LIGESTILLING // DEBAT – Hvad ønsker en ligestillingsaktivist, der har været med siden 1970’erne, af den nye ligestillingsminister? Gør barsel til en livskvalitetsopgave, sørg for at børn vokser op med både feminine og maskuline mennesker tæt på, og hjælp incels og radikale feminister med at overkomme kønshad, foreslår Karen West, der fremfor alt gerne ser en mere fredelig udvikling på området.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære Trine Bramsen
Tillykke med din nye ministerpost som ligestillingsminister.
Det er ret ærgerligt, at ligestillingsministeriet ikke får lov at være et selvstændigt ministerium, men det er mit håb, at du alligevel magter at tage hul på de vigtigste udfordringer, vi ser, hober sig op i en efterhånden ret beskidt kønskamp.
Min ligestillingskamp i 70’erne handlede om, at jeg som kvinde fik de samme muligheder for uddannelse, økonomisk indtjening, social og seksuel frihed som mænd i årtusinder havde haft.
Vi skulle ikke være lige biologisk, men vi skulle have de samme rettigheder og pligter for hjem, børn, erhvervsarbejde og fritid.
Små og store piger og drenge har brug for både menneskers feminine og maskuline egenskaber. Ikke sådan at forstå, at alle kvinder kun er feminine, og alle mænd er maskuline
Min ligestillingskamp handlede også om, at både mænd og kvinder skulle sikre, at vores børn blev opdraget til ligestilling, især seksuel ligestilling, men også juridisk, økonomisk og social ligestilling.
Vi er kommet langt, men er ikke helt i mål. Jeg er glad for, at en del af barslen skal tages af faderen.
Men langt fra alle kvinder og mænd er begejstret for denne påtvungne EU-lov. Jeg mener, det er en vigtig ligestillingsopgave at gøre ordningen til en god livskvalitetsopgave, der kan bidrage til en naturlig og kærlig tilknytning mellem mor/barn og far/barn.
I takt med at kvinder er blevet økonomisk uafhængige af en mand, ser vi tendenser på, at mange kvinder lever alene med eller uden børn. Nogle børn har under opvæksten således kun kontakt med kvinder. Børn, der vokser op med en alenemor, kvindelige pædagoger, kvindelige lærere og uden nær social kontakt til en mand.
Det, mener jeg, er usundt for et barn. Små og store piger og drenge har brug for både menneskers feminine og maskuline egenskaber. Ikke sådan at forstå, at alle kvinder kun er feminine, og alle mænd er maskuline. For sådan er virkeligheden ikke. Der findes heldigvis kvinder med maskuline egenskaber og mænd med feminine egenskaber.
Der er intet i vejen for, at kvinder og mænd lever alene, hvis det er det, de gerne vil, men et barn behøver kontakten også til maskuliniteten for at kunne tilegne sig de gode egenskaber, der er forbundet hermed. Det ruster børn til at kunne fungere godt i en ret kompliceret og udfordrende global verden.
Slemt ser det ud med grupper af fortabte mænd, yngre som ældre, der samler sig i incelsgrupper, fordi ingen kvinder vil have noget med dem at gøre. Det ødelægger ligestillingen og skaber frustrationer
For den globale verden er kommet for at blive. Danmark er ikke mere et lille homogent samfund, hvor alle andre ligner en selv. Det giver udfordringer, især kulturelt, men også socialt og seksuelt.
I min barndom vidste vi godt, hvor vi ikke måtte opholde os om aftenen, og især hvad vi skulle tage os i agt for. I dag er det mere kompliceret, og ligestillingen kalder på opdragelse af drengebørn, der som voksne respekterer kvinders grænser.
De unge kvinder lærer heller ikke, verden derude kan stadig være farlig. Verden vil altid være farlig for mennesker. Derfor er det – desværre – nødvendigt, at piger og unge kvinder lærer at passe på sig selv. Det skal drenge og unge mænd også. De skal “blot” passe på noget andet, end pigerne skal.
Begge køn skal lære at tage ansvar for sig selv, kende egne grænser, sige fra og søge hjælp og få hjælp hurtigt, hvis de oplever at blive forulempet derude i livet.
Opgaven er at ruste de unge, men også give dem selvtillid og livsglæde.
Slemt ser det ud med grupper af fortabte mænd, yngre som ældre, der samler sig i incelsgrupper, fordi ingen kvinder vil have noget med dem at gøre. Det ødelægger ligestillingen og skaber frustrationer i hele samfundet. At ændre disse mænds opfattelser af kvinder kræver, at de ikke lægges for had.
Radikale feminister, mener jeg, bærer ved til bålet, hvilket så yderligere forstærker det gensidige kønshad. Det er en kæmpeopgave, der var sit eget ministerium værdigt.
Kan du som ligestillingsminister sikre en mere fredelig og udviklende ligestillingskamp i din ministerperiode, har du gjort det godt
Det øgede fokus på minoritetskvinders frihed kræver også noget af en indsats, som heldigvis er i gang takket være gode kræfter. I takt med den indsats er der i debatten også kommet flere hellige, der hellere ser Koranen bestemme end vores glimrende ligestillingslove. De er ligeledes med til at skabe splid, både internt i minoritetsmiljøerne og blandt etniske danskere.
Jeg må med sorg erkende, at ligestillingskampen var mere fredelig, harmonisk og til gensidig glæde i mine ungdom.
Kan du som ligestillingsminister sikre en mere fredelig og udviklende ligestillingskamp i din ministerperiode, har du gjort det godt.
God arbejdslyst. Vi er heldigvis nogle, der gerne bidrager.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her