EU I PUTINS SKYGGE #21 // ANALYSE – Kaja Kallas, der efterfølger Josep Borrell på posten som EU’s udenrigschef, får et bredere mandat, der giver mulighed for en mere central rolle i Kommissionen og for at fremme et tættere samarbejde mellem EU’s institutioner. Men den nuværende geopolitiske kontekst med sikkerhedstrusler fra Rusland og usikkerhed i Mellemøsten kræver en stærk EU-stemme, som Kallas vil få svært ved at udøve med de eksisterende institutionelle rammer.
I disse uger falder navnene på de nye EU-kommissærer for de næste fem år endeligt på plads, og det forventes, at Kaja Kallas får posten som udenrigschef. Kallas er fra Estland, hvor hun gjorde politisk lynkarriere og blev statsminister efter blot tre år i det estiske parlament og fire år i Europa-Parlamentet. Hun er kendt som en stærk støtte for Ukraine og en skarp kritiker af Rusland.
Ukraine bliver et gennemgående fokusområde
Som efterfølger for den markante Josep Borrell bliver Kaja Kallas’ hovedopgave som EU’s udenrigschef at lede møderne i Rådet for Udenrigsanliggender og stå i spidsen for EU’s udenrigstjeneste.
Den del af EU-samarbejdet er imidlertid mellemstatslig, hvilket betyder, at Kommissionen og Parlamentet ikke har nogen indflydelse, og at beslutninger træffes af medlemslandene med enstemmighed. Så selvom Kallas leder møderne og forbereder dagsordenen, er hun begrænset af, at det i sidste ende er medlemslandene, der bestemmer.
Med Lissabontraktaten blev det samtidig afskaffet, at formandskabet for udenrigspolitiske spørgsmål skiftede halvårligt. Når Danmark overtager EU-formandskabet i 2025, vil vi derfor ikke lede rådsmøder for EU’s udenrigs- og forsvarsministre – det gør Kaja Kallas.
Rollen som vicekommissær har hun automatisk også fået som følge af Lissabontraktaten, der etablerede dobbeltrollen for at skabe bro mellem EU’s institutioner – Rådet og Kommissionen.
Sammenlignet med forgængeren Josep Borrell er der mere substans i Kaja Kallas’ mandat som vicekommissær
Som vicekommissær bliver det Kallas’ opgave at styrke EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik i samarbejde med EU’s nye kommissær for forsvarsindustri og rumfart.
Tre hovedopgaver er at opbygge en forsvarsunion, som skal gøre EU-landene bedre i stand til at anskaffe og producere de militære kapabiliteter, der synligt har manglet under Ukraine-krigen, og som nu er endnu mere nødvendige med Donald Trump som amerikansk præsident de næste fire år.
Sammen med Andrius Kubilius skal Kallas udarbejde en hvidbog om europæisk forsvars fremtid inden for de første 100 dage af sin embedsperiode. Derudover skal hun arbejde for en styrket relation mellem EU og Nato. Ukraine vil være et gennemgående fokusområde i Kallas’ virke.
Kallas skal også samarbejde med kommissæren for udvidelse samt kommissæren for naboskab for at styrke EU’s strategiske forbindelser uden for unionen. Hendes opgaver omfatter udviklingen af en EU-strategi for Mellemøsten med fokus på krigen i Gaza, en ny strategi for EU’s relation til Indien og en pagt for Middelhavet.
Det nævnes også, at Kallas, i samarbejde med kommissæren for velstand og industriel strategi, franske Sejourne, skal arbejde på en ny økonomisk udenrigspolitik, som promoveres i eksterne relationer, herunder via instrumenter som Global Gateway.
Derudover vil hun også arbejde for at styrke EU’s sikkerheds- og udenrigspolitiske forhold til Storbritannien. Sidst nævnes desuden i hendes mission letter, at Kallas får til opgave at arbejde for, at EU i højere grad træffer udenrigspolitiske beslutninger ved kvalificeret flertal.
Sammenlignet med forgængeren Josep Borrell er der mere substans i Kaja Kallas’ mandat som vicekommissær, og der lægges op til et samarbejde med en langt bredere vifte af andre kommissærer.
Ud over at dette skyldes en Kommission, der lægger større vægt på sikkerhed og forsvar end tidligere, kan det også hænge sammen med, at Kallas potentielt kan få en mere central rolle i Kommissionens arbejde.
Dette kan vise sig som en styrke for EU’s samlede arbejde på det sikkerheds- og udenrigspolitiske område, da der hidtil har været en vis afstand mellem EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik og det institutionelle system, der understøtter dette (i Rådet), og Kommissionens arbejde. Samarbejdet har desuden været præget af magtkampe om, hvem der varetager hvilke opgaver.
Udfordringer i vente
Rollen som EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HRVP) er udfordrende på grund af sin institutionelle sammensætning.
Den blev skabt med Lissabontraktaten i 2009, for det første med henblik på at give EU en stærkere rolle udadtil og samtidig lade medlemslandene styre udenrigspolitikken – en kombination, der i praksis ofte er umulig.
Udenrigschefen skal repræsentere en slags kompromis mellem 27 medlemslandes holdninger, hvilket betyder, at udtalelserne ofte ender som laveste fællesnævner – og selv her opstår der ofte uenigheder.
Derudover skal vicepræsidentrollen i HRVP-posten fremme et bedre inter-institutionelt forhold mellem Kommissionen og Rådet, hvilket også er særdeles udfordrende. Kallas’ første udfordring bliver således at navigere i en position, der i udgangspunktet er meget svær at håndtere.
At Rådet, som Kallas repræsenterer, træffer beslutninger ved enstemmighed, gør desuden, at EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik oftest er et trægt system, hvor beslutninger træffes langsomt og med begrænset slagkraft.
Trump har en udtalt modvilje mod institutioner som EU og vil sandsynligvis have ringe respekt for Kallas’ rolle, hvilket betyder, at hendes gennemslagskraft i forhold til USA vil være minimal.
Hendes opgave med at forsøge at ændre dette i sit mission letter bliver mildest talt udfordrende. Det var også en prioritet i hendes forgængers mission letter, men der blev ikke opnået nogen nævneværdig ændring i Rådets beslutningsprocedurer.
I en tid med stadig større uenigheder blandt EU’s stats- og regeringsledere, især på det udenrigspolitiske område, bliver det en svær kamp for Kallas.
En mere grundlæggende og ekstern udfordring for Kallas bliver at navigere i en geopolitisk situation, der ikke kun er præget af en alvorlig sikkerhedstrussel mod øst, men også af, at Trump nu er sikkert tilbage i Det Hvide Hus.
EU står i dag svagere og mere sårbart over for russisk aggression ved sine grænser og en konflikt i Mellemøsten, hvor det har begrænset indflydelse. Økonomisk sikkerhed har fået højere prioritet, men EU har en begrænset rolle i rivaliseringen mellem USA og Kina.
Trump har en udtalt modvilje mod institutioner som EU og vil sandsynligvis have ringe respekt for Kallas’ rolle, hvilket betyder, at hendes gennemslagskraft i forhold til USA vil være minimal.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
