den Oscar-nominerede Judas and teh Black Messiah

Oscar 2021: Politik og teknik

i Kultur/Film af
FILM // KLUMME: Oscar-sæsonen er forbi. Samtlige nominerede til Bedste Film har fået dansk premiere. Det er et godt tidspunkt at gøre status over, hvad The Academy of Motion Picture Arts and Sciences fandt værdigt til bedømmelse.

Oscar-sæsonen har været endog meget lang i år. Som regel kommer de fleste Oscar-film af åbenlyse årsager til Danmark lige omkring prisuddelingen. I år, på grund af Corona og nedlukning, måtte vi vente. Den sidste af de otte nominerede til hovedprisen, Florian Zellers The Father, fik premiere sidste uge. Det er derfor et godt tidspunkt at se på, om årets felt kan bruges til at sige noget mere generelt om filmverdenen anno 2021.

Jeg ser to ting for tiden. Den ene er formentlig velkendt for de fleste: En større diversitet på alle områder. Hvide mænd fylder mindre både foran og bagved kameraet. Det er den udvikling jeg kalder for “politik”. Ikke fordi Oscar-film ikke plejede at være politiske før i tiden, men fordi det politiske indhold i en gennemsnitlig Oscar-film ændrer sig i disse år.

For teknik uden politik kan føles lige så tomt som politik uden teknik

Den anden udvikling kalder jeg “teknik”. Og her er der til gengæld også kommet “mere” de sidste par år. Flere Oscar-film end sædvanlig har indeholdt innovativ og avanceret brug af filmiske elementer, film som 1917 med ubrudte klip, lyddesignet i Sound of Metal eller den desorienterende brug af rum og klipning i The Father.

Det er to interessante udviklinger, som dog gerne skulle gå hånd i hånd. For teknik uden politik kan føles lige så tomt som politik uden teknik.

Politik uden teknik: Judas and the Black Messiah

‘We in the Black Panther Party don’t believe in no culture except revolutionary culture. What we mean by that is a culture that will free you!’

Sådan siger Fred Hampton (Daniel Kaluuya) i en tale i starten af Shaka Kings Judas and the Black Messiah. Det er dybt ironisk, for filmen om ham er en af de mindst revolutionære film i årets konkurrence.

Shaka Kings film er særdeles glimrende og bestemt noget, vi ikke har set før. Men kun på et rent politisk plan. Der har før været biopics om revolutionære borgerrettighedsforkæmpere – Spike Lees Malcolm X først og fremmest – men det var også et forsøg på at lave revolutionære film. Judas and the Black Messiah er en biopic i den mest gammeldags og velkendte tradition, nærmere Gandhi end godt er.

Fred Hampton ville sikkert også have hadet de to andre mere eller mindre “identitetspolitiske” film Minari og Promising Young Woman.

Hvilket bestemt også er interessant. Ta-nehisi Coates har en pointe om, at ligestilling ikke betyder en helt unik sort mand kan blive præsident. Ligestilling betyder en middelmådig sort mand har samme muligheder for et lykkeligt liv som en middelmådig hvid mand.

På den måde er det bestemt et kæmpe fremskridt at middelmådige film af sorte instruktører, om sorte ikoner, nu får lige så meget Oscar-opmærksomhed som kridhvide film a la Kongens store tale. Men jeg tvivler på Fred Hampton ville have været helt tilfreds.

Specifiteten sejrer: Minari og Promising Young Woman

Fred Hampton ville sikkert også have hadet de to andre mere eller mindre “identitetspolitiske” film Minari og Promising Young Woman. Minari er en fortælling om opvækst og familie som vitterlig kun er anderledes fordi hovedpersonerne er koreanske immigranter, og Promising Young Woman er en film om eksplosive emner som voldtægt, toksisk maskulinitet og kollektiv skyld, som eksplicit nægter at pege på noget – og da mindst af alt vold – der kunne “sætte dig fri”, som Hampton kræver.

Men når de to film alligevel imponerer, så skyldes det, at de gør brug af et vigtigt værktøj fra identitetspolitikkens værktøjskasse: Specificitet. Minari føles specifik koreansk-amerikansk. Særligt er Yuon Yuh-jungs bedstemor vidunderlig og helt unik.

Det er værd at bemærke, at det ikke kun er det koreanske, som er specifikt, men at landskab og omgivelser også føles helt særligt sydvestligt USA’sk. Repræsentation handler ikke kun om hudfarve (i parentes bemærket er et af problemerne ved Judas and the Black Messiah også, at de to hovedrolleindehavere er ca. ti år for gamle til at spille de utroligt unge sorte pantere, filmen handler om, hvilket helt ærligt får filmen til at føles mindre energisk end den skulle. Specificitet går alle veje).

Promising Young Woman imponerer med sin skarpskårne satire over mandekønnet, hvor jeg da i hvert fald følte mig sjældent truffet, da den coke-sniffende wannabe-intellektuelle Neil forklarer, hvorfor David Foster Wallace er hans yndlingsforfatter. Filmen kan sit stof, beskriver det med sylespids, satirisk skarphed og, vigtigst af alt, undlader at ville nøjes med hævngenrens sædvanlige midler. Den finder i stedet en grum konklusion, der føles mere passende overfor sine hovedpersoner.

Teknik uden politik: Sound of Metal

Der nomineres ikke eksperimenterende film til Oscar. Der skal som regel altid være en begrundelse for at gøre tingene iøjnefaldende anderledes. Men der har alligevel været en udvikling hen mod demonstrativt teknisk avancerede film siden Iñárritus to store prisvindere Birdman og The Revenant.

Film som Birdman og 1917 ser ud, som om de er lavet i ét klip for at understrege det tidslige pres, som hovedpersonerne er under. Det er nemt at regne ud, og det ser imponerende ud på lærredet. På samme måde er årets to nominerede The Father og Sound of Metal filmisk anderledes for at illustrere, hvordan de to hovedpersoner kæmper med henholdsvis demens og tab af hørelse. Innovativt, men stadigvæk nemt og ligetil – præcis sådan kan Oscar godt lide det.

Eftersom det er stærke og gode teknikker, så lykkes det også godt, og jeg blev gentagne gange hevet væk fra min indlevelse i hovedpersonens fortælling

Problemet er bare, når den valgte teknik alligevel ikke virker nødvendig for at formidle hovedpersonernes følelser. Og det er den store forskel på The Father og Sound of Metal. The Father er en forvirrende og frustrerende oplevelse, ligesom livet er blevet for hovedpersonen Anthony (Anthony Hopkins, der i parentes bemærket spiller så fabelagtigt, at jeg ikke helt forstår, hvordan vi nogensinde troede, nogen anden kunne vinde for Bedste Skuespiller, desuagtet at Chadwick Boseman også var glimrende)

Jeg sad overhovedet ikke med samme fornemmelse til Sound of Metal. Tværtom kom de mest bemærkelsesværdige lydlige skift som følge af klip fra én synsvinkel til en anden. F.eks. når de døve sidder og kommunikerer ved et bord, så klippede lyden pludselig fra at være dæmpet og lav til, at vi pludselig hørte al larm og råb og slåen i bordet. Men hvorfor det? Der var ingen ved bordet, der kunne høre det.

De vildeste lyd-teknikker i Sound of Metal bruges til at lave effekter, som hovedpersonerne aldrig oplever. Til meget bevidst at tage os væk fra deres oplevelse af verden. Eftersom det er stærke og gode teknikker, så lykkes det også godt, og jeg blev gentagne gange hevet væk fra min indlevelse i hovedpersonens fortælling.

Filmen forsøger åbenlyst at efterligne et look fra de film, den selv beskriver – dvs. Hollywood-film fra trediverne og fyrrerne – men ender tværtom med at fremstå ferskt digital og glatslebent

Men hele præmissen virker også mærkværdigt forfejlet for mig. Da Derek Jarman lavede en film om at miste synet på grund af AIDS, så han kun kunne se farven blå, så hed den Blue, dens visuelle side var bare en blå farve, og i stedet var der gjort ualmindelig meget ud af den lydlige side for at illustrere, hvordan den sans begyndte at betyde mere for ham.

På samme måde kunne man have forestillet sig, at en film om at miste hørelsen ville have gjort særskilt meget ud af sin visuelle side for at skildre, hvordan hovedpersonen må bruge synet anderledes. Men nej. Sound of Metal er en visuelt konventionel film, der synes nærmest bemærkelsesværdigt uinteresseret i dens karakterers hænder og munde, desuagtet at det er dem, som Ruben skal lære at fokusere på.

Jeg havde store forventninger til Sound of Metal, men endte med at gå skuffet ud af biografen. Filmen virker ikke gennemtænkt, og selvom jeg var imponeret over filmens tekniske niveau, så var jeg ikke rigtig revet med og mest af alt forvirret.

Hverken eller: Mank

Sound of Metal er dog så langt fra at være årets største skuffelse eller årets dårligste film. David Finchers Mank formåede således at forene dårlig teknik med påklistret politik.

Filmen forsøger åbenlyst at efterligne et look fra de film, den selv beskriver – dvs. Hollywood-film fra trediverne og fyrrerne – men ender tværtom med at fremstå ferskt digital og glatslebent. Desværre er dens politik nærmest lige så overfladisk.

Nomade-livet bliver hermed en eller anden form for mellemting mellem liv og død, og Nomadland kunne lige så vel have heddet American Purgatory.

For af en eller anden grund kommer historien om skabelsen af Citizen Kane til at handle om. hvordan kommunisten Upton Sinclair tabte guvernørvalget i Californien i 1934. Det bliver nemlig ifølge filmen anledning til bruddet mellem Herman Mankiewicz og mediemogulen William Randolph Hearst. Det føles påklistret og nærmest, som om filmen forsøger at lukrere på lidt sen #feelthebern stemning.

Mank har bare intet at sige om kommunisme, politik, social uretfærdighed, etc. Og dens idé om en eller anden art syndefald for Hollywood i trediverne er dybt besynderlig. Den første Hollywood-storfilm, Birth of a Nation, var en hyldest til Ku Klux Klan. Alligevel skal vi tro propagandaproblemet først startede i trediverne?

Både-og: Nomadland

Nomadland var årets bedste Oscar-film og er også et fornemt eksempel på, hvordan man kan forene politik og teknik. Ifølge folk, der har læst bogen, er der skruet godt ned for den politiske slagside i filmens fortælling. Men det er i stedet en film, der baserer sig på karakterer, liv og univers. Hvilket måske også er nemmere at arbejde med teknisk/æstetisk.

Den helt store “opblødning” er, at filmen giver Fern muligheder for at afslutte nomadelivet, men at hun hver gang selv vælger at fortsætte. Dermed bliver filmen uundgåeligt mindre slagkraftig som politisk kritik. Men i filmens afsluttende samtale mellem Fern og Bob bliver det fint forklaret. Ferns liv var i Empire og med hendes afdøde ægtemand Bo, og når det er forbi, så vil hun ikke opbygge et nyt liv, så vil hun rejse rundt som nomade.

Det er et fascinerende postulat, at nogle af nomaderne med vilje undlader at opbygge “rigtige” liv.  Nomadelivet bliver hermed en eller anden form for mellemting mellem liv og død, og Nomadland kunne lige så vel have heddet American Purgatory.

Færre film om skuespillere og andre filmskabere, færre heroiske skildringer af journalist-helte eller konger med taleproblemer, flere solidariske skildringer af folk i særlige situationer, hvor teknik har et klart formål og bruges til at skabe billeder og idéer

Denne form for ikke-liv, af “purgatory” eller skærsild, er især skabt subtilt teknisk. Af alle de fremragende ting Chloe Zhao har lavet her, så er det blevet undervurderet, at hun også stod for klipningen af filmen. Den er særdeles fremragende. Til tider er der en nærmest mekanisk rytme i f.eks. klippene fra Amazon, hvilket får også fabrikslivet til at fremstå komplet uden liv.

Gamle fabriksskildringer var fyldt med alle industriens symboler, flammer, gnister, fart. Det var her muskuløse arbejdere skabte den moderne verden. Lageret i Nomadland fremstår som et tomt sted, man kan tjene gode penge, og hvis man tænker sig lidt om, kommer man ikke til skade. Men der er ingen identitet, man kan få ud af det. Man forbliver lige så livløs, som man gør på vejen i sin autocamper.

De to bedste film, Nomadland og The Father bruger filmteknikker innovativt til at formidle ganske særlige situationer og fornemmelser. Jeg kan klart bedste lide Nomadland, måske præcis fordi man kan sige den har et “politisk” indhold. Og her mener jeg ikke, at den er revolutionær eller kræver politisk forandring, men at den trods det, at den er en ret “lille” film, æstetisk formidler en hel verden, et helt nomadesamfund, en hel slags eksistens. På den led er det en kæmpe film.

Mere af det, tak. Færre film om skuespillere og andre filmskabere, færre heroiske skildringer af journalist-helte eller konger med taleproblemer, flere solidariske skildringer af folk i særlige situationer, hvor teknik har et klart formål og bruges til at skabe billeder og idéer. Ikke via politisk korrekte fortællinger, men via sansninger, empati og specificitet.

Det var der rent faktisk overraskende meget af i Oscar årgang 2021.

Og her til sidst er min rangering af de otte nominerede:

1. Nomadland
2. The Father
3. Promising Young Woman
4. Minari
5. The Trial of the Chicago 7
6. Judas and the Black Messiah
7. Sound of Metal
8. Mank


Fotocredit: Promostill fra Judas and the Black Messiah

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur