Amerikanske præsidenter plejer at tage Nordkoreas skingre udfald meget alvorligt, men sjældent bogstaveligt. Donald Trump tager Kim Jong-uns trusler bogstaveligt. Mette Holm analyserer den aktuelle, højspændte konflikt om Nordkorea.
Det er uhyggeligt svært at gennemskue, hvem Kim Jong-un og Donald Trump egentlig lytter til. At dømme efter den seneste tids hysteriske optrapning af megafonisk u-diplomati, fristes man til at tro, at svaret er ’ingen.’
Men så alligevel. Godt en tredjedel nede i det nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA’s flammende beretning om den prægtige leder, marskal Kim Jong-uns besøg på Folkehærens strategiske Styrkekommando, sniger sig en let nedtoning ind: Han sagde, at de amerikanske imperialister selv stak hovedet ind løkken gennem deres dumdristige militære konfrontationskurs – og tilføjede, at han ville holde øje med de latterlige og dumme yankeers opførsel lidt endnu… inden han trykker på knappen, der udløser angrebet, som vil ’omslutte’ den amerikanske Stillehavsbesiddelse Guam ’af flammer.’
Råberierne fra den ene til den anden skal efter min mening ikke tolkes som optakt til krig. Hvis de ville indlede en krig, var den allerede i gang – Geir Helgesen
En i virkeligheden ganske præcis beskrivelse af, at Kim vil bombe rundt om Guam, ikke selve øen. Så er der kun tilbage at håbe, at raketterne faktisk rammer ved siden af.
Kim Jong-un besinder sig med andre ord for en stund. ’Men,’ hedder det også: ’hvis yankeerne fortsætter med deres ekstremt farlige handlinger omkring den koreanske halvø og sætter Den demokratiske Folkerepublik Korea, DPRK’s selvbeherskelse på en prøve, gennemfører sidstnævnte en afgørende beslutning, som allerede er bekendtgjort, med advarsel til USA om at tænke rationelt og udvise sundt jugement for ikke endnu en gang at blive vanæret af DPRK i verdens øjne.’
Nu har spillet ændret sig. Nordkorea har atomvåben og i egne øjne dermed krav på at blive taget anderledes alvorligt
Donald Trump har ikke med egne ord sænket paraderne, men han modsiger ikke f.eks. udenrigsministeren, Rex Tillersons, forsvarsministeren, Jim Mattis’, den nationale sikkerhedsrådgiver, McMasters, ejheller generalstabschefen Dunfords forsikringer om, at der er styr på situationen, og at amerikanerne fortsat kan sove trygt om natten – i hvert fald i forhold til Nordkorea.
Nordkorea har foretaget en række prøveaffyringer af missiler i år og har desuden udviklet små atomsprænghoveder. Ifølge Washington Post m.fl. er Nordkorea nu i stand til at ramme både New York og Boston med atomvåben og måske også Washington.
Lige siden Iraks Saddam Hussein og Libyens Muammar Gaddafi blev væltet og ombragt ved udenlandsk intervention, har diktatorer og regimer, der byder Vesten imod, tilstræbt at udvikle eller erhverve atomvåben. For havde Saddam og Gaddafi haft atomvåben, havde de måske endnu været ved magten og var næppe blevet summarisk henrettet.
Nu har spillet ændret sig. Nordkorea har atomvåben og i egne øjne dermed krav på at blive taget anderledes alvorligt.
Trump tager Kim Jong-un bogstaveligt
Amerikanske præsidenter tager gerne Nordkoreas skingre udfald endog meget alvorligt, men sjældent bogstaveligt. Donald Trump har taget Kim Jong-uns trusler bogstaveligt i en grad, så han ligefrem har truet Kim Jong-un med angreb som gengæld for trusler, hvilket optrappede situationen gevaldigt.
Men d’herrer Kim har ikke set lyset. Dertil kommer deres helt usædvanlige hensynsløshed i forhold til befolkningen, der skal nære regimet og militæret, ikke omvendt
Samtidig har den amerikanske præsident indvarslet handelskrig mod Kina for piratkopiering og ikke at beskytte ophavsret. Og Trump har set sig blind på, at det må være Kina, han skal vride armen om på for at få Nordkorea til at atomafvæbne. Og det hverken kan eller vil Kina.
Kina er er nabo til Nordkorea, største samarbejdspartner og nærmeste allierede – en rolle, som Kina ikke er udelt begejstret for. Kinas ledere har i årtier forsøgt at overbevise det genstridige Kim-dynasti om fortræffelighederne ved økonomisk udvikling. Men d’herrer Kim har ikke set lyset. Dertil kommer deres helt usædvanlige hensynsløshed i forhold til befolkningen, der skal nære regimet og militæret, ikke omvendt.
Så hvor gerne han end vil, kan Donald Trump ikke true Kinas præsident og partichef, Xi Jinping, til at få Nordkorea til at makke ret. Heller ikke selvom Kina inderligt ønsker sig ro og stabilitet i sit nærområde.
Der til kommer, at Xi Jinping er i færd med at få kabalen ved Kinas Kommunistpartis 19. Kongres til efteråret til at gå op. Det er her, han udstikker Kinas kurs for de kommende fem år, skaffer sig af med modstandere og forfremmer sine støtter. Så han har meget at se til i denne tid – og må under ingen omstændigheder vise svaghed, hjemme eller ude.
Kina maner til besindighed
Ingen tvivl om, at Kina kan håndtere Nordkorea langt bedre, end USA – for slet ikke at tale om Trump – kan. ’Men Kina vil ikke ses som USA’s håndlanger,’ siger Geir Helgesen, Korea-forsker og direktør i Nordisk Institut for Asienstudier, der holder til på Københavns Universitet.
’Kina vil ikke agere ”talsperson” for USA, som er en væsentlig årsag til, at konflikten tilspidses. Aktuelt er Kina den mest afbalancerede magt i regionen, som stærkt anmoder alle parter om at lade være med at spille med atom- og andre muskler,’ siger Geir Helgesen.
Han påpeger også, at vestlige medier sjældent eller kun i beskedent omfang nævner de store amerikanske og sydkoreanske militærøvelser tæt på Nordkorea, som hver gang øger spændingsniveauet og efterfølges af prøveaffyringer og højrøstet tale fra hovedstaden, Pyongyang.
Hvis meningen er krig var den allerede i gang
Kim Yong-uns primære formål er at bevare magten og sit militær. Donald Trumps motiver – ud over at han vil have sin vilje – står knapt så klart. Men begge er ifølge Geir Helgesen temmelig sikkert klar over, at krig ikke er løsningen. ’Råberierne fra den ene til den anden skal efter min mening ikke tolkes som optakt til krig. Hvis de ville indlede en krig, var den allerede i gang’.
Sikkert er det, at kommer det til krig, vil det medføre helt uoverskuelige ødelæggelser og tab af menneskeliv på hele den koreanske halvø. Flygtninge vil strømme fra Nordkorea til både Kina og Sydkorea og videre derfra
Foreløbig har Kim Yong-un sat sit angreb mod Guam på pause, hvilket giver parterne tænkepause. Hvad mon han ønsker sig til gengæld? ’Spørg i den sydkoreanske hovedstad, Seoul,’ foreslår Geir Helgesen. ’De har med garanti en idé eller to’.
Seoul, der løbende er genstand for dramatiske trusler om angreb fra Pyongyang, er tavs. Trumps forsvarschef, Joseph Dunford, har netop været i Seoul, hvor han forsikrede præsident Moon Jae-in om, at ’militær indsats mod Nordkorea er sidste udvej’. Sydkorea dukker sig og håber på, det driver over også denne gang.
Sikkert er det, at kommer det til krig, vil det medføre helt uoverskuelige ødelæggelser og tab af menneskeliv på hele den koreanske halvø. Flygtninge vil strømme fra Nordkorea til både Kina og Sydkorea og videre derfra. Og de 140.000 amerikanske statsborgere og flere end én million kinesere i Sydkorea går heller ikke ram forbi.
Lytter Kim Jong-un til nogen?
Er der overhovedet nogen, der kan påvirke Kim Jong-un i en gunstig retning? Umiddelbart ser det ikke sådan ud, men det er værd at notere sig, at et – befolkningsmæssigt, om ikke geografisk – lille land som Mongoliet har påtaget sig en vigtig rolle i forhold til Nordkorea.
Når japanere, der blev bortført af Nordkoreas efterretningsvæsen i 1970’erne (for at udvikle et spionnetværk) eller deres efterkommere, en sjælden gang får lov at mødes med slægtninge fra Japan, sker det ofte i Mongoliet.
Og en vigtig flugtrute fra Nord- til Sydkorea går gennem først Kina og så Mongoliet, hvor Sydkorea ifølge beretninger fra mange nordkoreanske flygtninge har et diskret center, hvor flygtningene sundhedscheckes og screenes, inden de bliver sendt videre til Sydkorea.
Nordkorea er måske modtagelig for indtryk fra mindre stater eller sammenslutninger af mindre stater, som Pyongyang opfatter som neutrale … Mongoliets just afgåede præsident Elbegdorj, der stod i spidsen for den fredelige demokratiske revolution i 1990, er en af meget få statsledere, der har talt til diplomater, forskere, undervisere og embedsfolk på Kim Il-sung Universitetet i Pyongyang.
Og mest interessant, set fra en diplomatisk vinkel, er, at Mongoliets just afgåede præsident Elbegdorj, der stod i spidsen for den fredelige demokratiske revolution i 1990, er en af meget få statsledere, der har talt til diplomater, forskere, undervisere og embedsfolk på Kim Il-sung Universitetet i Pyongyang.
Elbegdorj havde fået besked på ikke at bruge ord som markedsøkonomi og demokrati i sin tale: i stedet fortalte han om mongolernes kærlighed til frihed, om hvordan Mongoliet (der var sovjetisk vasalstat i 70 år) kort efter den økonomiske og politiske uafhængighed af Sovjetunionen erklærede sig atomvåbenfri zone, og om hvordan en af hans første embedshandlinger som præsident var at afskaffe dødsstraffen.
Han forklarede, hvordan Mongoliet var gået fra 10 procent privateje og 90 procent stat til det omvendte – uden at nævne markedsøkonomi. Og han sagde også, at ’intet tyranni varer evigt. Den evige kraft er menneskets trang til at leve i frihed’.
De færreste lande eller ledere har haft lejlighed til at tale så åbent om behovet for udvikling, menneskerettigheder og en anden samfundsmodel i Nordkorea. Når det lader sig gøre for Mongoliets præsident, er det fordi, Mongoliet er neutralt og ingen stormagt, og Pyongyang ikke føler sig udfordret på sin eksistens.
Det vidner om, at Nordkorea måske er modtagelig for indtryk fra mindre stater eller sammenslutninger af mindre stater, som Pyongyang opfatter som neutrale. EU (måske ikke helt lille, men uden dramatiske modsætninger til Pyongyang) kunne måske gøre det. Eller som Geir Helgesen er fortaler for, en fællesnordisk indsats.
’De fem nordiske lande har jo alle haft diplomatiske forbindelser til Nordkorea siden 1970’erne, om end Sverige er det eneste, der har ambassade i landet. Og med vort “moralske supermagtsomdømme” og den positive opfattelse af os i såvel Seoul som Pyongyang, burde vi kunne blande os i en mæglerrolle. Også gerne på vegne af Europa,’ siger Geir Helgesen.
Helt lige til er det dog ikke: ’Det er nok kun de fornuftigste demokrater i USA, som vil nikke ja til sådan et initiativ, og uden godkendelse fra den kant, er der vist ingen muligheder.’
Foto: Korean Central News Agency.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
