CORONA // ESSAY – Gorm Bloch har siden januar og sommeren igennem skrevet en serie visuelle dagbogsreportager. Dette næstsidste essay portrætterer København i pandemiens sidste dage via befriende national EM-fodboldeufori. Men i anledning af 10-året for tragedien på Utøya handler teksten desværre i høj grad også om alt det, vi ikke kan forstå; om ubærlige tab, umulig soning og etiske dilemmaer, samt et forfærdeligt mareridt, skribenten har haft.
Advarsel: Stærke billeder.
Pandemibefriende EM-eufori, Bakken, 26. juni 2021
POV’s fremragende sportsredaktør Kurt Lassen har allerede dækket EM i fodbold grundigt og begavet, så det tema vil jeg ikke berøre yderligere.
Dog vil jeg godt kommentere kort på den uhæmmede eufori og det folkelige sammenhold, som prægede Danmark netop i dagene omkring EM.
Forløsningen og den ubeskrivelige befrielse af omsider at være ude af pandemiens kvælende kløer gennemstrømmede utroligt mange af os netop i de eventyrlige EM-dage
At landsholdet uomtvisteligt spillede en overraskende inspireret omgang fodbold, samt at mentaliteten og kærlighedens broderskab var så stærkt, er bemærkelsesværdigt.
Episoden med Christian Eriksens hjertestop var selvsagt et chok for alle, ikke mindst spillerne, og det virkede nærmest overmenneskeligt at de på den baggrund kunne performe som de gjorde både kollektivt og med fremragende nye individualistiske profiler.
Tilstedeværelsen af ellevilde roligans på lægterne og overalt i byen var med til at løfte både holdet og hele den nationale begejstring. Og her kommer så en vigtig pointe: Forløsningen og den ubeskrivelige befrielse af omsider at være ude af pandemiens kvælende kløer gennemstrømmede utroligt mange af os netop i de eventyrlige EM-dage.
Der var noget stærkt symbolsk over det – den endelige triumf over pandemien, om man vil, oplevet via et unikt folkeligt landsholdskærlighedssammenhold.
Tiåret for tragedien på Utøya, 22. Juli 2021
Kort tid efter så jeg filmen Utøya. Jeg havde meget lidt lyst til at se den, men jeg gjorde det; drevet af behovet for at blive klogere på de konkrete omstændigheder, men også af muligheden for at lære lidt mere om de unge mennesker, som denne ufattelige tragedie og massakre ramte.
Efter at have set filmen drak jeg en hel kande urtete og sad tung om hjertet alene i vores fælleshave og læste mere om hændelsen og nordmændenes mindehøjtidelighed. Jeg læste også en hel del artikler om emnet, alt fra jura til psykiatriske udredninger af gerningsmanden.
Kunne selvtægt komme i spil, hvis man selv mistede sit barn under så grusomme omstændigheder? Det er ikke til at vide, hvor man vil ende med reelt at befinde sig moralsk, følelsesmæssigt og på retfærdighedsaksen
Ved sengetid kl 02:00 valgte jeg at forsøge at tvinge tankerne i andre retninger ved at læse noget smuk poesi af Tomas Transtrømer. Det hjalp delvist, men så alligevel ikke helt.
Jeg husker glasklart, hvordan jeg den 22. juli 2011 stod i en lufthavn i Istanbul på vej hjem fra ferie med mine børn, da de første newsfeeds begyndte at tikke ind om en bombe i Oslo, mulig terror, al mulig usikker information og gisninger. Det var forfærdeligt. Siden blev vi klogere på de eksakte begivenheder, men først da vi var kommet hjem.
Jeg har aldrig været tilhænger af dødsstraf, men som jeg for nylig hørte i en podcast: Et er at have en principiel holdning til dødsstraf som ikke-løsning, men hvordan ville man reagere, hvis det ultimative tab og tragedie ramte en selv? Kunne selvtægt komme i spil, hvis man selv mistede sit eget barn under så grusomme omstændigheder?
Det er ikke til at vide, hvor man vil ende med reelt at befinde sig moralsk, følelsesmæssigt og på retfærdighedsaksen.
Husker I Emilie? Natlige tanker, 23. juli 2021
Jeg kender den myrdede Emilie Mengs far. Vi blev gode venner for to somre siden, hvor han i en periode boede i min ejendom hos en nabo.
En dejlig, hjertevarm og humoristisk fyr, på mange måder med humøret højt og intakt. Men hans liv – og Emilies mors – blev ødelagt for altid dengang. Tabet og sagens omstændigheder hjemsøger ham stadig og vil formentlig gøre det for altid.
Så en gang til: Jeg er modstander af dødsstraf og selvtægt, men stillet over for monstre og så utilgivelige handlinger og påførte tab, vakler jeg ærligt talt i tro og holdning.
Og så en lille kættersk tanke i anledning af alle mordene på Utøya – en skæbne jeg end ikke ville byde min værste fjende: Kunne Anders Breivik ikke have fortjent at have fået en kugle for panden dengang på øen? Fortjener så afstumpet et umenneske en gang på denne jord, endsige et liv i en fængselslejlighed med tv, Xbox og fuld forplejning?
To uafhængige teams af psykiatere og psykologer vurderede ham tilbage i henholdvis 2011 og 2012 i øvrigt påfaldende og bekymrende forskelligt
Det virker absurd, at han med sin forvaringsdom på 21 år principielt kan ansøge om prøveløsladelse efter 10 år. To uafhængige teams af psykiatere og psykologer vurderede ham tilbage i henholdvis 2011 og 2012 i øvrigt påfaldende og bekymrende forskelligt. Det ene team vurderede, at han led af paranoid skizofreni og var psykotisk i gerningsforløbet. Det andet at der var tale om dyssocial og narcissistisk personlighedsforstyrrelse uden nogle psykoser på spil.
Førstnævnte team bedømte ham som tilregnelig i gerningsøjeblikket, det andet omvendt som utilregnelig. Diskrepansen i diagnoserne er chokerende, og for mig afslører de divergerende vurderinger bekymrende mulige sprækker i psykiatrien og dermed også retspsykiatrien.
De umulige dilemmaer, morgentanker i haven, 24. juli 2021
Hvilken straf burde man egentlig have givet Breivik? En rimelig løsning kunne være at lade de uhyggeligt mange pårørende hvis liv blev totalt ødelagt ved tabet af deres kære nedsætte en lokal folkedomstol?
Hvad stiller man op med det ubærlige tab, sorgen som aldrig heles, vreden, hævnbegæret og følelsen af at verden er gået i sort flimmer?
Om de så valgte at banke søm gennem udyrets hænder og fødder, lade ham ligge fastspændt nøgen i en isoleret have med brødkrummer spredt ud over sig, hvorefter ænder, gæs eller moderat sultne vildsvin kunne æde ham op, langsomt op, ved jeg ikke. Måske jeg bare har set for mange film, men jeg er altid ærlig omkring mine tanker og følelser, om de så er politisk korrekte, humanistiske eller ej.
En given pårørendedomstol ville næppe kunne blive enige alligevel, og koret af kristne tilgivelsesprædikanter og mere rabiat hævntørstige ville blive en frådende og grædende kakofoni uden chance for konsensus. Desuden nytter det vel ikke at genindføre middelalderlige torturstraffe i en moderne retsstat.
Men hvad stiller man op med det ubærlige tab, sorgen som aldrig heles, vreden, hævnbegæret og følelsen af at verden er gået i sort flimmer? Jeg ved det ikke, og jeg vil lade læserne spekulere videre selv.
Hvordan graduerer man landsforrædderi eller angiveri i krigstid over for Breiviks forbrydelse?
Dødsstraf i Danmark blev i første omgang reelt afskaffet i 1892 dog formelt først i 1930. Efter 2. Verdenskrig blev den i forlængelse af Landsforrædderloven genindført i perioden 1952 til 1978, som den ultimative strafmulighed i tilfælde af en ny krig og sanktioneret ved handlinger som mord, forræderi og angiveri. Loven blev faktisk først afskaffet i Danmark i 1993.
Hvordan graduerer man landsforrædderi eller angiveri i krigstid over for Breiviks forbrydelse? Bør antallet af ofre, omstændigheder, forbrydelsens karakter og brutalitet være afgørende, og hvad med dilemmaet rehabilitering kontra øje for øje, tand for tand? Skal den psykiatriske vurdering, selv med dens usikkerhedsparametre, kunne blive en genvej eller omvej til en mildere eller hårdere dom?
Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg kan blot konstatere at massakren i Utøya, udyrets rendyrkede ondskab, mindedagen for nylig samt filmen bragte mig selv i følelsesmæssig ubalance og aktiverede uløselige etiske og religiøse dilemmaer i min sjæl og intellekt.
Mareridt og et digt, natten til 25. juli 2021
Måske er det også fordi, jeg selv har børn, på ofrenes og på Emilie Mengs alder.
Natlige mareridt kan man som bekendt ikke selv styre, og den anden nat vågnede jeg efter et forfærdeligt af slagsen, hvor jeg måtte stå op, drikke flere glas mælk og ryge to cigaretter. Derefter skrev jeg dette digt:
Ord som fløj forbi
Som gemte skatte
Overnattere som blev
Hængende som breve, frimærker
Hængslede, blafrende et sted i vinden
Pindsvinet som gemmer sig på en kirkegård
Fordi det forudser noget
Glade studenter i byen
Men også en mystisk, omstrejfende mand
Et desperat angstskrig i natten
Hvordan forsvare hende?
Et jern gennem luften. Så!
Han ligger stille på fortovet
Sirenerne skriger
Jeg vil bare væk fra det hele
Ville bare redde hende
Det lykkedes, men alligevel ikke helt
En fotoføljeton på mobil, Bellevue Strand, 25. juli 2021
Omtrent 90 procent af Pandemiens sidste dage er skrevet som strøtanker, prosastykker og observationer på mobilens noteapparat. Samtlige fotos er taget på samme telefon. Siden er tekst og foto blevet samlet, redigeret og layoutet på laptop.
Det virker derfor naturligt med et afsluttende portræt af skribenten mentalt på arbejde.
De sidste ord, aftentanker hjemme, 27. juli 2021
Som nævnt i manchetten bliver næste klumme, seriens tolvte, den sidste. I sidste essay vil jeg samle op på indtryk og temaer fra 2020 og månederne frem til nu.
Pandemien har budt på forbandelser og frihedsberøvelser, isolationen har haft en høj pris og vi har mistet meget i en lang periode.
Men jeg vil også fremhæve de mange glimt af håb, solidaritet og sammenhold, som jeg har bevidnet på nærmeste hold via mine mange ture med musik og mobil dagbog rundt i byen, samt pointere eller postulere, hvad jeg også mener, vi har lært. Hvordan pandemien på en grum men effektiv måde har tvunget også til at revurdere livets vigtige værdier samt testet vores evne til at tilpasse og omstille os på en lang række planer.
Efterord og en særlig tak, 29. juli 2021:
I forarbejdet til serien er jeg gået omfattende til værks i research og har mødt megen sympati hos de folk, jeg har kontaktet. Jeg har talt med PET for en trusselsvurdering og har diskuteret indholdet med Skien fengsel. Jeg har også haft en samtale med assisterende fængselsleder Espen Jambak.
Han måtte naturligvis ikke kommentere på de indsatte, men jeg mærkede hans sympatiske varme, da jeg forklarede et af hovedformålene med artiklen – de moralske dilemmaer, strafudmåling, mv – og på mit indledende spørgsmål om hvorvidt Breivik sidder i forvaring netop hos dem svarede han “ja, det er korrekt, vi opbevarer ham”. Netop det ordvalg fandt jeg passende.
Stor tak til fotograf Niclas Hammarström, som var en af de ganske få fotografer på stedet på rædselsdagen
Tak også til fotograf Mads Nissen for behagelig samtale og stor tak til fotograf Niclas Hammarström, som var en af de ganske få fotografer på stedet på rædselsdagen.
Niclas gav mig tilladelse til at bruge to af hans billeder. Han pointerer at mange pårørende faktisk flere år efter hændelsen kontaktede ham med tak.
Endelig tak til Nicolai Skovgaard for at lade mig omtale Emilie Meng. Der har været meget dækning af denne tragiske sag gennem årene, men jeg følte den desværre var aktuel igen her.
LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER
Topfoto: Niclas Hammarström
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
