LÅNEBØRN // KLUMME – Man kan sagtens være frivilligt barnløs og alligevel samle på børnevenner. Ikke alle forældre forstår det, og det er synd. Både børn og voksne nyder godt af venskaber på tværs af aldre, og det er en ære at få lov at være reservemoster og ”en lille smule adoptivmor”.
Det startede for cirka et halvt liv siden: Udskillelsesløbet. En stor del af venneflokken begyndte at formere sig. Så var der mig, der godt vidste, at børn på fuld tid ikke passede til mit liv.
Pludselig holdt invitationerne op med at komme. Lige så pludseligt havde de gamle venner ikke længere tid til at ses. Jeg tænkte, at det nok var fordi, de ikke havde kræfter til andet end deres børn.
I går var jeg ude for at finde fødselsdagsgaver til nevø og en venindes teenagedatter. Hun erklærede for nylig ifølge sin mor, at ”Lotte må godt adoptere mig en lille smule”. Det er jeg ret beæret over
På et tidspunkt fandt jeg ud af, at de stadig holdt masser af middage. Og børnefødselsdage, og senere konfirmationer. Men kun for par med børn.
Mange år efter, da de venskaber for længst var ovre, og jeg tilfældigt mødte en af de gamle venner, fik jeg spurgt om, hvad der egentlig skete med venskabet. “Jeg troede ikke, at du gad det der med børn”, svarede han. ”Hvorfor spurgte du mig ikke?” undrede jeg mig.
Ønskes: En aktiv moster
Nu er der kommet en ny generation voksenvenner ind i mit liv. Belært af erfaringen melder jeg selv ud fra starten, at jeg intet har imod at underholde børn, mens forældrene laver hverdagsmad.
Det har vist sig at være det rigtige password til børnefamilier. I hvert fald bliver jeg også inviteret til fødselsdage og nonfirmationer og juleaftener.
For knap otte år siden erklærede min søster så, at hun gerne ville have en aktiv moster til det barn, der var på hendes ønskeliste. Da nevø dukkede op, flyttede jeg efter min søster og hendes familie til Vanløse for at være tættere på det lille nye menneske, hans Lego, plastiksværd, fodbolde og cykel.
De forældre, der ikke praktiserer udlån af deres børn, snyder sig selv for et pusterum og deres unger for en ven for livet
I flere år sagde han, at han helst ville passes af mig, ”fordi Lotte har mest slik med”.
I går var jeg ude for at finde fødselsdagsgaver til nevø og en venindes teenagedatter. Hun erklærede for nylig ifølge sin mor, at ”Lotte må godt adoptere mig en lille smule”. Det er jeg ret beæret over, da hun allerede har nogle ret fremragende forældre.
Da teenageren var yngre, læste vi dansk-lektier sammen. Nu udveksler vi blomsterstiklinger. Lige på det punkt er jeg med sikkerhed bedre end teenagerens egen mor, som ikke kan holde liv i en mælkebøtte.
Takket være Facebook genfandt jeg for nogle år siden en barndomsveninde, som jeg har gået i skole med. Vi plejede at lege med kattekillinger, marsvin og kryb og kravl. Det var ganske overvældende at møde barndomsvenindens datter, som så ud præcis, som jeg husker hendes mor i samme alder.
”Vil du holde min edderkop, mens jeg tager sko på?” spurgte den lille klon. Og så var vi venner.
Det er nemt at holde af andres børn
Faktisk er jeg så begejstret for andres børn, at jeg har gjort det til min levevej at arbejde med børn og unge i Asien, Afrika og Danmark. En ung kvinde, som jeg var med til at redde fra et børneægteskab i Bangladesh for cirka 17 år siden, har holdt godt fast i kontakten i alle årene.
Jeg vil gerne have dig for mig selv af og til”, klagede en veninde på et tidspunkt. Det får hun så. Hun kendte mig jo trods alt først
Med sociale medier er det blevet nemt:
”Vil du ikke nok komme og besøge mig? Min egen mor er død, og jeg savner dig så meget”, snøftede hun for nylig i sin ende af Messenger. Jeg snøftede igen og lovede at gøre, hvad jeg kan.
Det er faktisk utrolig nemt at holde af andres børn, når man bare får lov af deres voksne. De forældre, der ikke praktiserer udlån af deres børn, snyder sig selv for et pusterum og deres unger for en ven for livet.
Man skal selvfølgelig også huske at være venner med børnenes forældre. ”Når vi er sammen med min familie, monopoliserer de andre dig. Jeg vil gerne have dig for mig selv af og til”, klagede en veninde på et tidspunkt.
Det får hun så. Hun kendte mig jo trods alt først.
Topfoto: Nevø og mig, da jeg lige var flyttet til Vanløse. Taget af Trine Ladegaard
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
