Argentina

Er parallelsamfund altid af det onde? Historien om en ghetto af danske indvandrere i Argentina

i Kulturhistorie/Syd- og Latinamerika af
INDVANDRING // KRONIK  – Et af de største problemer i Danmark har, hvis man skal tro meningsmålinger og politikere, i årevis været indvandring, ghettoer og såkaldte parallelsamfund, derfor skal fx store dele af Mjølnerparken sælges, så nye beboertyper kan flytte ind og andre må flytte. Størstedelen af Inge Ambrosius’ familie bor i dag i Argentina og er derfor argentinere, eller som enkelte endnu siger: dansk – argentinere. Lige før coronakrisen besøgte hun ”danskerkolonien” i Tres Arroyos i Argentina. Det satte tanker i gang hos hende om parallelsamfund og integration.

I Danmark taler vi meget om problemer ved indvandring og integration især med indvandrere fra lande uden for Europa.

”Vi vil ikke acceptere parallelsamfund i fremtiden”, udtalte Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med, at den forrige regering vedtog en “ghettopakke”, der skulle afskaffe ghettoer og såkaldte parallelsamfund og forbedre integrationen.

Det var håbet om et bedre liv og især muligheden for at få jord, der fik de mange danskere til at udvandre

Retorikken er muligvis ændret, men også den nuværende regering vil forbedre integrationen ved at bekæmpe parallelsamfund, og derfor er fx store dele af Mjølnerparken på Nørrebro i København sat til salg, så nye ”beboertyper” kan flytte ind og området kan komme af ”den hårde ghettoliste” og dermed mindske risikoen for parallelsamfund.

Men er ”parallelsamfund” nødvendigvis af det onde?

I perioden 1850-1920 udvandrede omkring 400.000 danskere, langt størstedelen til USA, men også til andre lande, herunder Argentina, hvortil der i samme periode udvandrede godt 15.000. Det var håbet om et bedre liv og især muligheden for at få jord, der fik de mange danskere til at udvandre.

I 1888 udvandrede to af min oldefars brødre, Niels og Laust Jensen Ambrosius til Argentina, og senere udvandrede yderligere en række familiemedlemmer, heraf fire af min farfars fem brødre.

Argentina
Niels og Laust omkring 1890

Jeg er kommet i besiddelse af en del avisartikler, breve, billeder og andet kildemateriale om dem og andre danske indvandrere i Argentina, herunder Niels Jensen Ambrosius’ erindringer, og jeg besøgte ”danskerkolonien” i Tres Arroyos i tre uger i januar.

Her oplevede jeg ved selvsyn, hvorledes de danske indvandreres ”parallelsamfund” har udviklet sig.

Fra Bystrup til Tandil

Min oldefars brødre Niels og Laust Ambrosius blev født i 1866 og 1868 i Bystrup ved Gedsted, hvor familien havde et lille husmandssted. Der var otte børn, og Niels og Laust var henholdsvis 3. og 2. yngst. I 1878 døde faderen og efterlod enken med tre ukonfirmerede børn.

Niels kom ud at tjene som 6-årig. Det sluttede:

“Da jeg var 14 Aar gammel, døde Enken, hos hvem jeg tjente …. Jeg slap fri, og min broder Jens længtes ud, da der ingen Løn var at tjene i Hjemmet. Jens havde afløst en ældre Broder – nu afløste jeg Jens.”

Første- og andengenerationsindvandrerne fra Danmark holdt sammen i kolonierne og talte stort set kun dansk indbyrdes, de læste dansksprogede aviser, kom i danske institutioner, sendte børnene i danske skoler og giftede sig med hinanden

Han fortsatte med at beskrive familiens fattige liv, hvor de kun havde kalve til markarbejdet:

“De blev skiftet hvert Aar for at faa Penge til Skatten”.

De ældre søskende havde forladt hjemmet, så der var kun ham, moderen, en lillesøster og lillebroren Laust, der dog var ude at tjene.

Det endte med, at moderen solgte husmandsstedet og flyttede til Ulbjerg, hvor den ældste søn var købmand, og Niels kom atter ud at tjene. Fremtiden var udsigtsløs, og brødrene udvandrede i november 1888 efter udstået militærtjeneste.

De var blevet “advarede” mod Amerika og havde fået “godt at vide” om Argentina, det var sandsynligvis den argentinske konsul i Kolding, der havde reklameret for landet, for dér fik de pas, en anbefaling på spansk og gode råd om rejsen.

Billetterne blev betalt med et lån fra deres modvillige mor.

I Argentina

Rejsen foregik med skib fra Hamborg, og det tog 5 uger at nå til Tandil ca. 500 km syd for Buenos Aires. Det var ikke det land med mælk og honning, de havde forestillet sig, og der var kun nogle få hundrede danskere, ikke de 10.000 de var blevet fortalt.

De fik dog straks høstarbejde hos en dansk landmand, godt nok til en ussel løn. Brødrene havde skiftende pladser i de følgende år, mest hos danskere men også hos et par baskiske indvandrere:

“Vi havde det godt hos disse baskere – lærte vel ogsaa noget spansk”.

Omgangskredsen var primært andre danskere, og man hjalp hinanden. Niels blev i 1896 gift med søsteren til en ven, der havde været i Danmark og bragt sin søster med til Argentina, og Laust blev et par år efter gift med en pige fra Lolland.

Fra 1900 var der danske sommermøder med foredrag, dilettant opvisninger, fællesspisninger og lignende sociale arrangementer. Senere blev der oprettet en dansk luthersk kirke, en hjælpeforening, en skole, en højskole, en brugsforening, en sygekasse og en dansksproget avis

I starten lejede de jord og gennem en kombination af flid, held og rigtige valg lykkedes det dem begge at blive jordejere. Det gik så godt, at Niels kunne rejse til Danmark i 1901 med kone og to børn og besøge sin mor (og vel betale sin gæld).

Argentina
Niels Ambrosius’ estancia La Jutlandia

Der var efterhånden kommet en del danskere til pampassen, ikke kun til Tandil, hvor pioneren Hans Fugl fra Lolland tidligt havde grundlagt danske institutioner, men også til Tres Arroyos området, hvor brødrene var med til at oprette et dansk minisamfund, eller parallelsamfund ville man vel kalde det i dag.

Fra 1900 var der danske sommermøder med foredrag, dilettant opvisninger, fællesspisninger og lignende sociale arrangementer. Senere blev der oprettet en dansk luthersk kirke, en hjælpeforening, en skole, en højskole, en brugsforening, en sygekasse og en dansksproget avis.

For nogle, især kvinderne på gårdene, betød det, at de faktisk aldrig fik lært spansk

Første- og andengenerationsindvandrerne fra Danmark holdt sammen i kolonierne og talte stort set kun dansk indbyrdes, de læste dansksprogede aviser, kom i danske institutioner, sendte børnene i danske skoler og giftede sig med hinanden. For nogle, især kvinderne på gårdene, betød det, at de faktisk aldrig fik lært spansk, det var ikke nødvendigt.

Argentina
Program for højskole i Tandil

Niels og Laust havde økonomisk succes og blev storgodsejere, og det betød, at yderligere en række familiemedlemmer, heriblandt fire af min farfars brødre, udvandrede til pampassen. I dag er ca. 80% af slægten argentinere.

Det fremgår af en slægtsbog fra 1985, at ikke bare første generation, men også anden og i de fleste tilfælde tredje generation har danske navne, først med fjerde generation dominerer spanske navne. Dansk-argentinerne giftede sig med hinanden eller hentede en ægtefælle i Danmark.

Der var selvfølgelig undtagelser. I breve til min oldefar i 1951 fortælles der om et barnebarns bryllup – og hun er født i Argentina:

“… hendes Mand er jo argentiner (sic) og er Kontormand”

skriver moderen, mens en tante skriver:

“… ja, Elsa blev gift, de holdt et meget stille bryllup, det er en meget flink ung mand hun har fået”. (Trods alt?)

Argentina
Statue af Juan (Hans) Fugl i Tandil

‘Der er længere fra Danmark til Argentina end omvendt’

Man holdt fast i danske traditioner og i mange år også i det danske sprog, selv om flertallet ikke ønskede at flytte til Danmark. De, der havde råd, tog og tager stadig på besøg i Danmark. Som der blev sagt til mig:

”Dejligt at I kom, for det er, som om at der er meget længere fra Danmark til Argentina end fra Argentina til Danmark”.

I mange år blev der afholdt dansk-argentinske fester, ”Asadofester”, i stil med Rebildfesten, på Viborgegnen, men kontakten er blevet mindre med årene og stadig færre forstår dansk.

Danskheden dør ikke bare ud, der er stadig, også blandt unge, en følelsesmæssig tilknytning til Danmark. Det stod klart, da dronning Margrethe og kronprins Frederik var på officielt besøg i Argentina i marts 2019

Som konsekvens af denne udvikling lukkede den danske skole i Tres Arroyos i 2011, fire år efter skolens 90-års jubilæum, den er i dag landbrugsskole, men lederkontoret står uberørt:

Argentina
Lederkontoret i den danske skole i Tres Arroyos

Men det er ikke sådan, at danskheden bare dør ud. Der er stadig, også blandt unge, en følelsesmæssig tilknytning til Danmark.

Det stod klart, da dronning Margrethe og kronprins Frederik var på officielt besøg i Argentina i marts 2019, og i den forbindelse også besøgte ”danskertrekanten”: Tandil, Tres Arroyos, Necochea:

Der var folkefest i den argentinske by Tandil, da H.M. Dronningen og H.K.H. Kronprinsen i dag kom på besøg.Mange af…

Posted by Det danske kongehus on Wednesday, March 20, 2019

 

Faktisk virkede det set her fra Danmark, som alle med danske rødder gik helt amok.

Før og under besøget var danske journalister i Argentina for at ”lodde” danskheden og forsøge at forklare, hvorfor den stadig er stærkere der end fx i USA. Det svære spanske sprog og det tætte bosættelsesmønster fremhæves i denne forbindelse som en væsentlig forskel fra andre steder.

De udsendte danske journalister var imponerede over at møde unge, der talte dansk. Også dronningen udtalte sin glæde ved at komme tilbage til området, hvor hun følt sig meget velkommen.

”Der var folkefest i den argentinske by Tandil, da H.M. Dronningen og H.K.H. Kronprinsen i dag kom på besøg.

Som ung tronfølger besøgte Dronningen Tandil under en længere rejse til Latinamerika tilbage i 1966. I dag genså Dronningen mange af de samme steder. Her blev der sandelig ikke talt om parallelsamfund og manglende integration

Mange af byens borgere er efterkommere af danske udvandrere, der i 1800- og 1900-tallet søgte til dette område for at opbygge et nyt liv. I dag har flere tusinde argentinere danske rødder, og mange har fastholdt en tilknytning til Danmark gennem sprog, kultur, religion og familiemæssige bånd.

Som ung tronfølger besøgte Dronningen Tandil under en længere rejse til Latinamerika tilbage i 1966. I dag genså Dronningen mange af de samme steder.

Her blev der sandelig ikke talt om parallelsamfund og manglende integration, og det skal understreges, at der heller ikke var mislyde i den argentinske presse, i det omfang de dækkede besøget.

Jeg taler kun ganske lidt spansk, så det var en speciel oplevelse at besøge argentinske slægtninge, født og opvokset i landet, der bød mig velkommen, tolkede og viste rundt på dansk.

Argentina
Velkomst skilt ved familien Ambrosius’ fælles sommerejendom

På det danske plejehjem i Tres Arroyos, der nu drives i samarbejde med den hollandsk-argentinske koloni, insisterede en ældre dame på, at vi talte dansk:

”De forstår det alle sammen, de vil bare ikke så gerne tale det, fordi de ikke bruger det i hverdagen.”

Der er også danske spor i regionen. Mange af dansk afstamning har stadig landbrug, og man kan tydelig se, hvilke gårde, der er grundlagt af danskere, for de har alle plantet massevis af træer. På det lokale museum er den danske fortid udstillet, og nogle skilter ligefrem med deres danske baggrund.

Argentina
Dagligstuen på det dansk-hollandske plejehjem i Tres Arroyos

Dannebrog var dog kun hejst i anledning af mit besøg, og det havde givet anledning til diskussion om Dannebrog skulle være til venstre eller til højre for det argentinske flag.

Argentina
Hvad med en gang æblekage eller trifli? Det kan fås på restaurant Gran Danese i Tres Arroyos, hvor det blev beklaget, af citronfromage var taget af menukortet pga. mangel på efterspørgsel.

Der er stadig danske klubber, og man inviterer hvert år en dansk foredragsholder på et fem dages ophold på den danske højskole i Tandil.

Fra kirke til ”Tango Jalousie”

Også i hovedstaden Buenos Aires er der danske spor. Der er en dansk kirke, der dog pt ikke har en dansk præst, man bruger den tyske lutherske præst, og gudstjenesterne er på spansk.

Den danske kirke i B.A

Der er et omfattende dansk bibliotek, der afholdes studiekredse og undervises i dansk, og studerende med dansk baggrund kan bo der. Vi besøgte kirken, hvor der var nogen utilfredshed med, at dronningen ikke havde afset tid til at komme forbi i forbindelse med besøget i 2019.

Argentina
Foredragssalen i den danske kirke i Buenos Aires.

Og så er der jo ”Tango Jalousie”. Nummeret er fast ingrediens ved alle tangoarrangementer, selv om de fleste argentinere er uvidende om, at komponisten er dansk – lige bortset fra netop argentinere med danske rødder.

Men har det været skidt, at de danske indvandrere klumpede sig sammen i et “ lille Danmark”?

Selv i dag mødte jeg ældre mennesker, der sagde, at de opfattede sig som dansk-argentinere, selv om de har levet hele deres liv i Argentina. Men er de dårligere argentinere, fordi de dyrker deres danske rødder? Det mener jeg ikke

De hjalp hinanden, og det betød, at overgangen til det nye land gik lettere, selvom det også betød, at nogle hele livet følte sig fremmede og længtes til Danmark, og mange ikke lærte ordentligt spansk.

Selv i dag mødte jeg ældre mennesker, der sagde, at de opfattede sig som dansk-argentinere, selv om de har levet hele deres liv i Argentina.

Men er de dårligere argentinere, fordi de dyrker deres danske rødder? Det mener jeg ikke.

De er integrerede, men ikke assimilerede, og de er en del af en minoritetskultur. Den dansk-lutherske kirke i Tres Arroyos eksisterer fx stadig, dog ikke længere med en dansk præst, for menigheden er spansktalende som alle andre argentinere.

De danske efterkommere er protestanter i modsætning til flertallet, der er katolikker, men man skal ikke tro, at de er mindre patriotiske end flertallet, man skal absolut ikke tale om Falklandsøerne, de hedder Islas Malvinas. Og de drikker alle den nationale opkvikkende drik ”Mate”, hvilket kræver virkelig integrering.

Udvandrerdrømmen gik i opfyldelse for Niels og Laust. De kom fra husmandskår og blev storgodsejere i det nye land. De var aktive i den danske koloni, men de ændrede også deres fornavne til de mere spanskklingende Nicolaus og Blas, og de blev lokalt omtalt som don Nicolaus og don Blas.

Niels Ambrosius blev så kendt, at han flere gange blev omtalt i landsdækkende danske aviser og sågar tildelt ridderkorset for sit arbejde for danskheden i området. Alligevel skrev han i sine erindringer:

”Min forbindelse med Danmark er falmet siden 1930, da jeg var hjemme sidst……. Paa den tid jeg omtaler, har jeg været i Argentina i 45 Aar, saa det er temmelig rimeligt, at jeg ikke har været særligt optaget af livet i Danmark.”

Niels Ambrosius som 90 årig med ridderkorset

Det at de fastholdt en dansk kulturbaggrund, betød ikke et fravalg af deres nye land.

Det fremmer næppe integrationen at skamme mennesker ud og lave særlige love rettet mod ”hårde ghettoer” og ”parallelsamfund”. Tværtimod kan ”parallelsamfundet” lette indgangen til det nye land

Selvfølgelig kan man ikke bare sammenligne danskerkolonierne i Argentina med Vollsmose og Mjølnerparken.

Selvfølgelig skal vi stille krav til indvandrere, selvfølgelig skal de ”ville” Danmark og følge dansk lovgivning, men det fremmer næppe integrationen at skamme mennesker ud og lave særlige love rettet mod ”hårde ghettoer” og ”parallelsamfund”.

Tværtimod kan ”parallelsamfundet” lette indgangen til det nye land. Og at nogle ser det som noget negativt at være tosproget og have andre rødder end flertalsbefolkningen, forstår jeg simpelthen ikke.

Argentina
Laust Ambrosius’ estancia La Constancia

Citaterne i artiklen er fra Niels J. Ambrosius: ”Minder fra mit Liv og Færden i Argentina” utrykte erindringer fra 1951, samt fra private breve.

LÆS FLERE ARTIKLER AF GEOGRAF INGE AMBROSIUS I POV HER


Alle fotos fra Argentina: Inge Ambrosius.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Inge Ambrosius er født i 1953 i Rødovre og opvokset i Randers. Hun er uddannet cand. mag i historie og geografi fra Århus Universitet i 1980, med pædagogikum fra Frederikshavn gymnasium. Fra 1981 til 2006 underviste hun på Aabenraa Statsskole og fra 2006 til 2016 på VUC Syd. Hun er nu pensioneret, men holder hjernen i gang ved at skrive, primært om bæredygtighed og udvandring. Hun har boet i Aabenraa siden 1981, og er jeg gift med tre voksne børn og fem børnebørn
Hun blogger på https://bedsteblog.wordpress.com/
Hvis man vil honorere Inge for hendes artikler er hendes Mobile Pay:
21667243

Seneste artikler om Kulturhistorie