ESSAYSERIE – “Man ønsker ikke, at K skal fortsætte på skolen – der er ikke argumenter for det, mener chefen…. Vi kan også ud fra mailen forstå, at det ifølge kommunen er mig, moderen, der er årsagen til, at K mistrives”. Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes 16-årige datter, som lider af angst og har Aspergers. I sidste uge fortalte kommunen, at den ikke længere mener, at dagbehandlingsskolen er den rette løsning for K. Familien har nu fået aktindsigt i begrundelsen og både den samt baggrunden for afslaget, der ryster hele familien (afsnittet er i to dele og fortsætter næste fredag).
“Vi skal også huske på, at K’s undervisningspligt udløber efter skoleåret 2020/2021,’ skriver PPR-psykologen i en mail tilbage i januar til K’s daværende sagsbehandler.
Det er i januar. Der kredses om K’s dagbehandlingstilbud og især om, hvorvidt det skal fortsætte.
Det er først, da vi får aktindsigt, at vi opdager, hvordan forvaltningen har kørt en skjult strategi bag vores ryg
Det er stik mod, hvad vi blot to måneder forinden, altså i november 2019, aftalte mellem skolen, sagsbehandleren og os i familien.
I november blev det aftalt og skrevet ind i forvaltningens handleplan for K, at der skulle arbejdes for en nedskrivning, så K ville få lov at gå i 9. klasse igen.
Det ville være det humane at gøre, fordi det giver hende en mulighed for at indhente alt det faglige, som hun mangler efter tre års skolevægring, men det vil også give plads til behandlingsdelen, eller sagt med andre ord: at K får støtte og hjælp til at lære at omgås andre i verden udenfor vort hjem.
Men den føromtalte mail fra PPR-psykologen til sagsbehandleren ved vi blot intet om.
Vi får først fuld aktindsigt i pinsen – eller rettere: her er lovgivningen beskyttende overfor de interne dokumenter, hvorfor man får indsigt i den officielle del af en journal.
Derfor er det også først, da vi får fuld aktindsigt, at vi opdager, hvordan forvaltningen har kørt en skjult strategi bag vores ryg. Skjult i den forstand, at vi ikke er blevet præsenteret for den; vi har ikke fået den forelagt, men vi har selvsagt fornemmet det kommunale systems menneskesyn, som vi nu får bekræftet.
Nu har vi dokumentation for, at afgørelsen om at fratage K sit dagbehandlingstilbud, ikke bunder i en omsorg for hende, ikke bunder i en analyse af hendes behov eller blot et kendskab til hende, men i stedet bygger på fordomme, uvidenhed og kynisme
Og det er meget grimt. Det er samtidig en smertelig men nødvendig indsigt, forstået sådan, at vi nu på sort og hvidt har dokumentation for, at afgørelsen om at fratage K sit dagbehandlingstilbud, ikke bunder i en omsorg for hende, ikke bunder i en analyse af hendes behov eller blot et kendskab til hende, men i stedet bygger på fordomme, uvidenhed og kynisme
PPR-psykologen fortsætter i sin mail til sagsbehandleren fra 31. januar 2020:
’Hvis K arbejder i retning af at komme på skolen, aner jeg en mulighed for, at hun kan komme i 10. Kl. Men M (der er kommunens tværfaglige chef for børne- og ungeforvaltningen) siger, det lige så godt kan ende med en udskrivning fra skolen.’
Med andre ord: allerede i januar taler den tværfaglige chef for Børn og Unge Forvaltningen om, at K ikke skal fortsætte på skolen, på trods af, at vi to måneder forinden netop havde aftalt med kommunen, at der skulle arbejdes for en nedskrivning, altså en fortsættelse.
Men vi får intet at vide om denne ændring, før den 21. maj 2020, hvor afgørelsen sendes til os.
Forud for denne afgørelse ligger der imidlertid endnu et forløb.
Fordi vi alle tror – og med ‘alle’ mener jeg skolen, K og familien – at den aftale, der er nedskrevet i forvaltningens handleplan, er den gældende, arbejder vi hårdt for at indfri de mål, som er opstillet i handleplanen for K’s skolegang.
Jeg ved ikke, hvordan læserne vil vurdere dette, men er det ikke en løgn af dimensioner?
Det kunne vi så have sparet os i virkeligheden, for allerede i januar har forvaltningen evalueret de mål, vi ellers har aftalt med dem først skulle evalueres i maj 2020. Og ved den interne evaluering i januar vurderer kommunen så, at det ikke er sandsynligt, at målene vil blive indfriet.
Jeg ved ikke, hvordan læserne vil vurdere dette, men er det ikke en løgn af dimensioner?
Men for at jeg ikke skal lyde som en paranoid mor, uden kontakt til virkeligheden, publicerer jeg mailen nedenfor.
I PPR-psykologens mail per 31. januar 2020, skriver hun til K’s sagsbehandler:
Kære J
Jeg fik talt med den faglige chef M i onsdags og vender nu tilbage som aftalt.
Måske er en drøftelse på BEKU faktisk det bedste næste skridt.
Ifølge M kan vi godt drøfte dette med afslag på klassenedskrivning, selv om hun mener, at der ud fra nuværende status ikke er argumenter for at nedskrive. (Vi skal også̊ huske, at K’s undervisningspligt udløber efter skoleåret 2020/2021, hvorefter UU uanset hvad skal på banen for eksempel i form af et STU-forløb.)
Hvis K arbejder i retning af at møde på Basen, vil jeg kunne ane et argument for 10. klasse i dagbehandling; men M taler i retning af, at sagen lige så vel kan ende med en udskrivning af Basen til sommer, hvorefter UU må tage over.
Jeg kan ikke huske, om du nævnte, hvorvidt de er inde over, sådan som de bør være på dette tidspunkt i 9. klasse?
Jeg synes, du skal klæde P på i retning af, at Socialforvaltningen vil sætte sagen på et BEKU-møde snarest muligt, men også̊ at han er tydelig over for forældrene i retning af, at man ikke bare kan få alt, hvad man peger på.
Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort. Men hvis ikke K’s mor begynder at give slip, så kan vi faktisk ikke hjælpe hendes datter bedst muligt.
Man ønsker ikke, at K skal fortsætte på skolen – der er ikke argumenter for det, mener chefen.
Den tværfaglige chef for Børn og Unge Forvaltningen, M, har heller ikke nogensinde mødt hverken K eller mig – endsige talt med nogen af os. Det skal tilsyneladende ikke forhindre hende i … at træffe vidtgående og afgørende afgørelser om K’s liv
Og desuden skal afdelingslederen P belære K’s forældre – Niels og mig – om, at ’man ikke kan få alt hvad man peger på.’
Vi kan ud fra mailen forstå, at det er mig, moderen, der er årsagen til at K mistrives: ’Men hvis ikke K’s mor begynder at give slip, så kan vi faktisk ikke hjælpe hendes datter bedst muligt.’
Sagsbehandlerens svar på mailen er ganske kort – et ord:
’Ja!’
PPR-psykologen, vil jeg gerne lige minde læserne om, har aldrig mødt K. Aldrig!
Hun kender udelukkende til K via omtale, det vil sige fra sagsbehandleren og fra Bispebjergs børne- og ungepsykiatriske afsnit.
Den tværfaglige chef for Børn og Unge Forvaltningen, M, har heller ikke nogensinde mødt hverken K eller mig – endsige talt med nogen af os. Det skal tilsyneladende ikke forhindre hende i at så flere fordomsfulde frø og træffe vidtgående og afgørende afgørelser om K’s liv.
Desværre løber hendes rygte foran hendes person. For flere familier, jeg kender med autistiske børn, repræsenterer hun desværre indbegrebet af magtmisbrug i vores bydel (fortsættes).
LÆS ALLE AFSNIT I ODILE POULSENS ESSAYSERIE HER
Topillustration: PxHere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
