Tibets realistiske optimist: Interview med Bob Thurman

i Asien/Internationalt/Kultur & Medier af

INTERVIEW – Selv om det umiddelbart ser sort ud for Tibet, er den amerikanske professor Bob Thurman optimist på den lange ban. Han mener, at Kina vil få mest ud af at have et godt forhold til Dalai Lama, og at supermagten også vil nå den erkendelse. Når det sker, bliver Tibet en juvel i det kinesiske rige, siger han til Camilla Alfthan.

I disse dage er det 68 år siden, at kineserne gik over den tibetanske grænse, hvilket førte til den unge Dalai Lamas bestigelse af tronen. Det blev også begyndelsen på den fastlåste position, som Tibet har befundet sig i gennem årtier.

“Tibetanerne er menneskerettighedernes babysæler. De bruger ikke vold og tror på fred i verdenen, men alligevel skal de knuses. Dalai Lama har for længst udtalt, at selv om Tibet blev invaderet i 50’erne, så kræver de ikke uafhængighed.”.

“Hvis de blot kan få deres eget selvstyre, vil de være glade for at være en del af den kinesiske union. Men kineserne lader som om, Tibet ønsker at løsrive sig for at have en undskyldning for at føre en hård linje,” fortæller skribenten Bob Thurman fra sit hjem i Amherst, Massachusetts, på den amerikanske østkyst.

Som professor i religion ved Columbia University har han specialiseret sig i de indiske og tibetanske varianter af buddhismen. At religion og storpolitik er et stykke af samme alen, fandt Thurman allerede ud som 23-årig, da han mødte Dalai Lama i dennes indiske eksil.

Den ikoniske leder, der opfattes som den fjortende reinkarnation af sin forgænger, var kun 19 år gammel, da han forhandlede sit lands fremtid med Kinas Mao Tse-tung.

Bob Thurman kalder sig selv for en optimist, som ser realistisk på det nuværende mareridt

Efter adskillige år med mislykkede fredsforhandlinger, hvor titusindvis af tibetanske modstandsfolk mistede livet, flygtede Dalai Lama til Dharamsala i Indien, hvor han fungerer som åndeligt overhoved og indtil for syv år siden ledte sin eksilregering, der i dag har den tibetanske Harvard-professor Lobsay Sangay som præsident.

Selv om budskabet er pacifistisk, og Tibet for længst har givet afkald på sin hær, er kinesernes mistro så stor, at det påvirker omverdenen:

“I Skandinavien har jeres regeringer indset, at kineserne ønsker at styre medierne på hele kloden på samme måde, som de gør derhjemme. De kan ikke acceptere, at der findes ytringsfrihed i de såkaldt demokratiske lande, og at de ikke kan undertrykke befolkningerne dér, og så undertrykker de dem alligevel,” konstaterer Thurman med slet skjult ironi.

Han var i sommer i Letland med Dalai Lama, som i dag en 83-årig herre, der oftest møder sine følgere via live-streaming derhjemme i Dharamsala.

Dalai Lama rejste til Baltikum, da buddhisterne fra den Mongolske Republik i Rusland ønskede at møde ham, og da “Putin ikke giver indrejsevisum til Dalai Lama” måtte man mødes et andet sted, fortæller professor Thurman.

Thurman-klanen

De to har været venner siden de tidlige 60’ere, da Bob Thurman som ung Harvard-student tog til Indien for at finde en dybere mening med livet.

Her mødte han Dalai Lama, som blev hans lærer, og som i 1964 ordinerede ham som munk – som den første person fra USA.

Tibetanerne er andenklassesborgere, og derfor er de blevet et symbol for omverdenen. Også selv om deres buddhisme er anderledes end buddhismen i Burma og Sri Lanka. Buddha er ikke truende, det er ikke jihad. Alligevel knuses de skånselsløst

Han opgav dog det kald efter kun et år og vendte tilbage til universitetet. Han blev gift med den svenske model, Nena von Schleebrügge og fik fire børn, der alle har buddhistiske navne: Ganden, Dechen, Uma og Mipam.

Uma, som er opkaldt efter en gudinde, kender de fleste som Hollywood-stjernen Uma Thurman. Ganden er chef i Tibet House i New York, som Bob og Nene grundlagde i 1987 som en pendant til det kulturhus, som Dalai Lama åbnede for over 50 år siden i Indien.

Stedets overordnede formål er at formidle den tibetanske kultur gennem skiftende udstillinger og foredrag. Skuespilleren Richard Gere sidder i bestyrelsen og har været med til at popularisere den tibetanske sag ligesom komponisten Philip Glass og alskens andre kendisser.

Bob og Nena Thurman har i en menneskealder arbejdet med buddhisme samt tibetansk kultur.

Siden 2001 har man desuden haft et refugium i Catskills-bjergene, hvor tilrejsende kan meditere og på anden vis dyrke buddhistisk medicin.

“Som ung studerede jeg Freud, Wittgenstein og siden den oprindelige indiske oplysningsbog om Buddha”, fortæller han.

”Jeg var ikke særlig religiøs og er det stadig ikke. For mig var tiltrækningskraften den videnskabelige og kulturelle side. Du finder virkelig mange dybe ting, især når det gælder de mentale aspekter, om hvordan du ændrer din tankegang”.

“Det var dét, jeg fandt efter Harvard: Fantastisk psykologi og moduler om relativitetsteorierne, biologi med sjæl og hjerne i stedet for denne latterlige idé, hvor vi lige nu er fanget i den vestlige verden; at alt blot er atomer og molekuler”.

Tibetanerne er blevet et symbol

Seks millioner mennesker bor i dag i Tibet, hvor buddhismen stadig er dybt forankret befolkningens selvopfattelse.

“Tibet er vigtig, da det er en koloni i Kina, der er en voksende stormagt, der prøver at overvise alle andre om, at de respekterer menneskerettighederne, og at man derfor kan lave forretninger med dem.”

“Men de slår ned på tibetanerne, og det samme sker med uighurerne i Xian-provinsen. Så hvordan skal man tro dem, når de slår ned på deres egen befolkning, mens nabolandene giver mere plads til deres minoriteter?” spørger Bob Thurman.

Tibetanerne har overlevet kulturrevolutionen, og før det den store krig i 50’erne, da hundredetusindevis blev sat i karantæne, og alt var kaos med klassekampreformer og arbejdslejre. De er stadig tibetanere, og vil overleve alt andet

Et af de mest skæbnesvangre programmer har været tvangsforflytningen af mere end en million tibetanske nomader, som blev fjernet fra deres stepper for at give plads til kinesisk landbrug. Under kummerlige forhold er de nu placeret i byerne, hvor de er sat i arbejde og deres børn er tvunget til at lære kinesisk.

“Tibetanerne er andenklassesborgere, og derfor er de blevet et symbol for omverdenen. Også selv om deres buddhisme er anderledes end buddhismen i Burma og Sri Lanka. Buddha er ikke truende, det er ikke jihad. Alligevel knuses de skånselsløst,” siger Bob Thurman.

Årsagen bag den hårde linje er sandsynligvis blot, at kineserne følger en politik, som de har fulgt i århundreder.

De vil gerne en forandring, men de har endnu ikke besluttet hvordan, og de er bange for at begå fejltagelser, siger han om den historisk lange konfrontation mellem de to lande, der kulminerede, da Tibet blev indlemmet i den kinesiske stat.

“I alle de år har tibetanerne modstået reformer og klassekampe og en intens hjernevask. Da der var en kort forbedring mellem 1983 og 1987, begyndte de at genopbygge deres templer med utrolige færdigheder, til trods for at man havde kriminaliseret dette i 30 år. De ønsker blot at være tibetanere og bevare deres kultur.”

Siden de Olympiske Lege i Beijing i 2008 er situationen blevet forværret, selv om den aktuelt er værre for andre minoriteter i Kina:

“Uighurerne er i en forfærdelig forfatning. En million mennesker er i forvaring, hvor de uddannes til at blive gode kinesiske borgere. Men undertrykkelse virker aldrig; folk er modstandsdygtige, og jeg tror, at præsident Xi forstår dette,” vurderer Thurman og tilføjer:

“Han vil gerne ind på verdensscenen, og derfor vil han søge PR-rådgivning, hvor han vil forstå, at han kan få god PR ved at have et godt forhold til Dalai Lama.”

Bob Thurman kalder sig selv for en optimist, som ser realistisk på det nuværende mareridt:

“Tibetanerne har overlevet kulturrevolutionen, og før det den store krig i 50’erne, da hundredetusindevis blev sat i karantæne, og alt var kaos med klassekampreformer og arbejdslejre. De er stadig tibetanere, og vil overleve alt andet,” siger han.

Det er en menneskeretsrevolution, der mangler

I stedet for at bekæmpe Tibet bør kineserne indgå en dialog:

“Tibet kan blive et eksempel på, hvordan man støtter minoriteter, der ikke er kinesiske, i stedet for at køre dem igennem nationskværnen. En sådan handling vil desuden berolige nabolandene, hvor der er buddhistiske befolkninger, ” siger han og fortsætter:

“Jeg tror, det sker snart og i Dalai Lamas livstid. Han fylder 84 næste år, og det vil skabe meget opmærksomhed, hvis han får lov til at besøge sit folk i sit hjemland, når kineserne åbent siger, at de har ændret deres syn på Tibet og deres buddhisme.”

“Præsident Xi har tidligere sagt, at de behøver den historiske kultur og en rehabilitering af Konfutse, og hans egen familie er interesseret i buddhismen, så jeg er sikker på, at tingene vil ændre sig, men spørgsmålet er blot hvornår?”

“Selv diktatorer har ikke fuldstændig magt, og det tager tid at skabe forandringer. Derfor er det vigtigt, at folk er informerede. En menneskeretsrevolution er ikke det samme som en kommunistisk revolution eller en voldelig. Det er en revolution, der taler imod undertrykkelse. Derfor er det væsentligt, at Tibets krav går igennem, da det vil vise, at vold ikke er løsningen, men derimod dialog og gensidig støtte,” siger Bob Thurman.

Når de skandinaviske lande indtager en afventende rolle, er det fordi, man er optaget af andre ting som flygtningeproblemerne og at holde sammen på EU. Det betyder dog ikke, at interessen for Tibet er aftaget. Der er måske mindre aktivisme, men bevægelsen er stadig meget stærk.

“Tibet går hele vejen tilbage til Shangri-La og verdens magiske rødder. I popularitetsmålinger rangerer Dalai Lama lige så højt som Pave Frans. Han fylder stadig, selv om han ikke missionerer eller ønsker at konvertere nogen til buddhismen. Han ønsker bare, at folk skal få et bedre liv.”

“Dalai Lama spreder glæde. Hvis man tænker positivt, når man yder modstand, er der større chance for at man opnår succes,” siger Bob Thurman om den nuværende situation, som han kalder for “et mareridt, der er skabt af en ledelse, der er både uvidende, stædig og grådig”.

Frit Tibet – ikke en umulig drøm

Både Thurman og Dalai Lama har sat sig for at leve længe nok til at se Tibet blive frit igen. Og måske er deres forhåbninger mere end utopiske drømme.

“Kineserne har været buddhister i over 1.000 år, hvor Konfutse gjorde kejserembedet til noget meget ærbart. Derfor vil kineserne og deres kommunistiske imperium måske interessere sig for, hvordan en ansvarlig kejser opfører sig,” siger Bob Thurman.

Den dag, Kina ændrer holdning og tager hånd om Tibet, bliver det til en juvel.

På Columbia University møder jeg mange kinesiske studerende … De elsker Tibets farverige kultur, og det sidste de ønsker, er at se den marginaliseret

“De har truffet nogle elendige beslutninger, som da de flyttede en masse kinesere og fabrikker ind i landet for at udvikle det. Kineserne fik alle fordele og ødelagde naturen, som de plyndrede, og nu har de fået et stort problem med drikkevandet. Dét har man nu forstået blandt Kinas øverste ledere, men det er svært at ændre kurs, når det involverer ministerier og en masse logistik. Men de er tvunget til at finde ud af det.”

“Når det sker, bliver Tibet lidt som Schweiz, som de kan tjene en masse penge på med bjergvandringer, vinterskiløb og hele helseindustrien. I 80’erne havde de en turistindustri, men da Kina begyndte med deres undertrykkelse, gik den tabt og i stedet fik de kinesiske turister. De skaber ingen indtægter, men cirkulerer blot pengene,” siger Bob Thurman, og tilføjer at kineserne ikke er rigtige kommunister.

“Politbureauet er deres imperialistiske komité, hvor præsidenten nu kan sidde hele livet. De vil fortsætte med en slags socialisme, der allerede fandtes under Konfutse.“

Et eksempel på, hvordan de kan sameksistere med Tibet, er den kinesiske arkitekt Zhang Kes’ bygninger ved Niyang-floden i Tibet, der sidste år modtog Alvar Aalto-prisen i Helsingfors. I sin takketale udtrykte Ke håb om at problemerne mellem Kina og Tibet snart løser sig.

“Vi kan rigtig godt lide hans arbejde, og som kunstner er jeg overbevist om, at han værdsætter den tibetanske arkitektur og kultur og har lavet en moderne version af dette”.

“Mange kinesere elsker Tibet, og mange medlemmer af det kommunistiske parti har et billede af Dalai Lama gemt væk i skabet. Det er derfor blot et spørgsmål om tid, før kineserne ændrer deres nuværende position. Når det sker, skal de finde ud af at integrere den kinesiske buddhisme med den tibetanske, da de er forskellige.”

“Populariteten i Tibets buddhisme gør nogle kinesiske lærere lidt nervøse, så der vil være en dialog. Det vil altsammen løse sig, det er jeg sikker på”, slutter han og tilføjer:

“På Columbia University møder jeg mange kinesiske studerende, som ikke kan vente på at lære om buddhismen. De er specielt glade for Tibet. De vandrer og rider i bjergene og har tibetanske kærester. De elsker Tibets farverige kultur, og det sidste de ønsker, er at se den marginaliseret.“


Topfoto: Christopher Michel, Flickr.

Seneste artikler om Asien