På randen af et nervøst gennembrud: Sommer og Booksmart

Frederik Bojer Bové 29.06.2019

FILM // ANMELDELSE – Unge mennesker. De er fulde af liv, af idéer, af mærkelige ting som vi ældre ikke forstår. De er fulde af ting, der bare venter på at bryde frem. Sommer og Booksmart skildrer den her form for bristepunkt. Den ene fordi den handler om kunstnere før gennembruddet. Den anden fordi den selv er en form for kulturelt gennembrud – og en af de sjoveste film, jeg meget længe har set.

Da jeg kommer ud fra pressevisningen på Booksmart står der en gruppe yngre anmeldere i nærheden, og jeg overhører den ene sige ‘Den var helt vildt god, men det er nok en film, der bare får fire stjerner fra alle de gamle mænd.’

Og det går op for mig at jeg var næstældste mand i salen. Vores ungdom forsvinder hurtigt, pludselig står der nye parat til at tage over. Den elegiske fornemmelse skildrer Kirill Serebrennikovs Sommer ret godt. Der er et gammelt band, og så er der et nyt på vej frem.

Sommer

Kino og Victor Tsoi, det russiske rockband og dets frontfigur om hvem filmen Sommer kredser, er nogle af de største legender i russisk/sovjetisk musikhistorie. Når vi selv herhjemme ser biopics om snart sagt hver eneste danske musikstjerne, så kan det ikke overraske, at russerne laver den samme slags film.

Men Sommer zoomer ind på den helt tidlige periode, hvor bandet så småt fandt ud af, hvem de var, og skrev sangene til debutalbummet 45. Perioden flere år inden de blev stjerner, inden de blev ikoner, inden lyden blev poleret New Wave, mens indholdet omvendt blev mørkt, inden albummet og sangen Gruppa Krovi blev en ikonisk sang om krigen i Afghanistan – titlen betyder ‘blodtype’ og henviser til at soldaterne altid havde info om deres blodtype på sig, til hvis/når de blev skudt – inden Victor Tsoi gik til filmen med hovedrollen i filmen The Needle om narko-afhængighed, inden bandet havde en cameo i kultfilmen Assa, hvorfra sangen Peremen, eller ‘forandring’, blev en uofficiel ungdomshymne, og inden Tsoi døde i et trafikuheld blot 28 år gammel, kort tid inden Sovjetunionen gik i opløsning.

Det er altså et meget lille udsnit af historien, der zoomes ind på. Men det giver til gengæld mere plads til at putte historien i en tematisk ramme.

Sommer foregår i Leningrad – før og nu Sankt Petersborg – i startfirserne, mens Bresjnev stadig sad ved magten, og hele det sovjetiske samfund stagnerede. Men det er mindre vigtigt, for det er sommer, solen skinner, folk er unge og smukke, og bandet skal til at begynde. Her til at starte med er det dog ikke Kino, der står på scenen, men derimod det i dag mindre kendte band Zoopark med den karismatiske ‘Mike’ Naumenko i front. Zoopark stod for ret traditionel rock’n’roll, inspireret af folk som Lou Reed og Bob Dylan, hvilket var ganske ungdommeligt i startfirsernes Sovjet, men som selv Naumenko selv indrømmer nok ikke havde rykket stort i vesten. De minder mig lidt om Gasolin’, egentlig.

Selvom filmen finder sted i et repressivt diktaturs sidste dage og omhandler en gruppe ekstremt talentfulde mennesker, så begræder den stadig den ukomplicerede ungdom og det urealiserede potentiale.

Ind i miljøet vandrer to unge mennesker med akustiske guitarer og en række gode sange, mindre præget af amerikanske klichéer og tekstmæssigt mere baseret på en art mørk, sovjetisk samisdat-tilstand, fyldt med referencer til druk og nihilistisk livsførsel – de ender med at komme igennem censuren ved at insistere på, de er et satirisk komisk band – og lige så inspireret af post-punk og New Wave, som de er af de gamle klassikere.

Snart dukker trommemaskiner og glam-agtige kostumer op i en ret traditionel rockverden. Den karismatiske Victor Tsoi kan nærmest det hele, mens Naumenko må se mere kritisk på sin egen formåen. Og Naumenkos kone Natalia synes også den yngre musiker og sangskriver er enormt interessant, så et lille trekantsdrama udspiller sig der.

Det er et ret minimalt plot, der fortælles med elipser, spring i tid og sted og større fokus på sekvenser end på et samlet narrativ. Rundt om det garneres med f.eks to arketypiske figurer der kaldes ‘punk’ og ‘sceptic’, og som synes at repræsentere to forskellige aspekter af den kunstneriske skabelse. Og så er filmen fyldt med små musikalske mellemspil, dels selvfølgelig med sange fra Zoopark og Kino, men handlingen stopper også gentagne gange for at give plads til små fabulerende scener, hvor karakterer synger kendte vestlige sange som f.eks. Talking Heads’ Psycho Killer eller Iggy Pops The Passenger.

Det skal nok være de mest kontroversielle scener, de er til tider meget cute, men jeg aner samtidig en pointe om, at de her vestlige sange netop rammer noget som alle i Sovjetunionen, også de ældre, kan relatere til, mens de sovjetiske sange er censureret til en ubrugelig masse.

Sommer var 2018’s anden film om kunstnere i Bresjnev-perioden. Måske interessen kommer fra at være russisk instruktør i en ny repressiv periode.

En af de sange, der fremføres, er Mott the Hooples All the Young Dudes, der er skrevet af David Bowie. Teksten går ‘All the young dudes / Carry the news / Bugaloo dudes / Carry the news’ Det er lidt filmens tema. De her ‘young dudes’, Naumenko, Tsoi, alle deres bandmates og hele miljøet omkring, har ‘the news’, i det mindste for en tid.

Især Tsoi har nyhedens interesse, han stråler af kunstnerisk fornyelse. Naumenko, derimod, har måske lavet sin del af nyhedsarbejdet og er nu på vej til at blive irrelevant.

Det er en ganske elegisk film, hvilket den sort-hvide æstetik også fremhæver. Både Tsoi og Naumenko døde unge. Titlen, der på russisk såvel som i de engelsktalende lande lyder Leto, henviser til åbningsnummeret på Tsois posthume Sorte Album, hvis omkvæd lyder ‘Konchitsya Leto’ eller ‘sommeren er snart forbi’. Selvom filmen finder sted i et repressivt diktaturs sidste dage og omhandler en gruppe ekstremt talentfulde mennesker, så begræder den stadig den ukomplicerede ungdom og det urealiserede potentiale.

Sommer var 2018’s anden film om kunstnere i Bresjnev-perioden, efter at Aleksej German Jrs Dovlatov var i konkurrence i Berlin. Den kan nu ses på Netflix. Måske emnet kommer af at være russisk instruktør i en ny repressiv periode.

Man kan i hvert fald godt have Kirill Serebrennikov mistænkt for at føle sig beslægtet med de unge punkere; han er på det seneste blevet kendt som et af Putin-systemets mest berømte ofre. Instruktøren har kritiseret invasionen af Krim-halvøen, såvel som undertrykkelsen af homoseksuelle, og endte i 2017 i husarrest på baggrund af, hvad der ligner frit opfundne anklager. Han er dermed, lidt uforskyldt, blevet en af Ruslands mest kendte instruktører.

Serebrennikov er oprindelig teaterinstruktør og har måske nok stadig haft sine største successer inden for den kunstart. Jeg må indrømme, jeg finder hans film en smule haltende. Film som Betrayal, en indviklet fortælling om bedrag og utroskab, og The Student, om en ung fanatisk kristen mand der begynder at gøre oprør mod sin klasselærer, er en smule præget af fortænkte karakterer og stilistiske træk, der mere gør opmærksom på sig selv end tilføjer filmene noget afgørende nyt.

Det sidste kan man også lidt sige om Sommer, hvis idéer i meget høj grad minder om Michael Winterbottoms 24 Hour Party People, omend nu i sort-hvid. Men omvendt er miljøskildringen flot lavet, karaktererne føles ægte, og den elegiske tone føles smuk og unik.

Og så gør det ikke noget, at Kinos album 45 faktisk er virkelig godt og fortjener at blive kendt i Danmark. En art postpunket folk for to akustiske guitarer og trommemaskine med en ret mærkelig produktion og satiriske tekster. Godt at have en film om det album.

Booksmart

All the Young Dudes er en ret god sang, der beskriver fornemmelsen i Sommer ret perfekt, men der er et ret åbenlyst problem ved hele den idé: Hvorfor er det kun ‘dudes’ den handler om?

‘Dudes’ har måske bragt den nye boogaloo op igennem historien, men sådan er det ikke længere, og det kan man forvisse sig om ved at se Olivia Wildes fremragende ungdomskomedie Booksmart. To unge kvinder, den ene fast opsat på at blive den yngste højesteretsdommer nogensinde, den anden måske mere interesseret i at udforske sin queer side, beslutter sig til at have den vildeste fest natten inden, de bliver færdige med gymnasiet.

Sådan lidt à la den film Richard Linklater lavede om halvfjerdser-dudes med Dazed & Confused. Men bare, du ved, relevant. Ikke nostalgisk og reaktionær. Relevant.

Booksmart kender sin samtid og sine karakterer helt utrolig godt. Der er en scene, hvor en ung mand forsøger at imponere de to kvinder, og det gør han ved at ‘komme til’ at sætte Sheryl Sandbergs Lean In på som lydbog mens han kører dem rundt, og forklare, det var lige, hvad han lyttede til, fordi han er så interesseret i stærke kvinder. Så mange lag i den joke, ikke mindst af ‘white feminisim’ og hvad mænd tror vil interessere moderne feminister.

Men er det ikke kun indhold, hvad med kunst og æstetik? Er det ikke sådan noget med, at en film er vigtig, frem for god. Ah, men de to ting hænger ofte sammen.

Hvis nu man kender sit miljø til fingerspidserne, og kender sin målgruppe til fingerspidserne, og kan kommunikere miljø, karakter og detaljer blot ved at antyde dem, så bliver der et overskud. Et filmisk overskud.

Der er en helt forrygende scene cirka to tredjedele ind i filmen, hvor de to hovedpersoner begynder at skændes, og kameraet bare bliver hængende og glider fra person til person. Det er et ret ufatteligt klip, meget langt i forhold til hvor lange klip generelt er i mainstream-film, og det holder fokus på de to hovedpersoner, mens baggrunden forbliver ude af fokus. Og i baggrunden kan man se, at der kommer flere og flere skinnende lys, og selvom man ikke kan se detaljer, så er det uden tvivl fordi de andre gæster begynder at tænde for kameraerne på deres mobiltelefoner. En anmelderkollega fremhævede over for mig hvor fantastisk det er, at det ikke behøver skæres ud i pap, at deres jævnaldrende kammerater begynder at filme skænderiet, men at vi bare kan se lysene i baggrunden. Og ja, det er fremragende, ikke mindst fordi det bliver så fabelagtigt, hjerteknusende, emotionelt, æstetisk en scene.

Sådan er det, når man virkelig kender sit miljø. Så behøver man ikke forklare alting. Så kan man bare lade det forblive i baggrunden, forblive gnidret, mens man fokuserer på andre ting. Det giver et æstetisk overskud.

Film er faktisk et ret krævende medie, der er utrolig mange ting, der gerne skal forklares. Grunden til at så mange mainstreamfilm ligner hinanden, det er i høj grad fordi, de gængse skemaer for at lave en film – at starte med et skud af hele scenen og så zoome ind på detaljer, eller at klippe frem og tilbage mellem folk i hvad man kalder for shot/reverse shot – er ekstremt effektive til at give information til publikum, så hvis man har meget der skal forklares, så er det en måde man kan gøre det på, uden at filmen bliver for lang.

Det er en af de sjoveste film, jeg meget længe har set – omend jeg også som regel vælger den tyrkiske langfilm frem for den næste Hollywood-komedie.

Men hvis nu man kender sit miljø til fingerspidserne, og kender sin målgruppe til fingerspidserne, og kan kommunikere miljø, karakter og detaljer blot ved at antyde dem, så bliver der et overskud. Et filmisk overskud. Så behøver man ikke vælge de filmiske løsninger, der er mest effektive, så kan man blive hængende. Booksmart er den slags film med filmisk overskud.

Den kan virkelig meget. Det er en af de sjoveste film, jeg meget længe har set – omend jeg også som regel vælger den tyrkiske langfilm frem for den næste Hollywood-komedie. Alligevel, jeg har set mange komedier, og jeg har sjældent grinet så meget, som jeg gjorde her.

Det bør også fremhæves, at det meget lange skænderi naturligvis også kan lade sig gøre, fordi de to hovedrolleindehavere, Kaitlyn Dever som Amy og Beanie Feldstein som Molly, er aldeles fremragende og håndterer alt, hvad manuskriptet kaster i hovedet på dem af pinlige og komiske optrin ganske fortrinligt. Dever kendte jeg fra tv-serien Justified, Feldstein var med i Lady Bird, men forhåbentlig bliver Booksmart et gennembrud for dem begge. Og for Olivia Wilde. Det er en fremragende film.

Måske er det på tide at lade nogle andre end ‘young dudes’ danse boogaloo for en tid. Det er år siden jeg sidst har set den blive danset så godt.

Fotocredits: Sommer: Angel Films. Booksmart: SF Studio

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.