KULTURHISTORIE // ESSAY – Generationer af elever i folkeskolens ældste klasser og i gymnasiet, studerende på seminarier og universiteter har læst Brudstykker af en landsbydegns dagbog, som Steen Steensen Blicher skrev i 1824. Siden 1890 har Dansklærerforeningen udgivet den igen og igen i kommenterede udgaver og gjort den til pensum. Det er fortællingen om en håbløs forelskelse og en kuldsejlet klasserejse – og meget mere end det.
Den 25. februar 1824 skrev digteren Steen Steensen Blicher i et brev til vennen og kollegaen B.S. Ingemann, at han nu havde givet sig i tjeneste hos avis- og tidsskriftredaktør Elmquist for 5 rigsdaler pr. ark. Og årsagen var klar: Blicher havde otte børn, som skulle have vadmelsklæder på kroppen og træsko på fødderne.
Steen Steensen Blicher var da 41 år gammel, han var præst i Thorning og Lysgård, et par fattige sogne på heden syd for Viborg, og han var oversætter – en af de få danskere dengang, som kunne læse engelsk.
Men han ville først og fremmest være digter – og det kunne han slet ikke leve af. Når en forfatter bliver betalt pr. ark, så handler det om at skrive lange tekster og ikke korte. Det havde den fattige præst med de otte børn erkendt, og derfor var han gået i gang med at skrive noveller.
Fiktiv dokumentarisme findes også i mange andre af Blichers noveller
Han begyndte med en novelle, som fyldte mange ark: Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Hvad der udsprang af pengesorger, resulterede i en af verdenslitteraturens klassikere.
Novellen foregår i perioden 1708-1753. Den handler – kort fortalt – om Morten Vinge, der som 14-årig begynder at skrive dagbog, og som altså selv fortæller.
Den lokale præst underviser ham i latin, men præsten dør, og Morten tager arbejde som tjener på herregården Tjele. Her forelsker han sig i herremandens datter Sophie, men det er selvfølgelig ikke gengældt. Siden stikker hun af med Jens, der er skytte på herregården.
Da herremanden dør, må Morten stå på egne ben, han melder sig som soldat og opholder sig i udlandet i mange år. Som 50-årig kommer han tilbage, han genser Sophie som gammel og udslidt, og til sidst får han stilling som degn i den landsby, han kom fra. Ringen er sluttet.
Brudstykker af en virkelighed – eller hvad?
Redaktør A.F. Elmquist udgav Aarhus Stiftstidende og flere andre jyske aviser; i en avisannonce den 22. marts 1824 reklamerede han for sit tidsskrift Læsefrugter, samlede paa Litteraturens Mark, fordi det indeholdt ”et saare moersomt Uddrag af Landsbydegnen Morten Vinges Dagbog, der gaaer fra 1708 til 1753.”
Og videre skrev han: ”Denne særdeles lærerige og højest interessante danske Historie, efter gammelt Haandskrivt, har Hr. Pastor Steen Blicher i Thorning leveret, og Walter Scott ville let af den kunde avle mange Romaner.”
Blichers tekst omtales altså som om, den er uddrag af et faktisk eksisterende gammelt håndskrift – en dagbog, der er skrevet af en degn i 1700-tallet. Og Blicher selv sætter trumf på ved dels at give den titlen Brudstykker af …, dels ved at tilføje en fodnote i tidsskiftet: ”(Fundet, gjennemseet og udgivet af S. S. Blicher)”.
Men det er en novelle.
Hvis man læser teksten som en (autentisk) dagbog, er den fragmentarisk; der er store huller i den, den virker redigeret. Men læser man teksten som en (fiktiv) novelle, fremstår den en komponeret helhed (med begyndelse, midte og slutning) – en fortælling med en fremadskridende handling, centreret om to væsentlige begivenheder i det fortællende menneskes liv.
Her 200 år senere er det langt fra alle Blichers sproglige finter, som en nutidig læser opfanger, men det gør heller ikke noget, for det sproglige overskud i teksten er fængende nok i sig selv
”Fiktionen om at fortællingen handler om fakta” – med denne spidsvinklede formulering har litteraturforskeren Thomas Bredsdorff karakteriseret den klassiske novelle. Og det passer som fod i hose på den måde, Blichers første store novelle lanceres på.
Novellen er jo skrevet som en dagbog – med lakuner; den strækker sig over 45 år, men indeholder kun 68 optegnelser, alle sammen ret korte. Der er altså meget dagbogsskriveren ikke mener, han har lyst til eller behov for at skrive om. I to af de sidste af optegnelserne skriver han om sin dagbog – først: ”dersom Nogen efter min Død skulle faae Øje paa denne Journal, skal han dog se, hvorledes Synden lønner sine Børn”, og i den allersidste optegnelse skriver han: ”Disse Blade skulle [dvs: skal] være det eneste Mærke om mig.”. Også det er en implikation af, at dagbogen skulle være autentisk.
En sådan fiktiv dokumentarisme findes også i mange andre af Blichers noveller – fx Hosekræmmeren, Præsten i Vejlbye, Sildig Opvaagnen … Og den er helt i overensstemmelse med novellegenrens tilblivelse og legitimering. Betegnelsen novelle er afledt af det latinske novus (”ny”) – en novelle er således ”en lille nyhed”: Nu skal du bare høre … Det, du skal høre, er det, som en anden novelleforfatter, J.W. von Goethe kaldte ”eine sich ereignete unerhörte Begebenheit” (”en indtruffet, uhørt begivenhed”).
Hvad er så det moderne?
Der er tre fortælle-instanser i teksten, kan man sige:
Der er forfatteren, Steen Steensen Blicher, som skaber virkelighedsillusionen og tilrettelægger fortællingens forløb.
Så er der fortælleren, Morten Vinge, tekstens jeg, den fiktive dagbogsskribent som skriver for sig selv og til sig selv.
Men der er i teksten også en stemme, der taler til læseren bag om ryggen på jeg-fortælleren selv: Læseren ved noget, som Blicher ikke skriver i novellen, og som Morten Vinge ikke selv skriver i dagbogen! Der er noget, vi kan læse mellem linjerne, som man siger – fx at den meget unge Morten er forelsket i adelsfrøkenen Sophie, det ved læseren længe før, han selv skriver det. At noget der er indlysende for læseren, længe er skjult for jeg-fortælleren selv, er en ekstra dimension i det selvportræt, han skriver frem i sin dagbog, notat for notat; det fortæller om hans vanskeligheder med at gøre oplevelse til erkendelse.
Blicher skildrer sin fortællende hovedperson som et menneske, der på den ene side har en bevidsthed om, hvad der er det rigtige at gøre i enhver situation, men som på den anden side forhindres i at gøre det rigtige.
Hans ambitioner er realistiske nok, og hans evne til at tilpasse sig nye miljøer er upåklagelig; Morten Vinge er god til det hele. Men det løber ud i sandet, intet bliver som han håber. For de sociale og psykologiske omstændigheder ændrer sig gang på gang, og så er han overladt til sig selv i sin eksistentielle ensomhed.
To aspekter ved novellens sprog accentuerer det moderne:
En dagbog er pr. definition et selvportræt. I dette tilfælde strækker selvportrættet sig som nævnt over 45 år, og i den årrække ændrer jeg’ets livsbetingelser sig – først elev hos præsten, så tjener på herregård, så soldat i Den store nordiske krig og endelig degn i sin fødeby. Og Blicher lader den fiktive dagbogs sprog ændre sig, så det svarer til selvportrættets forskellige faser.
Men så er der som nævnt stemmen i teksten, der taler til læseren bag om ryggen på fortælleren selv. Et eksempel:
I Morten Vinges dagbog begynder et notat (27. februar 1713) sådan her:
”Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Har mine Sandser duperet mig, eller var hun virkelig min? jo! hun var min –”. Morten selv kan ikke vide, at han her næsten citerer det sted i 2. akt af Holbergs Jeppe paa Bierget, hvor Jeppe efter en ordentlig brandert vågner op i baronens seng, for Holbergs komedie var slet ikke skrevet endnu, den blev først trykt i 1723.
Men Blicher ved det, og læseren ved det. Og dermed kaster formuleringen et skævt lys ind over jeg-fortælleren, den ellers så renfærdige teenager Morten Vinge, der her på grund af en misforståelse har fået besøg af Frøken Sophie i sin seng.
Der er masser af den slags skjulte citater og referencer i Morten Vinges dagbog – nogle af dem er Mortens egne (citater fra Ovid og Det gamle Testamente, fx), andre af dem kan han ikke kende til (Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land”, Ove Mallings Store og gode Handlinger …, et digt af Ambrosius Stub m.m.).
Litteraturforskeren Peter Brask har i sin bog Om En Landsbydegns Dagbog (Gyldendal, 1983) minutiøst opsporet hver eneste af disse skjulte citater og inspirationer.
Her 200 år senere er det langt fra alle Blichers sproglige finter, som en nutidig læser opfanger, men det gør heller ikke noget, for det sproglige overskud i teksten er fængende nok i sig selv, på en gang morsomt og vemodigt i tonen. Små 30 bogsider kan Brudstykker af en landsbydegns Dagbog stå på, så koncentreret og struktureret er denne eksistentielle fortælling om en håbløs forelskelse og en kuldsejlet klasserejse.
Tillykke – til alle læsere!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
