ABORTSAGEN I MISSISSIPPI // KOMMENTAR – Efter at delstaten Texas i efteråret nærmest afskar kvinder retten til abort, fulgte Mississippi i november op med lignende stramninger i lovgivningen. Det er en sag med store konsekvenser.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Onsdag den 1. december 2021 hørte den amerikanske Højesteret, US Supreme Court (også kaldet SCOTUS), mundtlige argumenter i forhold til Mississippis lov om at forbyde abort efter 15. uge af en kvindes graviditet. Loven, som blev til allerede i 2018, men først trådte i kraft i dette efterår, indskriver sig i kampen for og imod abort i USA.
Det er en kamp, som har stået på siden 1980’erne. På det tidspunkt øjnede Det Republikanske Parti en stor vælgermasse, som man kunne bejle til – de evangelikale, altså de kristne fundamentalister. Karl Rove, en af præsident Reagans rådgivere, fandt ud af, at Det Republikanske Parti, bl.a. ved at appellere til de evangelikale kristne, kunne få valgt Reagan til præsident i USA. Ved at slå på udtryk som family values lykkedes det, og det er i dette lys, man skal se Mississippis abortlov, og dens aktuelle følger i en bredere sammenhæng.
Roe v. Wade
De evangelikale kristne har i mange år arbejdet hårdt politisk for at få omstødt SCOTUS’ kendelse fra 1973. Det drejer sig om den skelsættende sag Roe v. Wade, hvor højesteret fastslog, at USA’s forfatning beskytter kvinders ret til at få foretaget en abort til og med graviditetens 24. uge. Dommen byggede på den antagelse, at efter uge 24 kan fosteret overleve udenfor livmoderen.
Den aktuelle lov fra Mississippi lægger sig direkte i kølvandet på en højesteretskendelse fra 1992, som siger, at de enkelte delstater kan indførte reguleringer i forhold til abort, men at de ikke må placere ’undue burdens’ på kvinder, som får en abort. Dette har eksempelvis ført til, at der kun er en enkelt abortklinik tilbage i hele Mississippi. Noget lignende er tilfældet i flere andre delstater så som i Georgia.
Mississippis abortlov er første skridt i en bevidst strategi fra Det Republikanske Partis side for at få omstød Roe v. Wade fra 1973, eller i det mindste indføre så skrappe reguleringer, og restriktioner i forhold til abort, at det reelt vil være umuligt, eller forbundet med store problemer for de berørte kvinder. Loven indeholder dog en undtagelse, hvis barnets liv er i fare, eller hvis der, under graviditeten findes betydelige skader hos fosteret:
” The statute provides narrow exceptions for abortion beyond 15 weeks. It would be allowed to protect the life of the woman, or if there was “a serious risk of substantial and irreversible impairment of a major bodily function.” A major bodily function includes ”functions of the immune system, normal cell growth, and digestive, bowel, bladder, neurological, brain, respiratory, circulatory, endocrine, and reproductive functions.”
Kulturkamp
Abortlove i bl.a. Mississippi, Texas og Alabama indskriver sig i en amerikansk kulturkamp, der bl.a. tager sit udspring i 1950’ernes og 1960’ernes politiske kamp for borgerrettigheder for alle, bl.a. for minoriteter, sorte og for kvinder. Det var en proces, hvor man – ad politisk og juridisk vej – nåede til større anerkendelse af princippet om lige borgerrettigheder for alle, ikke kun for hvide mænd.
I forlængelse af dette, lænede afgørelsen fra SCOTUS i 1973 (Roe v. Wade) sig kraftigt op ad en tolkning af det 14. tillæg til forfatningen, hvori der står, at ingen stat skal lave love, som afgrænser borgernes privilegier herunder retten til liv, frihed, samt lige beskyttelse i henhold til loven.
Med tiden har SCOTUS garanteret alle amerikanere flere og flere rettigheder, bl.a. retten til privatliv. Netop fordi enkeltstater, ifølge det 14. tillæg til forfatningen, ikke må afgrænse borgernes rettigheder, kunne kendelsen fra 1973 bygge på, at en kvindes sygehistorie, om hun skal have en abort eller ej, udelukkende er en sag mellem hende og hendes læge og dermed et privat anliggende.
Herudover skal man naturligvis se retten til abort, både i Danmark og i USA, som en del af kvindefrigørelsen i 1960’erne og 1970’erne, hvor kvinder politisk kæmpede for og fik retten til at bestemme over egen krop – herunder også, om de ville have børn eller ej.
I 1979-1980 kom der, hvad jeg vil betegne som en modreaktion imod denne udvikling, anført af bl.a. den konservative advokat og anti-feminist Phyllis Schlafly, (som kan ses i HBO MAX serien Mrs. America). Hun og andre konservative amerikanere indledte en kampagne mod, hvad hun anså for at være liberal (venstreorienteret) propaganda.
Denne tilgang fik betegnelsen palæokonservatisme, idet den kædede abortdebatten sammen med konservativ nationalisme og kristen etik, og derfor blev det til et spørgsmål om værdier. Man kan med god grund betegne det som en kulturkamp.
Den konservative statsadvokat
På den ene side af denne kulturkamp lige nu, står Mississippis statsadvokat, Scott Steward, og på den anden side det amerikanske justitsministerium (DOJ), som fastholder kvinders ret til abort til og med uge 24. Midt i det hele sidder de ni dommere i SCOTUS.
Disse ni dommere bestemmer, om Mississippis forbud mod aborter efter 15. uge er i strid med den amerikanske forfatning. Det gør de bl.a. på baggrund af høringen den 1. december i år, hvor Scott Steward sagde, at der ikke står noget om abort i den amerikanske forfatning, forstået på den måde, at USA’s forfatning er neutral i spørgsmålet om abort – derfor må spørgsmålet om retten til abort ”belong to the people.” Dette kan man se som klart udtryk for, at Scott Steward mener, at spørgsmålet om ret til abort igen (som før 1973) bør være en sag for de enkelte delstater i USA.
Til det svarede højesteretsdommer Sonia Sotomayor, at der er mange rettigheder, som ikke står nedfældet i forfatningen, men som SCOTUS ikke desto mindre har anerkendt. Det er eksempelvis rettigheder for homoseksuelle, forskellige minoriteter og så det, som Sotomayor også sagde, at SCOTUS har det sidste ord.
Loven i Texas gør det også muligt at sagsøge enhver, som hjælper en kvinde til at få en abort
Hertil kommer retten til at rejse, forældres ret til at vælge den skole, som de ønsker til deres børn samt retten til at gifte sig med en person af samme køn. Brett Kavaunaugh, en af de mere konservative højesretsdommere, spurgte, hvorfor det lige skulle være SCOTUS, der sad med beslutningen og ikke Kongressen.
Chief Justice John Roberts spurgte, hvorfor 15 uger ikke er nok, hvis det er et spørgsmål om det frie valg i forhold til abort. Dommer Amy C. Barret spurgte, om ikke kvinder, som ikke vil have børn, i stedet for abort kunne overdrage dem via safe haven laws til bl.a. hospitaler.
Frygt for lavine
Mange i USA, som kæmper for kvinders rettigheder, frygter, at hvis SCOTUS giver grønt lys for Mississippis forbud mod abort efter 15. uge, vil det give anledning til en lavine af lovgivning i delstater, som vil forbyde abort på forskellige måder. Som i Texas, der har vedtaget en lov, som forbyder abort efter sjette uge, og vor lovgiverne argumenterer med, at der efter dette tidspunkt kan høres hjerteslag fra fosteret.
Loven i Texas gør det også muligt at sagsøge enhver, som hjælper en kvinde til at få en abort. Det betyder, at den taxachauffør, som kører kvinden til en abortklinik, den buschauffør, som transporterer kvinden til abortklinikken, eller den præst, som støtter kvinden, kan risikere at få en civil retssag på halsen. Især fordi der udloves en dusør på 10.000 dollar til alle, der informerer om kvinder, doktorer og folk, som hjælper kvinder til abort efter sjette uge.
Forskningsmæssige fremskridt
Derfor håbede aborttilhængerne også, at SCOTUS ville sige, at den nye lov fra Texas var i modstrid med den amerikanske forfatning, jf. kendelsen fra Roe v. Wade i 1973. Deres håb blev slukket. Den 23. oktober 2021 stadfæstede 6 konservative højesteretsdommere uden at konsultere andre loven i Texas, efter at den var blevet blokeret af de lavere retsinstanser. De besluttede også, at de den 1. november ville høre mundtlige argumenter mht. abortloven i Texas.
Hvis loven bliver opretholdt, betyder det for kvinder i Texas, at de må køre til andre delstater for at få en abort – ofte 400 kilometer eller mere. Det ligger selvfølgelig indenfor mulighedernes grænser, men fordi dette i sig selv kan betragtes som en økonomisk og logistisk byrde, vil denne mulighed næsten automatisk få en social slagside. Hispanics og sorte i dårligt betalte jobs vil ikke have de samme muligheder som hvide kvinder fra middelstanden.
De seneste argumenter i sagen henholder sig til de medicinske og teknologiske fremskridt. Den nedre grænse for, hvornår et foster kan reddes, flytter sig. Ifølge Washington Post var fetal viability, altså fosterets overlevelsesevne, for 40 år siden fastsat som 28 uger, nu er den fastsat som en grænse ved 24 uger – og den nyeste medicinske forskning viser, at fostre på 22-23 uger kan overleve udenfor livmoderen.
Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke i USA sætter sig sammen, bliver enige om et godt kompromis, som kunne være ret til fri abort indtil 12. eller 15. uge. Og derefter: ret til fri abort, hvis fosterets udvikling ikke forløber normalt som i Danmark, Irland og en lang række europæiske lande. Abortmodstanderne i USA vil elske en grænse for fri abort på 12 uger, bl.a. gennem argumenter for, hvorfor grænsen for fri abort skal sænkes. Ud fra deres kristne evangelikale og palæokonservative udgangspunkt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
