DYLAN 80 ÅR // KLUMME – Bob Dylan blev en slags storebror. Han havde gennemskuet det hele, og alt fra det virkelige liv kom med på pladerne –følelserne, glæde og vrede, forventninger, kærlighed og skuffelser. Der var på befriende måde ingen leflen for de voksne, hvilket gjorde det så meget mere enestående for en ung mand at blive voksen til lyden af Bobs sange. Klummeskribent Jens Ulrich fortæller om sit livslange venskab med sangeren, som stadig er der – som en værdsat ven, man kan stole på, beundre og spejle sig lidt i. Og lykønske på 80-års dagen.
Min barndomskammerat Arne Sørensen var, som Niels Hausgaard siger, praktisk begavet, og det endda i den meget tunge ende, så i 1965, da han var 15 år, blev han enig med sig selv og sine skolelærere om, at han faktisk ikke behøvede at sidde dernede bagved i klassen mere, han ku’ ligeså godt ta’ ud og sejle.
Han fik hyre på et skib, som sejlede fragt til Amerika, og da han kom hjem fra den første tur, medbragte han, foruden alle røverhistorierne, en stak singleplader, han havde købt i New York – bl.a. en, hvor sangeren hed Bob Dylan.
Jeg har lyttet til ham, lige siden jeg var ung. Jeg lytter stadig, og en ny udgivelse fra ham er som at blive ringet op af en kær ven, der lige
fortæller, hvordan det går
Arne satte den på grammofonen. Først lidt skratten, som der jo var dengang, når man spillede grammofonplader, så en ultrakort trommeintro, så klaver og et orgel, der fløj lige til himmels, og så stemmen, hæs, næsten tonløs, der vredt vrængede ordene ud i hovedet på mig – “like a complete unknown, just like a rolling stone”.
Bob Dylan var kommet ind i mit liv takket være Arne Sørensen – og han erobrede en plads i mit musikhjerte, som var næsten ligeså stor som den, The Beatles havde. Men det her var noget andetsteds end The Beatles. Der var ingen sødme, ingen leflen for de rigtig voksne, det var det virkelige liv, han sang om. Like A Rolling Stone, jeg var 16 år gammel, og det var sådan, jeg havde det dengang i ’65. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv og fremtiden.
Et par måneder senere havde Arne et par LP’er med Dylan med hjem til mig: Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited. To mesterværker udgivet med 5 måneders mellemrum i 1965.
Der var det hele på de plader, alle følelserne, glæde og vrede, forventninger, kærlighed og skuffelser, og hva’ pokker var en Tambourine Man for noget? Det var svært at forstå for en ung dreng på Vesterbro i København, men det lød godt. Og da jeg så fandt ud af, at det også var Bob, der havde skrevet Blowin’ in the wind, kendte min begejstring ingen grænser.
Dylan har udgivet bøger, bl.a. den mageløse selvbiografi Chronicles. Hans malerier har været udstillet på fornemme museer og gallerier verden over. Han har været en fantastisk radiovært
Man sku’ ha fat i en guitar og lære et par akkorder, og så sku’ man øve sig i at synge, li’som Bob, sådan lidt gennem næsen og hive i ordene, så de næsten gik over på midten, li’som Bob gjorde. Der har endda været perioder i mit dengang unge liv, hvor jeg ønskede, at jeg havde jødiske træk og et stort krøllet hår, li’som Bob, men sådan sku’ det ikke være. Jeg ku’ da i det mindste altid gå med solbriller, li’som Bob.
Jeg blev voksen, mens Dylan sang for mig og tusinder andre. Han var en slags storebror, der ku’ gennemskue det hele. Bob havde tænkt, følt og sanset det hele. Jeg har lyttet til ham, lige siden jeg var ung. Jeg lytter stadig, og en ny udgivelse fra ham er som at blive ringet op af en kær ven, der lige fortæller, hvordan det går. Hvordan har Bob det mon, tænker jeg, mens jeg lytter til hans sange, og hvordan har jeg det mon selv?
Indimellem har hans plader været en ørkenvandring. Der har ikke rigtig været noget at ringe hjem om, og stemmen, ja, den er jo lidt personlig, men så pludselig hører jeg et eller andet i en af hans sange, der rammer lige de tanker, jeg tumler med den dag. Selv i hans ny-kristne periode, hvor det var meget svært at ligge i baghjul på His Bobness, var der fuldtræffere, f.eks. Every Grain of Sand – jeg kan nemlig altid stole på Bob.
Jeg tror, Dylan har betydet noget for alle sangskrivere og musikere, der har lavet musik i de sidste små tres år. De har alle spillet med ham – Clapton, Neil Young, Joan Baez, George Harrison, Paul Simon, Santana, The Grateful Dead, ja man kunne blive ved. Desuden er verden fyldt med Dylankloner og Dylan wannabees – men husk lige: Ingen synger Dylan som Dylan.
Jeg skal i hvert fald sidde med en stor Rubinsteinlagkage med 80 lys og en stærk kop kaffe og spille alle mine yndlingsnumre
Dylan har postet LP’er og CD’er ud i stort set alle genrer: Folkesange, protestsange, rock, blues, gospel, jazz, crooner, Americana osv. Hans sange er fortolket og mistolket på tusinde måder og på talløse sprog. Supergruppen Traveling Wilburys bestod af George Harrison, Jeff Lynne, Tom Petty, Roy Orbison og ikke mindst Bob Dylan, og de skabte et enestående udråbstegn i populærmusikkens historie.
Han har indspillet film, han har skrevet, instrueret og selv spillet hovedrollen i filmen Renaldo and Clara. Spillefilmen I’m Not There skildrer forskellige sider af Dylans liv og persona, og dokumentarfilmen af Scorsese, No Direction Home, er et must for alle musikinteresserede.
Dylan har udgivet bøger, bl.a. den mageløse selvbiografi Chronicles. Hans malerier har været udstillet på fornemme museer og gallerier verden over. Han har været en fantastisk radiovært i udsendelsesrækken Theme Time Radio, og et af hans nyere projekter er whiskeymærket Heaven’s Door.
https://www.youtube.com/watch?v=qf5eEVkbF9Y
Bob Dylan er blevet hyldet med alverdens musikpriser. Han har fået en Oscar, han er ridder af den franske æreslegion og æresprofessor ved forskellige universiteter. Obama tildelte ham The Presidential Medal of Freedom, og helt fortjent og fantastisk fik Bob Dylan Nobels Litteraturpris i 2016.
Han har givet et legendarisk anti-interview til Mette Fugl, han har i alle årene nægtet at leve op til sin egen berømmelse, og når der ikke raser en pandemi, er Bob stadig ude på landevejene på sin Never Ending Tour, og her i maj måned har han fødselsdag.
Bob Dylan fylder 80 år i dag, den 24. maj 2021. Det er vel lidt voldsomt at udnævne dagen til en helligdag, men jeg skal i hvert fald sidde med en stor Rubinsteinlagkage med 80 lys og en stærk kop kaffe og spille alle mine yndlingsnumre blandt de mere end 5-600 sange, han har skrevet, om det så skal ta’ mig hele natten.
Tillykke med dagen, Bob, jeg håber, du “en gave får – med dejlig chokolade og kager til”.
LÆS MERE I POV OM DYLAN 80 ÅR HER
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF JENS ULRICH HER
Topillustration: Happy Birthday, Bob Dylan – og tillykke med de 80 år. Kollage af Jens Ulrich, www.dizzybild.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
