NY BOG // UDDRAG – “Alle kan skabe verdens bedste plejehjem. Alle steder i verden. Omsorgsmanifestet viser en kærlig, ambitiøs og visionær vej i ældreplejen og er bygget op om fortællinger og metoder fra hverdagen på det anerkendte demensplejehjem Dagmarsminde. Bogens formål er at inspirere til at løfte ældrepleje op på et højere niveau – med kærlighed og visioner som drivkræfter. Omsorgsmanifestet beretter også om foruroligende oplevelser, der vidner om stilstand og forfald i vores velfærdssamfund, og det kalder på en revolution i vores syn på ældrepleje. Selv de mest svækkede ældre har noget vigtigt at byde på og lære andre mennesker. Uden kærlighed og respekt for de ældre, efterlades vi til et åndeligt afpillet samfund.” Sådan skriver forlaget om May Bjerre Eibys nye bog, “Omsorgsmanifestet”, som POV nedenfor bringer en smagsprøve på. Hvis du vil købe bogen ligger der et link nederst. Uddraget stammer fra bogens kapitel 2.
Før jeg går rigtig i gang med at beskrive omsorgsbehandlingen, vil jeg fortælle, hvordan rummet påvirker beboernes sanser og velbefindende.
Mennesker med demens mister måske sproget og deres rationelle forståelse af verden, men i takt med at sårbarheden øges, bliver deres sansning på én gang mere ustabil og skærpet. Når vi stimulerer beboernes sanser bedst muligt, skaber vi et fundament i deres liv og en forudsætning for en følelse af velvære og balance.
Lad os sige, vi skal indrette en dagligstue. Her skal indretningen give de mennesker, der bruger stuen, noget rart at være en del af. Det er især vigtigt, når man har en demenssygdom og flytter på plejehjem
På Dagmarsminde udgør det en stor del af arbejdet.
Lad os sige, vi skal indrette en dagligstue. Her skal indretningen give de mennesker, der bruger stuen, noget rart at være en del af. Det er især vigtigt, når man har en demenssygdom og flytter på plejehjem.
Man vil ofte være i den svære fase af sin sygdom og kan i mindre og mindre grad selv regulere, hvad ens sanser bliver udsat for. Man er afhængig af, at andre skaber en behagelig atmosfære omkring én.
Derfor skal vi sørge for, at plejehjemmets omgivelser hjælper beboeren med at lægge en følelse af kaos, tomhed og fremmedhed bag sig og genvinde en fornemmelse af ro, helhed og sammenhæng. Vi skal opfylde beboerens behov for at blive ledt væk fra sine lidelser.
Den opbyggende og stabile fase
Omgivelserne og stemningen kan anskues som et sprog mellem beboeren og de mennesker, hun er sammen med. Det står hver eneste dag klart for mig, at vores beboere appellerer tillidsfuldt til vores nærvær og medlidenhed i rum, som er skabt med omtanke for deres sansninger.
Derfor indretter vi plejehjemmets rum på en måde, der skaber genklang i beboernes humør. Som et sted, de føler sig knyttet til. Vi skal være scenografer i plejehjemmets rum og iscenesætte dem til velbehag og afslapning ned til den mindste detalje.
Det handler om at stemme sindet med omgivelserne.
Duften, der møder dig, når du træder ind ad døren. Følelsen, som et møbel fra din barndom vækker. Fornemmelsen af en kaffekop i din hånd. De friske blomster. Sanseindtryk fortæller os, om rummet er rart
Tænk på alle de indtryk, der er i et rum. Lydene, farverne, temperaturen, lyset. Duften, der møder dig, når du træder ind ad døren. Følelsen, som et møbel fra din barndom vækker. Fornemmelsen af en kaffekop i din hånd. De friske blomster.
Sanseindtryk fortæller os, om rummet er rart. Om vi kan slappe af, eller om vi bør spænde op og være på vagt. Der er en række elementer, man kan arbejde med for at skabe en mere omsorgsfuld æstetik på plejehjemmet.
Det første er akustikken. Så snart vi træder ind i et rum, hvor vi ikke har været før, får vi en klar fornemmelse af, om der er rart at være. Om rummet giver en fornemmelse af noget samlet og helt, eller om det giver en usikker og løs indre fornemmelse.
Selv når der er stille i et rum, lyder det på en måde, der vækker ubehag eller behag, uro eller ro, nervøsitet eller tryghed. Det skyldes rummets måde at reflektere lydens svingninger på.
Måske har du prøvet at befinde dig i en bolig uden møbler, tæpper og ejendele til at absorbere lyden fra din stemme eller dine skridt i rummet. Tomme rum uden lyddæmpende foranstaltninger kan med den rungende lyd alene skabe utryghed.
Det kan også være, du har spist i en kantine uden lydregulering, hvor støjniveauet bare stiger og stiger, efterhånden som alle de spisende prøver at overdøve hinanden. Omvendt føles det dejligt at komme ind i et rum, hvor atmosfæren er tæt, varm og omsluttende.
Det kunne være et gammelt bibliotek, hvor bøgerne bryder lydens refleksioner, eller en stue møbleret med tunge gulvtæpper og bløde møbler, der kan absorbere lyden. Vi tænker ikke altid bevidst over det, men akustikken påvirker altid vores velbefindende.
Det er årsagen til, at vi bevidst arbejder med akustikken i plejehjemmets rum. Og når det kommer til mennesker med demens, skal akustikken være dæmpet.
Når et rum er lyddæmpet, føles det blødt og ‘rundt’ at opholde sig i. Støj er generende for alle mennesker, men støj er ekstra ubehageligt for mennesker med demens, fordi deres sanser hele tiden arbejder på højtryk
Det kan være dyrt at lyddæmpe, men det er noget, man skal tænke ind, hvis man renoverer fra bunden. Når et rum er lyddæmpet, føles det blødt og ‘rundt’ at opholde sig i. Støj er generende for alle mennesker, men støj er ekstra ubehageligt for mennesker med demens, fordi deres sanser hele tiden arbejder på højtryk.
Det gør raske menneskers sanser naturligvis også, men når man har demens, kan en sans være ekstra skærpet, mens en anden kan være lidt hæmmet. Ofte har man ekstra svært ved at rumme de input, som opstår omkring én. Pulsen bliver måske højere, uroen aktiveres, og stressen bryder lettere frem.
Mennesker med demens er altid stressede, når de flytter ind på et plejehjem, fordi livet forinden har stillet for store krav til dem. De har så at sige aldrig fri.
På Dagmarsminde har vi lydisoleret gulve, vægge og lofter efter samme principper som i et musikstudie. Der er stort set ingen støj, der siver mellem rum eller etager. Og de lydabsorberende materialer skaber en tæt, rolig atmosfære. Stort set alle, der besøger os, beskriver følelsen af at træde ind ad døren på samme måde. “Man sænker skuldrene,” fortæller de. Det er en god beskrivelse af det, som god akustik kan.
LÆS OGSÅ POUL ARNEDALS INTERVIEW MED MAY BJERRE EIBY HER:
Lyden i rummet kan være mennesker, der taler sammen. Det kan være porcelæn i køkkenet. Det kan være stilhed, som skaber plads til eftertanke og fordybelse. Men lyden kan også være musik.
Hos os har vi gode højtalere placeret flere steder for at skabe en helhedsfornemmelse. Vi har udarbejdet playlister, så de passer til mange forskellige stemninger.
Om morgenen spiller vi ofte stille guitarmusik eller akustiske sange. I vores spa-område kan man høre sagte fuglekvidder, hvalsang og zen-toner.
Musikken skal passe til øjeblikkets samvær og aktivitet, og man er nødt til at prøve sig lidt frem. Det gør man ved at fornemme på beboerne og på fællesskabet, om stemningen bliver så kærlig, som man ønsker
Og er stemningen til noget andet, afspiller vi playlister med klaversonater, rolig New Orleans-jazz eller klassikere fra en periode, vores beboere husker. Musikken skal passe til øjeblikkets samvær og aktivitet, og man er nødt til at prøve sig lidt frem. Det gør man ved at fornemme på beboerne og på fællesskabet, om stemningen bliver så kærlig, som man ønsker.
Vi lader aldrig musikken brage ukritisk ud i rummene, for det vil få beboerne ud af deres trygge tilstand. Når vi skal danse, skruer vi selvfølgelig op for lyden. Men ellers skal lydniveauet være lavt, så man kun lige kan høre, hvad man lytter til, men ikke mere. Og mens musikken spiller, har man så hele tiden et øre på den og er klar til at regulere, hvis en saxofon eller en ivrig forsanger skærer for meget igennem.
Musik har stor effekt på humøret i rummet. Den er et baggrundstæppe, som på fortryllende vis kan bryde med pludselige metalliske lyde som bestik mod tallerkener eller en rungende oplevelse, når flere taler på tværs af hinanden. Med den rette ydmyge betjening af musik kan rummet føles samlet, og vi vil gerne have vores beboere til at føle sig samlede.
Et andet element er lyset. Det kan sørge for at skabe blødhed i et rum, og det er ikke ligegyldigt, hvilket lys man indretter sig med. Lad lyset komme fra mange forskellige lyskilder og anbring dem forskellige steder: på vægge, i loftet, bordlamper, levende lys. Og vælg lamper i mange typer og farver. Når man blander lyskilderne, opnår man større blødhed.
Blot to lys i stager på et bord skaber liv og stemning. Når vi rækker hånden ind over bordet og tænder et stearinlys, oplever vi ofte et lille, anerkendende suk fra beboerne
Hos os blander vi vores lys, og mange af vores lamper er spændende antikke fund. Vi trækker på den måde lys ind fra forskellige tider i beboernes liv, og det bringer autenticitet ind i huset.
Levende lys skaber bevægelse og varme i stuen. Der behøver ikke at være 50 levende lys. Blot to lys i stager på et bord skaber liv og stemning. Når vi rækker hånden ind over bordet og tænder et stearinlys, oplever vi ofte et lille, anerkendende suk fra beboerne om bordet. Det er bare et kort øjeblik, men det lader til at give beboerne en følelse af, at tingene falder på plads.
Vi har også en pejs på Dagmarsminde. Den levende ild drager, og vores be boere holder af bare at sidde og kigge ind i ilden. Det er meditativt, skaber et koncentreret lys og giver varme. Der opstår en fokuseret opmærksomhed, som vi kan have svært ved at skabe på helt samme måde på anden vis.
Det samme sker i øvrigt, hvis vi tænder bål i vores have.
Man må heller ikke glemme dagslyset. Det skal som alt andet bruges med omtanke. Mange nye plejehjemsbyggerier indretter med nogle enormt store vinduespartier, hvor lyset vælter ind. Det kan nemt blænde og dermed skabe usikkerhed blandt beboerne, hvis de ikke kan se, hvad de foretager sig, på grund af skarpt sollys i øjnene.
For mennesker med demens kan sollys opleves som noget ubehageligt. Det samme gælder lys fra ovenlysvinduer, hvor lysindfaldet kan være voldsomt og er svært at styre.
Dagslyset skal strømme ind på de rette tidspunkter. Når vi har sagt godmorgen til beboeren og ruller gardinet op, og når dagen går i gang under den fælles morgenmad. Her vil beboerne kommentere på, om det blæser udenfor, og måske vil de gætte på, hvad årstid det er. Fra mange af vores vinduer er vi heldige at have frit udsyn til himlen.
Når vores beboere sover til middag i vores hvilerum, sørger vi så vidt muligt for, at solen skinner ind til dem. Måske trækker vi det lette, lyse gardin for, hvis strålerne er for skarpe og varme.
Der skal dufte rent og godt på plejehjemmet. Som eksempler på rare dufte er duften af de nybagte boller til morgenmaden eller kagen til eftermiddagskaffen
Men hvis de falder i søvn i sollys, kan det fungere som en slags lysterapi. Vores beboere ligger så side om side og modtager lyset, og vi tror på, at denne hvile-lys-behandling er med til at holde en trist sindsstemning på afstand.
En anden ting, der virkelig kan skabe en stemning i et hjem, er dufte. Der skal dufte rent og godt på plejehjemmet. Som eksempler på rare dufte er duften af de nybagte boller til morgenmaden eller kagen til eftermiddagskaffen.
Vi kender alle sammen den dejlige duft af nybagt brød. Det er en lykkelig duft, der skaber en hyggelig stemning og kan føre os tilbage til barndommen.
På Dagmarsminde bruger vi også æteriske olier til at skabe stemning. Er der brug for en fredelig atmosfære, bruger vi lavendel. Vil vi have beboerne ned i et lidt dybere afslappende lag – i håbet om, at de falder i søvn – er fyrretræsnoter meget virksomme. Der kan vi også finde på at dryppe nogle dråber på vores hænder og give beboerne nogle lette tryk i ansigtet, og næsten hver gang ser vi, at en ellers rastløs beboer falder til ro og i søvn.
Når vores mål er at skabe et mere friskt og opkvikkende miljø, kan det være citrusnoter, vi vælger. Men vi anvender helst grape eller appelsin for ikke at lede beboerne over i en oplevelse af rengøringsmidler, hvilket citron kan gøre.
Vi bruger udelukkende rene, æteriske olier, som man blot skal bruge ganske få dråber af. De æteriske olier kan også være med til at afhjælpe et tungt indeklima, som jo kan opstå, når man er mange mennesker sammen med hver sin udånding og kropstemperatur. Her bruger vi rengørende olier, som er udviklet til at rense rummet.
Vi skal være bevidste om at bruge de naturlige dufte, ligesom vi hele tiden skal være bevidste om, at vi gør det for at udvise omsorg for de mennesker, som bor på plejehjemmet.
Når mit personale forsigtigt drypper olien ned i aromalampen, ligger der en velovervejet, kærlig disciplin i den lille handling. Man gør sig umage og er forsigtig
Tænk over, at dufte også er en måde at vise respekt for de mennesker, der bor i huset, på. Når mit personale forsigtigt drypper olien ned i aromalampen, ligger der en velovervejet, kærlig disciplin i den lille handling. Man gør sig umage og er forsigtig. Sådan er det med mange af de helt små, men meget vigtige plejehandlinger i hverdagen.
Man skal også sørge for at dække bord med servietter med smukke mønstre og sætte spraglede buketter med friske blomster på bordene. En kop behøver ikke bare at være en anonym, hvid institutionskop.
For masseproducerede, hvide institutionskopper giver ikke beboerne oplevelser. Men har du et udvalg af kopper i mange farver og med små motiver, så animerer det beboeren til at række ud efter koppen, holde om den og mærke varmen. Du har opmuntret hende til at bruge følesansen og selvstændigt varetage en basal færdighed som at drikke.
Af samme grund skal man huske at indrette stuen med bløde genstande. Fåreskind, som er rare at røre ved, smukke plaider, man kan putte omkring sig, når man skal hvile eller bliver lidt kuldskær i en stillesiddende aktivitet, og puder i forskellige former og tykkelser til enhver lejlighed – i lænden, under nakken eller under en svag arm. Store og små grønne planter i potter kan også være gode for beboerne at se på og passe.
Skind, blomster og grønne planter er samtidig en måde at byde naturen indenfor på, og det er et meningsfuldt valg, som giver vores beboere en helt instinktiv følelse af at være en del af noget større. I kapitel 12 vender jeg tilbage til at beskrive naturens betydning.
Det er vigtigt at undgå rod. Rod skaber kaos og forvirring hos vores beboere. Derfor taler vi meget om, hvor vigtigt det er, at personalet rydder op. At de gør det til en vane lige at samle op, spritte af og smide ud.
Her er tingene ikke ligegyldige, og her kan du regne med, at vi sørger for, at beboeren i sin afhængighed af os er i en ren og overskuelig verden
Når man forlader en aktivitet eller en af beboernes værelser, kigger man bagud. Er alt fjernet? Glasset på sengebordet, vaskekluden på kanten af håndvasken, og er skraldespanden gjort klar med en helt ny pose i? Er sengen redt pænt, og har du husket at fjerne de visne blomster?
Dette blik for orden signalerer, at her er der styr på tingene. Her er tingene ikke ligegyldige, og her kan du regne med, at vi sørger for, at beboeren i sin afhængighed af os er i en ren og overskuelig verden.
Vi har en stor låge ude ved vores indgangsport. Porten ligger ud til en vej, hvor der køres stærkt. Mange nye beboere kan have en tendens til at søge ud mod den låge i starten.
Det kan føles, som om beboerne drages mod den, når de ser den. Men hver gang de søger mod lågen, går vi hen og fortæller dem, at den låge er der kode på, fordi de ikke skal kunne komme ud, og at det har vi gjort for at passe på dem.
Efter kort tid stopper beboerne som regel med at søge mod porten med lågen. Dels får de en forklaring af os, dels sørger vi for, at de hele dagen er i gang med mere interessante aktiviteter, så de helt glemmer, at der er en port og en låge. Hele vores have er ligeledes indhegnet, men i modsætning til hvad man skulle tro, giver det beboerne en frihedsfølelse.
For de kan gå rundt i alle afkroge af haven uden at have personale efter sig hele tiden. Her kan de undersøge blomster og sten og kigge ud over markerne helt uforstyrret.
Kæledyr er søde, de stimulerer beboernes følesans, og helt spontant vækker dyrene deres behov for at give omsorg. Alle mennesker, syge som raske, har brug for at give til andre
Vi fandt også tidligt ud af, at kæledyr som kaniner, kat og hund er effektive i plejen. Kæledyr er søde, de stimulerer beboernes følesans, og helt spontant vækker dyrene deres behov for at give omsorg. Alle mennesker, syge som raske, har brug for at give til andre.
Jeg synes, det er vigtigt, at dyr bliver en naturlig del af hverdagen og ikke bruges som sporadisk underholdning, der kommer på sjældne besøg.
Vi ser beboere, som har ligeværdige samtaler med vores kat, Herman, der også ligger på maven af sovende beboere, og som bliver aet og nusset, når beboeren vågner igen. Hunden får klap og forbudte små godbidder og kan virke som støtte, når ord ikke slår til. Vi har også kaniner, som beboere, der har lyst, kan sidde og nusse fredfyldt med i en times tid i løbet af dagen.
Det stimulerer og giver tryghed at mærke de silkebløde dyr. Udenfor har vi geder og høns, så vi er nok et plejehjem med mange dyr, fordi vi kan se fordelen i, at vores beboere kan gå ud til dem, blive underholdt på turen i haven, håndfodre dem eller samle æg. Og så giver de små gøremål omkring dyrene en oplevelse af at være til nytte.
Der er den krølle på halen, at når man skaber et dejligt rum for beboerne, så animerer det også til, at man rører mere ved hinanden – et tryk på skuldrene, et kram, holden i hænder eller en kind, der stryges let. Uanset hvilke valg man træffer, så bør man gå efter at skabe en følelse af hjem i indretningen.
Beboerne skal føle, at de hører til. Hos os har vi valgt at male væggene hvide, og vi har taget stilling til den kunst, der hænger på dem.
Vi har besluttet, at det skal være billeder og malerier af naturen. Vi kan se, at det giver beboerne meget at kunne fordybe sig i de smukke billeder og opnå en følelse af uendelighed, når de studerer malerier af naturen. Det skaber oplevelser på et dybere plan.
Men beboeren har også sine egne ting med på plejehjemmet. Sammen med familien finder han nogle få møbler, som har en betydning. Han har billeder på væggene, fotoalbum og bøger.
Gå altid efter det naturlige. Det, du kender fra almindelige hjem, hvor du har lyst til at blive
Værelset er det helt personlige rum, hvor vi banker på, når vi går ind. Rummet er et helle om natten og i små portioner om dagen. Det er et sted, hvor beboeren har plukket lidt fra sit tidligere liv, som han har taget med. Sengen placeres i det lille, men overskuelige rum, for det meste op ad en væg.
Væggen fungerer som en beskyttende afgrænsning, mens der er udsigt til vinduet fra hovedgærdet. Vi gør alt for at undgå plejesenge, fordi de ikke minder om almindelige senge. Sengen er et vigtigt udtryk for, at her åbner og lukker øjnene og verden sig. Herfra kan jeg mærke mørket omkring mig i mit enerum. Men om lidt bliver jeg mødt af et menneske, som kommer hen og gerne vil hjælpe mig.
Mit overordnede råd i forhold til at indrette hjemligt er: Gå altid efter det naturlige. Det, du kender fra almindelige hjem, hvor du har lyst til at blive.
Det behøver ikke at være hverken dyrt eller kedeligt at skabe et hjem. I hvert fald bliver det aldrig så dyrt som institutionsmøbler. Men køb gerne nogle møbelklassikere, som kan stå i gode hjørner af stuen. Møbler, hvor arkitekten har tænkt over form, udtryk og anvendelse i detaljen.
En enkelt ikonisk stol eller lampe kan også vække minder og skabe samtaler. Beboerne skal have en følelse af, at der er tænkt over indretningen, og at man har ambitioner for den.
Det syge plejehjem
Hvem har fået den idé, at plejehjem skal indrettes, som om beboerne er farlige for sig selv og deres omgivelser?
Når jeg ser tilbage på de plejehjem, som jeg har arbejdet på eller besøgt gennem min tid som sygeplejerske, e der én tanke, der gentagne gange har slået mig: Hvorfor er indretningen så ængstelig? Et hvad-nu-hvis-det-går-galt-univers?
Det er en omvendt forståelse af, hvad et plejehjem er til for.
Der er en nervøsitet over for beboernes behov og reaktioner, uanset hvor du kigger hen. Og ét er sikkert. Når vi lader frygtprincipper overtage indretningen, så skaber vi syge institutioner, der gør mennesker syge
De fleste plejehjem indkøber stole med sædematerialer, som kan tåle urin. Stole, man aldrig ville finde i et almindeligt hjem. Man bevæger sig over tomme gulvflader af materialer, som kan tåle alle typer slid og snavs. Indretter med glatte laminatborde og loftlifte alle vegne. Reoler uden indhold. Billeder, der hænger i snore fra paneler, så de kan udskiftes og afleveres tilbage.
Rummene er ganske foruroligende at være i. De giver en oplevelse af noget, som ikke skal forblive, noget, som skal sikres mod beboerne, og stuerne virker, som om de hele tiden står klar til at blive ryddet.
Det gælder også beboernes egne værelser, der fremstår som tomme, åndløse skaller trods familiens ihærdige forsøg på at skabe et hjem.
Det er tydeligt, at indretningen er styret af en manglende tro på almindelig brug. I stedet går man efter en indretning til individer, der kræver særlig brugervejledning og indpakning.
Der er en nervøsitet over for beboernes behov og reaktioner, uanset hvor du kigger hen. Og ét er sikkert. Når vi lader frygtprincipper overtage indretningen, så skaber vi syge institutioner, der gør mennesker syge.
I 1859 skrev det engelske sygeplejeikon, Florence Nightingale, at den syges nerver lider under altid at se på den samme væg, det samme loft, de samme omgivelser, når han eller hun skal opholde sig i længere tid i samme værelse.
Det er 160 år siden. Men tiden har stået stille lige siden. Nutidens plejehjemsbeboere har sjældent mulighed for at se andet end de samme vægge – på værelset eller i fællesstuen – dag efter dag.
Et plejehjem er ganske enkelt til for at hjælpe sine beboere med at kæmpe mod og leve med de lidelser, de har. Men i stedet presser vi dem unødigt ved at anbringe dem i en syg og meningsløs atmosfære, som får dem til at resignere og give op
Tænk så på, at oven i monotonien udsættes beboeren også for usunde sansepåvirkninger: køligt loftslys, tomme flader, ubehagelige lugte, kunstige scenografier malet på væggene, dårlig akustik og aggressive institutionsmøbler som hospitalssenge, larmende rulleborde og hjælpemidler med skarpe metalflader. Sygeliggørende stimuli, som ingen mennesker kan klare at bo i over længere tid.
Et plejehjem er ganske enkelt til for at hjælpe sine beboere med at kæmpe mod og leve med de lidelser, de har. Men i stedet presser vi dem unødigt ved at anbringe dem i en syg og meningsløs atmosfære, som får dem til at resignere og give op.
LÆS OGSÅ DORTHE BOSS KYHNS KLUMME I POV
Alle indsatte billeder er fra Dagmarsmindes Facebook-side, som man finder her
May Bjerre Eiby (i samarbejde med Dorthe Boss Kyhn): Omsorgsmanifestet, 232 sider, 349,95 kr. Forlaget Grønningen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
