The Trial of the Chicago 7: Aaron Sorkin når han er bedst

i Film/Kultur af
FILM // ANMELDELSE – Den Oscar-belønnede manusforfatter og instruktør Aaron Sorkin er kendt for at kommentere på den amerikanske samtid, men denne gang er han rykket tilbage til tresserne. Det klæder ham, og giver plads til en virkelig fremragende fortolkning af en forrykt retssag.

Der er en tynd linje mellem kunstnerisk historiefortolkning og bedrevidenhed. Da Aaron Sorkin i sin tv-serie The Newsroom konstant og hele tiden postulerede hvordan medierne burde have dækket nylige begivenheder virkede det mest af alt som letkøbt bagklogskab. Men når han i The Trial of the Chicago 7 let og elegant omarrangerer historiske begivenheder, og lader visse karakterer fremføre smukke taler om præcis hvad der foregår, så virker det som kunstnerisk frihed.

The Trial of the Chicago 7 virker som en personlig, måske endda grænsende til idiosynkratisk, fortolkning af berømte begivenheder fra tressernes USA. Men måske fordi filmen er så kunstnerisk stærk, så fremstår det aldrig som andet en fremragende fortolkninger og kunstneriske overvejelser.

Der er få der som Aaron Sorkin er optaget af at kommentere og fortolke amerikansk samtidshistorie – han har skrevet The West Wing, The Newsroom, The Social Network, Steve Jobs og andre mere eller mindre virkelighedsbaserede værker – men The Trial of the Chicago 7 er måske det bedste han nogensinde har sagt.

En forrykt retssag

Filmen bygger på den virkelige historie om de syv mænd, der efter urolighederne omkring Demokraternes Partikonvent i Chicago i 1968, blev anklaget for at have konspireret om at skabe vold og optøjer. De syv var meget forskellige, fra de langhårede ‘yippier’ Abbie Hoffman og Jerry Rubin, over de pæne studenteraktivister Tom Hayden og Rennie Davis, og til den pacifistiske familiefar David Dellinger. En ottende person, Bobby Seale fra Black Panther Party, var del af sagen til at begynde med, men fik undervejs adskilt sin sag fra de andres.

Man skulle tro det ville være ret svært at få dømt otte så forskellige folk, hvoraf flere endda aldrig havde mødt hinanden, for at udgøre en samlet ‘konspiration’ – og Lyndon Johnsons justitsminister havde da også konkluderet det ikke kunne lade sig gøre, og at optøjerne i øvrigt hovedsagligt skyldtes fejl fra myndighederens side – men med Nixon villig til at gå helt til grænsen for hvor politisk en sag måtte være, og med en dommer Julius Hoffman, der ikke lod til at bekymre sig synderligt for de anklagede borgerrettigheder, så virkede ti års fængsel som en reel mulighed.

Og i periferien af retssagen fortsatte raceurolighederne efter mordet på Martin Luther King, ligesom Vietnamkrigen fortsat kostede en lind strøm af unge amerikanere livet. Det er en højdramatisk periode som Aaron Sorkin kommenterer på.

Instruktion med udgangspunkt i manus

Sorkin har skrevet manuskripter for nogle af de største engelsksprogede instruktører, Danny Boyle med Steve Jobs, Bennett Miller med Moneyball og selvfølgelig David Fincher med nyklassikeren The Social Network. Dette er hans anden film som instruktør, efter Molly’s Game fra 2017, og han har ikke de andre instruktørers visuelle overskud. Men det klæder helt ærligt hans manuskript at blive præsenteret neutralt, og det er ellers ikke noget jeg siger ret tit.

Der er ét filmisk element, der dog bliver håndteret fuldstændig sublimt, og det er klipningen. Alene åbningssekvensen, hvor de kommende anklagede fortæller om planerne for demonstrationerne, sammenklippet med så meget overskud og humor at man tror det er løgn, bør ses af alle når filmen kommer på Netflix. Resten af filmen er også god, men for faen de første minutter er fantastiske.

Meget af filmen er klippet efter dialogen, så sætninger sagt i én scene synes at blive afsluttet i den næste. Det er måske et vidunderligt element, der især findes i film instrueret af store manusforfattere. Det får filmen til at flyde, det får det til at føles som om alle elementerne af tiden er sammenhængende, ikke som konspiration, men som Historisk Øjeblik. Den fornemmelse er skøn.

Alene åbningssekvensen, sammenklippet med så meget overskud og humor at man tror det er løgn, bør ses af alle når filmen kommer på Netflix.

Derudover, så er der benyttet små hurtige klip, der fremstår nærmest som små traumer. F.eks en scene hvor politifolkene i Chicago tager deres numre af, for ikke at kunne identificeres inden de ‘anholder’ demonstranterne. Det fremstår som et traume for de demonstranter der blev udsat for vold, men fremstår også nærmest som om politivold er et tilbagevendende traume i amerikansk historie. Hvilket det jo også er.

Noget af det samme sker da vi rammer begyndelsen af december, hvor den unge aktivist Fred Hampton uden tvivl blev decideret myrdet af det lokale politi. Små klip af det blodige rum hvor politiet affyrede næsten hundrede skud, mens et enkelt Black Panther medlem affyrede et shotgun op i loftet efter at være blevet ramt i brystkassen, klippes ind igen som glimt af traumer. Igen en ganske stærk fortolkning.

Husk Fred Hampton

Mordet på Fred Hampton leder til filmens stærkeste scener, hvor Bobby Seale får lov til at kommentere på forskellen mellem de hvide og sorte aktivister, hvilket dagen efter i retten bliver meget meget tydeliggjort i den måde dommer Hoffman behandler den tydeligt traumatiserede og sørgende sorte mand på. De scener er filmens bedste, her stopper alle de speaksnakkende karismatiske aktivister simpelthen op, konfronteret med amerikansk ulighed i yderste potens.

Det er måden Bobby Seale og Fred Hampton fylder i baggrunden, der løfter filmen.

Det er umanerlig stærkt. Og komplet historisk usandt, så vidt jeg kan regne ud. Hampton blev myrdet i december, men på det tidspunkt var Bobby Seale allerede adskilt fra de andre tiltalte, den dårlige behandling af ham eskalerede ekstremt hurtigt, indtil det blev tydeligt for enhver det måske nok gav visse jurymedlemmer for meget sympati for aktivisterne… Men selvom det ikke er historisk sandt, så er det tæt nok på til at give mening, og det giver som nævnt anledning til filmens bedste taler.

Centralt i filmen er forholdet mellem hippien Abbie Hoffman (Sacha Baron Cohen, Oscar-værdig) og den mere sædvanligt politiske Tom Hayden (Eddie Redmayne, også glimrende). Men det er måden Bobby Seale og Fred Hampton fylder i baggrunden, der løfter filmen.

Fornem fortolkning

Sorkin er kendt som en dialogens mester, men her er det i lige så høj grad blikke, ansigtsudtryk og traumatiske glimt der formidler historien. Det er overraskende forrygende. Der er til gengæld enkelte lidt for smarte replikker, der ikke helt fungerer, ligesom mængden af strygere til tider nok skal sætte sig galt i halsen hos dele af publikum.

Men grundlæggende er The Trial of the Chicago 7 en virkelig god amerikansk film, én der intelligent og originalt fortolker og kommentere på smertelig historie med filmisk overskud og historisk intelligens. Den er på niveau med The Social Network og det bedste af The West Wing. Og kunne sagtens i de her corona-tider kaste en ganske stor bunke Oscar-nomineringer af sig.


The Trial of the Chicago 7
129 min
Netflix


Foto: Pressefoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film