Jo, du er!”
Min storesøster så mig sådan rigtigt. Det havde hun gjort, lige siden den søndag i marts 1976, hun som tiårig henkastet sagde til min mor. “Det bliver en pige, og hun skal hedde Mette. Men du skal vente med at føde til efter McCloud.”
Da rulleteksterne løb over skærmen, gik vandet.
Resten er historie. Min og min søsters.
Det var hende, der lærte mig om skam, da hun sprang op af badekarret ved synet af en lille brun knold, der svuppede op til overfladen.
Det var hende, jeg ikke kunne snyde med tandbørstningen. Brugte ellers lang tid på at smøre tandpasta strategiske steder i mundhulen. “Må jeg dufte? Så gerne. SÅ vil jeg prutte dig på maven, for du er fuld af snyd,” hvinede hun gennem det nikotingule hus med bryggerset, hvor hun nogle år senere trak mig baglæns, desperat skrigende, ind på mit værelse, efter min far blev hentet af ambulancen på grund af, hvad de kaldte banal lungebetændelse. Han kommer jo ikke hjem igen – kan I ikke se det?
Er du klar til at køre”, spurgte hun pludselig fra den anden side af skabslågen. “Ja”, svarede jeg, men det blev ingen af os nogensinde helt
Det var hende, der gik de tunge skridt alene ned til bussen for at hente mig efter en spejderlejr, mens alle de såkaldt voksne var samlet i køkkenet derhjemme, hvor de ventede på at fortælle min bror og jeg seneste nyt fra intensiv.
“Han er død, er han ikke også?”
Hun svarede ikke. Det måtte hun ikke. Hun tog min taske og min hånd, og mens mit hoved summede, førte hun mig på den længste gåtur i mit liv.
Det var hende, der tog mig med ud i den gule Renault 4 og kørte mig den sidste gang ud til min barndomshjem, der var solgt, efter min far, ikke hendes, var død. Hun lå på det brune væg-til-væg tæppe og kiggede stille op i loftet. Jeg kravlede ind i min fars klædeskab og tegnede på indersiden. Satte mærker, som ikke kunne vaskes væk.
“Er du klar til at køre”, spurgte hun pludselig fra den anden side af skabslågen. “Ja”, svarede jeg, men det blev ingen af os nogensinde helt.
Jeg mindes ikke, vi nogensinde talte om min far mere. Eller også husker jeg bare bedre alt det andet fra den lille lejlighed på Skovvej. Ejendommen så skummel ud, og frøken Pedersen, der ejede den, holdt øje, mest med mandfolk på afveje, men for en sikkerheds skyld listede jeg ind som en forskrækket lille mus, når jeg skulle på besøg efter skole – og det skulle jeg heldigvis tit.
Det var mit helle midt i en krigszone, ikke mindst inden i mig selv. Det duftede af hende, af æteriske olier, lavendel og af fugt, sagde hun og ærgrede sig højlydt. Jeg mærkede ikke fugten, så kun min storesøster. Hun var 22 og jeg var 12.
Tillykke, sagde hun selvsikkert. Ved du slet ikke, det er skide godt at være en heks?
”I hope it isn’t contagious – What’s her name? Is that her there? Christ, I think he’s even combed his hair!”
Jeg forstod overhovedet ikke teksten, lod bare som om. Men jeg forstod stemningen i ”Chuck E’s in Love”.
Lukkede ligesom min søster øjnene henført. Kiggede utålmodigt og hemmeligt – på én gang frastødt og tiltrukket af den voksenverden, hun kortvarigt forlod mig for, når hun sad med et krus kvædete i hånden i lænestolen og med lukkede øjne lagde nakken tilbage.
Det var mig, der fik lov til at rense pladen med en fin, lille børste med det magtfulde B&O-logo på, inden jeg ærefrygtigt sænkede pickuppen, der knasede sig frem til Rickie Lee Jones kejtede klang, Allison Moyets selvsikre latter i ”Situation” eller Kate Bushs kraftfulde Babooshka, Babooshka, Babooshka-ya-ya! Pladespilleren var det mest fornemme, der var i min søsters kælderlejlighed, hvor hun talte til mig som om, jeg forstod noget.
Og så var der alle bøgerne, for eksempel Lola Baidels digte, som jeg rødmende sugede til mig i en blanding af afsky og nysgerrighed: Disse appendikslignende tingester. Hægtet bag på en pik. Et hamrende jern. Som de må følge. Hvad enten de vil eller ej. I en uendelig jagt …
Mand, nogle digte. De gav mig et helt andet syn på klassens drenge og kritisk syn på den rolle, som mange af de andre piger tog på sig for at lande på drengenes meget offentlige, ugentligt uddelte top 5. Den liste havde jeg alligevel ikke adgang til, for jeg var en rødhåret heks, som jeg hikstende fortalte min storesøster, at jeg var blevet kaldt i en diskussion om politik, hvor jeg holdt med Holger K. ligesom hende.
“Tillykke”, sagde hun selvsikkert. “Ved du slet ikke, det er skide godt at være en heks?”
Og det var det måske, for hekse kunne læse i kaffegrums, i tarotkort og kontakt til skytsengle. De kunne med et enkelt blik se, om folk var tvilling eller tyr. De levede i kælderlejligheder, der føltes som tagterrasser under åben, blå himmel. De fik alt til at give mening, alt kunne forudses og overkommes. Hvis ikke, så var det meningen.
Jeg var en pendant til kvartalsdrankeren, der kommer væltende hjem efter en tur og brager ind i en verden, hvor bebrejdelser og stille mismod erstatter jukeboksens evige forsikring om, at livet er en fest, knap én bajer op… Jeg havde ikke engang blomster med. Var vant til, at min søster udholdte, tålte alt
For eksempel var det meningen for mig, at kun de andre tungeslaskede og fik finger i mørke kroge til halfesten. Jeg ikke kunne være med i hormonhulen på grund af mit udseende og fordi, jeg var rundet af Baidel, Bush og min søster, ikke Madonna eller en hunger for at få en plads på drengenes Top 5-liste. Og det lignede den rigtige vej for mig på en god dag.
De andre dage var det temmelig ulykkeligt altid at skulle være hende den underlige, anderledes – eller specielle, som den positive vinkel på den sag var. Min søster var garant for, at selv de mærkelige kunne blive elsket, især på de dage, hvor jeg slet ikke kunne lide mig selv.
Jeg var i stedet for hende, som kunne fortælle de andre, hvordan de var, når de var Krebs eller Skorpion – og om de som kærestepar passede sammen. Jeg blev en finurlig form for spåkone, der udførte min søsters magi mellem dart og fadbamser på den brune bodega i Nr. Uttrup. Og jeg krediterede hende hver gang, jeg ramte plet: – Det har jeg lært af min søster, og hun er meget bedre til det end mig.
Det var måske et tyngende element at være anderledes, men det gjorde ikke noget, når hun hjalp mig med at bære det. I hvert fald ikke, før jeg kom på universitetet og mødte de første himmelvendte øjne over noget så åndssvagt som astrologi, aura og krystalhealing. Ironisk distance til den slags var en del af at blive akademiker, fandt jeg ud af på den hårde måde.
Det var også en del af at blive voksen og komme efter dét med fyrene ved at farve håret platinblod og brænde huden orange i Consul Solcenter. Ligesom små grå var det. Og dem drak jeg rigtig mange af i en fredagsbar, hvor jeg egentlig skulle have spist aftensmad hos min søster. Hun havde jo købt noget skidedyr fisk, som jeg med sløret stemme forklarede, hver gang der kom en ny omgang på bordet. Det trak ud, ja. Det var for fristende at lade sig beruse og løfte af følelsen af at kunne være sådan én, der faldt ind – sådan én, som fyrene gav fadøl, ikke som de populære pigers bette finurlige skygge.
Da jeg landede i min søster lejlighed var kun min søsters attitude mere kold end fisken. Og så begyndte jeg at flæbe, akkurat så sølle og selvmedlidende, som man kan, når man har drukket tæt i fem timer. Jeg var en pendant til kvartalsdrankeren, der kommer væltende hjem efter en tur og brager ind i en verden, hvor bebrejdelser og stille mismod erstatter jukeboksens evige forsikring om, at livet er en fest, knap én bajer op… Jeg havde ikke engang blomster med. Var vant til, at min søster udholdte, tålte alt.
Nu skal du gå hjem. Og så gider jeg i øvrigt heller ikke være din mor mere”, sagde hun roligt og bar tallerkner ud. Bag mig gik døren i med sådan et klik, der afslørede, den var helt låst
Tårerne dalede ned i havtasken, men intet kunne bløde min søster op, der tavst prikkede gaflen ned i det hvide kød.
Og så blev jeg selvretfærdig. Hvordan hun kunne bebrejde mig, at jeg endelig var et sted, hvor jeg var noget?! “Måske gider jeg bare ikke være sådan én, der hele tiden ser op til dig, sådan en… lillesøster”, rasede jeg. Det virkede umiddelbart som en lettelse at få det sagt. På meget kort sigt i hvert fald.
Jeg kunne stadig ikke rigtig fokusere, så jeg kneb øjnene let sammen, da jeg registrerede gennem sprækkerne, at hun lagde bestikket fra sig og rømmede sig.
“Nu skal du gå hjem. Og så gider jeg i øvrigt heller ikke være din mor mere”, sagde hun roligt og bar tallerkner ud.
Bag mig gik døren i med sådan et klik, der afslørede, den var helt låst.
POV lønner ikke sine skribenter, men det gør læserne. Så hvis du synes om Mette Kirstines skriverier, kan du sende hende et beløb som tak for hendes arbejde. Størrelsen bestemmer du selv. Hendes Mobile Pay er 61 65 72 02
Topillustration: Stefano Corso, Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her