Søndermarken på Frederiksberg var forleden stedet for den første udgave af Ungdommens Folkemøde. Lars Luplau var med. Arrangementet har potentiale til at blive noget stort, men det kræver, at begivenheden også når unge uden for København. Under alle omstændigheder synes han, at unge mennesker, der brænder for en sag, er fantastiske.
Ved folkemødet i Allinge har de unge tidligere samledes ved havnen for at sejle til Christiansø og afholde Ungdomsmødet. I år har folkene bag det initiativ, med Ungdomsbureauets stifter, Olav Hesseldahl, i spidsen, skruet op for ambitionerne. Ønsket var at samle landets ungdom til en todages demokratifestival i København.
Jeg talte med Hesseldahl inden Ungdommens Folkemøde for at høre om tankerne bag opgraderingen af arrangementet. Han er fuld af energi. Af den udfarende slags, som får ting til at ske. Men han er også en ung intellektuel med bogudgivelser, debatindlæg og kronikker bag sig. Og så er han velbevandret i dansk folkeoplysnings historie, og trækker gerne Grundtvig og Hal Koch frem, når han skal forklare om tankerne bag satsningen i Søndermarken:
”Vi skal tale sammen. Alle sammen. Sociologen Henrik Dahl sagde engang, at da Storebæltsbroen stod klar, mistede vi som nation et sted, hvor alle kunne mødes, nemlig på Storebæltsfærgen. Det var det sidste sted, hvor vi alle høj som lav var nødt til at være sammen. Vi vil gerne være en slags Storebæltsfærge for ungdommen. Her skal vi påvirke ungdommen, så de i praksis lærer den grundtvigske oplysning at kende”, lyder det.
Da Olav Hesseldahl giver svaret på, hvorfor man ikke kunne være Storebæltsfærge på Christiansø, kommer jeg til at tænke på en præst, der engang fortalte mig, at han havde afvist et tilbud om at blive præst i en valgmenighed, fordi han ville komme til at savne de ugudelige. For den unge filosof er det nemlig vigtigt, at også de unge, der ikke selv mener, at de har brug for en masse praktisk træning i demokrati, kommer med:
”På Bornholm var det i stort omfang unge, som i forvejen havde engageret sig i politik, som vi fik fat i. Vi har som nævnt en ambition om at få fat i alle. Derfor har vi allieret os med uddannelsessteder og skruet et program sammen, der er så godt og relevant, at skolerne mener, at deres studerende skal med. Så nu flytter vi hjemmefra”.
Høje krav til programmet
Arrangørerne kan godt se faren ved at deltagerne skal trækkes til begivenheden, i stedet for at de selv vælger den til:
“Vi får alle med ved, at de får registreret fravær fra deres uddannelse, hvis ikke de kommer. Vi er meget bevidste om, at det forpligter os til at gøre indholdet relevant og spændende. Alt, hvad der foregår, skal appellere til de unge. Men indholdet og dybden skal også være i orden. Vi ved godt, at det kan generere modstand hos de unge, når det er obligatorisk at deltage, men det skal være så godt, at de bliver begejstrede på trods af den modstand”.
Vi skal tale sammen. Alle sammen. Sociologen Henrik Dahl sagde engang, at da Storebæltsbroen stod klar, mistede vi som nation et sted, hvor alle kunne mødes, nemlig på Storebæltsfærgen. Det var det sidste sted, hvor vi alle høj som lav var nødt til at være sammen. Vi vil gerne være en slags Storebæltsfærge for ungdommen. Her skal vi påvirke ungdommen, så de i praksis lærer den grundtvigske oplysning at kende – Olav Hesseldahl
Lad det være sagt med det samme: Når man tænker på, at det var første udgave af begivenheden, kan man kun være imponeret af programmet. De helt store navne fra den politiske verden lagde alle vejen forbi, og rundt omkring hos stadeholderne foregik der så mange debatter med relevans og substans, at man ikke var i tvivl om, at nogen havde gjort sig endog meget umage for at få Ungdommens Folkemøde i stand.
Programmet på de to scener kan heller ikke roses nok. Der foregik ting, der var underholdende, inddragende og til tider så rørende, at ungdommens naturlige distance til det, som er dikteret af voksne, virkede helt overkommelig.
På et tidpunkt stod jeg tilfældigt blandt en flok gymnasieelever. Jeg fortalte dem, at jeg ville skrive om begivenheden, og da jeg spurgte om deres mening, skiftede de omgående modus og agerede med et, som var de ungdomspolitikere, der skulle interviewes til DR2’s Deadline. Jeg bad dem i stedet, om at tale med hinanden om deres mening om ungdomsfolkemødet, mens jeg lyttede, og forsikrede at ingen ville blive citeret med navn.
Deres meninger delte sig i to. Den ene, som deltes af langt hovedparten, var, at det var en fantastisk måde at være i skole på. Tænk at få registreret fremmøde for at være til så hyggeligt og interessant et arrangement – september viste sig fra sin allerbedste side med sol og 25 grader.
Den anden opfattelse blev delt af et mindretal. Her fandt de unge, at det hele var spild af tid, de ville hellere have haft fri, når de nu ikke skulle i skole. Da prøvede jeg at introducere Olav Hesseldahls ambition om at involvere også de unge, som ikke af sig selv ville opsøge demokrati-events som dette. Her stødte jeg på den holdning, at lige meget, hvad der var foregået i Søndermarken, så findes der i den danske gymnasieungdom elever, der hellere vil havde fri.
Deltagere fra øverste hylde
Og det er beklageligt, for de stikprøver, jeg foretog på debatter og arrangementer hos stadeholderne, viste igen, at niveauet var imponerende højt. Debatterne blev professionelt modereret, og der var indkaldt fagfolk fra øverste hylde. Jeg satte mig ned for at høre en meget veltilrettelagt debat om unge med kroniske sygdomme. Læge Kirsten Boisen fremførte et argument, der ganske vist handlede om sundhedssektoren, men somogså kan udbredes til at gælde som forklaring på, hvorfor vi har brug for et folkemøde kun for unge:
”Det specielle ved unge er, at de ikke er voksne. Jeg prøver at udbrede denne viden blandt kolleger. Når vi taler med unge, er det det eneste tidspunkt, hvor vi ikke taler med voksne. Når patienten er et barn, er det meste af dialogen med forældrene”.
Af resten af debatten kunne man uddrage, at der i høj grad er brug for at nå til samme erkendelse i undervisningssektoren, hvor de unge ifølge deres beretninger ofte bliver mødt med skepsis og mistænksomhed. Unge mennesker, der brænder for en sag, er ikke til at stå for. Og disse unge, der af omstændigheder uden for deres egen kontrol, er blevet pålagt en sag, var ingen undtagelse.
De ligeglade og dem med en sag
Andre unge er ligeglade. Til dem havde den unge feminist, skribent og aktivist Emma Holten dedikeret sin tale fra Store Scene, hvor hun under overskriften Hvad kæmper du for? efterfulgte iværksætteren Simon Lajboschitz og digteren Casper Eric:
”Jeg kan virkelig godt forstå jer, der er ligeglade, for jeg har selv været sådan. Indtil jeg blev tvunget til at være politisk”.
En hacker havde fundet og udbredt nøgenbilleder af Emma Holten, og pludselig var det at være ligeglad, ikke længere en mulighed for hende. Man kunne sagtens tage sig selv i at synes, at hun skruede lidt rigeligt op for patos, men når man orienterede sig blandt publikummet den fredag i Søndermarken, blev man lidt desillusioneret. Det forekom for nogle af drengene stadig vigtigere at positionere sig socialt ved at råbe ting som: ”send os nudes” efter Emma Holten, end at udvise bare antydningen af respekt for et menneske, der befandt sig 30 meter væk. Så når man hurtigt den erkendelse, at hendes sag er så vigtig, og at kampen så langt fra er overstået, at man tillader hende alle de appelformer, hun måtte finde egnede for at få budskabet frem.
Netop at trænge igennem til de ligeglade er grunden til, at Ungdommens Folkemøde ikke bare blev på Bornholm. Når jeg talte med stadeholderne og specielt ungdomspartierne, var deres indtryk også, at publikum i Søndermarken var meget forskelligt fra det, som man møder i Allinge. Det generelle indtryk var, at man var kommet i kontakt med rigtig mange unge, som ikke af sig selv ville have opsøgt det møde.
En københavner-event
Jeg underviser i journalistik og medier på en efterskole og havde naturligvis sendt mine egne elever i Søndermarken. De har også fortalt mig om et vedkommende program, og ud fra deres udsagn tror jeg ikke, man skal undervurdere signalværdien i, at statsministeren og stort set hele rækken af partiformænd lagde vejen forbi. Det giver et skær af vigtighed og seriøsitet, som fanger de unge mennesker.
Til gengæld var der ikke meget Storebæltsfærge over Ungdommens Folkemøde. Snarere kunne det sammenlignes med en samling robåde fra den nærliggende Frederiksberg Have. Første udgave var i den grad en københavner-event og her er et udviklingspunkt, som Olav Hesseldahl og de andre arrangører skal tage alvorligt, hvis de på sigt vil stå for en event, der har samme nationale relevans som det ”rigtige” folkemøde.
Alt i alt kom initiativet imidlertid fremragende fra start og kan sagtens udvikle sig at have samme betydning for ungdommen, som Folkemødet har for det politiske Danmark. Men man skal altså have hele landet med.
Bærende foto: Emma Holten på Ungdommens Folkemøde. Foto: Sarah Jûrgens
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her