OKTOBER 1943 // TEMA – Hvad ville det sige at være jøde i Danmark inden 1943? I denne artikel stiller Garbi Schmidt skarpt på de danske jøders usikkerhed om, hvorvidt de kunne få lov til at blive set som rigtigt danske. En usikkerhed, der både satte sig spor i dansk-jødisk litteratur, men også i modtagelsen af russisk-jødiske flygtninge i begyndelsen af det 20. århundrede.
En af 1800-tallets største danske forfattere, Meir Aron Goldschmidt, stillede i 1848 et ikke uvæsentligt spørgsmål til en af Danmarks andre store intellektuelle, Nicholai Frederik Severin Grundtvig.
Ifølge Grundtvig kunne Goldschmidt som jøde altså ikke gøre krav på også at være dansk. Han bar, som Grundtvig også skrev, sig an ”som om han var hjemme”
Meir Aron Goldschmidt, som var jøde og havde gjort dansk-jødisk identitet til det centrale tema i sin stadigvæk yderst læseværdige roman En jøde, var tydeligvis blevet en anelse træt af Grundtvigs store fokus på danskhed. I tidsskriftet Nord Syd, som Goldschmidt var redaktør for, spurgte han derfor – lige på og hårdt:
“Gamle Grundtvig har i disse dage begyndt et ugeblad Danskeren, og gentager her sin gamle yndlingssætning, at ingen kan være ægte dansk og have virkelig dansk følelse, når han er af fremmed herkomst og ikke oprindelig dansk. Hvo er oprindelig dansk?”
“Om hvem kan det med utvetydig sikkerhed bevises? […] Er vi andre, som elsker Danmark, som taler og skriver dets sprog rent, som har stillet vort liv til statens tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske nationalitet, altså fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort navn, eller fordi vi har mørkt hår og mørke øjne?”
Kun en gæst
Dette spørgsmål om at høre til var vigtig for Goldschmidt. I romanen En jøde var hovedpersonen Jacobs usikkerhed på sin egen identitet, om han var jødisk eller dansk eller kunne være begge dele, et omdrejningspunkt, som i sidste ende efterlod Jakob som et bittert og ensomt menneske. Også han higede efter et fædreland.
Det tog Grundtvig et års tid at svare. Og heller ikke han lagde fingrene imellem, men på en måde, der utvivlsomt efterlod Goldschmidt med en endnu dybere følelse af udenforskab:
“Hr. Goldschmidt er, folkeligt talt, en gæst iblandt os, og hører oprindeligt til det engang meget berømte, siden dybt foragtede og grueligt mishandlede, men altid højt begavede og højst mærkværdige jødiske folk.”
I de efterfølgende dage blev jødiske butikker blev smadret. Politi og militær gjorde, hvad de kunne for at holde gemytterne i ro, langt fra altid med held. Uroen blev ved med at ulme helt ind i 1820
Ifølge Grundtvig kunne Goldschmidt som jøde altså ikke gøre krav på også at være dansk. Han bar, som Grundtvig også skrev, sig an ”som om han var hjemme.” Han, og med ham andre jøder i Danmark, kunne og skulle kun betegnes som gæster. De kunne ikke være eller blive andet.
Indenfor eller udenfor?
Hvorvidt man som jøde i Danmark var en del af nationen eller udenfor, vedblev længe at være et spørgsmål. Tilbage i 1600-tallet kunne man som jøde ikke få lov til at opholde sig i Danmark, men i 1634 fik de første jøder lov til at bosætte sit i Glückstadt ved Hamburg, som dengang var en del af det danske rige. Den danske kongemagt kunne se mulighederne i at arbejde sammen med dygtige jødiske handelsmænd, særligt de såkaldte sefardiske jøder, der havde oprindelse på den Iberiske Halvø.
I 1674 fik borgere i byer som Fredericia og Nakskov religionsfrihed, hvilket også lokkede jøder til. Synagoger og jødiske begravelsespladser blev etableret flere steder i landet. Endelig, i 1814, blev jøderne i Danmark af kong Frederik 6. tildelt det såkaldte Jødiske Frihedsbrev. Frihedsbrevet gav jøder i Danmark, som enten var født i landet eller opholdt sig der på legal vis, de samme rettigheder til at drive erhverv som ikke-jøder.
At jøder fortsat var en samfundsgruppe, man holdt øje med, var dog også tydeligt i den kongelige anordning. For eksempel skulle det jødiske samfund føre ret så omfattende protokol med deres medlemmer. Ønskede de at etablere en synagoge, skulle de havde myndighedernes tilladelse, og beskikkelse af en rabbiner (som i anordningen omtaltes som præst) skulle ske via den danske øvrighed. Frihedsbrevet gav altså ikke frit slag i bolledejen.
Den var et skridt på vejen mod at se jøder som medborgere. Men religionsfrihed i Danmark blev først indført med Grundloven af 1849.
Danmarks jøder havde kæmpet for at få lov til at høre til. Den russiske indvandring i starten af det 20. århundrede understregede, hvor usikker denne stilling var
At danske jøder hverken helt blev set som indenfor eller udenfor det danske samfund, betød ikke, at de var udenfor indflydelse. Jøder fandt man i alle samfundslag, herunder i samfundets ledende kredse, både når det gjaldt handel, kulturliv og regering. Men sådanne positioner betød ikke nødvendigvis sikkerhed om samfundets gunst.
Danmarks økonomi og national stolthed var tæsket i bund efter krig, statsbankerot og svigtende handel i selvsamme periode, som kong Frederik 6. underskrev frihedsbrevet.
Og selvom dele af samfundet således var drevet af oplysningstidens idealer om lighed og frihed, ulmede jødehadet. Kunne man virkelig tillade, at disse typer fik lov til at opholde sig i et ordentligt kristent land? Antijødiske pamfletter begyndte at cirkulere i stort antal, og i september 1819 gik det for alvor galt. En plakat var blevet hængt op på Børsen i København, som ublu hævdede, at jøder var ”skyld i Danmarks ulykke”. De skulle smides ud af landet.
I de efterfølgende dage blev jødiske butikker smadret. Politi og militær gjorde, hvad de kunne for at holde gemytterne i ro, langt fra altid med held. Uroen blev ved med at ulme helt ind i 1820 og bredte sig også til byer udenfor København, herunder Odense.
Disse to jødefejder satte naturligvis præg på danske jøders oplevelse af at høre til. Nogle valgte at konvertere til kristendommen, for så kunne man i hvert fald ikke beskylde dem for at være jøder. At gå stille med dørene var en strategi for at få lov til at være i fred. At kunne leve sit liv uden indblanding.
Verden banker på
Der var altså en udbredt holdning blandt de danske jøder til, at assimilation var vejen frem, hvilket blandt nogle gav anledning til at formode, at sporene af det jødiske samfund i en ikke så fjern fremtid kun ville findes i de historiske annaler.
Men verdenshistorien ville noget andet. I det russiske imperium ulmede utilfredsheden mod zarens styre. En del russiske jøder var yderst aktive i den socialistiske og revolutionære bevægelse, hvor de var organiserede i det såkaldte Bund. Bund var en revolutionær bevægelse, socialdemokratisk, anti-traditionalistisk og anti-zar, som blev etableret i 1897.
Dette engagement var dog i sig selv ikke afgørende for, at pogromer mod den jødiske befolkning bredte sig i Rusland. Pogromer, altså jødeforfølgelser, begyndte at brede sig i det 19. århundredes sidste årtier. I 1903 udbrød en forfærdelig pogrom i Kishinev i det nuværende Moldova. Hverken politi eller myndigheder gjorde det store for at forhindre, at jødiske mænd, kvinder og børn blev mishandlet, voldtaget og slået ihjel.
Pogromerne i sig selv var ikke den eneste bevæggrund for, at en vandring af russiske, polske og baltiske jøder bevægede sig mod vest. I 1893 boede der ca. 5,3 millioner jøder i det russiske imperium. Over de næste tre årtier udvandrede over en tredjedel.
Også i Danmark var man herreræd for de politiske ideer, som kunne komme fra øst, og man var nervøs ved, hvad tilstrømningen af indvandrerne kunne betyde for København og Danmark
Grupper af disse jødiske udvandrere fandt vej til København. Nogle var dybt troende, andre var ikke, men de havde deres flygtningebaggrund til fælles. Og de kom ofte med næsten ingen penge på lommen og flyttede derfor ind i de billigste og dårligste huse i hovedstadens indre by, herunder gaderne Nansensgade, Lille Brøndstræde, Pilestræde og Vognmagergade. I aviserne begyndte man således i 1907 at skrive om, at København havde fået sin egen ghetto, akkurat som andre storbyer i Europa.
Indvandrerne blev beskrevet som mørklødede og eksotiske, men aldeles ikke som ufarlige. Også i Danmark var man herreræd for de politiske ideer, som kunne komme fra øst, og man var nervøs ved, hvad tilstrømningen af indvandrerne kunne betyde for København og Danmark. I dagbladet Politiken kunne man således i 1913 læse at:
“Det begynder efterhånden at gå op for byens forskellige myndigheder såvel som befolkningen i det hele, at denne fortsatte indvandring af polakker og russere, navnlig af polske og russiske jøder, vil berede kommunen overmåde betydelige vanskeligheder, og det inden ret lang tid … de har opdaget, at her er rart at være. Danmark står jo i henseende til social omsorg ret højt, betydeligt højere end Rusland.”
“Denne høje standard er vores øre, men det er jo kedeligt, når det bliver skyld i, at andre landes proletarbefolkning strømmer til os … De [altså indvandrerne fra Øst] er blot meget fattige og i åndelig og legemlig kultur langt tilbage. Deres moralske niveau er ikke på højde med vort.”
Jeg holder af Esther. Jeg holder af hende! Også fordi hun er jøde. Da hun før gik sin vej, hjem til Dem, da holdt jeg mere af hende end nogensinde før. Jeg lærte noget om jøder, som jeg aldrig skal glemme
Fra stykket Indenfor murene (1912)
I 1911 boede der ca. 1600 russiske jøder i København, i 1916 var dette tal steget til 2443. Indvandringen havde offentlighedens, pressens og politikernes opmærksomhed, men så sandelig også opmærksomhed fra det eksisterende jødiske samfund. Et opfattende hjælpeapparat blev sat i gang, med alt fra suppekøkkener til udbetaling af kontanter, så indvandrerne kunne forsørge sig selv.
Hjælpeapparatet var dog ikke entydigt et udtryk for intern jødisk solidaritet. Den jødiske historie i Danmark understregede, at man skulle passe på med at stikke for meget ud, og der var naturlig nervøsitet for, at de nytilkomne indvandrere ville få voldelig antisemitisme til at blusse op. Danmarks jøder havde kæmpet for at få lov til at høre til. Den russiske indvandring i starten af det 20. århundrede understregede, hvor usikker denne stilling var.
Indenfor murene
For i starten af det 20. århundrede var antisemitismen langt fra død. Og stærkere og mere altødelæggende blev den over de næste årtier.
Men inden da formåede Henri Nathansen, som selv havde jødisk baggrund, i 1912 at sætte ord på det stærke i det at føle sig afvist og at føle sig accepteret som jøde i Danmark i det fantastiske skuespil Indenfor murene (nu en del af den danske kulturkanon).
For da Esther må bryde forlovelsen med sin ikke-jødiske kæreste, fordi det jødiske og det danske synes så svært at få til at gå op, og hun bryder ud i gråd hos sin mor, svarer moren, at dette smertelige er en gentagelse af en smerte, som er blevet følt af andre 100 gange før. ”Jeg ved ikke”, slutter moren med at sige, ”om det nogensinde bliver anderledes”.
Da er det, at Esthers forlovede, Jørgen, kommer ind og fortæller hende at:
“Jeg holder af dig, Esther. Det er derfor jeg kommer. Det som skete i aften, ja, det måtte jo komme engang. Det forstår jeg nu. Men jeg har set noget i aften, og følt noget, jeg ikke før har vidst. Noget i det bedste, måske. Noget som vil hjælpe mig, hvis vi igen finder hinanden.”
Hvorpå Jørgen henvender sig til Esthers forældre og siger:
“Jeg holder af Esther. Jeg holder af hende! Også fordi hun er jøde. Da hun før gik sin vej, hjem til Dem, da holdt jeg mere af hende end nogensinde før. Jeg lærte noget om jøder, som jeg aldrig skal glemme.”
På en sær måde virker det næsten som om, at Jørgen bevarede det spørgsmål – om at få lov til at høre til, at være ægte dansk – som Meir Aron Goldschmidt stillede Grundtvig seks årtier tidligere: Du er mig, fædrelandet, fællesskabet værdig – OGSÅ som jøde. Den usikkerhed gjorde Nathansens skuespil ikke op med. Men jødeaktionen i 1943 gjorde.
Læs også Anders Stubkjærs artikel Holocaust, Srebrenica og danskerne og andre artikler i temaet Oktober 1943.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
