Ma Rainey's black bottom

Ma Rainey’s Black Bottom – lidt for lille film, men Chadwick Boseman var stor

i Kultur/Film af
FILM // ANMELDELSE: Ma Rainey’s Black Bottom  er en filmatisering af et teaterstykke, produceret af Denzel Washington, og med Viola Davis og Chadwick Boseman i hovedrollerne. Den lille historie gemmer en langt større historie i sig, og kunne godt skaffe Boseman en posthum Oscar.

Film og tv smelter mere og mere sammen for tiden. Ligesom det efterhånden er blevet ganske normalt at sige om en tv-serie, at den er tænkt som en 10 timer lang film, så begynder film-mediet også at være mere og mere episodisk. De store superhelte-franchises hænger sammen på kryds og tværs, ligesom superhelte-hæfterne har gjort det, men også inden for kunstfilmen kommer der nye små idéer. Britiske Steve McQueens Small Axe, en samling af fem spillefilm lavet til BBC og Amazon, er sågar netop blevet udnævnt til årets film af det prestigiøse magasin Sight & Sound.

Derudover er det især Chadwick Boseman, der gør væsen af sig i sin sidste rolle inden sin død tidligere på året

Denzel Washington lavede helt tilbage i 2015 en endnu større aftale med HBO om at producere hele 9 film for firmaet, baseret på forfatteren August Wilsons teaterstykker. Den første, Fences, havde premiere i 2016 med Washington selv som både instruktør og hovedrolleindehaver, overfor Viola Davis i den kvindelige hovedrolle. Davis spiller også titelkarakteren i Ma Rainey’s Black Bottom. Derudover er det især Chadwick Boseman, der gør væsen af sig i sin sidste rolle inden sin død tidligere på året.

Det er meget tydeligt et teaterstykke. Langt det meste af filmen foregår i to rum en enkelt eftermiddag i 1920’ernes Chicago. Det er en fortættet, nærmest klaustrofobisk fortælling, der til sidst næsten lukker sig for meget om sig selv. Men derfor er det også en kvalitet, hvis Washington formår at gøre det til en del af en større serie.

En musikalsk eftermiddag

Ma Rainey var en af tyvernes blues-stjerner, og “Black Bottom” var en hitsingle, baseret på en dans. Stykket, og nu filmen, er en fiktiv fortælling om den eftermiddag, hvor hun indspillede sangen. Hovedpersonerne i fortællingen er egentlig hendes band, Levee (Boseman), Toledo (Glynn Turman), Cutler (Colman Domingo) og Slow Drag (Michael Potts), der bruger ventetiden til at diskutere kunst, stil og livet som sort i tyvernes USA. Og de har ventetid nok til at diskutere, for Ma Rainey er en særdeles krævende kunstner, der gør, hvad hun vil, hvilket skaber stort besvær for studiets hvide ejer. Men hun har sine grunde.

Levee er ung og overbevist om, at han nok snart skal blive en stjerne. I filmens introduktion ser vi ham på scenen forsøge at spille sine soloer i rampelyset, noget Ma Rainey bestemt ikke sætter pris på. Senere forsøger han at sælge nogle sange til studiets ejer, Sturdyvant (Jonny Coyne), ligesom han har lavet et helt nyt arrangement af “Black Bottom”, som han håber vil blive valgt til indspilningen. Hans kolleger i bandet sætter ikke pris på hans stil. De er ældre, de gør som Ma Rainey siger, og bibeholder deres karrierer på den måde.

Kun ved at være urimelig og stå fast på sine krav er det muligt for en kvindelig sort kunstner at få bare tilnærmelsesværdigt det, hun fortjener

Viola Davis spiller som Ma Rainey nærmest en hovedrolle i filmen, hvilket jeg fornemmer ikke er tilfældet i teatret, men hendes ageren er central for at forstå filmen. Hun er hamrende urimelig, insisterer på, at hendes nevø Sylvester skal speake en intro til sangen, selvom han stammer, sætter alt i stå, indtil hun får en cola, og kræver til sidst flere penge end aftalt.

Men hendes opførsel kommer til at virke lige så sigende som de andre bandmedlemmers mange monologer, for det er efterhånden ret tydeligt, at kun ved at være urimelig og stå fast på sine krav er det muligt for en kvindelig sort kunstner at få bare tilnærmelsesværdigt det, hun fortjener.

Forfatteren August Wilson

August Wilson (1945-2005) er mest kendt for sin Pittsburgh Cycle, en samling af ti teaterstykker, der alle på nær et foregår i Pittsburgh (undtagelsen er Ma Rainey, der som nævnt foregår i Chicago), hvor hvert teaterstykke udspiller sig i hvert sit årti af 1900-tallet, og som tilsammen udgør en stor forkromet fortælling om den afrikansk-amerikanske tilværelse i USA i det tyvende århundrede.

Filmudgaven ridser på fornem vis en større fortælling op. I introscenen ser vi først Ma Rainey synge i et telt i en skov i Syden, efterfulgt af en kollage af avisklip fra The Great Migration, migrationen af millioner af sorte fra nord til syd i de første årtier af 1900-tallet, hvorefter vi ser Rainey synge på en stor indendørs scene i rampelys og til et fornemt publikum. Introen modvirkes af en vidunderligt syrlig coda, der ikke skal afsløres her.

Chadwick Boseman spiller virkelig godt. Der er en monolog, hvor skælven i hans øjenkrog alene kan vinde ham en Oscar.

Men det er godt, at skuespillet lukkes lidt op, og det vil forhåbentlig ske yderligere med kommende filmatiseringer, for det er en lille smule småt.

Det er egentlig Levees historie, mere end det er Ma Rainey, og selvom Chadwick Boseman spiller fremragende, ligefrem Oscar-værdigt, så er det en karakter, som kalder på mere end en 90 minutters lang spillefilm. Hans karakter spejler sig i alle de andres opførsel, men vil fungere stærkere, hvis han også kan sammenlignes med King Hedley II, Seth Holly, og hvad karaktererne ellers hedder i de andre teaterstykker.

Godt håndværk om håndværkere

Det skal dog siges, at Chadwick Boseman virkelig spiller godt. Der er en monolog, hvor en skælven i hans øjenkrog alene kan vinde ham en Oscar. Ligeledes er det slående, hvordan Levee totalt skifter karakter, alt efter om han taler til sorte eller hvide. Han ved udmærket, hvilken straf, det kan medføre, hvis han er lige rapkæftet over for alle.

Viola Davis er også virkelig god som Ma Rainey. Hun har meget mindre at arbejde med, men skaber værdighed og kløgt i en karakter, der ellers kunne virke som selvoptaget comic relief.

Style’ ain’t nothing but keeping the same idea from beginning to end

Instruktør George C. Wolfe gør ikke meget væsen af sig, men det er heller ikke rigtig meningen. Det er langt hen ad vejen en håndværksfilm om håndværkskunstnere, der har en arbejdsdag i 1920. Musikken er god, kameraet er tålmodigt, alle spiller godt. 

På et tidspunkt, da Levee påstår, han er bedre end de andre, fordi han har “stil”, vrisser Toledo: “Style’ ain’t nothing but keeping the same idea from beginning to end”. Det er lidt, som om filmen har taget det til sig. Rent æstetisk stritter den lidt i øst og vest og giver mest af alt bare plads til, at skuespillerne skaber karakterer og fremsiger skuespillets tekst.

Og dermed ligner det igen i høj grad en tv-serie, hvor det er manusforfattere og skuespillere, der fylder mere end instruktører. Som del af en helhed er Ma Rainey’s Black Bottom virkelig vellykket, og der er blevet givet plads til at folk kan brillere. Det går op for én, at filmen i sig selv føles lidt for lille.


LÆS FLERE ANMELDELSER AF FREDERIK BOJER BOVÉ HER


Ma Rainey’s Black Bottom
93 minutter
Netflix


Fotocredit: Netflix promo

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur