FIlM // ANMELDELSE – Den tyske instruktør Christian Petzold laver altid noget ud over det sædvanlige. Hans nye film er et minimalistisk kammerspil, hvor filmsproget forvirrer og desorienterer, men hvor følelserne skinner klart.
En af de seneste års bedste bøger om film, jeg har læst, er Dominic Lashs The Cinema of Disorientation – Inviting Confusions fra 2020. Den handler om instruktører, der bruger filmiske virkemidler, ikke til at forklare deres emner og få folk til at forstå, men til at udfordre og underminere forståelse.
Ikke for at være nederen, men for at skildre desorientering, forvirring, måske endda også for at drille og besnære. Det kan også være inviterende at lege med mening og mærkværdighed. Tænk for eksempel på David Lynch, der fylder rigtig meget i bogen.
Tyske Christian Petzold viser med Miroirs No. 3, at han også er en mester i at skabe filmisk forvirring, uden at det bliver irriterende. Fra ret typiske desorienterende ting, såsom en mærkelig titel – filmen er opkaldt efter et klaverstykke af Ravel, men det er ikke klart, hvordan det hænger sammen med plottet – til alskens små filmiske valg.
Første gang filmens hovedperson Laura (Paula Beer) rører ved et klaver, spiller hun fire små toner, og i næste øjeblik står Betty (Barbara Auer) i en døråbning. Har tonerne på magisk vis manet Betty frem? Nej, selvfølgelig ikke, men det føles lidt sådan. Det desorienterende filmsprog kan sagtens tolkes sådan, men vore hjerner vil nok stritte imod den tolkning.
Hvis man gør den slags småting konstant og hele tiden i en film, sådan som Petzold gør i Miroirs No. 3, så kan man skabe noget virkelig mystisk. Med Petzolds nye film tager han et virkelig simpelt og kort plot, og får det til at føles som en gribende og vital film om traumer og sorg og andre forvirrende følelser.
Dobbeltgængere og gengangere
Vi møder først Laura, mens hun vandrer rundt i Berlin. Hvorfor hun vandrer, får vi aldrig at vide. Hun skal herefter på biltur med sin kæreste Jakob (Philip Froissant), men kort inde i turen kører han galt.
Han omkommer, men Laura får bare en lille skramme, og hun ender med at blive passet af den lokale kvinde Betty. Som lidt mærkværdigt har en masse tøj i præcis Lauras størrelse, og en enkelt gang kommer til at kalde hende for Yelena. Har Laura overtaget en anden kvindes plads?
“Miroirs No. 3″ er en meget mindre film, her er hverken nazister eller spøgelser. Tror jeg
Det er en plotidé, som Petzold gentagne gange har varieret. Phoenix (2014) foregår efter 2. Verdenskrig, og handler om Nelly (Nina Hoss), der vender hjem fra en kz-lejr. Hendes ekskæreste kan ikke genkende hende, men hyrer hende til at lade som om, hun er Nelly, så han kan få udbetalt nogle penge, hun har arvet.
I Transit (2018) må den politiske flygtning Georg (Franz Rogowski) udgive sig for at være op til flere andre mænd for at undvige nazisterne. Faktisk har Petzold også brugt idéen om et kærestepar i et biluheld før, i Yella (2007), hvor det dog til sidst viser sig, at de rent faktisk begge to døde, og har været spøgelser lige siden.
Miroirs No. 3 er en meget mindre film, her er hverken nazister eller spøgelser. Tror jeg. Men den arbejder videre med de samme spørgsmål, som Petzold før har bearbejdet, denne gang bare i et nutidigt kammerspil.
Forvirring og følelser
Hvad vil det sige at være et menneske? Eller måske mere mærkværdigt, hvad vil det sige ikke at være et menneske? For sådan kan det også engang imellem føles, hvis man fx er flygtning eller krigsfange (som i Phoenix eller Transit, men også i Petzolds debut The State I Am In (2000), hvor hovedpersonen er datter af RAF-terrorister på evig flugt, og derfor ikke har nogen officiel identitet).
Hos Petzold kan man være et spøgelse, men man kan også være en vandnymfe som i Undine (2020). Eller også kan man bare være deprimeret og derfor ikke ville have en identitet, eller man kan være gjort umenneskelig under neoliberalistisk senkapitalisme, som det også tidligere har virket, som om Petzold behandlede i film som Gespenster (2005).
Det er en mærkelig tematik. Både enormt stor, så Petzold har lavet film om DDR og 2. Verdenskrig, men også intim og almenmenneskelig, så Petzold har også lavet helt små kammerspil. Filmisk udfolder han det på to mesterlige måder. For det første ved den her desorientering, ved en inviterende forvirring, ved hele tiden at gøre tingene lidt anderledes. Klipper lidt mærkeligt. Leger med lyd, så karakterer pludselig dukker op, uden at vi har hørt dem.
Det andet Petzold er så mesterlig til, det er det helt omvendte. Det er at fange følelser
Jeg sad også undervejs og tænkte, at det var som om, hver dag, Laura var hos Betty, så helt forskellig ud. Vejret ændrer sig jo altid, men her er det simpelthen for meget, naturen går fra at være gul og grøn til at være helt grå og brun, det ligner overhovedet ikke det samme område.
Det er igen noget, man kan gøre med nænsomt og omhyggeligt filmisk arbejde, og undervejs fik det mig til at tænke på eksperimenterende litteratur, hvor plottet måske kan være helt simpelt, men sproget er ekstremt kaotisk og omskifteligt.
Det andet Petzold er så mesterlig til, det er det helt omvendte. Det er at fange følelser. Ja, han forvirrer og desorienterer konstant med klip og kamera og lyd, men Paula Beer og Barbara Auer gør Laura og Betty til mennesker. Deres blikke, deres smil, deres mimik, det kommunikerer direkte til publikum, uden at Petzold ødelægger det med filmsproget. Det gør Miroirs No. 3 til en virkelig emotionel film om virkelige mennesker med virkelige følelser. Og samtidig er det så meget mærkeligere end det.
Det er en af Petzolds mindste film, og efter den mesterlige lag-på-lag-konstruktion Rød himmel er det måske en ikke helt lige så stærk oplevelse. Men Petzold har sjældent skabt noget så mystisk vibrerende. Så inviterende forvirrende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og