VALG I LIBANON // TEMA – Det lille land, som i fordums tid blev kaldt Mellemøstens Paris, gennemlever i disse år et smertefuldt mareridt i form af et nærmest totalt kollaps. Landet med kun 6 mio. indbyggere gik til valg søndag – og man forsøger stædigt at holde fast i at ville demokratiet.
I en region med overvejende muslimske nabolande, er Libanon hjemsted for et hav af forskellige forgreninger og orienteringer indenfor de store religioner – her er alt fra græsk ortodokse, koptere, drusere, protestanter, maroniter samt ikke mindst shia- og sunnimuslimer. Overordnet set udgør den kristne befolkning ca. 33 % og den muslimske ca. 61% – sidstnævnte nogenlunde ligeligt fordelt mellem sunni – og shiamuslimer.
Kunsten at skabe en fælles national identitet
Og netop religion spiller en rolle i landets parlamentariske system. Libanons politiske system er baseret på såkaldt konfessionalisme, en sekterisk styreform, hvor politiske og institutionelle magtstrukturer er fordelt mellem de religiøse samfund i landet.
Således vil premierministerposten altid tilgå en sunnimuslim, præsidentposten til en kristen maronit, og parlamentets formandspost til en shiamuslim. Denne fordelingsnøgle, som er baseret på en noget kontroversiel national aftale indgået i 1943, Den Nationale Pagt, har helt konkret til formål at tilgodese de religiøse samfund i landet, at skabe balance mellem de religiøse grupper, samtidig med at forsøge at skabe en overordnet, fælles national identitet, uafhængig af religiøse observanser.
Det parlamentariske sekteriske system skaber og fastholder nogle skævvridninger, som får sociopolitiske konsekvenser, først og fremmest for de svageststillede i samfundet
Omend selve princippet om at tilgodese alle religioner i det politiske system kan lyde sympatisk, vidner landets historie om, at virkeligheden kan være en anden. For hvad der i teorien kan synes at sikre stabilitet i et splittet land, kan nemt blive vingeskudt af andre udefrakommende faktorer, blandt andet hvis den demografiske balance bliver forskudt.
Baggrunden for den libanesiske borgerkrig i 1975
Det var tilfældet i 1970’erne, hvor der var stor udvandring fra de kristne samfund i landet, hvilket faldt sammen med et højt indtag af palæstinensiske muslimer på flugt efter at Israel havde besat Vestbredden i 1967. En højere fødselsrate blandt de palæstinensiske flygtninge medførte en ændring i den demografiske balance til fordel for den muslimske befolkning, som dermed voksede procentuelt i forhold til den kristne del af befolkningen.
Men det betød ikke en ændring i fordelingsnøglen af regeringsposter. Det hidtidige fordelingssystem blev fastholdt. Den muslimske befolkning kritiserede de kristne for at fremme egne økonomiske interesser på bekostning af muslimerne, herunder den shiamuslimske del af befolkningen, som stadig udgør en af de fattigste grupper i landet. Og dermed var kimen lagt til, hvad der udviklede sig til en sønderrivende borgerkrig fra 1975 til 1990.
Dermed fik borgerkrigen et religiøst udtryk, som i virkeligheden dækkede over en række sociopolitiske årsager, som kunne være undgået, hvis det ikke havde været for gængs korruption og dårlig regeringsledelse
Det parlamentariske system blev dermed på paradoksal vis årsagen til selve borgerkrigen. For de forskellige religiøse samfund har levet fint side om side. Man kan vel nærmest sige, at det mangfoldige religiøse liv er en del af Libanons DNA. Men det parlamentariske sekteriske system skaber og fastholder nogle skævvridninger, som får sociopolitiske konsekvenser, først og fremmest for de svageststillede i samfundet.
I netop den sammenhæng blev religion et magtfuldt våben at bruge. Og dermed fik borgerkrigen et religiøst udtryk, som i virkeligheden dækkede over en række sociopolitiske årsager, som kunne være undgået, hvis det ikke havde været for gængs korruption og dårlig regeringsledelse.
Hvis man vil vide mere om selve konstruktionen af det libanesiske valgsystem og parlamentariske forhold, kan man se med her:
Borgerkrigens afslutning i 1990 byggede på endnu en aftale, den såkaldte Taef aftale, indgået i al Taef i Saudi Arabien i 1989. Den tager specifikt udgangspunkt i, at den sekteriske styreform skal afskaffes, og at Libanon på sigt skal være en sekulær stat uden hensyntagen til religiøse observanser. Svagheden ved aftalen er imidlertid, at den ikke indeholder en tidshorisont herfor. Det er en kendsgerning, at det sekteriske system endnu ikke er afskaffet.
Således huser Libanon 1.7 mio flygtninge fra Syrien og er dermed det land i verden, der har flest flygtninge pr. indbygger
De fleste libanesere vil formentlig i dag fortsat sige, at religion ikke spiller nogen rolle i dagens Libanon. At korruption, inflation, elendig regeringsledelse, stigende priser og manglende medicin og hospitalspersonale fylder langt mere. Men selve grundlaget for denne elendighed er ikke desto mindre at finde i konstitutionens fastholdelse af det sekteriske system. Og før landet får gjort op med dette system, vil de symptomatiske dårligdomme blive ved med at eksistere.
International bistand til det nødstedte land
FN har senest vurderet, at mindst 2,5 millioner mennesker i Libanon har brug for akut humanitær bistand.
EU har senest i april doneret 20 mio. euro til humanitær nødhjælp til de svagest stillede og flygtningene i Libanon. Donationen skal ses i lyset af de seneste to års krise i landet, som blot er yderligere forværret af krigen i Ukraine, idet Libanon hidtil har importeret 96% af dets hvede fra henholdsvis Ukraine og Rusland
Samtidig har Frankrig og Saudi Arabien for nylig doneret 30 mio. US dollars. Det er i den store sammenhæng meget små beløb, landets krise taget i betragtning. Og hverken 20 mio. euro fra EU eller 30 mio. dollar fra Frankrig og Saudi Arabien vil kunne afhjælpe den monumentale katastrofetilstand, landet befinder sig i.
Fattigdommen er steget drastisk siden 2020. Nu anses 74% af landets befolkning for at leve under fattigdomsgrænsen mod tidligere 55%.
Den syriske borgerkrig, der startede i 2011, har tillige sat sit aftryk på Libanon, med en massiv flygtningestrøm til landet. Således huser Libanon 1.7 mio flygtninge fra Syrien og er dermed det land i verden, der har flest flygtninge pr. indbygger.
Men allerede før eksplosionen på havnen i Beirut i august 2020, oplevede landet store protestdemonstrationer. I 2019 gik folk på gaden i frustration over den daværende regerings ledelse, korruption, inflation og stigende priser på forbrugsgoder.
Da regeringen fremsatte lovforslag om en månedlig skat på 6 dollar for brug af mobil-apps, blev det tilsyneladende den udløsende faktor for demonstrationer over hele landet. Ikke så meget på grund af selve lovforslaget, men fordi dette kom til at udløse en generel frustration over landets magthavere og disses mangelfulde håndtering af landets økonomiske situation.
Det var således situationen i 2019, som desværre kun blev yderligere forværret af eksplosionen i august 2020. Siden da har landet befundet sig i en dramatisk, nedadgående spiral.
Manglende skolegang og brain drain
Derudover har landets økonomiske krise medført, at mindst 700.000 skolebørn ikke har haft adgang til skolegang – i nogle tilfælde i op til de seneste tre år.
Mange skoler har afvist både syriske flygtningebørn og lokale libanesiske børn i skolealderen under henvisning til, at skolerne ikke har kapacitet til dem.
Med covid19-lukning af skoler og en efterfølgende, nærmet permanent lærerstrejke har ført til, at alt for mange børn er faldet ud af skolesystemet. Den økonomiske krise har forårsaget, at den gennemsnitlige lærerløn nu er nede på ca. 100 US dollar om måneden. En løn så lav, at lærere ikke har råd til at betale for benzinen til at komme på arbejde.
De stigende energipriser har også medført, at forældre ikke har råd til transport til at få deres børn i skole. Selvsamme skoler har ikke råd til at varme bygningerne op endsige betale for elektricitet, så skolerne kan fungere i det daglige.
Den manglende skolegang medfører en forværring for børns livsvilkår i landet. Det ses først og fremmest som en stigning i børnearbejde. UNICEF taler om en stigning på 45 % under krisen. Endvidere ses en stigning i såkaldte børneægteskaber blandt de syriske flygtningegrupper, samt misbrug af mindreårige. En nyligt afholdt EU-konference i Bruxelles afsatte 50 mio. euro til syriske flygtninge i Libanon.
Dødeligheden blandt gravide kvinder er tredoblet siden 2020 grundet manglende hospitalspersonale og ringe hospitalsfaciliteter. Førstnævnte på grund af et massivt brain drain. Landets læge- og sygeplejeuddannede tager til udlandet i stedet. Og kvaliteten er blevet stærkt forringet, fordi hospitalerne ikke har råd til at have elektriciteten kørende, og kun kan tage akutpatienter ind.
Det er med andre ord et land, der på alle målelige parametre er i knæ. Et land, der med søndagens valg skal finde en udvej ud af den afgrundsdybe krise, man befinder sig i.
Håb for fremtiden?
Elendighederne til trods synes der at spire et håb for landets fremtid blandt den yngre generation. Et rekordhøjt antal unge kandidater, helt præcis 88 kandidater under 35 år stillede op til landets parlamentsvalg i håb om at kunne bryde med mange års politisk nepotisme.
Det er ikke kun nutidens yderst presserende kriser – og de er mange – de skal forholde sig til. Det er også fortidens spøgelser og fremtidens skrækscenarier
Kynikere kalder de unges parlamentsdrømme for illusoriske, men mange henviser til, at netop fordi landets nuværende situation synes så håbløs, ser disse unge kandidater ingen anden udvej end at stille op for at kunne være med til at påvirke udviklingen i den rigtige retning. Netop i den unge del af befolkningen synes der at herske en forståelse af, at det er nu, man skal handle, hvis landets skrøbelige demokrati skal overleve.
Landets store grupper af udvandrede libanesere har tillige afgivet deres stemmer til valget. En rekordhøj valgdeltagelse i denne gruppe vidner om et engagement og et ønske om ændringer. Hvorvidt dette vil have en reel indflydelse på det endelige valgresultat afhænger af fordelingen i de enkelte valgkredse.
Uanset hvem vinderne af søndagens valg bliver, har de 128 parlamentsmedlemmer en monumental opgave foran sig. Det er ikke kun nutidens yderst presserende kriser – og de er mange – de skal forholde sig til. Det er også fortidens spøgelser og fremtidens skrækscenarier. Der er nok at tage fat på.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
