Af Bent Gringer
COVID-19 // DEBAT – Corona er ikke slut, heller ikke i Danmark. Men vi opfører os sådan. Jeg gjorde i hvert fald. Og så fik jeg corona. Hvor alvorligt skal vi egentlig tage den pandemi, nu hvor vi mener at have styr på den? Ret alvorligt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For nogle dage siden kunne man i POV læse artiklen ”Nej, Danmark, corona er langt fra slut”, skrevet af Gerd Kieffer Døssing. Hun gennemgår situationen for milliarder af mennesker i Afrika, Asien, Latinamerika, Mellemøsten og Oceanien. Og puha, det står ikke godt til, folk bliver syge, en masse dør, og uligheden er kæmpestor.
Man priser sig lykkelig over at være i Danmark, hvor – som Gerd skriver: Pandemien er aflyst. Restriktionerne er ophævet, mundbindene pakket i skuffen, og de over-håndsprittede, raspende tørre hænder er allerede et dårligt minde. Vi vaccinerer børn ned til 12 år og giver et tredje stik til udsatte befolkningsgrupper – vi har styr på det.
På mandag for 2 uger siden var jeg sammen med en veninde fra USA, som havde været til en fest lørdag aften. Vi spiser morgenmad sammen, jeg kører hende i lufthavnen, og alt er godt.
Så får jeg en SMS fra hende over there onsdag morgen om, at nogen fra den store fest om lørdagen har fået konstateret corona. Hun har ingen symptomer, men vil selvfølgelig blive testet og foreslår, at jeg gør det samme, bare for en sikkerheds skyld.
Vi er begge vaccinerede 2 gange, og ingen af os har haft nogen symptomer. Well, hendes stemme er forsvundet, men hun bruger den virkelig meget, så mon ikke bare det er Guds måde at sige, at hun kunne tale lidt mindre?
Jeg kan svinge forbi testcentret efter arbejde og tage en PCR-test. Og på vej derud tager jeg sgu’ lige en kviktest i Parken. Undervejs tænker jeg, at det er vel meget at gøre ud af det, når man nu ikke har nogen symptomer. Især da resultatet af kviktesten kl. 20:01 er, at der ikke er fundet corona. Dejligt.
SARS-COV-2 “Påvist”
Lige indtil torsdag morgen. Så kommer svaret på PCR-testen. ”PÅVIST” kl. 20:46. Længere er den ikke, beskeden altså. Og så går jeg i isolation i et sommerhus efter lidt tumult, forvirring, panik og praktiske udfordringer 😊
Heldigvis har jeg i dagene inden ikke haft tæt på kontakt – som i dag udover familien defineres som under en meters afstand i mere end 15 min – med andre end nogle få i dagene op til, og dem plus nogle flere får jeg underrettet.
Såvidt jeg kan høre rundt omkring, er der ingen af dem, som bliver smittet, og det er jo godt. Men jeg har selvfølgelig sat mit klamme håndaftryk alle mulige steder.
I løbet af torsdag – på vej i isolation – får jeg de første symptomer (forkølelse/influenza-agtigt i den lette ende og lidt feber). Herregud – jeg arbejder fredag, får lidt højere feber lørdag (38 morgen 39 aften), hoster lidt og har influenza-ondt i kroppen i weekenden. Men allerede søndag er det på vej retur, og mandag morgen er jeg næsten helt symptomfri og har virtuelle møder på arbejde.
Men hov, så hoster og snotter jeg sgu’ alligevel lidt, og er det nu et symptom, eller er det et såkaldt ”rest-symptom”, som jeg kan trækkes med i nogle måneder? Det er jeg usikker på, så jeg gennemgår en lang liste over almindelige og ualmindelige symptomer og sender en mail til min læge. Og en til.
Hendes konklusion er, at jeg er rask og kan komme ud af isolationen (efter 48 timer), men nok skal indstille mig på ”irritationshoste” i noget tid.
Jeg tænker sikkerhedsmargin og bliver hængende lidt længere i isolation og tager hjem, hvor jeg er ekstra forsigtig med sprit og klude et par dage. Jeg er sluppet billigt, der var smukt i det mennesketomme Marielyst, og The Morning Show er fremragende TV. Hvad er problemet?
Lad mig lige gøre status her over ting, som jeg ikke rigtig havde tænkt over:
- man kan ikke stole på en “frikendelse” fra en kviktest. Jeg blev ”frikendt” med kviktesten og dømt “påvist” med PCR-testen 3 kvarter senere. Hvad var der sket, hvis jeg kun havde taget kviktesten? Ja, jeg var i hvert fald ikke gået i isolation.
- man kan være smittet uden at have symptomer – også og måske især, når man er dobbeltvaccineret. Jeg blev formentlig smittet mandag og havde først symptomer torsdag/fredag. Og jeg følte mig først syg lørdag,
- Da jeg endelig fik corona, var symptomerne meget lette at tolke som ”bare en smule forkølelse”, som man – eller jeg – ALDRIG ville lægge mig syg med før alt det her.
Arbejdets helte
Arbejdets helte findes endnu – os, som er opdraget med den usunde vane, at man godt kan arbejde med lidt feber og hoste. Især på et par piller og en lille portion stolt selvfedme. Vi er jo især usunde for kollegerne, hvis vi møder op på arbejdspladsen eller går til møder og seminarer ude i byen. Mange af os har fået vores unoder i konsulentbranchen eller på film, hvor man KUN melder afbud til et engagement og noget god action, hvis man er død eller som minimum i den terminale fase.
Men hvornår er man en god kollega, ven og samfundsborger? – og det er ikke for at udskamme nogen, og i hvert fald ikke andre end mig selv.
Konsekvensen af min lille og hverdagsagtige corona-historie er:
Ja, der findes stadig andre sygdomme end corona, og hvis du snotter/hoster/har lidt feber, er du nok bare forkølet eller på vej mod en influenza. Men det KUNNE jo være corona. Så indtil du er sikker: Overhold alle sikkerhedsreglerne: Hold dig på sikkerhedsafstand (1 meter/15 minutter), bliv hjemme, hvis du deler kontor med nogen, brug håndsprit og sprit af der, hvor du har haft dine hænder osv… Nej, du er kun sikker på en kviktest, hvis den siger, at du er positiv.
Det chokerende for mig er, at jeg aldrig – hvis jeg ikke havde vidst, at jeg var coronapositiv, da symptomerne begyndte at indfinde sig – ville have lagt mig syg, før jeg blev “rigtig” syg. Jeg ville formentlig bare have slået det hen og evt. taget to Panodil. Og være gået glad ud i verden, ind på mit arbejde og have smittet dem, som jeg mødte på min vej i en 3 dages tid.
Arbejdets helte findes i alle køn. Og jeg skal ikke undskylde mig med hverken min alder eller mit køn. Men undersøgelser viser, at der er en del mænd, som i almindelighed ikke er virkelig gode til at erkende, når de er syge. Det bliver et problem for dem, når de er oppe i årene. Og for deres kolleger, hvis de rager noget corona til sig.
Jeg kigger på mine kolleger
Jeg kigger rundt på mine kolleger på de sidste dages møder, som for mit vedkommende har været virtuelle: Nogle af kollegerne hoster og snotter. Og det, skulle jeg hilse og sige, bliver man meget opmærksom på. Vi er på vej ind i den almindelige influenza-sæson, og vi vil alle i større eller mindre grad nyse og hoste. Mener jeg virkelig, at de skal blive hjemme? Ja, faktisk, indtil de er blevet testet.
Vi har i Danmark besluttet, at vi ikke skal fare hen og blive testet hele tiden, når vi ikke har symptomer på corona. Måske skal vi heller ikke, hvis vi “bare er lidt snottede” mm. Men vi skal jo huske, at restriktionerne og deres ophævelse hænger sammen med en samfundsmæssig prioritering og beskyttelse af sundhedsvæsnet.
Og vi kan vel ikke tillade os at udsætte sidemanden for konsekvenserne af vores bekvemmelighed, hvis der faktisk står noget på spil for ham eller hende, selvom Mette tillader det, fordi sundhedsvæsnet ikke er ved at bryde sammen?
Det er ikke kun for at ”ride på den høje hest”, men corona er altså stadig en alvorlig sygdom for nogen. Og problemet er: Vi ved ikke hvem. Jeg slap nemt. Min veninde fra USA, som er en Duracell-kanin fuld af energi og livslyst, har haft et virkelig hårdt forløb med hospital og hele dynen – og hun er ikke ude endnu. Og har du en kollega i kemo-behandling, som har et dårligt immunforsvar, kan det hurtigt blive ret alvorligt.
Vi er IKKE ovre corona endnu. Vi vil gerne være det. Og mentalt har mange af os – uden egentlig at vide det – besluttet os for, at nu må det være nok. Men der er stadig folk tæt på de fleste af os, som ikke bare får en let influenza ud af en corona-smitte.
Er konsekvensen så, at vi faktisk skal lade os PCR-teste og holde os hjemme fra arbejde indtil negativt svar ved selv de mindste symptomer? Lidt kriller i halsen? Lidt snue? Hvor går grænsen? Og i hvor lang tid efter det sidste nys?
Jeg bryder mig ikke om overdreven social kontrol, og der kan hurtigt gå blame-game i relationerne. Men mit nye svar er: Ja, vi skal lade os teste og holde os hjemme, hvis vi hoster og snotter. Og tilbage med afstand, sprit og alt det, vi ikke længere skal. Men som bare er gode forholdsregler, hvis du vil gøre din kollega – og dine venner – en tjeneste. Også når det bare viser sig, at du kun havde influenza.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
