DEN IRANSKE TRUSSEL // ISRAEL – Der skulle gå en hel måned, før Joe Biden ringede til Benyamin Netanyahu. Der samler sig altid stor opmærksomhed om, hvilke udenlandske ledere, en nyindsat amerikansk præsident vælger at kontakte først, for dette giver nogle klare indikationer af præsidentens vægtning af de forskellige internationale dagsordener. Både Barack Obama og Donald Trump havde således den israelske premierminister som topprioritet. Biden var derimod hurtig til at ringe til London, Berlin og Moskva, og at Biden lod Netanyahu vente så længe på den attråede telefonsamtale fra Det Hvide Hus giver nogle klare signaler.
TEL AVIV – Der kan være flere grunde til, at den israelske leder således er blevet forbigået af Joe Biden. Det er en nærliggende tanke, at Biden muligvis ønsker at lægge en vis afstand til Netanyahu, som nok var blandt de internationale ledere med den tætteste tilknytning til Trump.
Som udgangspunkt mener han, at man lige så godt kan indse, at iranerne sigter på at blive en atommagt, og at dette vil ske, uanset om der er sanktioner eller ej
Biden har også flere gange meddelt, at han ønsker at genstarte dialogen med palæstinenserne, hvilket også forudsætter en vis afstand til Israels nuværende nationalkonservative regering. Men først og fremmest ligger det i kortene, at Biden ønsker fornyet amerikansk tilslutning til den såkaldte atomaftale med Iran, som Trump formelt trak USA ud af i maj 2018.
Den iranske trussel
I sin tid var Netanyahu blandt de første til at lovprise Trumps initiativ. Netanyahu havde stillet sig kritisk til aftalen, lige siden Barack Obama fik den på plads i juli 2015, og han har efterfølgende benyttet stort set enhver mulighed til at omtale den trussel, som de iranske atomprogrammer angiveligt skal udgøre for både Israel og store dele af Mellemøsten.
Argumentationen lyder, at aftalen var alt for blød i sine formuleringer. Den tjente kun til at udskyde det tidspunkt, hvor iranerne er i stand til at fremstille brugbare atomvåben, hvorimod de skrappe sanktioner, som Trump pålagde Iran, ville udsulte Iran i en grad, at atomprogrammerne måtte skrinlægges.
under de givne forhold gør man ikke desto mindre bedst i at få aftalen med Iran på plads igen, og i det hele taget revurdere hele trusselsbilledet i forbindelse med de iranske programmer
Ori Nissim Levy deler ikke helt denne opfattelse. Han kan se tilbage på en lang karriere i det israelske forsvar, og i dag arbejder han som selvstændig forsker med speciel interesse for den strategiske tænkning bag atomvåben. Han er formand for World Nuclear Forum, også kendt som WNF-193, hvilket er en international sammenslutning af forskere på området.
”I forbindelse med Bidens tiltræden har den iranske leder, Ali Khamenei, flere gange udtalt, at Iran ikke har tænkt sig at standse berigelsen af uran, med mindre sanktionerne bliver hævet,” siger han. ”Overfor dette står Biden, der allerede har erklæret, at sanktionerne først vil blive hævet, i det øjeblik, iranerne er holdt op med at berige uran.”
Som udgangspunkt mener han, at man lige så godt kan indse, at iranerne sigter på at blive en atommagt, og at dette vil ske, uanset om der er sanktioner eller ej. Og hvad dette angår, har sanktionspolitikken været en kolossal misforståelse. Den iranske befolkning har lidt under sanktionerne, men meget tyder på, at berigelsen af uran er fortsat upåvirket af det ydre pres.
At se endnu en atommagt komme på verdenskortet er naturligvis en bekymrende udvikling, men under de givne forhold gør man ikke desto mindre bedst i at få aftalen med Iran på plads igen, og i det hele taget revurdere hele trusselsbilledet i forbindelse med de iranske programmer.
Da aftalen blev indgået i 2015, var det målsætningen at begrænse iranerne til uran med en berigelsesprocent på 3,67 og altså afholde dem fra at tage skridtet op til de 20 pct. Dr. Levy forklarer, at dette skridt er den afgørende fase og den teknologisk vanskelige og tidskrævende. Når man er kommet så vidt, er det en forholdsvis enkel sag at nå op på de 90 pct., der skal til for at fremstille atomvåben.
”I vores forum antager vi, at iranerne allerede har taget det vanskelige skridt, på trods af aftaler og sanktioner. Der er med andre ord god grund til at antage, at sanktionerne ikke har den tilsigtede effekt. Den iranske civilbefolkning lider, og oven i dette har pandemien ramt hårdt i Iran, men ikke desto mindre har vi sikre tegn på, at Iran har ressourcerne og ekspertisen til at fortsætte med berigelsen. Min konklusion er, at Iran ønsker atomvåben og at landet vil fortsætte med at berige uran, uanset forholdene.”
Sandhedens time
Han kalder den aktuelle situation for sandhedens time for Biden.
”Donald Trump opnåede at fremstå som den stærke og tilsyneladende handlekraftige leder ved at indføre sanktioner, men det var en yderst kortsigtet politik, som mest af alt er udtryk for ansvarsforflygtigelse,” tilføjer han.
I hans optik skaber det forskellige muligheder for handling. Set fra en rent militærstrategisk synsvinkel, har Iran kun én mulighed, for set fra Teheran gælder det om at komme ind i atomvåbenklubben. Det ses som den bedste vej til at bevare den regionale indflydelse, og på den led gælder det altså om at fremstille atomvåben, udelukkende for at have dem. Det svarer efter hans opfattelse lidt til Nordkorea.
Overfor dette giver det Biden fem forskellige valgmuligheder. Den ene er at lade situationen forblive uændret. Han kan dog også vælge at udvide sanktionerne, eller minimere dem. Som en fjerde mulighed står deciderede sabotagehandlinger mod de iranske programmer, hvilket også kan foregå i cyperspace eller ved attentater på iranske forskere med tilknytning til programmerne. Dette har israelerne allerede praktiseret. Og endelig er der den sidste mulighed – at gå i krig mod Iran for at få programmerne standset.
Retorikken får en del israelere til at frygte, at Iran har reelle planer om at sende atommissiler mod de israelske befolkningscentre, og det får dem til at slutte op om en leder som Netanyahu, der udtrykker vilje til at eliminere denne fare med en kontant militær indsats
”Det bedste vil naturligvis være at komme tilbage til forhandlingsbordet for at få aftalen på plads igen,” siger dr. Levy.
Men i samme åndedrag tilføjer han, at Biden forholdsvis enkelt kan tilføje aftalen et par elementer, der effektivt vil lukke luften ud af retorikken om den såkaldte iranske trussel. Ser man nemlig helt nøgternt på det israelske synspunkt, eksisterer der nemlig en iransk trussel, om end af en noget anden art.
Her er tale om den iranske støtte til det palæstinensiske Hamas, Hizbollah i Libanon og en række tilsvarende grupper. Det har ganske vist ingen direkte forbindelse til atomprogrammerne og er på det taktiske plan en relativt begrænset trussel, men en række stater i regionen betragter grupperne som en destabiliserende faktor. Ori Nissim Levy mener, at hvis man kunne få denne iranske støtte inkluderet i en revideret udgave af atomaftalen, vil der være endnu mindre grundlag for at tale om nogen iransk trussel.
Iranerne tænker klogt
Hvis Biden derimod ikke foretager sig noget, kan det føre ti,l at andre parter med direkte interesse i konfliktbilledet vil danne en alliance imod Iran. Konturerne til dette kan man allerede se i de normaliseringsaftaler, Israel indgik med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, og Saudi-Arabien kan også tænkes at tilslutte sig denne del af samarbejdet. Og som det politiske miljø ser ud i Israel lige nu, vil det kunne føre til forøgede israelske trusler om at skride ind militært.
Grundtanken er derfor, at det jødiske folk, som i denne tænkning svarer til Israel, skal eliminere en trussel, inden denne kan blive til en reel fare
Det er et effektivt skræmmebillede. Retorikken får en del israelere til at frygte, at Iran har reelle planer om at sende atommissiler mod de israelske befolkningscentre, og det får dem til at slutte op om en leder som Netanyahu, der udtrykker vilje til at eliminere denne fare med en kontant militær indsats. Allerede i 1981 bombede israelske jagerfly irakiske atomanlæg ved Osirak, og noget lignende kan sagtens lade sig gøre mod de iranske anlæg.
Begin-doktrinen
Denne operation er et af de klareste eksempler på den såkaldte Begin-doktrin. Den har navn efter Menachem Begin, der på det tidspunkt stod i spidsen for tidens Likud-regering. Det var Begin selv, der gav ordre til operationen.
”Begin stammede fra Østeuropa, og hans tænkning var dybt forankret i Holocaust,” forklarer Herzl Makov, der er direktør for The Begin Heritage Center i Jerusalem. ”Begin sagde vedholdende Never Again, aldrig mere, og i dette lå, at det jødiske folk aldrig mere skulle sidde en fare overhørig, som det var tilfældet i tiden før det nazistiske folkedrab.”
Herzl Makov ønsker ikke på nogen måde at sammenligne den iranske trussel med Holocaust, men siger at grundtanken ikke desto mindre er den samme. Grundtanken er derfor, at det jødiske folk, som i denne tænkning svarer til Israel, skal eliminere en trussel, inden denne kan blive til en reel fare.
Begin valgte ikke at fortælle Reagan noget, fordi han frygtede at få et nej fra Washington. Han var villig til at tage skraldet bagefter, hvilket er en vigtig del af hans doktrin. Men reaktionen kom ikke, før længe efter. Det var, da vicepræsident Dan Quayle mange år senere på et tidspunkt mødte Begin og trak ham til side. Well done, lød beskeden
”I begyndelsen af 1980’erne var der mange, der så de irakiske atomprogrammer som en trussel,” siger Yaakov Katz. Han er chefredaktør for dagbladet The Jerusalem Post, men har tidligere været korrespondent for Jane’s Defence Weekly og har skrevet flere bøger om militærstrategiske emner.
Katz tvivler på, at irakerne var ved at udvikle masseødelæggelsesvåben, der kunne true Israel. Den egentlige fare lå i, at hvis Irak opnåede atomvåben, ville andre lande i regionen ønske det samme, og det ville have ført til en dramatisk destabilisering af Mellemøsten. Angrebet på Osirak fandt sted, mens Irak var i krig mod Iran, og han fortæller at iranerne to gange havde forsøgt at rette angreb på reaktoren, forud for den israelske operation.
”Operationen var yderst risikabel,” forklarer Makov, der i 1981 var tjenstgørende officer ved den eskadrille, der stod bag operationen.
Angrebet blev udført af otte jagerfly, der i lav højde tilbage de 1000 kilometer fra hjemmebasen til Osirak. Dengang skulle piloterne have øjenkontakt med målet, så derfor blev operationen udsat to gange som følge af dårligt vejr i Irak. Det hele foregik i dybeste hemmelighed, hvilket er en integreret del af Begin-doktrinen. Det vil sige, at man end ikke informerede amerikanerne, hvilket ellers er den almindelige fremgangsmåde.
”Forud for angrebet havde præsident Reagan forsøgt at overtale Begin til at løse problemet ad diplomatisk vej, men det ville Begin ikke høre tale om,” forklarer Yaakov Katz videre. ”Men Begin valgte ikke at fortælle Reagan noget, fordi han frygtede at få et nej fra Washington. Han var villig til at tage skraldet bagefter, hvilket er en vigtig del af hans doktrin. Men reaktionen kom ikke før længe efter. Det var, da vicepræsident Dan Quayle mange år senere på et tidspunkt mødte Begin og trak ham til side. Well done, lød beskeden.”
Som Yaakov Katz ser det, vil dette næppe være tilfældet i dag. Begin-doktrinen lever i bedste velgående i Israels sikkerhedspolitiske ledelse, men ifølge Katz’ analyse regner man ikke med, at et præventivt angreb på de iranske anlæg vil kunne finde sted uden en skarp amerikansk reaktion.
”Desuden har iranerne taget ved lære af Osirak. De har placeret alle de vigtigste anlæg dybt under jorden, så de er meget vanskelige at angribe,” siger han.
Teheran ligger i en gryde
Ori Nissim Levy påpeger endnu en årsag til, at den iranske trussel nok kan betragtes som tom.
”Iranerne tænker klogt,” siger han. ”Jeg kan ikke forestille mig, at de retter fysisk angreb på Israel, og det hænger navnlig sammen med geografien.”
For at få størst mulig effekt skal en atombombe detoneres 600 meter over målet. Naturligvis vil en bombe over Tel Aviv anrette store ødelæggelser, men fordi byen ligger i fladt land, vil effekten relativt set være begrænset. Det samme gælder Jerusalem, som ligger på en bjergtop, hvor store dele af trykbølgen vil forsvinde ud i det blå.
Sammen med denne overvejelse ligger en iransk erkendelse af, at israelerne selv besidder atomvåben og vil være i stand til at rette et voldsomt gengældelsesangreb på Iran. Her ligger landets hovedstad, Teheran, omgivet af bjerge, og denne beliggenhed i en gryde gør byen til det ideelle angrebsmål. Som følge af geografien vil omfanget af ødelæggelser altså være stærkt asymmetrisk i iransk disfavør, og dette anser Ori Nissim Levy som det bedste argument for, at et iransk angreb aldrig vil finde sted.
Men dette eliminerer stadig ikke opfattelsen af Iran som trussel og brugen af dette element i den politiske retorik. Der er valg til det israelske parlament, Knesset, den 23. marts, hvilket kan være endnu en grund til, at Joe Biden endnu ikke har ringet til Netanyahu. Han ønsker muligvis ikke at give Netanyahu den hjælpende hånd i valgkampen, som en telefonopringning fra den amerikanske præsident kan være.
Tilsvarende interessant bliver det så, om Biden vil melde ud i Iran-sagen i en overskuelig fremtid, og dermed måske bidrage til at lukke luften ud af den iranske trussel. I den forbindelse kan det måske vise sig vigtigt, at Biden har udpeget Robert Malley til at føre forhandlingerne på USA’s vegne.
Malley har tidligere arbejdet tæt sammen med både Bill Clinton og Barack Obama, og han er kendt for sin store indsigt i mellemøstlige forhold. Det er imidlertid også en kendt sag, at Malley står på god fod med både Hamas og Hizbollah, og derfor vil han måske være mindre tilbøjelig til at lade disse omfatte af en revideret atomaftale, hvilket i Ori Nissim Levys optik netop er et vigtigt omdrejningspunkt for at aflede trusselsretorikken.
Artiklen er opdateret kl 14.35. Der havde sneget sig en fejl ind i en tidligere version. Reagans vicepræsident var naturligvis George H.W. Bush.
LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER HER
Topfoto: Som vicepræsident var Joe Biden på besøg hos Benyamin Netanyahu i Jerusalem i 2016. Hvordan vil de to fortsætte samarbejdet?
Fra U.S. Embassy, Tel Aviv
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her