DEMENSBEHANDLING // SYGDOMME – I de kommende år vil der blive flere mennesker med demens i takt med en stigende levealder. Der er et stort behov for en behandling, men demensforskeren Kristian Steen Frederiksen ser ikke tilstrækkelig anerkendelse af sygdommens alvorlighed, når nye lægemidler skal godkendes.
Jeg møder demensforskeren Kristian Steen Frederiksen for at få hans syn på fremtidige behandlingsmuligheder for demens og Alzheimers. Han er overlæge og neurolog ved Nationalt Videnscenter for Demens og klinisk forskningslektor ved Københavns Universitet. Han udtrykker sin forskningsinteresse således:
”Jeg er fascineret af hjernen, især det, man kan kalde de højere kognitive funktioner, emotioner og hukommelse, og alt det, der gør os til mennesker,” siger han og understreger, at det er komplicerede, fundamentale funktioner, der er afgørende for vores interaktion med verden og relationer til andre mennesker.
Der er ingen tvivl om, at det er relevant at finde en behandling, idet demens kan ses som en bivirkning til, at vi bliver stadigt flere ældre. To tredjedele af alle tilfælde af demens skyldes Alzheimers sygdom, og den næsthyppigste demensform er vaskulær demens.
Andelen af mennesker med demens per tusinde er faldende, hvilket ifølge demensforskeren skyldes, at vi generelt lever sundere end for 10, 20 eller 30 år siden. Altså ryger og drikker mindre og motionerer mere.
Der er også blevet en forbedret behandling af for eksempel forhøjet blodtryk, diabetes og andre sygdomme, der er risikofaktorer for, at man udvikler demens.
Afventer et behandlingsgennembrud
I dag er der nogle få lægemidler, der kan udskyde forværring af symptomerne ved Alzheimers sygdom, men en egentlig behandling lader vente på sig.
For Kristian Steen Frederiksen var det noget af en bet, da Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ikke godkendte Lecanemab. Han havde imødeset dette lægemiddel, fordi Lecanemab repræsenterede en nytænkning inden for behandling af demens.
”Jeg var ærgerlig og skuffet, mest på vegne af mine patienter. Fordi jeg syntes, at det var en behandling, der så ud til at være effektfuld,” siger han og forklarer, at der er tale om et lægemiddel, der virker som et antistof mod den ophobning af proteinstoffer, som man kan se hos patienter med Alzheimers sygdom.
Det er en sygdom, som påvirker livskvaliteten i høj grad. Det er desværre også en sygdom, der er livsforkortende
I de kontrollerede forsøg af lægemidlet har man set, at de patienter, der får Lecanemab, udvikler symptomerne langsommere, end de patienter, der har fået placebomedicin. Der viste sig desværre også at være nogle bivirkninger i form af små blødninger og hævelse i hjernen.
Demensforskeren ser disse bivirkninger som ganske alvorlige, men understreger, at de fleste af patienterne ikke har haft symptomer. Det er primært fund på scanninger, der har fået de europæiske lægemiddelmyndigheder til at afvise lægemidlet. De begrundede afslaget med, at de anser, at effekten er for lille i forhold til bivirkningerne.
”Hvor min holdning måske ville være at sige: Ja, det er potentielt alvorlige bivirkninger, effekten er ikke så stor, men det er også en meget, meget alvorlig sygdom, vi har med at gøre. Det er en sygdom, som påvirker livskvaliteten i høj grad. Det er desværre også en sygdom, der er livsforkortende,” siger Kristian Steen Frederiksen.
Han mener, at man i stedet for afslaget burde have ladet det være op til patienterne, sammen med deres læge, at afveje bivirkningerne op mod effekten.
Vurdering af bivirkninger
”Det er klart, at vi tillader mere alvorlige bivirkninger ved alvorlige sygdomme, end vi ville gøre ved for eksempel en forkølelse, ikke? Der ville vi ikke tillade særlig alvorlige bivirkninger, men ved kræftsygdom tillader vi alvorlige bivirkninger, fordi det er en alvorlig sygdom,” siger han.
Kristian Steen Frederiksen er i tvivl om, hvorvidt EMA har været bevidst om, hvor alvorlig Alzheimers sygdom er. Han mener, der kan være en underliggende holdning til demens som noget, man har, når man bliver gammel nok.
Så du tror, det ville have været en anden afgørelse, hvis det havde været en alvorlig kræftform?
”Det kan jeg i hvert fald godt frygte. Også fordi der til det selvsamme møde, hvor Lecanemab blev behandlet, også var onkologiske midler, som blev godkendt, hvor effekten måske var 3-5 måneders forlænget overlevelse,” siger Frederiksen, der er bekymret for, om der bliver brugt en anden målestok, når det gælder demens.
En behandling for demens vil have en stor betydning, både for den enkelte, de pårørende og for de samlede udgifter til sundhedsvæsenet
Afgørelsen i EMA er anket, men Kristian Steen Frederiksen har ikke tiltro til, at beslutningen ændres. Der er dog et håb om, at resultater fra brugen af lægemidlet i USA, England, Kina, Sydkorea og Japan kan bane vejen for godkendelse i EU.
Fremtidsudsigter for nye behandlingsmuligheder for demens
Hvordan ser du i øvrigt på muligheder for fremtidig behandling?
”Jeg tror, der kommer behandlinger. Det er svært at sige præcist, om det bliver om et, to, eller tre år. I hvert fald for Alzheimers sygdom,” anslår han og tilføjer, at han ser nogle meget lovende kombinationsbehandlinger, hvor man ligesom ved kræftbehandling angriber fra forskellige steder.
”Jeg tror også, det er der, vi skal hen med Alzheimers sygdom. I onkologien startede man med noget, der havde en vis effekt, og så har man bygget oven på det. Og nu er man nået frem til behandlinger, der er meget effektive, og er nået frem til et stade, hvor man kan helbrede en hel del kræftsygdomme, som var helt utænkeligt for 30 eller 40 år siden,” siger Frederiksen.
Han fortsætter: ”Hvis man dengang havde sagt nej til et lægemiddel, der havde en omend lille effekt, så havde vi måske aldrig fået så gode kræftbehandlinger.”
En behandling for demens vil have en stor betydning, både for den enkelte, de pårørende og for de samlede udgifter til sundhedsvæsenet.
Der er cirka 40.000 patienter med en registreret demensdiagnose, og man anslår, at der er i alt omkring 100.000 mennesker med demens, da en stor del aldrig bliver diagnosticeret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her