På rejse efter solen i Sydspanien: ‘Yo amo Sevilla’ – #4

i Rejse/Liv & Mennesker af

SPANIEN // REJSEBREV – Fotograf Jens Ulrich rejser rundt i Sydspanien, 3-4 uger, for at få lys og varme. Altid på jagt efter et godt motiv og møder med nye mennesker.

Så har jeg været otte dage i Sevilla i provinsen Andalusien for at være i solen og varmen. Jeg har spist spansk mad, skinke, tapas, spansk omelet, ost og sandwich, men i aften valgte jeg at spise italiensk og fandt en restaurant med et italiensk spisekort ikke langt fra hjemmet. 
Jeg satte mig ved et ledigt bord på fortovet og glædede mig over temperaturen, som ved aftenstid var små 18 grader.

Da jeg sad og ventede på tjeneren, gik det op for mig, at de andre gæster enten talte engelsk eller fransk. Vi var allesammen udlændinge. Gud ved, om spanierne eller folk fra Sevilla ikke bryder sig om pasta, når de selv har deres tapas. Om det var et tilfælde, at der ingen spaniere var, ved jeg ikke.

Det spørgsmål skal på listen over ting, der udforskes.

Jeg er taget herned for at komme på afstand af vinteren og mørket hjemme i Danmark. Det tungsind, jeg har slæbt rundt på siden slutningen af oktober, er ved at lette, og jeg er taknemmelig over at være så priviligeret at kunne være her i disse uger

Pludselig gik det op for mig. at pasta og tapas staves med de samme bogstaver. En sproglig åbenbaring, der viser, at det aldrig er for sent at blive klogere.

Jeg bestilte tagliatelle carbonara. Restauranten reklamerede med hjemmelavet pasta, og sørme om ikke de havde ret.

Tagliatelle Carbonara – med hollywoodfilter

Pastaen var tydeligvis hjemmelavet og kogt al dente, som det passer sig, og med rundhåndet dryssen med parmesanost, var det et vidunderligt måltid. Et italiensk åndehul med italiensk popmusik lige ved Torre del Oro og floden Guadalquivir. Torre del Oro (Guldtårnet) er et vagttårn fra den mauriske besættelse og en del af Sevillas befæstning. Tårnet er tolvkantet og placeret ved flodens bred.

Der er blevet travet meget i den uge, jeg foreløbig har været her. Min telefon siger mellem 15.000 og 23.000 skridt om dagen. Jeg er lidt imponeret. Jeg synes, jeg har lært at finde rundt i Sevilla, sådan i store træk. Jeg fotograferer bygninger og leger med farverne.

Flamenco på Plaza de España

Det glæder mig at have mødt flamencodansere på Plaza de España og talt med dem og fotograferet dem. Billeder hober sig op på min tablet, og jeg forsøger at holde trit og bearbejde de billeder, jeg tager.

Jeg er taget herned for at komme på afstand af vinteren og mørket hjemme i Danmark. Det tungsind, jeg har slæbt rundt på siden slutningen af oktober, er ved at lette, og jeg er taknemmelig over at være så priviligeret at kunne være her i disse uger. Farverne gør
mig også godt, jeg får lyst til at give mine billeder en over nakken, rent farvemæssigt.

En amerikansk fotograf sagde engang til mig, at når jeg fotografer i farver, så skal der også smæk på paletten. Så det kommer der så.

Sådan et hus synes jeg er fantastisk. Hvorfor skal huse kun have rette vinkler? Lad os se runde former og leg med geometriske figurer, og så er der også noget maurisk over det.

Plakater og grafitti fanger også min opmærksomhed, når jeg slentrer rundt i Sevilla. Øjnene er på overarbejde her i Sydspanien.

Teaterplakater
Danseundervisning
Give peace a chance

Jeg er naturligvis ikke de eneste turist i Sevilla. Langt fra. Der er en sand overdådighed af kinesere. De har råd til at rejse, og det gør de. Jeg synes det er godt, at vi lærer hinandens kulturer at kende. Vi smiler lidt undseelig til hinanden, vi turister, og nogle gange er der nogle, der spørger mig om vej. Det kan undre, for jeg ser jo ikke specielt spansk ud, men indimellem kan jeg faktisk hjælpe og pege folk i den rigtige retning.

Det er en hindring, man kan næsten sige at det er en hæmsko, at jeg ikke kan tale spansk. Spanierne er flinke nok til at prøve at forstå engelsk, mange prøver endog at tale engelsk, men jeg kommer ikke i den rigtige kontakt med Sevilla, fordi mit spanske er mindre end sporadisk. Tælle til 30, bestille noget mad og spørge, hvordan det går, uden at kunne forstå hele svaret, er sådan set omfanget af mit spanske. Som jeg skrev i et af de andre rejsebreve, er det en opgave, der skal tages fat på, når jeg kommer hjem. Jeg vil lære at tale spansk, og det skal være rápidamente.


Fotos: Jens Ulrich, dizzyBild

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg hedder Jens Ulrich, f. 1949 på Vesterbro, København, har siden 2007 primært været portrætfotograf og healer, men der skal også være tid til nogle børnebørn og ture på elcyklen. Fortiden brugte jeg bl. a. som ansat i medicinalbranchen og på det Kgl Teater. Jeg er meget optaget af musik og kunst, både The Beatles og Bob Dylan har en stor plads i mit hjerte, ligesom pigegrupperne i 1960’erne. Jeg bor i Charlottenlund med min frue.
Har du lyst til støtte min skribentvirksomhed modtager jeg gerne små og store beløb på mobile pay 20155012. Du kan komme i kontakt med mig på jens@dizzybild.dk og se mine fotografier på dizzybild.dk

Seneste artikler om Rejse