ROMAN // INTERVIEW – Selv om Joseph O’Neill har det bedst med at arbejde i fred og ro, trænger verden sig konstant på. Inden Corona-krisen mødte journalist Tonny Vorm den irsk-amerikanske forfatter til en snak om gennembruddet med ‘Netherland‘, om den svære kunst at tweete og om forskellen på New York og Dubai, hvor hans nye roman udspiller sig.
Joseph O’Neill ville ønske, vi kunne røbe plottet i Hunden. Det ville gøre det nemmere at tale om hans nye roman, mener den irsk-amerikanske forfatter.
”Det lyder jo, som om jeg har skrevet en satire om Dubai. Det har jeg ikke. Hunden er en bog om en mand, der forsøger at rette op på sit liv og derfor flytter til Dubai. Det kan virke fjernt og fremmed for mange vesterlændinge, men Dubai er ikke et freak show. Dubai er os.”
Joseph O’Neill sætter sin Manchester United-kop fra sig og lader en hånd glide hen over det rå plankebord i den store åbne stue, hvor vi sidder. Klokken er lidt over ni på en solrig morgen. Forfatteren har sendt sin kone og datter afsted og tager imod i lejligheden tæt ved Port Authority på Manhattan.
Her bor hovedpersonen i Hunden også, inden han flytter til Dubai, hvor romanen primært udspiller sig. Efter et brud med sin kæreste er X, som han hedder, opsat på føre en tilværelse uden at gøre folk noget ondt. Et nyt sted, en frisk start. Om det kan lade sig gøre, beslutter Joseph O’Neill og jeg os for trods alt at undlade at røbe.
På mange måder er USA ved at udvikle sig til et mini-Dubai. Foreløbig mindre ekstremt, heldigvis, men ikke desto mindre er kursen sat. Og så vidt jeg kan se, er mange europæiske lande på samme kurs
I stedet beder jeg ham forklare, hvad han mener med, at Dubai er ”os”.
”Spørger du en amerikaner i dag: Kunne du tænke dig et land bestående af såkaldte ægte amerikanere, mens resten blot har et arbejdsvisum, tror jeg flere og flere ville sige ja. Det er den idé, Trump sælger. På mange måder er USA ved at udvikle sig til et mini-Dubai. Foreløbig mindre ekstremt, heldigvis, men ikke desto mindre er kursen sat. Og så vidt jeg kan se, er mange europæiske lande på samme kurs.”
Skriver om globale strømninger
Hunden er Joseph O’Neills første roman siden Netherland, der for otte år siden blev forfatterens store gennembrud.
Fortællingen om en hollandsk forretningsmand, der efter at være blevet forladt af kone og søn begynder at spille cricket med en gruppe indvandrere i New York, blev mødt med overstrømmende anmeldelser og sammenlignet med Den Store Gatsby. Barack Obama kaldte romanen ”fascinerende” og ”vidunderlig”, og den britiske avis The Observer kaldte den ”et post-9/11-mesterværk”.
”Jeg var the new kid on the block. Men det kan du jo kun være én gang,” siger Joseph O’Neill med et skuldertræk og fortsætter:
”De bøger jeg skrev inden Netherland, havde de færreste læst eller bemærket. Jeg var en advokat, der skrev bøger i fritiden. Netherland blev opdaget af de rette anmeldere på det rette tidspunkt. Heldet vendte, men det kan hurtigt vende igen. Sådan er det. Det kan jeg ikke ændre ved. Jeg skriver bare videre.”
Nogen faste skriverutiner har den 55-årige forfatter dog ikke. Der kan gå uger, uden at han får skrevet et ord, fortæller han, og Hunden var han fem år om at færdiggøre.
”Jeg har svært ved at koncentrere mig med alt det, der sker rundt omkring,” siger forfatteren, der ikke lægger skjul på, at han både som menneske og kunstner er politisk engageret.
”Jeg sidder ikke ligefrem og venter på, at der skal ske noget dramatisk i verden. Men globale politiske og sociale strømninger interesserer mig mere end lokalpolitik og familiers intimsfære.”
“Jeg kan ikke skrive romaner om 1930’erne, og jeg har intet hjemland at skrive om. Jeg er ikke ekspert i andet end, hvordan det er at leve i, hvad nogle kalder den post-nationalistiske verden,” siger Joseph O’Neill med reference til sin egen baggrund.
Forfatteren er født i Irland og vokset op i både Mozambigue, Iran og Holland. Siden læste han jura på Cambridge og arbejdede som advokat i London, inden han i 1998 bosatte sig i New York.
”Jeg har boet så mange steder, at jeg ikke føler noget stærkt tilhørsforhold til et enkelt land. Af samme grund skriver jeg om rodløse mennesker i en verden under forandring. Så Dubai var oplagt.”
Fremtidens by
Det er efterhånden flere år siden, at Joseph O’Neill første gang spekulerede over fænomenet Dubai. Venner og bekendte på Manhattan og tidligere kolleger i London hviskede og tiskede om byens solrige badestrande, luksushoteller og driftige forretningsliv.
Da forfatteren googlede Dubai, blev han besnæret af et eventyrligt samfund bestående alt fra undervandshoteller til højhuse med tagterrasser i skyerne. Hvad der for alvor fangede Jospeh O’Neill var dog byens sociale og økonomiske strukturer.
”Dubai eksisterer på en art kapitalistisk apartheid, hvor mere end 80 procent af befolkningen er fremmedarbejdere uden permanent opholdstilladelse og uden mulighed for nogensinde at få statsborgerskab.”
“Og det er jo usædvanligt for i næsten alle andre lande er der en god chance for, at du eller dine børn bliver statsborgere, hvis blot du bor der længe nok. I hvert fald indtil for nyligt,” siger forfatteren, der ikke tør spå om, hvad de tendenser som, vi ser i Dubai, i sidste ende kan betyde for en nations sammenhængskraft.
”Dubai har ført kapitalismen til nye ekstremer. Samtidig er den ved at revolutionere vores gængse opfattelse af, hvad et samfund eller et land er,” siger han blot med en mild hovedrysten.
New York nægter at ændre sig, og byen modsætter sig, når landets politikere forsøger at indføre stramninger… New York en meget åben by, måske den mest åbne by i verden
I Hunden fokuser Joseph O’Neill særligt på en gruppe såkaldte expats, der konstant forveksler og snyder hinanden og undlader at røbe, hvad de laver.
Flere ved ikke engang, hvem de arbejder for. En stor del af deres kommunikation foregår via internettet, og mange møder bliver holdt i skyskrabere, der står tomme det meste året.
”Det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er jo mønstre, vi efterhånden kender her i Vesten. Et knivskarpt skel mellem rig og fattig, mellem statsborger og immigrant, og se på London: det meste af Mayfair-distriktet er købt af rige russere og arabere, der investerer i bydelen ikke for at bo der, men for at tjene penge eller for at hvidvaske penge.”
“Hvad det angår, tyder meget på, at andre lande er begyndt at kopiere Dubai-modellen.”
– Er det noget, du oplever i New York?
”En af de ting, der får mig til at føle mig hjemme på Manhattan, er, at vi næsten alle er rodløse her. Jeg møder sjældent nogen, der er født på Manhattan, og for så vidt er New York en unik amerikansk by, særligt Manhattan.”
“Den har sine mindre pæne sider – undertrykkelsen af afrikanske-amerikanere, ikke mindst – men de ting hænger ikke sammen med den immigration, som vi nu taler om, og som Trump hele tiden taler om,” siger Joseph O’Neill og følger op med et eksempel på, hvad han mener:
”Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne taxachaufførerne i Dubai med dem, vi har i New York. Taxachaufførerne i Dubai er næsten alle fra Pakistan, og de har det elendigt. Mange af dem, der kører taxa i New York, kommer også fra Pakistan, og bevares, de har deres at slås med. De får ikke noget forærende, men ved fyraftenstid kan de køre hjem til deres kone og børn i Queens med en hæderlig dagsløn og uden at blive svinet til.”
– Er det ikke ved at ændre sig under Trump?
”New York nægter at ændre sig, og byen modsætter sig, når landets politikere forsøger at indføre stramninger. Den afrikansk-amerikanske del af indbyggerne har ikke helt de samme muligheder som andre, og det skaber gnidninger, men i det store hele er New York en meget åben by, måske den mest åbne by i verden.”
– Hvad med resten af landet?
”Republikanerne synes jo at være opsatte på et gøre en ende på det amerikanske demokrati. Det ser sådan ud. Partiet har fundet en evnesvag leder, som forstår at lukrere på den hvide arbejders frygt for fremtiden og den hvide mands prestigetab. Paradokset er blot, at mange af dem, der stemte på Trump, nød godt af Obamacare og så videre.”
“Men de gik mere op i, at det ikke var en hvid mand, der sad ved magten, og … nej, der er jo intet nyt i det, jeg siger.”
Ikke skabt til at tweete
– Men bruger du det politiske engagement som brændstof, når du skriver?
”Ja, det gør jeg i høj grad. Indimellem må jeg anstrenge mig for at fokusere på det menneskelige drama, som jeg mener, er nerven i god litteratur.”
“Det er derfor, jeg holder pause i romanskriveriet – for ikke at drukne min historie i politiske diskussioner om social uretfærdighed og immigration og så videre.”
– Bliver man som litterær forfatter hørt i USA?
”Nej, USA er ikke Irland. I Irland har forfattere altid taget aktiv del i diskussionen om den nationale selvopfattelse. Sådan er det stadig i Irland. Når der sker noget stort, ringer aviserne til landets forfattere for at høre, hvad de mener om alt fra abort til nationaløkonomi.”
Hvad er pointen med at skrive litteratur? Det er jo at komme banaliteten til livs, søge dybt i svært stof og tilbyde læseren en mulighed for fordybelse i et komplekst emne. Det er sgu svært at gøre i et tweet
“Det sker ikke i USA. Det hænder, når race eller køn er på dagsordenen, men det er ikke ligesom i 60’erne, hvor Norman Mailer og John Updike blandede sig i debatter om Borgerrettighedsbevægelsen og Vietnamkrigen.”
– Joyce Carol Oates, Brett Easton Ellis og flere af dine kolleger tweeter. Har du overvejet det?
”Jeg synes ikke, at det er, hvad forfattere er til for. Jeg er meget politisk aktiv privat, og jeg har skrevet flere politiske essays, men man risikerer ret hurtigt at sige noget dumt, hvis man blander sig i den politiske debat. Nej, måske ikke dumt, men banale overfladiske ting, som det jeg sagde før om Trump.”
“Og den tanke skræmmer mange forfattere, tror jeg. For hvad er pointen med at skrive litteratur? Det er jo at komme banaliteten til livs, søge dybt i svært stof og tilbyde læseren en mulighed for fordybelse i et komplekst emne. Det er sgu svært at gøre i et tweet.”
“Men jo, det er nok, hvad der kræves, hvis man vil blande sig. Selv præsidenten tweeter.”
Joseph O’Neill smiler afvæbnende og ryster på hovedet. Solen har gjort sig fri af Manhattans skyline og får vinduerne i den høje smalle bygning overfor til at flimre som staniol. Vi sidder lidt i tavshed, indtil en ambulancesirene river forfatteren ud af tankerne.
”Jeg kritiserer ikke de forfattere, der tweeter, og havde jeg en million følgere, ville jeg sikkert selv gøre det,” siger han.
”Men jeg ville være påpasselig, for som forfatter er du jo også en betragter. Jeg er i hvert fald, og den rolle nyder jeg. Jeg har det bedst, når jeg er alene og kan passe mig selv. Så nytter det ikke noget at gå op i likes og følgere. Jeg har brug for ro til at tænke. Og til at skrive indimellem.”
FAKTABOKS:
Joseph O’Neill er født i Cork, Irland, i 1964 og uddannet jurist fra Cambridge, England. Han har tidligere arbejdet som advokat, men har de seneste ti år levet af forfatterskabet kombineret med en stilling som gæsteprofessor i litteratur på Bard College, New York.
Han debuterede med romanen This is the Life (1991) og har siden udgivet romanerne The Breezes (1996) og Netherland (2008), der vandt en Pen/Faulkner-pris, og Hunden (2014) samt novellesamlingen Good Trouble (2018) og fagbogen Blood-Dark Track: A Family History (2001), om sine bedsteforældres oplevelser under 2. Verdenskrig.
LÆS MERE OM USA I POV HER
’Hunden’ er netop udkommet på forlaget Klim.
Tonny Vorm er journalist og forfatter. Hans debutroman ’Postkort fra Californien’ udkommer 28. april på Politikens Forlag.
Topfoto: Joseph O’Neill, forlaget KLim
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her