Påskeessay: Den lange fortælling, handler om, at ingenting er endeligt

Da Vinci: Den sidste nadver (1495-98). Wikimedia Commons.

Kirsten Jørgensen 17.04.2025

PÅSKE // ESSAY – Vi er blevet dystopiske i vores opfattelse af tiden, skriver provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken Kirsten Jørgensen. Vi venter os det værste af fremtiden, og vi ser tegn på, at det hele bliver værre i morgen, end det allerede er i dag. Men der ligger et stort håb i den lange fortælling om menneskene, som Bibelen er. Her hører vi både om øjeblikkets lykke og om morgendagens trusler, men fortællingen fortsætter.

Der har altid været en fremtid. Det er der også nu.

De to sætninger har jeg valgt at gå ind i påskeugen med i år. Jeg har dem fra en bog, som jeg har haft kæmpe glæde ved at læse her i ugen op til påske. Det er Ida Jessens bog om forfatteren Sigrid Undset: Jeg vil!

Men inden jeg siger mere om Ida Jessen og Sigrid Undset, vil jeg tage jer med et sving tilbage til min barndom på Fyn. Da jeg gik i 6. klasse, fik min lærer den idé, at det ville være godt, hvis jeg passede skolebiblioteket, når det et par gange om ugen var åbent for andre end skolebørnene. Onsdag eftermiddag og fredag aften sad jeg så i det lille bibliotek med min blyant og mit stempel og følte mig både meget vigtig, men også meget privilegeret. Jeg kunne støve rundt mellem hylderne og finde de bøger, jeg gerne selv ville tage med hjem og læse. Jeg havde det sådan, at jo tykkere, jo bedre.

Jeg læste Stille flyder Don, en stor familiekrønike og et kæmpe historisk epos, skrevet af russeren Mikhail Sjolokhov. Fire store bind om kosakkernes liv og deres kamp under 1. verdenskrig, den russiske revolution i 1917 og den efterfølgende borgerkrig.

Jeg læste Driver dug, falder regn af svenske Margit Söderholm, en stor slægtssaga om livet i en bygd i Nordsverige i forrige århundrede. Og selvfølgelig Borte med blæsten af Margaret Mitchell om livet under borgerkrigen i USA og de forandringer, den medførte.

Jeg ved helt ærligt ikke, hvor meget jeg forstod dengang som en 13-14-årig pige fra landet. Men jeg tror, at de store fortællende romaner har lagt et kim i mig, der handler om netop den sætning, jeg begyndte med: Der har altid været en fremtid. Det er der også nu.

Og det er her, jeg vil invitere jer til at lytte til, hvad Ida Jessen har at sige om det.

Det episke forsinkelsesrum

Ida Jessen er af mange grunde fascineret af forfatteren Sigrid Undset, som levede fra 1882 til 1949. Hun er især begejstret for de to store fortællende romaner Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn, som både fortæller om to mennesker, men også om to slægter.

Hun er begejstret for de store fortællende romaner i det hele taget; romaner, der strækker sig over tid og har et langt fortællende forløb. Som fx de to romaner af Sigrid Undset, men også store fortællinger som Thomas Manns Josef og hans brødre: fire bind om den bibelske Josef og hans families historie.

Store slægtsromaner og lange fortællinger om menneskers liv over generationer er i sig selv en håbsfortælling

Og hvad kommer hendes begejstring af? Jo, hun mener, at det, hun kalder den episke roman, den store fortællende roman, er opbyggelig for os at læse, netop fordi den handler om tidens gang og ikke om øjeblikket.

I de store fortællinger går og forsvinder tiden; mennesker dør, nye mennesker fødes, slægten og folkets historie fortsætter. Tiden går og forsvinder, men den bliver også ved, for der kommer hele tiden en ny tid. Livet skal leves, og døden skal døs, men tiden fortsætter også efter os.

Epikken, den lange fortælling, handler om, at ingenting er endeligt.

Den har vi brug for i dag, siger Ida Jessen, hvor vi lever i ængstelse, ja, måske ligefrem angst for fremtiden. Vi er blevet dystopiske i vores opfattelse af tiden. Vi venter os det værste af fremtiden, og vi ser tegn på, at det hele bliver værre i morgen, end det allerede er i dag. I morgen venter håbsforladte dage, og lykken bor kun i øjeblikket. Og øjeblikket må vi da have lov at have, for det er mere sandt end det lange løb, synes vi. Vi må nyde i dag, for i morgen kan det hele være forbi, frygter vi.

Men så desperat og nervøs er den episke fortælling ikke, den lange fortællende roman, hvor der altid følger en tid efter denne. Epikken er et forsinkelsesrum, siger Ida Jessen. Et forsinkelsesrum, hvor forandring kan finde sted. Den lange fortælling fortæller om det lange livsløb, der bliver ved og ved, og hvor både fornyelse og forandring er muligt.

Derfor er store slægtsromaner og lange fortællinger om menneskers liv over generationer i sig selv en håbsfortælling, uanset at det går op og ned i fortællingen. Jeg tror, det var det, jeg fornemmede i min spæde ungdom, og det, jeg ikke kunne få nok af. En fornemmelse af, at mit blik kunne strækkes ud over lige den tid og det sted, jeg var og stod i. En oplevelse af, at der altid var mere end øjeblikket.

At der var en fremtid.

Bibelen – det største episke rum

I kirken samles vi om et kæmpe værk, som jeg synes er et forsinkelsesrum. Bibelen. Bogen, der er skrevet over flere århundreder og fortæller om menneskers liv fra begyndelse til slut, som netop ikke er en slutning, men en ny begyndelse. Det største episke værk, verden kender.

I Bibelbogen færdes mennesker gennem århundreder; de lever, de elsker, de hader, de tilgiver, de fordrives, de kommer hjem, de hævner, de forsones, de dør, de fødes.

Nu møder vi endnu en gang påskens fortælling, som har været gentaget hvert år igennem mange århundreder. Fortællingen om Jesu liv er en stor episk fortælling, der ganske vist kun strækker sig over tre år, men som rækker både tilbage i tiden og frem mod fremtiden. Den bibelske fortælling bliver ved og ved. Den gentages igen og igen. Påsken genfortælles igen og igen, hvert år med de samme historier om indtog, det sidste måltid, forræderi, tortur, død, opstandelse og genkendelse.

Den er i sandhed et forsinkelsesrum, hvor forandring kan finde sted, for hvert år fortæller den om muligheden for forandring. Fra håb og forventning over skuffelse, vrede og sorg til nyt håb og nye muligheder.

Et digt om magtens ydmyghed

Palmesøndag rider Jesus igen ind i Jerusalem, sagtmodig, ridende på et æsel. En konge, ydmyg på et æsel. Han rider ind med et digt; det digt, vi kalder Filipperbrevshymnen, et digt, som Paulus citerer, men som er endnu tidligere end ham. Hver gang vi gentager fortællingen om Jesus, der rider ind i byen, hører vi det digt, som også kaldes en kristushymne. Igen, igen og igen.

Det læses ikke bare her, det digt, det læses over hele verden. Det er et af de mest berømte digte i verden. Det strækker sit blik helt tilbage til omkring år 30-40 og helt frem til i dag, i året 2025, og det strækker sin virkning ud til alle jordens hjørner og kanter.

At vi bliver ved med at fortælle, er i sig selv et håb, for mens vi fortæller, holder vi fast i, at der altid er en fremtid

Og hvad er det så for nogle ord, der på den måde bliver ved med at gennemstrømme verden og binder tider og steder og mennesker sammen? Det er i korthed et digt, der fortæller os, at magten altid er tjenende og aldrig et privilegium. Hvilket storslået udsagn! Kristus Jesus var Gud, men han tog en tjeners skikkelse på og ydmygede sig.

Det er præcis derfor, han er stor, og derfor vi skal bøje os for ham. For han viste os den revolutionerende og ufatteligt smukke vej, at magten altid må vise sig som tjenende. For vi skal være på samme måde, siger Paulus: Vi skal altid bruge magten til at tjene andre og aldrig til noget som helst andet.

Filipperbrevshymnen er et helt ubeskriveligt stærkt digt, der bliver ved med at ride sammen med Jesus ind i verden. Et digt om ydmyghed. Om magtens tjenende væsen. Om magten, der bøjer sig for den, der behøver hjælp og støtte. Vi har brug for at høre det digt igen og igen og igen.

Der ligger et stort håb i den lange fortælling om menneskene, som Bibelen er. Her hører vi både om øjeblikkets lykke og om morgendagens trusler, men fortællingen fortsætter. Livet leves, og døden døs, men der har altid været en fremtid, og det er der også nu. Til næste år er det igen påske. Vi vil igen fortælle om jublen og forræderiet og skuffelsen og døden og opstandelsen og genkendelsen. Vi vil fortælle om den tjenende magt. At vi bliver ved med at fortælle, er i sig selv et håb, for mens vi fortæller, holder vi fast i, at der altid er en fremtid.

Fornyelse er mulig. Forandring er mulig.

Glædelig påske!

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.
(Fil. 2,5–11)

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker. Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.