tysk

Vi burde lære mere tysk – ikke mindre

i Kultur/Uddannelse af
DET TYSKE SPROG // KOMMENTAR – Tysk er ikke en “uddød” kompetence, som det for nylig blev hævdet i fagbladet Folkeskolen, og det er et voldsomt tab for dansk kultur og dannelse, at vi i stort omfang har mistet forbindelsen til ikke blot det tyske sprog, men også til tysk kultur, filosofi og universitetstradition, som tidligere har spillet en meget stor rolle for vores land, skriver Nikolaj Bøgh. Det er der kun grund til at begræde og modvirke, bestemt ikke til at accelerere yderligere ved helt at opgive den nødlidende tyskundervisning i folkeskolen.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


For nylig vakte en artikel i fagbladet Folkeskolen en del opsigt, fordi en række lærere mente, at man skulle afskaffe tyskundervisningen i folkeskolen som led i at opnå en kortere skoledag. En lærer mente, at tysk var en ”uddød kompetence”, og at alle bare kunne tale engelsk med hinanden.

Gennem århundreder var dansk og tysk kultur tæt sammenvævede, og København var i stort omfang en tosproget by, hvor der taltes dansk og tysk på lige fod

Men der er naturligvis meget store fordele ved at kunne tale med folk på deres eget sprog, og da Tyskland er et vores allerstørste eksportmarkeder, koster det efter al sandsynlighed vækst og arbejdspladser, at kompetencerne inden for det tyske sprog er i frit fald. Det er i hvert fald, hvad erhvervsorganisationerne fortæller os, som mener at kunne konstatere, at danskernes tyskkundskaber er reduceret markant gennem de seneste 15 år.

Vi har tabt forbindelsen til tysk kultur, og erstattet den med amerikansk

Der er imidlertid også andet og mere end eksportkroner på spil her. For sprog og kultur hænger uløseligt sammen, og at vi i så stort omfang – ikke blot sprogligt – har fravalgt tysk kultur til fordel for navnlig amerikansk kultur, er i det hele taget et stort tab for vores land.

Gennem århundreder var dansk og tysk kultur tæt sammenvævede, og København var i stort omfang en tosproget by, hvor der taltes dansk og tysk på lige fod. Centraladministrationen bestod under enevælden af henholdsvis Danske Kancelli, som tog sig af kongerigets anliggender, og Tyske Kancelli, som tog sig af hertugdømmernes anliggender.

dannelsestækningen er erstattet af et fokus på kompetencer og arbejdsmarkedets behov, og hvor vores universiteter mere og mere er blevet ændret fra den humboldtske model til den angelsaksiske

Talrige af de dygtigste embedsmænd og adelige var af tysk afstamning, kongefamilien var slægtsmæssigt nært forbundet til det tyske – både Oldenborg og Glücksborg var tyske fyrstendømmer, og langt hovedparten af de danske dronninger kom næsten helt frem til vore dage fra tyske fyrstefamilier.

Land der Dichter und Denker

Den danske guldalder opstod på grundlag af en kaskade af tysk inspiration. Oehlenschläger skrev Guldhornene efter direkte inspiration fra den tyske romantik. Kuhlau, som skrev musikken til vores nationalskuespil Elverhøj, var tysker.

Store romantiske malere som Caspar David Friedrich og Louis Gurlitt havde solide ben plantet i både dansk og tysk kunstliv etc. etc. Tyskland er stadig den dag i dag et land, som er rigt på kultur, filosofi og tradition, men som vi nu meget sjældent nyder godt af. Det er den dag i dag ”Land der Dichter und Denker.

identitetspolitikken er på mange måder den klassiske dannelses store modstykke, fordi den lukker ned for nysgerrighed og åbenhed over for andre menneskers kultur og tænkning, og fokuserer på det, der skiller, fremfor det, der samler

De danske universiteter udspringer oprindeligt af den tyske Humboldttradition og dens ideal om dannelse og fri forskning. Men dens fine principper har været stærkt på retur gennem de senere år, hvor dannelsestækningen er erstattet af et fokus på kompetencer og arbejdsmarkedets behov, og hvor vores universiteter mere og mere er blevet ændret fra den humboldtske model til den angelsaksiske med bachelors, ph.d’er etc., og hvor undervisningssproget i stigende grad er blevet engelsk.

Amerikansk kultur – blandede bolscher med betydelig bismag

Amerikansk kultur, som vi i stort omfang har erstattet den tyske (og den danske) med, er en slem gang blandede bolsjer, nogle af dem med en betydelig bismag. På det senere også med en helt uspiselig identitetspolitik, som 1:1 forsøger at gøre USA’s historie og virkelighed til vores.

Den er i stort omfang opstået på amerikanske universiteter og stærkt inspireret af amerikanske teoretikere med inspiration fra fransk postmodernisme. Det er der ikke noget godt at sige om, og identitetspolitikken er på mange måder den klassiske dannelses store modstykke, fordi den lukker ned for nysgerrighed og åbenhed over for andre menneskers kultur og tænkning, og fokuserer på det, der skiller, fremfor det, der samler.

Tværtimod kunne vi på mange planer godt bruge noget mere tysk sprog og tysk kultur i vores samfund

I dag er det sådan, at vores forståelse af verden i stort omfang går gennem en amerikansk prisme, hvorved vi gradvist mister forbindelsen til det Europa, som ligger lige udenfor vores gadedør.

Et tab, vi bestemt ikke skal fremme yderligere

Tabet af den tyske dimension i vores liv skyldes selvfølgelig historiens gang, nationalitetskampen og krigene i 1800-tallet og ikke mindst nazismen og 2. verdenskrig. Kombineret med en uddannelsespolitik, som gradvist har marginaliseret såvel de klassiske dannelsesfag som sprogfagene i både folkeskolen og gymnasiet.

Men det er og bliver et tab – og bestemt ikke noget, vi har nogen interesse i yderligere at udvande. Tværtimod kunne vi på mange planer godt bruge noget mere tysk sprog og tysk kultur i vores samfund.


LÆS FLERE KOMMENTARER OG ANMELDELSER AF NIKOLAJ BØGH HER


Topfoto: Johann Heinrich Wilhelm Tischbein: “Goethe i Campagnen”. 1786/88. Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.

Seneste artikler om Kultur