ANGREBET PÅ HONG KONG – 80 ÅR // LONGREAD – “Målet med Hong Kong var at omdanne området til en militærbase, der skulle anvendes i krigen mod de allierede magter. Herudover skulle den tidligere britiske koloni bruges som en spydspids i krigen mod Kina,” skriver historikeren Jens-Peter Fage Madsen. I sidste uge skrev han om det japanske angreb på Hong Kong den 8. december 1941. Her følger beretningen om besættelsen og befrielsen af Hong Kong samt retsopgøret mod de japanske krigsforbrydere efter den japanske kapitulation.
Efter det britiske nederlag gennemførte japanerne en hurtig magtovertagelse. Frem til februar 1942 lå magten efter tur i hænderne på de militære ledere Takkasi Sakai og Masaichi Niimi. Deres opgave var at nedkæmpe enhver modstand mod den japanske besættelse.
Da dette var sket, blev magten overdraget til Hong Kongs første japanske guvernør – kaldet guvernørgeneral, Rensuke Isogai. Han sad på posten frem til februar 1945, hvor han blev erstattet af Hisakazu Tanaka. Japan havde det klare mål med besættelsen af Hong Kong, at området skulle integreres i det japanske rige ud fra teorien om ’Storasiens fælles velfærdsfære’. Ud fra denne teori skulle hele verden ’samles under et tag’ under den japanske kejsers ledelse.
Det blev forbudt at have engelske skilte ved fx butikker. Herudover erstattede den japanske kalender med japanske helligdage den tidlige anvendte britiske kalender
Målet med Hong Kong var at omdanne området til en militærbase, der skulle anvendes i krigen mod de allierede magter. Herudover skulle den tidligere britiske koloni bruges som en spydspids i krigen mod Kina. Her var det Jiang Jieshis Guomindang, der var hovedfjenden, idet netop Guomindang sad på magten i Sydkina. Japanerne havde set, hvordan Jiang Jieshis tropper løbende havde modtaget våben og andre ressourcer fra USA og andre allierede magter. Disse ressourcer kom ind i Kina gennem Hong Kong. Ved at beherske Hong Kong skulle denne transport effektivt stoppes.
Endelig var det et overordnet mål, at Hong Kong skulle være et økonomisk kraftcenter for Japan. Et område, der gennem samarbejde med befolkningen i Hong Kong, skulle udvikles til at bidrage med ressourcer til den japanske krigsførelse. Japanerne ville således også bruge Hong Kong som et mønstereksempel på, hvordan et område kunne udvikle sig, hvis man valgte at samarbejde med Japan. Dette skulle ikke mindst være et signal til andre lande, der var eller blev besat af Japan.
Del og hersk på japansk
Udviklingen i verdenskrigen efter det japanske angreb på Pearl Harbour betød imidlertid, at Japan havde brug for de tropper, der havde været anvendt ved besættelsen af Hong Kong, på andre frontafsnit. Det betød, at Hong Kong skulle holdes i et fast jerngreb af japanerne med relativt få tropper.
For at sikre dette indgik den japanske besættelsesmagt et samarbejde med den lokale kinesiske elite, idet disse fik sæde i to rådgivende organer, nemlig ’Det Kinesiske Repræsentative Råd’ og ’Det Kinesiske Samarbejdsråd’. For at få de lokale kinesere til at bakke op om samarbejdet i disse to råd, præciserede Japan, at kinesere og japanere racemæssigt havde så mange fællestræk, at et samarbejde var fornuftigt og naturligt for begge parter.
Selv om de to råd udelukkende var rådgivende i forhold til guvernørgeneralen, gav rådene kineserne en følelse af at blive hørt. I enkelte tilfælde gav samarbejdet også kineserne reel indflydelse på udviklingen i Hong Kong. Herudover indgik Japan et samarbejde med de lokale Hong Kong-triader, som var en halvkriminel organisation, der havde sine rødder i de kinesiske triader.
De oprindelige triader var et traditionelt hemmeligt selskab. Triaderne i såvel Kina som i Hong Kong havde over årene udviklet sig til organisationer, der primært skaffede sig indtægter gennem kriminalitet.
Endelig kom det japanske militærpoliti, Kempeitai, til at spille en central rolle i Hong Kong. Kempeitais opgave var at sikre udførelsen af de politiske beslutninger, der blev truffet. Dette skete ofte ved særdeles hårdhændede metoder.
Hong Kong ’japaniseres’
Befolkningen i Hong Kong mærkede den japanske magtovertagelse på mange måder. I den milde ende blev de vidne til, at en række gader, pladser, hoteller og lignende fik nye japanske navne. Ligeledes blev det forbudt at have engelske skilte ved fx butikker. Herudover erstattede den japanske kalender med japanske helligdage den tidlige anvendte britiske kalender.
Endelig blev skolerne tvunget til at lære børn og unge japansk. Formålet med ovenstående var naturligvis at erstatte britisk og kinesisk kultur med japansk. Hvad angår pengesystemet oplevede borgerne, at Hong Kong dollar blev afløst af den japanske ’besættelsesvaluta’, der blev betegnet ’gunpyo’. I den alvorlige ende oplevede mange indbyggere at blive udvist eller fordrevet fra Hong Kong.
Befolkningsreduktion
Umiddelbart er det vanskeligt at få et præcist billede af befolkningstallet i Hong Kong. I 1941 angives befolkningstallet til at være mellem 1.6 og 2 millioner. Af disse var langt hovedparten kinesere.
Mellem 1931 og 1941 var den kinesiske befolkning i Hong Kong vokset med cirka 800.000 indbyggere. Det var mennesker, der var flygtet til Hong Kong fra den kinesiske borgerkrig og den japanske besættelse af landet.
Det antages, at op mod 10.000 civile Hong Kong-borgere blev henrettet af japanerne uden forudgående rettergang
Mange af flygtningene levede i midlertidige flygtningelejre under dårlige forhold. Japanerne ønskede efter besættelsen at reducere Hong Kongs befolkningstal for simpelthen at begrænse omfanget af ressourcer (fx mad), der skulle bruges i området. I alt blev befolkningstallet reduceret med mellem 1 og 1.4 millioner. Mange kinesere blev sendt tilbage til Kina. Andre blev deporteret til øde områder med meget få ressourcer. Til dette formål anvendte japanerne ofte fjerntliggende og tyndtbefolkede øer.
Atter andre valgte mere eller mindre frivilligt at rejse. Storbritannien havde evakueret mange kvinder og børn allerede før kampene brød ud. Mange portugisere rejste til Aomen (Macao). En del af de øvrige europæere forlod Hong Kong for at rejse hjem til Europa. Der var dog også europæere, der valgte at slå sig ned i Kina. Her virkede Shanghai som en magnet.
Dertil kom, at mange indbyggere fra såkaldte ’fjendtlige lande’ blev interneret eller fængslet. Ved fordrivelsespolitikken havde Japan dog klare retningslinjer for, hvem der ikke blev fordrevet eller fik lov til at rejse. Det gjaldt blandt andet fabriksarbejdere, skibsbyggere og landmænd, der var vigtige for produktionen i Hong Kong. Herudover antages det, at op mod 10.000 civile Hong Kong-borgere blev henrettet af japanerne uden forudgående rettergang. Det var ofte Kempeitai, der stod bag drabene.
Leveforholdene i Hong Kong
De basale leveforhold udviklede sig i det førhen velstående Hong Kong i negativ retning.
Før krigen oplevede langt de fleste indbyggere leveforholdene i kronkolonien som gode og trygge. Under krigen blev leveforholdene meget dårligere. Mængden af fødevarer og andre nødvendigheder blev reduceret. Trygheden forsvandt på grund af kampene og bombardementerne. Mange fik ødelagt deres hjem. Andre blev af sikkerhedsmæssige årsager tvunget til at flytte fra De Nye Territorier og Kowloon til Hong Kong-øen. Det tidligere gode og trygge liv i kronkolonien blev erstattet af utryghed.
For at sikre sig personlig rigdom gennemførte officerer private plyndringer fra de mere velstående borgere i Hong Kong
Efter besættelsen af Hong Kong blev leveforholdene katastrofale. Fødevarer blev nu en udbredt mangelvare. Sulten bredte sig i den tidligere kronkoloni, og der rapporteredes endog om eksempler på kannibalisme. Dertil kom, at de japanske myndigheder og ikke mindst Kempeitai konstant skabte frygt og utryghed i dagligdagen.
I tilgift blev borgerne i Hong Kong også vidne til rivalisering mellem japanske officerer. De kæmpede internt om magt, indflydelse og rigdom. For at sikre sig personlig rigdom gennemførte officerer private plyndringer fra de mere velstående borgere i Hong Kong.
Vil der komme hjælp udefra?
Om end Hong Kong-kineserne ikke havde ’elsket’ den britiske kolonimagt, må mange med den japanske besættelse have følt, at de var kommet ’fra asken til ilden’. Alt tydede i årene efter besættelsen på, at hverken Storbritannien eller USA kunne komme Hong Kong til undsætning indenfor en overskuelig tidshorisont. Begge lande var travlt beskæftigede med kampe på andre frontafsnit i Europa, Afrika eller Asien.
Det eneste lys i mørket var muligvis, at kinesiske tropper og britiske BAAG-enheder (British Army Aid Group) med mellemrum angreb japanerne i De Nye Territorier op mod grænsen til Kina.
Hong Kongs skæbne
Umiddelbart efter angrebet på Pearl Harbour og Hong Kong gik spekulationerne i gang om, hvilken status kronkolonien ville få efter verdenskrigens afslutning. Det var hurtigt klart for den lokale befolkning, at det næppe blev dem selv, der kom til at afgøre områdets tilhørsforhold, når krigen engang endte.
Skulle Japan efter 2. Verdenskrig stå som sejrherre, ville Hong Kong helt givet forblive japansk. Hvis krigen derimod (som mange håbede) endte med en allieret sejr, ville det efter alt at dømme blive Storbritannien, USA og eventuelt Kina, der kom til at afgøre Hong Kongs skæbne.
Der var fire mulige og realistiske scenarier for udgangen. Den første mulighed var som tidligere nævnt, at Hong Kong forblev japansk. Den anden mulighed var, at Hong Kong kunne blive genetableret som en britisk kronkoloni. Mulighed tre var, at Hong Kong kunne blive overdraget til Kina, og dermed kunne området blive en del af Kina. Endelig kunne Hong Kong blive et selvstyrende område.
Den britiske holdning
Storbritanniens stilling var klar fra første færd. Hong Kong var et britisk område, der midlertidigt var besat af Japan. Derfor skulle området efter krigen igen være britisk.
Churchill udtrykte det meget utvetydigt ved at sige, at en udskillelse af Hong Kong fra Det Britiske Rige ville blive ’over hans lig’. Denne bombastiske udtalelse faldt angiveligt under Kairo Konferencen i sommeren 1943.
Den amerikanske holdning
Amerikanerne og ikke mindst Roosevelt så ganske anderledes på sagen. Atlanterhavsmødet mellem Churchill og Roosevelt i august 1941 burde have givet Churchill en ide om, hvordan USA så på Hong Kongs (og de øvrige koloniers) fremtid.
Churchill kom til mødet for at få tilsagn om materiel støtte (blandt andet våben) til krigen mod Tyskland. Herudover håbede han på at få et amerikansk løfte om hurtigt at gå ind i krigen på britisk side. Churchill fik det første men ikke det sidste ønske opfyldt. Til gengæld måtte han acceptere ordlyden af den såkaldte Atlanterhavserklæring fra den 14. august 1941. Heri siges det:
Præsidenten for USA og premierminister Churchill… er mødtes og anser det for ret at tilkendegive visse grundsætninger fælles for deres respektive landes politik, på hvilke de støtter deres forhåbninger om en bedre fremtid for verden… (i erklæringens punkt tre siges det)… For det tredje: De respekterer alle folks ret til at vælge den regeringsform, under hvilken de vil leve, og de ønsker at se suveræne rettigheder og selvstyre tilbagegivet til de folk, hvem de med vold er blevet frarøvet…”.
Formuleringen burde give Churchill mindelser om Præsidents Wilsons 14. punkter, som de blev formuleret efter 1. verdenskrig. Budskabet fra Atlanterhavsdeklarationen var helt klart: Kolonierne (herunder Hong Kong) skulle, når krigen sluttede, have deres selvstændighed tilbage. Herunder skulle kolonierne også have ret til selv at vælge et eventuelt tilhørsforhold til et eller flere andre lande.
I november 1943 tilbød Roosevelt faktisk Guomindang-lederen Jiang Jieshi hjælp til at sikre, at Hong Kong efter krigen ikke igen blev britisk. Kravet til Jiang Jieshi var dog, at Guomindang skulle samarbejde med Kinas Kommunistiske Parti i krigen mod Japan. Roosevelts løfte til Jiang var dog ikke diskuteret med Churchill.
I løbet af 1942-1943 blev det mere og mere sandsynligt, at Japan og Tyskland ville tabe krigen. Spørgsmålet var nu blot, hvornår det ville ske! Tyskland blev besejret på østfronten og i Afrika. Japan led afgørende nederlag under slaget ved Midway i sommeren 1942. Aksemagternes forestående nederlag blev yderligere understreget af den allierede landgang i Normandiet ved D-dag i juni 1944.
Samtidig skete der en forskydning af forholdet mellem borgerkrigens parter i Kina. Hvor det tidligere på det nærmeste havde været givet, at det nationalistiske Guomindang ville vinde borgerkrigen, opstod der nu tvivl om udfaldet. Dette skete parallelt med, at amerikanerne i stigende grad mistede tilliden til Jiang Jieshi. Fra amerikansk side måtte man se i øjnene, at et udfald af den kinesiske borgerkrig kunne blive en kommunistisk magtovertagelse i Kina.
Det var netop en eventuel kommunistisk magtovertagelse i Kina, der havde fået den øverstkommanderende for de amerikanske tropper i Stillehavet, general Douglas MacArthur, til at give udtryk for støtte til det det britiske synspunkt om, at Hong Kong skulle genetableres som en britisk koloni
Denne erkendelse indfandt sig hos amerikanerne samtidig med, at det blev mere og mere klart, at verden efter afslutningen på verdenskrigen ville blive vidne til en ideologisk konflikt mellem USA og Sovjetunionen. Konturerne til den kolde krig kunne allerede skimtes i forbindelse med afslutningen på ’den varme krig’.
Det var netop en eventuel kommunistisk magtovertagelse i Kina, der havde fået den øverstkommanderende for de amerikanske tropper i Stillehavet, general Douglas MacArthur, til at give udtryk for støtte til det det britiske synspunkt om, at Hong Kong skulle genetableres som en britisk koloni. Dette skete i en samtale med den britiske generalløjtnant Herbert Lumsden. Amerikanerne blev nemlig nødt til at forholde sig til, hvad der ville ske med Hong Kong, hvis det blev overdraget til et kommunistisk Kina.
Ved Jalta-mødet i februar 1945 stod det klart for amerikanerne, at Guomindang ikke ville eller kunne bidrage til det endelige slag mod Japan. Dette bidrog til et flydende holdningsskifte blandt amerikanerne. Det britiske synspunkt blev derfor efterhånden mere accepteret. Dette fik Roosevelts efterfølger på præsidentposten, Harry S. Truman, til at beslutte, at MacArthur skulle sørge for, at det blev briterne, der skulle modtage japanernes kapitulationserklæring, når krigen endelig var slut. En britisk modtagelse af den japanske kapitulation var samtidig et signal om, at Hong Kongs fremtid kunne blive som britisk kronkoloni.
Men det var ikke et amerikansk løfte til Storbritannien om, at de igen ville få Hong Kong.
Den kinesiske holdning
I Kina nærmede borgerkrigen mellem Guomindang og Kinas Kommunistiske Parti sig i 1945 sin afslutning. Specielt efter den japanske kapitulation intensiveredes kampene mellem de to parter. Slutspurten om magten i Kina blev sat ind.
Før den japanske kapitulation regnedes det for mest sandsynligt, at Guomindang ville blive den endelige sejrherre, og dermed ville Jiang Jieshi blive den kommende magthaver i Kina. Mod verdenskrigens slutning opstod der tvivl om udfaldet. Kinas Kommunistiske Parti og Folkets Befrielseshær viste sig at være stærkere end tidligere antaget.
Da kommunisterne i 1947-1948 indledte en offensiv, lykkedes det ret hurtigt at trænge Guomindang-hæren tilbage. I 1949 led Guomindang et afgørende militært nederlag ved et slag i Nordkina. Ved dette ene slag mistede Guomindang-hæren 600.000 mand, hvoraf 327.000 blev taget til fange eller lod sig tage til fange. Herefter led Guomindang nederlag på nederlag.
I 1949 var det slut. Jiang Jieshi flygtede til Taiwan, og Mao Zedong udråbte Folkerepublikken Kina på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Kina var blevet kommunistisk. I denne kaotiske situation interesserede meget få kinesere sig for Hong Kong. Dog tyder alt på, at såvel Guomindang som Kinas Kommunistiske Parti havde den holdning, at Hong Kong igen skulle være kinesisk. Blev Hong Kong igen kinesisk, ville det jo bidrage til at vaske den plet, som opiumskrigene med Storbritanniens ydmygelse af Kina havde efterladt, væk.
Hvad mente indbyggerne selv?
Blandt indbyggerne i Hong Kong var der næppe en entydig holdning til, hvordan de så områdets fremtid. Europæerne i den tidligere kronkoloni så naturligvis helst, at Hong Kong blev levereret tilbage til briterne. Dette ville sikre deres investeringer, og at den gode og trygge tilværelse, de havde kendt, da Hong Kong var en kronkoloni, ville vende tilbage.
Hvordan kineserne i Hong Kong så på situationen, kan der kun gisnes om, idet undersøgelser jo ikke blev lavet. Nogle af kineserne havde ganske givet et ønske om, at Hong Kong skulle vende tilbage til Kina. Andre håbede sandsynligvis på, at området på sigt kunne få en uafhængig status mellem Kina og Storbritannien. Endelig var der ganske givet også blandt den kinesiske del af befolkningen nogle, der så en genetablering af kronkolonien som den bedste løsning. Dette synspunkt var ikke mindst gældende blandt kinesiske forretningsfolk og virksomhedsejere.
Verdenskrigens afslutning
2. verdenskrig sluttede for Europas vedkommende med Tysklands betingelsesløse kapitulation i maj 1945. Trods denne kæmpede japanerne videre med stadig mere desperate midler.
Begyndelsen til enden kom i sommeren 1944, hvor den japanske hær led et katastrofalt nederlag ved slaget om stillehavsøen Saipan. Da de amerikanske tropper gik i land på Saipan, blev de mødt af et grusomt syn. Ud af de cirka 30.000 japanske tropper, der skulle forsvare øen, overgav kun 921 sig til amerikanerne. De resterende var enten faldet i kamp eller havde begået selvmord ved at kaste sig i havet fra Saipans klipper. Efterlevelse af den gamle bushido-tradition gjorde, at man som japansk soldat hellere ville kaste sig i døden end at bringe sig selv i vanære ved at overgive sig til fjenden.
Endeligt skulle anvendelsen af atombomberne også sende et klart signal til Sovjetunionen og de kinesiske kommunister om, at USA, der på dette tidspunkt havde monopol på det altødelæggende våben, var parat til at anvende våbnet ved fremtidige konflikter
Efter nederlaget ved Saipan fulgte nederlag efter nederlag for japanerne. Men det var alle nederlag, der også kostede den amerikanske hær store menneskelige og materielle tab. USA oplevede at stå overfor en fjende, der ville tage alle metoder i brug for udskyde eller forhindre det endelige nederlag.
I krigens afsluttende fase tog japanerne et nyt våben i brug, nemlig de såkaldte kamikaze-piloter (eller kamikaze-fly). Det var piloter, der var uddannet til at sætte sig i et fly lastet med sprængstof og derefter styre dette imod fjendtlige skibe. Dette skulle de gøre for fædrelandet og for kejseren, vel vidende at fuldendelsen af en sådan mission ville betyde den sikre død for piloterne selv.
Stillet overfor kampe med meget store amerikanske tab og kemikaze-flyene besluttede USA at anvende atombomber mod Japan. Dette skete med atombomberne over Hiroshima den 6. august og Nagasaki den 9. august. Atombomberne forrettede ubeskrivelige menneskelige og materielle ødelæggelser.
Det anslås, at op mod 250.000 mennesker mistede livet i Hiroshima og Nagasaki. Blandt ofrene var en stor del af Kiyosho Watanabes (Onkel Johns) familie. Hans kone og en af hans døtre blev således dræbt, da den første atombombe den 6. august 1945 ramte Hiroshima. Stillet overfor dette nye frygtindgydende våben, kapitulerede Japan den 15. august 1945.
Hvorfor atombomber?
Mange har siden august 1945 spurgt sig, hvorfor USA valgte at bruge atombomber i en situation, hvor krigen på det nærmeste var afgjort. Det kan forekomme som en meget kynisk beslutning. Der var dog flere forklaringer på den amerikanske beslutning.
Frygten for store allierede tab ved en kommende invasion af Japan var den officielle begrundelse for, at atombomberne blev bragt i anvendelse. Forklaringen er plausibel, men den kan ikke stå alene. USA tog helt sikkert også atombomberne i brug over Japan, fordi man ønskede at undersøge, hvilke virkninger atombomber havde på kort og på lang sigt. Endeligt skulle anvendelsen af atombomberne også sende et klart signal til Sovjetunionen og de kinesiske kommunister om, at USA, der på dette tidspunkt havde monopol på det altødelæggende våben, var parat til at anvende våbnet ved fremtidige konflikter.
Kejserens tale
Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki havde tvunget Japan i knæ. Efterfølgende kapitulerede den japanske kejser Hirohito betingelsesløst på vegne af Japan. Samtidig med dette erklærede Hirohito, at Japan accepterede Potsdam-aftalens betingelser.
Efterfølgende blev budskabet om det japanske nederlag bragt til den japanske befolkning i en radiotale. Det var første gang nogensinde, den brede japanske befolkning havde hørt kejserens stemme. Han overbragte budskabet om det militære nederlag uden at tage ordet kapitulation i sin mund. Ved at gå i radioen med nederlagsbudskabet omdefinerede han samtidig sin egen rolle. Hvor kejseren tidligere havde haft en ophøjet, en nærmest gudelig status, var han nu én blandt ligemænd, der alle skulle bidrage til at sikre den japanske nations overlevelse.
Med kapitulationen ophørte den japanske besættelse af Hong Kong også. Hverdagen kunne derfor atter vende langsomt tilbage i den tidligere kronkoloni. Vejen fra at være et japansk besat område til igen af være kronkoloni skulle dog vise sig ikke at være helt uden komplikationer.
Hong Kong mellem stormagterne
I forbindelse med møderne i Jalta og Potsdam blev det aftalt mellem krigens sejrherrer, at befriede territorier skulle besættes af den nation, der befriede de pågældende territorier.
Hong Kong var imidlertid ikke blevet befriet af en udefrakommende magt. Derfor kunne en tanke være, at Hong Kong skulle høre under Kina. Det ville reelt betyde, at Hong Kong blev underlagt Guomindang og Jiang Jieshi, der på dette tidspunkt dominerede Sydkina. Dette regnede japanerne med skulle ske. Briterne derimod havde den holdning, at Hong Kong igen skulle være britisk. Usikkerheden om Hong Kongs fremtid var derfor stor.
Samtidig bredte anarkiet sig i området. Røverbander gennemførte plyndringstogter og kinesiske guerillaer rettede angreb på japanske tropper op mod den kinesiske grænse. I denne situation kom briten Franklin Gimsom til at spille en central rolle. Han kom oprindeligt til Hong Kong den 6. december 1941 for at indtage sin nye stilling som kolonisekretær. Han nåede dengang kun at beklæde posten i cirka et døgn, før krigen brød ud.
Under det meste af den japanske besættelse af Hong Kong sad han i Stanley krigsfangelejren. Efter den 15. august fik han forbindelse til ’British Army Aid Group’ (BAAG). Herigennem fik han den 23. august 1945 tilladelse fra den britiske regering til at etablere et britisk hovedkvarter i Hong Kong. Efter forhandlinger med japanerne blev et sådan etableret.
Blandt de dømte ved krigsforbrydertribunalerne efter 2. verdenskrig var de hovedansvarlige for angrebet på og besættelsen af Hong Kong
Herefter stod det klart, at japanerne nu var indstillet på at overgive sig til briterne. Den 30. august anløb den britiske flåde, under kommando af kontreadmiral Cecil Halliday Jepson Harcourt, Hong Kong. Den 16. september overgav de japanske styrker sig til Harcourt. Hermed overtog briterne igen området, og Hong Kong blev på ny en britisk kronkoloni.
I foråret 1946 vendte Mark Young tilbage som en del af det militærstyre, der skulle forberede en tilbagevenden til et civilt styre i kronkolonien. Han var tydeligt fysisk svækket efter den behandling han havde fået under den japanske internering. Som Youngs efterfølger og dermed den første guvernør i Hong Kong efter afslutningen på 2. Verdenskrig udnævntes William George Herder Grantham. Han besad stillingen som guvernør af kronkolonien Hong Kong i de næste 11 år.
Retsopgøret
Parallelt med genindførelsen af det civile styre startede der et retsligt opgør mod de japanere, der under besættelsen havde begået krigsforbrydelser. Det skete med nedsættelsen af et krigsforbrydertribunal for Hong Kong i 1946. Ved dette tribunal idømtes 21 personer dødsdomme. To personer fik livsvarigt fængsel, 84 personer blev idømt fængselsstraffe spændende fra seks måneder til 20 års fængsel. 14 personer blev frifundet, primært på grund af manglende beviser.
En af de mere spektakulære sager var sagen imod Ionouy Kanao. Denne var født og opvokset i byen Kamloops i Britisk Colombia i Canada, hvorfor han blandt venner og fjender gik under navnet ’Kamloops Kid’. Han var søn af øjensynligt velintegrerede japanske emigranter. Hans forældre havde ikke tætte relationer til familien til Japan. Alt tydede på, at de havde taget de amerikanske værdier og den amerikanske livsform til sig. Både forældrene og sønnen Ionouy var blevet amerikanere.
I 1938 valgte Kanao imidlertid at rejse til Japan for at studere. Dér blev han fascineret af militaristernes ideologi og den japanske oprustning. Kanao meldte sig til den japanske hær og blev udstationeret i Hong Kong. Her blev han tilknyttet Kempeitai. Under retssagen mod ham blev han tiltalt og dømt for at yde tolkebistand til Kempeitai. Ligesom han blev dømt for som lejrvagt at have medvirket til fysisk og psykisk tortur mod krigsfangerne. Under retssagen kom det frem, at han skulle have sagt til sine tidligere landsmænd, at:
”… jeres koner og søstre vil blive voldtaget af vore soldater og enhver, der sætter sig til modværge, vil blive skudt…”.
Da han stod overfor dommeren, benægtede han anklagerne. Han forklarede sine handlinger ved at sige:
”… mit sind og min krop tilhører den japanske kejser…”.
Trods Kanaos benægtelse fik han en dødsdom. Den blev eksekveret i 1947. Stående på skafottet var hans sidste ord ’banzai’ (der betyder 10.000 år). Med dette mente han ganske givet, at det japanske rige skulle eksistere i 10.000 år i den form, han kendte det.
Blandt de dømte ved krigsforbrydertribunalerne efter 2. verdenskrig var de hovedansvarlige for angrebet på og besættelsen af Hong Kong: Takashi Sakai, Tanaka Hisakazu og Rensuke Isogai. Takashi Sakai fik en dødsdom for krigsforbrydelser begået i Kina og Hong Kong. Også Tanaka Hisakazu fik en dødsdom for krigsforbrydelse begået i Hong Kong. Rensuke Isoga blev idømt livsvarigt fængsel for krigsforbrydelser begået i Hong Kong. Han sad fængslet i Nanjing, men blev dog løsladt i 1952 og døde i 1967. Rensuke Isoga blev 81 år gammel.
Danskerne i Hongkong
I 1940 befandt der sig omkring 60 danskere i Hong Kong. Det var primært forretningsfolk og deres familier, der var søgt mod den britiske kronkoloni. Med det japanske angreb og besættelsen af Hong Kong stod mange i et dilemma: Skulle de forlade Hong Kong, eller skulle de blive? Blandt de, der blev, var der også et antal, der meldte sig til ’Hong Kong Volunteer Defence Corps’ (HKVDC). De ønskede at forsvare det hjem og de forretninger, de havde skabt sig langt fra Danmark.
I bogen Ikke en jordisk chance har forfatteren Frode Z. Olsen beskrevet en række af danskernes skæbne på en fin måde. Han fokuserer på de medlemmer af ’Hong Kong Volunteer Defence Corps’ (HKVDC), der er med i Frihedsmuseets database.
Danskere i kamp i Hong Kong
Det er muligt at finde navne på danskere, der blev en del af kampen om Hong Kong fra forskellige kilder:
Frihedsmuseets database over søfolk og soldater i allieret tjeneste 1939-45 har registreret ni mænd, der kæmpede i Hong Kong. Otte af disse kæmpede i ’Hong Kong Volunteer Defence Corps’ (HKVDC).
Det er:
Jørgen Vibe Christensen, Niels Ørskov Christensen, Holger Dryer, Jacob Christian Anker Gundersen, Erik Edvard Hüttemeier, Kaj Søren Kjær, Kaj Westergaard og Kurt Wilkens. Dertil kommer, at registeret rummer navnet Aage Laurits Peter Poulsen, der kæmpede i Hong Kong som canadisk soldat.
Hong Kong Veretans Commemorative Association har en database over canadiere, der deltog i kampene. Her finder man de dansk-canadiske brødre Tage ’Tiger’ Gynther Agerbak, Knud ’Ken’ Agerbak og Børge ’Buster’ Agerbak. Brødrene var født i Danmark. De voksede dog op i Canada som sønner i en dansk udvandrerfamilie.
Hjemmesiden ’Hong Kong War Diary’ nævner en række dansk-Canadiere, nemlig Frederik Forbes Henningsen, J. C. Brown (omtales som enke) og H. Jensen. Supplerende oplysninger om disse tre er ikke umiddelbart tilgængelige.
Forfatteren Henrik Krüger nævner i sin bog ’Hans V. Tofte – Den danske krigshelt, der kom til tops i CIA’, at brødrene Stortland Olsen og Arnold Olsen begge havde været aktive i ’Hong Kong Volunteer Corps’.
Brødrene blev født og voksede op i Shanghai som sønner i en dansk familie.
Fælles for gruppen af frivillige var, at de fleste var relativt unge mennesker i tyverne eller trediverne. Nogle var gift og havde små børn, andre var ungkarle. To var dog noget ældre, idet de var midt i halvtredserne, da krigen startede i 1941. Fælles for alle var dog, at de havde taget stilling til konflikten. De var parate til at risikere livet for den frihed og det liv, de havde levet i kronkolonien. To af de frivillige (Kurt Wilkens og Kaj Kjær) mistede livet under kampene. De resterende havnede i japanernes krigsfangelejre.
Under opholdet i fængslet oplevede Jørgen Vibe Kristensen at blive sendt til Japan, hvor han blev sat til at arbejde i en kulmine nær Osaka. Trods strabadserne overlevede han.
Shippingmanden Niels Ørskov Christensen døde, mens han var i krigsfangenskab. Han døde formodentligt af en indsnævring af kranspulsåren. Det er en sygdom, der ikke direkte kunne knyttes til livet i lejren. Specielt Niels Ørskov Christensens liv under kampene og den efterfølgende japanske tilfangetagelse er meget fint beskrevet.
Det skyldes simpelthen, at Niels Ørskov såvel under krigen som under tilfangetagelsen minutiøst skrev dagbog dag for dag. Efter hans død sørgede hans ven og medfange Erik Hüttemeir for, at dagbogen blev gemt. Han svøbte den i plastic og gravede den ned på et let genkendeligt sted. Efter den japanske kapitulation gravede han atter bogen op og overleverede den til Niels Ørskovs enke, Karen Lisbeth Christensen.
Mange år senere (i 1979) indtalte Karen Lisbeth båndoptagelser til sin søn Steen Ørskov Christensen. I optagelserne beskriver hun livet i Hong Kong før og under kampene frem til nederlaget til japanerne. En kopi af dagbogen ligger sammen med båndoptagelserne i dag i Frihedsmuseets arkiv. Den originale kopi af dagbogen er naturligvis fortsat i familiens varetægt.
Også dansk-canadieren Tage ’Tiger’ Gynther Agerbak mistede livet i Hong Kong. Carol Hadley, der er datter af Børge Agerbak og præsident for ’Hong Kong Veterans Commemorative Association of Canada’, fortalte i 2013 til avisen Winnipeg Sun om brødrenes skæbne. Hendes far tog til Hong Kong sammen med sine brødre Tage og Knud som en del af Winnipeg Grenadiers. Gennem sin barndom hørte Carol aldrig om, hvad der skete i Hong Kong. Det var simpelthen for hårdt for faderen at fortælle om det. Dog har hun som voksen fået dele af beretningen. Hun fortæller til Winnipeg Sun om sin onkel Tage, at han blev myrdet af japanerne. Det skete ved, at:
”…han såret og sammen med andre sårede soldater blev anbragt i et skur, hvorefter de (japanerne) brændte det ned… ”.
Om sin far Børge og sin onkel Knud beretter hun:
”… (de) blev taget til fange og blev gjort til krigsfanger, her led de af alle mulige former for sygdomme og var underlagt alle mulige former for grusomheder gennem fire år… (videre fortæller hun om faderen) …Da han kom hjem, led han af underernæring og brugte derfor mere til på Deer Lodge (hospital) end hjemme… ”.
Som afslutning på beretningen om de danskere, der deltog aktivt i kampene mod japanerne og for Hong Kong, vil jeg give ordet til familien Ørskov Christensen. Karen Lisbeth fortæller således på de omtalte båndoptagelser fra 1979 til sin søn Steen om livet i kronkolonien:
”…Det var jo i Hong Kong, du kom til verden… Det Hong Kong, som vi kendte dengang, var jo slet ikke det samme, som det er i dag… Det, der står i min erindring om Hong Kong, er, at det var et fredeligt og meget smukt sted… Din far, han havde, som du jo ved, meldt sig ind i det frivillige korps, ’Hong Kong Volunteer Defence Corps’ … for som han sagde: Hong Kong det er vort andet fædreland. Niels følte, at han havde den samme forpligtigelse som englænderne til at forsvare stedet … (Karen Lisbeth husker, at Niels sagde følgende, da han blev indkaldt)… Tænk Karen. Jeg glæder mig ligefrem. Nu skal japanerne få at se, hvad det vil sige at komme i krig… (Karen Lisbeth fortsætter)… Krigen begyndte i Hong Kong den 8. december 1941. Dagen startede for øvrigt ganske dejligt med prægtigt solskin fra en klar blå himmel, mildt stille vejr… Klokken otte gik den første alarm, sirenernes tuden bølgede ud over byen… efter et par minutter hørtes tydeligt den dybe brummen af de japanske flyvemaskiner, og et øjeblik efter hørtes eksplosionerne fra bomberne, men det var nu noget borte. Men så kom der gang i antiluftskytset, og det var godt at høre. Det knaldede løs og japanerne forsvandt. De havde fået, hvad de fortjente, og det havde de godt af. Det var lufthavnen, der var blevet bombarderet… (hvad Karen Lisbeth i første omgang opfattede som en britisk sejr viste sig hurtigt at være det første britiske nederlag af mange. Derfor fortsætter hun med at konstatere)… Det var det første grimme nederlag… ”
Herefter afslutter Karen Lisbeth sin beretning med at fortælle om nederlagene, der førte til kapitulationen. Hendes beretning stopper her. Hun siger, at hun vil indspille flere bånd. Har hun gjort det, er de ikke tilgængelige på Frihedsmuseets database!
I forbindelse med en mindehøjtidelighed for 75 året for det japanske angreb på Hong Kong sagde sønnen Steen Ørskov Christensen:
”Jeg er stolt af min fars holdning. Da Danmark blev besat af tyskerne, gik han ind i kampen. Han kæmpede for Danmark og for min og min mors frihed… ”.
Mindehøjtideligheden fandt sted på Sai Wan War kirkegården, hvor hans far ligger begravet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
