ANMELDELSE// LINDA BOSTRÖM KNAUSGÅRD – Forfatteren til den fremragende roman Velkommen til Amerika udkommer nu med Oktoberbarn, der er et autofiktivt livtag med psykisk sygdom, indlæggelse på den lukkede afdeling og problemerne ved at huske det liv, der engang var. Desværre skuffes man som læser – og af flere årsager.
Når man engang har læst Karl Ove Knausgård og så åbner Linda Boström Knausgårds nye roman Oktoberbarn om forfatteren Linda, der bliver tvangsindlagt på den lukkede afdeling, kan man ikke lade være med at huske tilbage til Min Kamps bind seks. Der, hvor det går op for Karl Ove, at hans kone er syg, virkelig syg. Det sker på de sidste 150 sider, og bogen slutter simpelthen lige dér, hvor man sammen med Karl Ove forstår, hvad der egentlig er med Linda: Hun er bipolar og lider frygteligt under det.
Mens jeg læste Oktoberbarn, blegnede Boström Knausgård mere og mere som forfatter og stod stadig stærkere frem som patient. Man bliver som læser mere interesseret i den virkelige patients skæbne og sygdomshistorik, end man bliver i romanen.
Jeg er klar over det uretfærdige i at begynde en anmeldelse med at gribe tilbage til eksmandens hovedværk, men jeg gør det alligevel, for mens jeg læste Oktoberbarn blegnede Boström Knausgård mere og mere som forfatter og stod stadig stærkere frem som patient. Man bliver som læser mere interesseret i den virkelige patients skæbne og sygdomshistorik end man bliver i romanen. Bogens Linda og virkelighedens Linda smelter sammen.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Jeg nævner det, fordi begge bøger lægger sig tæt op ad forfatternes virkeligheder og det er, må man sige, to meget forskellige versioner af livet bliver udtrykt, med på den ene side sygdom, på den anden side livet som forfatter.
Linda som oktoberbarn
Oktoberbarn åbner to år efter, at Min Kamp sluttede. Man springer direkte ind på den lukkede – i bogen kaldt ”fabrikken”, da det, ifølge fortælleren Linda, er et sted, der systematisk sætter strøm til mennesker og nedbryder deres hukommelse og deres personlighed. Man forstår, at Linda har fået et utal af behandlinger med elektrochok, uden at det tilsyneladende har hjulpet hende. Hun er stadig skiftevis dybt deprimeret og helt oppe på mani.
En sygeplejerske, som hun knytter sig til, Maria, giver hende det råd at forsøge at finde tilbage til sine minder og på den måde genetablere sig selv. Det er de minder, vekslende med opholdet på den lukkede afdeling, der danner bogens handling.
Minderne om barndommen, ungdommen, den første tid med Karl Ove (der ikke nævnes ved navn) og børnene (som mystisk nok ikke hedder det, de hedder i Min Kamp) flyder mellem hinanden. Store begivenheder og små, fortalt lige ud ad landevejen iblandet reflektioner over livet, jeg-udviklingen og sygdommen.
Oktoberbarn er desværre et stykke terapeutisk litteratur. Forfatteren er alt for tæt på den tilstand, hun beskriver, og udgangspunktet ”jeg skal finde tilbage til mig selv gennem mine minder” er og bliver et stillads, der burde være bearbejdet bort
Fra et af minderne stammer titlen. I en gammel avis finder barnet Linda et billede af en ungkommunist med det kommunistiske emblem på brystet. Pigen er oktoberbarn (politisk organisation i Sovjetunionen for skolebørn i 1.-3. klasse, opkaldt efter Oktoberrevolutionen. Red.), og Linda identificerer sig straks med hende og hendes pionerånd og begynder at gå i kommunistisk uniform.
Jeg skulle tænke lidt over sammenhængen mellem oktoberbarnet og Lindas selvforståelse, som ikke rigtig forklares i romanen. Det må være et billede på Lindas måde lynhurtigt at kunne smyge sig ned i en identitet, som hun synes er attraktiv. Men jeg må indrømme, at min viden om Linda kommer fra eksmandens bøger, der giver et langt bedre portræt af hende.
Skrevet som hukommelsen virker
Oktoberbarn er desværre et stykke terapeutisk litteratur. Forfatteren er alt for tæt på den tilstand, hun beskriver, og udgangspunktet ”jeg skal finde tilbage til mig selv gennem mine minder” er og bliver et stillads, der burde være bearbejdet bort.
Minderne bliver sært uvedkommende, måske fordi de ofte fortælles i en lettere refererende stil. Det er også et problem, at både minder og indlæggelse er skrevet i datid. Ingen af fortællesporene har nuets nerve, alting er allerede overstået.
Og så er den desværre også skrevet i et kedeligt, alt for udpenslende og meget billedfattigt sprog. Helt modsat sin forgænger Velkommen til Amerika, som jeg slugte og elskede for netop sit sprog. Handlingen, går det op for en under læsningen af Oktoberbarn, lagde sig også dér tæt op ad forfatterens eget liv – der er person- og stedsbeskrivelser, der går igen i begge bøger. Faren, som den meget syge, utilregnelige voksne. Moren, skuespilleren, som barnet aldrig rigtig lukker ind. Fortælleren; barnet, der er sært, skrøbeligt og stenhårdt på samme tid.
Så meget desto mere skuffende er det, at Boström Knausgård ikke kan bære den fortælling videre ind i alter egoet Lindas liv i Oktoberbarn, uden at det bliver fladt og fuld af gentagelser. Minderne bliver sært uvedkommende, måske fordi de ofte fortælles i en lettere refererende stil. Det er også et problem, at både minder og indlæggelse er skrevet i datid. Ingen af fortællesporene har nuets nerve, alting er allerede overstået.
Og fordi romanen er skrevet som hukommelsen virker; i spring og stumper, varierende mellem syner, tanker, minder og hændelser på hospitalet, bliver man hægtet af og begynder i stedet et stykke detektivarbejde for at finde ud af, hvornår den virkelige Linda mon har oplevet hvad. Og hvem gider egentlig dét, når det kommer til stykket?
Der er skrevet mange gode bøger om livet med psykiske sygdomme og indlæggelser, fx Sylvia Plaths Glasklokken, Unica Zürns Manden i jasminen og Bjørn Rasmussens Pynt. Fælles for de nævnte er, at de skildrer en grum verden indefra, en verden, der kræver sit eget særegne sprog – og får det.
Jeg underkender ikke, at forholdene på en lukket psykiatrisk afdeling kan være forfærdelige, og at livet med en psykisk sygdom kan være ubærligt; Boström Knausgårds verden er grum, men løfter sig aldrig ind i læseren.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn
Oversat fra svensk efter »Oktoberbarn« af Charlotte A.E. Glahn
163 sider. 199,95 kr
Lindhardt og Ringhof.
Foto: Udsnit af bogens forside.
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
