Opråb fra en ”klimahystade”: Vi må hæve os over den usmagelige magtkamps retorik

af i Debat/KLIMAKRISE

KLIMA // DEBAT – At udskamme folk som anmassende eller direkte hysteriske er muligvis et alment taktisk og retorisk greb i det politiske spil for at få modstanderen til at fremstå usympatisk og urimelig, skriver Nadine Lensborn. Men når Kristian Thulesen Dahl udtaler, at han “er dødtræt af, at den her valgkamp er gået ud i grøn, grønnere, grønnest” handler han politisk umodent. Klimakrisen handler ikke om, hvad den enkelte politiker er dødtræt af – der gik ”klimahysteri” i den danske valgkamp, fordi folk er reelt bekymrede og forlanger politisk mod og handlekraft

Klimahysteri? Jo tak! Utallige avisoverskrifter og klimaforskere fra hele verden råber op om, at der er god grund til at være både hysterisk og historisk bekymret. Det blev også et solidt valgtema, og tirsdag d. 14. maj 2019 kunne man læse en artikel på dr.dk med overskriften:

”DF-formand dødtræt af ‘klimahysterisk’ valgkamp: Det er nærmest overbudspolitik”

Vores sprogbrug bidrager så nemt til latterliggørelse og undertrykkelse af det ”kvindelige”, det vil sige såkaldte feminine dyder som omsorgsfuldhed, sårbarhed og en vis selvopofrelse for fællesskabet. For hvem er det nu der historisk set er hysteriske? Det er kvinderne.

Når hr. Thulesen Dahl mener, ”at danskerne må spise, hvad de har lyst til”, påråber han sig ikke bare retten til at sætte det personlige valg over de fælles globale interesser, han holder samtidig stædig fast i den vestlige verdens dominerende mentalitet

Historisk sat i bås som det ”svage” køn, der også altid har haft negativ patent på at være det ”følsomme” køn. Et køn med denne kronisk iboende fare for at selvsamme følelsesregistre kammer over og bliver ”hysterisk”, ja, det er jo nærmest en karakterbrist, og det legitimerer, at det, som kommer ud af denne ”hysteriske” krop ikke skal tages alvorligt, tages for pålydende, eller tillægges nogen særlig værdi. Kvindekroppen er nemlig bare ”hysterisk”.

Sådan har kvinder hørt ekkoet i årtusinder, når de blot, ligesom mænd, havde noget vigtigt på hjerte. Underforstået peger det også hen imod, at det at ”føle” noget meget stærkt og udtrykke det, man føler stærkt for noget, hurtigt kan blive ”hysterisk”. Det er simpelthen for kvindeligt, for feminint, for følsomt, ”hysterisk” og ”svagt!”

Danmark er det mest intensivt dyrkede landbrug i Europa

I nævnte artikel på dr.dk. lyder underrubrikken: ”Danskerne må spise, hvad de har lyst til, mener Kristian Thulesen Dahl, der opfordrer til at frede dansk landbrug i klimadebatten.”

Thulesen Dahl argumenterer med, at ”vi er et gammelt stolt landbrugsland(…)”og tilføjer, at dansk landbrug gør meget for at blive mere klimavenligt og er blandt verdens mest klimaeffektive landbrugsproduktioner.

Men ser man på de konkrette fakta, fx statistiksamlingen Sådan ligger landet udarbejdet af Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening” i 2017 er Danmark det mest intensivt dyrkede land i Europa, samtidig med, at Danmark har verdensrekord i at producere mest kg kød pr. indbygger.

Et langt mere klimaeffektivt landbrug er altså i høj grad muligt, men det kræver ikke kun en vilje fra forbrugernes side at skære drastisk ned på kødforbruget. Det kræver også større politisk opbakning og konkret støtte til de landmænd, der ønsker at gå i mere bæredygtig retning

Ifølge samme statistik er vi et af de lande i verden, der rent faktisk også spiser mest kød pr. indbygger. Når det kræver ca. 7 kg korn at producere 1 kg oksekød og ca. 4 kg korn til 1 kg svinekød, så viser regnskabet åbenlyst, at det ikke er en ”klimaeffektiv” måde at producere mad til mennesker på. Med en globalt hastigt stigende befolkningsvækst er det alarmerende nødvendigt at sikre endnu bedre udbytte af jordens ressourcer.

Af Danmarks samlede dyrkede landbrugsjord går hele 79,8 pct. alene til at producere foder til de dyr der ender som kød. Det er tankevækkende at på samme areal kunne Danmark producere mad til (hold nu fast!) 49 millioner mennesker, hvis vi gik over til ren vegetabilsk kost. Et langt mere klimaeffektivt landbrug er altså i høj grad muligt, men det kræver ikke kun en vilje fra forbrugernes side at skære drastisk ned på kødforbruget. Det kræver også større politisk opbakning og konkret støtte til de landmænd, der ønsker at gå i mere bæredygtig retning som fx at omlægge deres landbrug fra dyrehushold og føde til dyr til avl af planteføde til mennesker i stedet.

Stop udskamningen

En dugfrisk rapport fra CONCITO – Danmarks grønne tænketank – understreger blot, at ændringer i landbruget og ændrede spisevaner til en mere plantebaseret kost er afgørende elementer i håndtering af klimakrisen. Man må derfor konkludere, at der er brug for politisk mod til netop at stoppe med at frede landbrugsproduktionen, som vi kender den i dag (modsat hr. Thulesen Dahls forslag) og i stedet sadle om. Den eneste som har brug for fredning i ethvert fornuftigt fremtidsperspektiv er moder natur, som kæmper med forurenede have og grundvand, nedsmeltning af indlandsisen, døde koralrev og massiv daglig udryddelse af dyrearter.

At ”udskamme” folk som anmassende eller direkte ”hysteriske” er muligvis et alment taktisk og retorisk greb i det politiske spil for at få modstanderen til at fremstå usympatisk og urimelig, men kære Kristian Thulesen Dahl: Det er for uprofessionelt i dit politiske virke at bede vælgere forholde sig til, hvad du personligt er træt af eller ”orker”, når du også udtaler: ”Jeg er dødtræt af, at den her valgkamp er gået ud i grøn, grønnere, grønnest.” og ”Jeg orker ikke et samfund, hvor man skal pege fingre ad hinanden, som vi er på vej til.”

Men klimakrisen handler altså ikke om, hvad man orker. Det her handler om, hvad moder Jord orker! Moder Jord er træt! Moder Jord orker ikke mere sniksnak, men har brug for handling.

De feminine dyder er iboende alle køn, og det er netop og præcist denne omsorgsfulde følsomme buldrende stærke vulkanske urkraft, der skal til for at redde menneskeheden fra vores undergravende grådighed og magtbegær over jordens ressourcer

Samtidig er det uklædeligt, at hr. Thulesen Dahl som ansvarsfuld politiker vælger at få folk, der tager klimakrisen dybt alvorligt, til at fremstå som ”hysteriske” og ”ukammeratlige”, fordi de blot ønsker, at deres medmennesker også begynder at vise mådehold fx ved at skære ned for kødforbruget. Det er nu engang det, som igen og igen nævnes som en yderst vigtig årsag og effekt i status quo, og det er netop dér, hver enkelt af os har mulighed for at handle og gøre en positiv forskel så hurtigt som allerede i dag.

Medicinen til vores moder Jord er handlinger, der kan genskabe balance imellem klimaet, mennesker og dyr, og her er det vigtigere end nogensinde, at vi også én gang for alle får gjort op med det feminine som en “svaghed”. De feminine dyder er iboende alle køn, og det er netop og præcist denne omsorgsfulde følsomme buldrende stærke vulkanske urkraft, der skal til for at redde menneskeheden fra vores undergravende grådighed og magtbegær over jordens ressourcer.

Et farligt, tankeløst “hersker”-syndrom

Vi kan ikke ændre status quo med de samme undertrykkende maskuline kræfter og magtstrukturer, som har bragt os frem til nu. En magtstruktur, hvor risikoen for at blive kaldt ”hysterisk” også hurtigt vil kunne lukke munden på selv den mest passionerede mand. Kalder man en mand hysterisk tillægger man ham nemlig den ”svage” feminine (over)følsomhed og tildeler ham dermed lidt af en sviner. Det er kort sagt en retorik der undertrykker alle køn.

Som eksempel lavede komikeren Casper Christensen en status opdatering på Facebook i december 2018, hvor der stod, at han havde meldt sig ind i ”Dansk Vegetarisk Forening”. En del af hans motivation var også klodens tilstand. Ud over et heppekor af ligesindede m/k´er blev hans valg nærmest opfattet som en hån mod al mandigt og ”maskulint” med kommentarer (fra mænd) som fx: ”Nu er han blevet til en pivert”, ”Ja nu giver ordet klovn da mening.” og ”Der røg så alt for den mand…Eller mand? Hmm….???”

Udskamningen lukkede dog (heldigvis!) ikke munden på hr. Christensen. Han statusopdaterer fortsat, tydeligt glad, om sin plantebaserede livsstil.

Kristian Thulesen Dahls idé om, hvad der er ”hysterisk”, er altså ikke bare et forældet perspektiv i forhold til, hvor mange moderne mænd (og kvinder) er på vej hen – det er et farligt, tankeløst og maskulint “hersker”-syndrom, der spiller på laveste niveau, hvor man tyr til udskamning som et brutalt spark hen over skinnebenet for at lamme, og i denne kontekst, lukke munden på sin modstander – her altså de klima-bekymrede.

Lige så upassende er det, når en erfaren politiker som Pia Kjærsgaard i skuffelse over det nylige EU valgs resultat stempler de personer, der med rette går mest op i klimaet lige nu, som ”klimatosser”.

Når hr. Thulesen Dahl mener, ”at danskerne må spise, hvad de har lyst til”, påråber han sig ikke bare retten til at sætte det personlige valg over de fælles globale interesser, han holder samtidig stædig fast i den vestlige verdens dominerende mentalitet, hvor vi forbeholder os den suveræne ”ret” til diverse billige goder med udnyttelse af billig arbejdskraft og rovdrift på naturen i tredje verdens lande. Her kan fx nævnes, at den nuværende danske svineproduktionen lægger beslag på et areal i Sydamerika, som er større end Sjælland, alene til at dyrke foder til danske svin.

Der er brug for sammenhold

Der er alvorligt brug for normændringer og ny værdisætning i hele samfundet og globalt, hvor det feminine aspekt får plads, og hvor vi ser på den tredje verdens befolkning som ligeværdige i forhold til ”ret” og ”lyst”. Og hvor mænd heller ikke risikerer udskamning, når de udviser stærk omsorg, sårbarhed eller særlig bekymring for miljøet, dyr eller helt basalt: deres medmennesker.

Der er nemlig ikke tid eller plads til flere skel mellem ”os” og ”dem”, mellem køn, kulturer eller kontinenter, når det handler om klima. Vi står på en historisk skillevej, hvor vi er dybt afhængige af hinandens hjælp, støtte, empati og omsorg for at få det bedste ud af jordens ressourcer uden at ødelægge den og dermed vores egne og fremtidige generationers levevilkår. Der er brug for sammenhold på tværs af alt, hvad der hidtil har skilt mennesker ad – og der er mindst af alt brug for ”hysteri”-stigmatisering af dem, som egentlig bare påpeger nødvendigheden af handling og ytrer reel bekymring for vores allesammens sårbarhed i status quo.

Samtidig er der brug for, at Vestens mellem- og overklasser går forrest som det gode eksempel qua vores privilegerede positioner med adgang til både viden, magt og midler. Vi har dagligt mulighed for at tage utallige klimabevidste valg, som fattige mennesker på globalt plan ikke har, når livsvilkår og hverdag kun efterlader midler til basal overlevelse og ”ret” og ”lyst” slet ikke er privilegier, man har. Det er derfor uklædeligt for en politiker som hr. Thulesen Dahl at stå i en så privilegeret position som politiker med medier til rådighed og lyttere i hobetal og fyre en svada af om, hvad vi i Vesten har ”ret” til, fordi vi ikke ”orker” det ”klimahysteri” og alt den ”grønne” snak. Det er ikke bare uklædeligt – det er umodent, uambitiøst og direkte ansvarsløst over for næste generation, som den svenske teenager og klimaaktivist Greta Thunberg også er en del af.

Selv den kækkeste humor, løser ikke det problematiske i de brugte skældsord. Hverken kvinder eller psykisk syge fortjener at blive taget som gidsler i en undertrykkende retorik

Netop Greta Thunbergs heltinde-status blandt både unge som ældre viser, at tiden netop er moden til en ny feminin og følsom tilgang til klimakrisen. Der gik ”klimahysteri” i den danske valgkamp, fordi folk er reelt bekymrede og forlanger politisk mod og handlekraft. Så imens hr. Thulesen Dahl hænger fast i nostalgi, hvad angår vores stolte landbrugstraditioner, så går ”klima-hystaderne” på gaden i klimastrejker. Moder Jord og folket kræver fut i fejemøget. Som Greta Thunbergs håbefuldt har udtrykt det: ”The people will rise to the challenge!

En fristende strategi, også i historisk perspektiv, er at ”re-claime” det skældsord man bliver påduttet og bære sin ”klimahysteriske” kasket med værdighed og stolthed. Lig modsvaret på Pia Kjærsgaards ”klimatosse”-retorik, som søsatte en spontan kædereaktion på de sociale medier med #Klimatosse påhæftet folks profilbilleder. Men selv den kækkeste humor løser ikke det problematiske i de brugte skældsord. Hverken kvinder eller psykisk syge fortjener at blive taget som gidsler i en undertrykkende retorik. Enhver kan derfor lade sig inspirere af Michelle Obamas historiske udsagn om, hvordan man håndterer ondskabsfuld mobning: ”When they go low, we go high!”

Vi må hæve os op over den usmagelige magtkamps retorik. Vi er nemlig fælles om at være sårbare i de klimaforandringer, vi står midt i. Løsninger kalder mere end nogensinde før på fælles omsorg og respekt, både over for hinanden og over for moder Jords behov. Så er der måske en chance for, at vi kan bevare klodens biodiversitet og frodighed, og kommende generationer også kan vokse op og få glæde af klodens nuværende (trods alt) skønhed og livgivende gaver.


Foto: Markus Spiske on Unsplash

Skribent & klima- og dyrerettighedsaktivist
Jeg har en Bachelorgrad i Litteraturvidenskab med tilvalgsstudie i bl.a. kvinde- og kønsstudier fra Københavns Universitet, samt flere diplomkurser i journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Emdrup (DMJX). Min BA-opgave omhandlede ”Kunst og kønsrepræsentationskritik i Kristians Hornsleths malerier, Fuck My Brains Out”.
Mine særlige interesseområder er litteratur, kønsroller, kønsidentitet, kønsrepræsentation, ligestilling, feminisme, veganisme, minimalisme, klimaaktivisme og dyrerettigheder.
Jeg var fra 2009-2014 skribent- og redaktør på frivilligmagasinet ”Magasinet Danner”, hvor jeg skrev kultur- og samfundsorienterede artikler vinklet omkring køn og ligestilling.
Publikationer omfatter også noveller i Cupido, bidrag til bogen ”Istedgadeliv” (Byens Forlag) og litteraturformidling med tekst og bogvalg til emnefolderen ”LGBTQ – Fortællinger om mangfoldigheden i køn og seksualitet” (Biblioteksmedier 2016).
Jeg er dertil en passioneret amatørfotograf. Jeg har bl.a. deltaget i FotoMarathon (24 timer) i København flere gange, ligesom jeg i næsten ti år trofast har fotograferet Copenhagen Pride Paraden fra tilskuerrækken.

Seneste artikler om Debat