plejehjem

ÅBENT BREV: Farvel til plejehjemmet og de værste år af mit liv

i Liv & Mennesker/Ældre af
EN UVÆRDIG AFSLUTNING // KLUMME – ” Jeg fik aldrig sendt brevet til kommunen og plejehjemmet. Jeg ved faktisk ikke hvorfor – måske var det, fordi at jeg, som dagene gik, mere og mere tænkte: Jamen, det nytter jo alligevel ikke noget! Men her, på halvårsdagen for min fars død, har jeg fundet brevet til kommunen frem igen. Det har jeg, fordi jeg i dag ved, at man godt kan afslutte æraen på plejehjem – både for den ældre og de pårørende – med følelsen af naturlig mæthed og tilfredshed”, skriver Dorthe Boss Kyhn, der netop har været med til at skrive en ny bog om ældrepleje sammen med May Bjerre Eiby: ’OmsorgsManifestet – Hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem’.

På tirsdag er det et halvt år siden, min far døde.

Jeg har tidligere skrevet om hans død i POV, ligesom jeg skrev om min mors død et års tid forinden:

Hvordan dør man egentlig af demens?

Med min fars død sluttede en æra. Nu var jeg ikke længere pårørende til demenssyge og aldersvækkede forældre. Nu var de døde begge to, og jeg stod tilbage med en besynderlig følelse indeni.

På en underlig måde var det en lettelse, at jeg ikke længere skulle have alle de bekymringer, der fulgte i kølvandet af at være datter til forældre på plejehjem – på den anden side var det et besynderligt tomt punktum. En følelse af at have tabt slaget

De sidste fem-seks år af mit liv havde været så gennemsyret af deres ve og vel – og i de sidste tre år var deres liv på plejehjemmet i min bevidsthed konstant. Dag og nat.

Så på en underlig måde var det en lettelse, at jeg ikke længere skulle have alle de bekymringer, der fulgte i kølvandet af at være datter til forældre på plejehjem – på den anden side var det et besynderligt tomt punktum. En følelse af at have tabt slaget.

Og hvorfor var det overhovedet sådan, jeg følte?

Da jeg i tidernes morgen, efterhånden som mine unger voksede til, og de afsluttede tiden i deres første institutioner – vuggestue, børnehave, skole, SFO osv. – så sagde jeg altid farvel, let om hjertet.

Selvom der var en snert af sorg over erkendelsen af, at afkommet blev mere og mere flyvefærdigt, så havde årene med børnenes institutioner alligevel altid været forbundet med glæde. Der var altid dialog, samarbejde og fælles fodslag over samarbejdet med at ruste vores børn til at klare sig videre i livet.

Men nu, hvor det handlede om den modsatte ende af livet, og hvor jeg skulle tage afsked med mine forældre og den sidste kommunale bastion, plejehjemmet, så lukkede jeg ikke for den æra med følelsen af lethed.

For samarbejdet med denne kommunale institution havde ikke været præget af dialog, samarbejde og fælles fodslag. Tværtimod.

I dagene efter min fars død satte jeg mig ned og skrev et meget langt brev til kommunens politikere og ansatte på plejeområdet, hvori jeg redegjorde for, hvorfor de sidste tre år havde været de værste år af mit liv

Jeg sagde snarere farvel med følelsen af frustration og afmagt. Så i dagene efter min fars død satte jeg mig ned og skrev et meget langt brev til kommunens politikere og ansatte på plejeområdet, hvori jeg redegjorde for, hvorfor de sidste tre år havde været de værste år af mit liv.

Jeg fik imidlertid aldrig sendt brevet. Jeg ved faktisk ikke hvorfor – måske var det, fordi at jeg, som dagene gik, mere og mere tænkte: Jamen, det nytter jo alligevel ikke noget!

Plejehjem
Dorthe Boss Kyhns forældre på tur med deres barnebarn

Men her, på halvårsdagen for min fars død, har jeg fundet brevet til kommunen frem igen.

Det har jeg, fordi jeg i dag ved, at man godt kan afslutte æraen på plejehjem – både for den ældre og de pårørende – med følelsen af naturlig mæthed og tilfredshed. Når tiden og årene har været gode og meningsfulde, så er det også lettere at give slip og tage afsked. Naturligt og fredfyldt. Og lettere om hjertet.

Jeg har nemlig haft den store glæde at arbejde sammen med plejehjemsleder May Bjerre Eiby i udarbejdelsen af hendes bog, ’OmsorgsManifestet – Hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem’.

I det arbejde er jeg blevet så meget klogere på, at jo – det kan faktisk godt lade sig gøre at skabe gode rammer for alderssvækkede og demenssyge mennesker i deres sidste levetid. Til glæde for den aldersvækkede, til glæde for de pårørende, til glæde for personalet – og til glæde for vores samfund.

Havde mine forældre og vi i familien haft den oplevelse, så havde jeg aldrig været i nærheden af at skrive mit brev til kommunen. Men den modsatte oplevelse gjorde, at jeg var nødt til det.

Brevet beskriver med al tydelighed smerten over tre svære år med forældre i en ’plejehjemsklemme’. Og den viden er vigtig at få frem – med fokus på, at vi er nødt til at gøre det bedre i fremtiden. Vi kan som velfærdssamfund simpelthen ikke være andet bekendt.

Så her er mit – nu åbne – brev til kommunen og ledere på plejehjemmet.

Jeg er ret sikker på, at mine oplevelser ikke står alene, de kan med garanti genkendes af mange, mange andre pårørende i samme situation.

Plejehjem
Før det gik ned ad bakke, kunne Dorthe Boss Kyhns mor og far godt fejre fødselsdag.

Kære I, der har haft ansvaret for mine forældre på deres plejehjem

For lidt mere end tre år siden flyttede mine forældre ind på plejehjemmets demensafsnit. Min mor med diagnosen Alzheimers, min far som medfølgende ægtefælle.

Min mor døde den 1.12.18, og min far døde den 29.3.20.

Det blev desværre til tre triste år. Jeg skriver denne henvendelse til jer, fordi det er mit håb, at mine og min families oplevelser kan være med til at gøre forholdene mere tålelige for fremtidige beboere og deres pårørende.

Jeg har fra den allerførste dag på hjemmet været en pårørende, der havde stor lyst til at gå ind i ’arbejdet’ omkring mine forældre. Jeg husker tydeligt følelsen af at ankomme med dem – forventningsfulde og positive – for at blive glædesløst modtaget.

Med de alderssvækkede forældre føles det, som om det hele kan være lidt ligegyldigt. De skal jo alligevel ikke være her så længe! De skal jo snart dø

Man står med den samme følelse, når man afleverer sit barn i en ny institution, men den kæmpestore forskel er bare, at med barnet følger masser af glæde, entusiasme og dialog, med de alderssvækkede forældre føles det, som om det hele kan være lidt ligegyldigt. De skal jo alligevel ikke være her så længe! De skal jo snart dø.

Måske var det blåøjet af mig at tænke, at mine forældre ville være ’i gode hænder’, og at vi pårørende kunne få mere overskud til at være der for vores forældre efter flere hårde år, hvor vi var blevet kørt fuldstændig over af det store arbejde og ansvar, der følger i kølvandet af at være voksne børn til en demenssyg hjemmeboende forælder.

Vi blev hurtigt klogere. Den omsorg og den pleje, som vi troede, ville være noget naturligt på et plejehjem, viste sig at være mere eller mindre fraværende.

Der var på ingen måde nogen form for ’indkøring’ til plejehjemslivet for vores forældre, og jeg mener at huske, at vi først havde et egentligt indflytningsmøde næsten et år efter, at de var flyttet ind.

Der var ingen plan for dem. Alt virkede så tilfældigt. Der var også kun sporadisk glæde og entusiasme at spore blandt personalet. Og aktiviteterne – ja, de var i den grad også fraværende.

Da vores forældre flyttede ind, havde vi en mor, der kunne gå selv, deltage i samtaler og havde lyst til at være en del af fællesskabet.

‘Det er sygdommen’, lød forklaringen – men jeg er overbevist om, at det i lige så høj grad handlede om den manglende omsorg for hende. Når omsorgen ikke er til stede, så sygner man hurtigere hen

Efter et halvt år havde vi en mor, der ikke længere kunne gå, hun sad altid og sov i en kørestol, hængende ind over bordet, når vi kom på besøg flere gange i løbet af ugen, og hun blev mere og mere fraværende og kunne mindre og mindre.

‘Det er sygdommen’, lød forklaringen – men jeg er overbevist om, at det i lige så høj grad handlede om den manglende omsorg for hende. Når omsorgen ikke er til stede, så sygner man hurtigere hen.

*

Som pårørende stod vi på sidelinjen og forsøgte at kompensere. Vi kunne ikke gennemskue, hvad der var galt. Vi kunne blot konstatere, at der var et eller andet galt, og at vores mor meget hurtigt blev umælende, sovende og usoigneret.

Til en begyndelse havde vi en synlig leder, som også lyttede, når vi kom til møde med hende – men ofte oplevede vi, at der ligesom forsvandt nogle informationer i lagene fra ledelse, til medarbejder og til os, og alt for ofte oplevede vi misforståelser, fordi informationerne simpelthen ikke blev videredelt. Vi opfattede det som, at der hele tiden var en angst for at komme til at sige for meget til os pårørende.

Vi forstod ikke, hvorfor aftenvagterne altid sagde, at de ikke vidste, hvad vores mor havde lavet i løbet af dagen, når vi kom om eftermiddagen og fandt vores mor sovende hen over et bord.

På et tidspunkt spurgte jeg, om vi kunne indføre en kontaktbog, så vi kunne skrive beskeder til hinanden, pårørende og medarbejdere i mellem. Det blev ikke godt modtaget.

Vi fornemmede det var, som om man opfattede bogen som et ekstra arbejde. Et ekstra lag. Men det var ikke sådan ment. Vi ville bare så gerne have nogle informationer omkring vores mors hverdag

Vi pårørende skrev i den, men det var yderst sporadisk, at det modsatte skete. Der var aldrig nogen blandt personalet, der kommenterede bogen – vi fornemmede det var, som om man opfattede bogen som et ekstra arbejde. Et ekstra lag. Men det var ikke sådan ment. Vi ville bare så gerne have nogle informationer omkring vores mors hverdag!

Sådan var der mange ting i det forløb, som vi ikke forstod. Der var også lyspunkter. Men vi oplevede ofte, at de gange, vi havde været til møde og havde aftalt, at ’nu skulle vi have rettet op på det ene eller det andet…’, ja så gik der ikke længe, før alt var ved de gamle rutiner igen.

På et tidspunkt fornemmede vi, at der var ’et eller andet galt’ på ledelsesniveau, og at vi pårørende mere og mere blev personalets talerør.

Vi har oplevet grædende personale, der gav udtryk for at være slidt op, og vi har oplevet personale, der har spurgt, om vi ikke ville tage deres problemstillinger med, når vi var til møde med ledelsen. Som flere har sagt til os i den forbindelse – ’de lytter til jer, men ikke til os’.

Det sidstnævnte har især drejet sig om normerings-problematikker. Jeg har tit følt mig som budbringer uden at forstå hvad pokker, der har været op og ned på stedets udfordringer.

I virkeligheden var jeg jo bare en pårørende, der mest af alt skulle have lov til at få ro til at være – ja, pårørende. Det påvirkede mig meget, at jeg også skulle påtage mig personalets trængsler.

I løbet af sensommeren 2018 begyndte min mor at blive meget dårlig.

På et tidspunkt blev min søster og jeg så afmægtige, at vi skrev en såkaldt ’bekymringshenvendelse’ til en ny leder på plejehjemmet, som vi på det her tidspunkt ikke havde mødt endnu. Hun havde heller ikke været synlig på selve afsnittet. Vi skrev blandt andet således til hende i vores henvendelse:

Kære …,

Vi har endnu til gode at møde dig, men ser frem til det, når lejligheden byder sig.

Vi sender dig denne mail, fordi vi har brug for at få afløb for de bekymringer, vi har og har haft omkring vores Alzheimers-ramte mor.

Indledningsvis vil vi gerne understrege, at dette ikke er en klage. Vi er udmærket klar over, at meget af det personale, der arbejder på afdelingen i det daglige, gør deres bedste for at få enderne til at nå sammen. Så vores ærinde er ikke at skælde ud på de mennesker, der rent faktisk er til stede og er med til at gøre en forskel.

Men denne mail skal du se som et udtryk for, at vi føler os både afmægtige og utrygge over situationen.

Plejehjem
Dorthe Boss Kyhns mor på plejehjemmet med sit barnebarn.

Vi gik ind til livet som pårørende til forældre på plejehjem med masser af optimisme og var glade over, at der nu blev passet på vores mor. Men mærkeligt nok er følelsen af afmagt blevet mere og mere udtalt for os – og da især her i efteråret, hvor vores mor har været alvorligt syg og indlagt flere gange.

En dag fandt jeg vores mor halvt liggende i sofaen i dagligstuen, hvor hendes ble havde gennemblødt sædet i sofaen. Det kulminerede dog en dag, da min søster fandt hende i egen stue med tisset løbende ned ad benene

I vores optik begyndte det at gå skævt i løbet af sommerferieperioden, hvor der som vanligt havde været en del vikarer. Vi oplevede samme problematik sidste år, hvor vores mor også dykkede efter sommerperioden.

Men i år oplevede vi i sommer gentagne gange, at vores mor ikke fik skiftet ble ofte nok – vi kom mange gange og fandt mor om eftermiddagen i tissevåde bleer, så det til sidst blev svært at finde en stol i lejligheden, der ikke var blevet godt vådtet igennem.

En dag fandt jeg vores mor halvt liggende i sofaen i dagligstuen, hvor hendes ble havde gennemblødt sædet i sofaen. Det kulminerede dog en dag, da min søster fandt hende i egen stue med tisset løbende ned ad benene (15.6).

Herefter sendte vi en klage til daværende leder, og vi blev lovet, at der blev strammet op på det. Det blev også i den forbindelse besluttet, at vores mor skulle afprøve en ’intelligent ble’, så personalet fik overblik over urinproduktion, så man kunne finde ud af, hvornår hun skulle hjælpes på toilettet, så vi ikke igen oplevede, at hun tilbragte eftermiddagene i tissevåde bleer.

Alligevel har vores mor flere gange i løbet af efteråret fået urinvejsinfektioner. Vores mor blev indlagt (17.8) med det, som personalet mente var en lungebetændelse. Hun var meget dårlig, men det viste sig, at det ikke var på grund af lungebetændelse – men en nyrebækken-betændelse, som efter alt at dømme skyldtes en uopdaget blærebetændelse, der havde fået lov til at udvikle sig.

Hun blev behandlet med penicillin og kom hjem, men ugen efter var den gal igen – denne gang lød meldingen, at det formentlig var en lungebetændelse.

Efter de her episoder holdt vi møde med vores forældres læge, personalet, os og vores far og fik blandt andet aftalt et behandlings-niveau (ved hjertestop). Ligesom vi igen drøftede de tissevåde bleer og en eventuel genoptræning af vores mor, fordi hun var blevet mere og mere inaktiv.

Det er ikke altid, at vi kan få hjælp til at få hende skiftet. Vi er ofte på besøg om eftermiddagen, hvor der ikke er ret meget personale, og flere gange må man gå derfra, uden at hun er blevet skiftet

Men vores mors formkurve er alligevel siden sensommerens sygdomsperioder raslet gevaldigt ned. Indimellem har hun gode dage, andre dage er hun sengeliggende og akut-teamet har været tilknyttet mange gange.  Blandt andet udviklede vores mor også betændelse/svamp i munden, som gjorde, at hun ikke kunne spise eller drikke, og det satte hende meget ud af spillet i et godt stykke tid.

For tre uger (30.10) siden blev hun indlagt akut med formodet blodprop i hjernen. Den var forbigående, og hun kom hjem igen samme aften. Hun kom egentlig ret hurtigt ovenpå og begyndte allerede dagen efter at spise og drikke igen. Men vi observerede, at hendes sprog blev dårligere efterfølgende. 

Vi har derfor flere gange observeret, at vores mor ikke er i stand til at sige, hvor hun har ondt, eller når noget generer hende. Vi kan se på hende, når der er noget, der generer – hun bliver urolig, men hun kan ikke sige, hvad der er galt, men det viser sig som regel, at der er ’gevinst’. Når hun har noget i bleen, så fægter hun med sine arme, og hendes ben begynder at ryste. 

Men det er ikke altid, at vi kan få hjælp til at få hende skiftet. Vi er ofte på besøg om eftermiddagen, hvor der ikke er ret meget personale, og flere gange må man gå derfra, uden at hun er blevet skiftet med en bekymring om, hvorvidt hun så skal ligge i flere timer, før hun bliver skiftet.

Så vi er, med andre ord, ofte gået derfra med en følelse af, at hun kommer til at ligge i sin seng eller sidde i sin kørestol med en våd eller fyldt ble, som ingen har tid til at skifte.

 I sidste uge blev vi så tilkaldt igen, fordi hun var skidt og havde overfladisk vejrtrækning (det er fjerde gang indenfor den seneste tid, at det sker – og det tager vanvittigt hårdt på én at blive tilkaldt med ordene ’terminal’ ringende i ørerne).

Igen, går man hjem med en følelse af, at de er overladt til sig selv, og hvad sker der nu i løbet af natten?

Denne gang var hun sengeliggende, og når vi er der om eftermiddagen, så ligger hun der jo alene. Med vores far ved sin side, selvfølgelig – men han er jo også trist og bekymret, så ofte handler det også om at få beroliget ham.

Men igen, går man hjem med en følelse af, at de er overladt til sig selv, og hvad sker der nu i løbet af natten?

I sidste uge fik hun så igen konstateret blærebetændelse.

Vi forstår godt, at med to aftenvagter, er der alt for meget arbejde på afdelingen med så mange demenssyge og dårlige beboere – så vi ved jo også godt, at det ikke skyldes uvilje eller noget andet – men vi har længe været kronisk bekymrede over, at der er så mange tunge beboere på afdelingen til kun to mennesker på aftenvagt. 

Når man går igennem fællesstuen på vej hjem hen under aftenen, så sidder der ofte en flok beboere helt alene – og mange af dem griber ud efter os eller kalder på os, fordi de gerne vil have kontakt – og helst gerne have hjælp fra os – når vi sådan stryger igennem stuen på vej hjem.

Man kan ikke undgå at tænke, hvad nu hvis en beboer kommer til skade i den ene ende af afdelingen, mens de to vagter er i færd med at lægge en beboer i seng i den anden ende af afdelingen. Det føles meget utrygt.

 I fredags oplevede vi så, at da vi kom om eftermiddagen, var mor igen sengeliggende, hvilket hun havde været det meste af ugen. I fredags fandt vi ud af, at hun på trods af sin blærebetændelse, kun havde fået et glas væske i løbet af dagen.

Akut-teamet blev rekvireret, og de har været der flere gange i løbet af weekenden, de har hver gang pointeret, at vores mor SKAL have meget væske, og hun skulle helst op og sidde i en stol, som de siger ’det er den bedste behandling’.

Vi føler os meget alene med det her og føler senest, at vi har skullet argumentere for at få væske-behandling til vores mor. Vi forstår heller ikke, at vores mor har skullet igennem så mange urinvejsinfektioner

Vi ved godt, at vores mor er terminal nu. Det har vores forældres læge fortalt os i dag.

Men den sidste tid og de sidste dage har ikke været gode, vi føler os meget alene med det her og føler senest, at vi har skullet argumentere for at få væske-behandling til vores mor. Vi forstår heller ikke, at vores mor har skullet igennem så mange urinvejsinfektioner. 

Det er også vores opfattelse, at der mangler en helt overordnet plan for, hvad man gør, når man når den her sidste fase. Vi synes, det har været utrygt og kaotisk.

Hvis dit svar til os er, at det er et spørgsmål om begrænsede ressourcer, så vil vi rette denne henvendelse til både politikerne og embedslæge i kommunen for at pege på, at vi som pårørende har en opfattelse af, at området er stærkt underbemandet. Og at det er uacceptabelt og utrygt.

Til sidst vil vi også til din orientering fortælle, at vores far onsdag i sidste uge mistede 500 kroner. Vi havde dem med til ham onsdag aften og så, at han lagde pengene i sin pung – næste morgen var pengene væk. Vi har aldrig oplevet noget tilsvarende før. 

Venlig hilsen…

*

Ovenstående henvendelse til lederen viser med al tydelighed vores frustration. Og den resulterede i møde med den nye leder, vist nok allerede dagen efter, hvor vi gennemgik vores punkter, og hvor hun medgav, at vi havde været ’uheldige’ med forløbet. Men nu skulle der nok blive rettet op på det.

Jeg fik en klar følelse af, at vi havde trukket nitten i plejehjems- tombolaen

Vores mor døde få dage efter, og nu stod vi så tilbage med en mentalt rask far, der ikke ønskede at fraflytte sin bolig. Det vil sige, at vi stadig havde vores gang på demensafsnittet.

Stedet blev i denne tid mere og mere præget af mangel på synlig ledelse, en følelse af at tingene stod stille, ingen informationer, at tingene flød, og at der var meget færre arrangementer for vores familiemedlemmer end andre afdelinger på hjemmet.

Jeg fik en klar følelse af, at vi havde trukket nitten i plejehjems-tombolaen.

Den følelse blev mere og mere udtalt, og sidste sommer kulminerede det og blev pludselig synligt ved stedets sansehave, der voksede til i ukrudt. Året før var den blevet indviet med pomp og pragt, med champagne og springvand – men i løbet af foråret 2019 blev haven et mere og mere et fysisk bevis på, at noget var galt.

Vi var et par pårørende, der efter at have rykket for svar flere gange – hvor vi fik besked om, at sansehaven ikke blev vedligeholdt, fordi man ikke kunne finde ud af, hvem der skulle betale for vedligeholdelsen. Så indkøbte vi en masse blomster, krydderurter og tomatplanter, som vi gik i gang med at plante i plantekasserne på afdelingens altaner.

Vi gjorde det, så beboerne fik noget smukt at se på, og vi gjorde det i den tro, at man ville blive glad over initiativet på stedet. Vi søgte – og fik – også penge til hjælp til havemøbler hos en lokal fond.

Men vores initiativ blev nærmest negligeret. Ingen så meget som hævede et øjenbryn, så vi blev usikre på, om personalet syntes, vi var irriterende og blandede os i deres arbejde. Da jeg på et tidspunkt skriver om den tilgroede sansehave i et opslag på Facebook, griber vores lokalavis fat i mig og skriver en historie om den.

Der manglede visioner og fyrtårne, afsnittet var et sted i opløsning, tingene flød, der lugtede mere og mere af tis, personalet var opgivende – ja, der var simpelthen ikke rart at være

Efter historien i bladet skete der så endelig noget. Vi erfarede samtidig, at der skete en hel del på ledelsesplan. Vores leder havde åbenbart været sygemeldt længe – vi pårørende havde ikke opdaget det, da hun i forvejen aldrig kom på afdelingen, og fordi ingen informerede os om noget som helst!

Men måske troede man, at vi pårørende ikke ville opdage noget, når man ikke oplyste os om det – men I skal vide, at vi kunne mærke det: At der manglede visioner og fyrtårne, at afsnittet var et sted i opløsning, tingene flød, der lugtede mere og mere af tis, personalet var opgivende – ja, der var simpelthen ikke rart at være.

Så kom der en konstitueret leder, og vi var nogle pårørende, der anmodede om et møde. Også hun fik alle vores oplevelser – råt for usødet.

Hun lovede, at nu skulle der ryddes op. Det første, der skete, var, at sansehaven fik en overhaling, et synligt tegn på, at nu skulle der komme ’nye tider’ deroppe.

Vi havde en følelse af, at endelig blev der lyttet, nu blev der taget hånd om sagerne. I ugerne efter, at alt det her skete, var det også, som om personalet blev helt opildnet af, at der nu var en leder, der sagde tingene højt og tog fat om problemerne.

Det varede desværre kun i nogle uger, for så blev det sommerferie, og efter sommerferien havde alle tilsyneladende glemt alt om de små arrangementer. Det løb ud i sandet

Man mærkede en entusiasme – blandt andet begyndte personalet et lave særskilte arrangementer for de demenssyge. Små ting i ugens løb… fredagsfilm, fællessang, oplæsning og den slags, og det var en god følelse, at de nu havde lyst til at arrangere og hygge om vores kære gamle.

Det varede desværre kun i nogle uger, for så blev det sommerferie, og efter sommerferien havde alle tilsyneladende glemt alt om de små arrangementer. Det løb ud i sandet – og igen var der kun de større arrangementer, som nævnes i beboerbladet, og som de demenssyge beboere som regel er for dårlige til at deltage i.

*

Igen flød tingene mere og mere sammen. Bare dét at skulle gå igennem afdelingen blev en prøvelse, fordi der mere og mere lugtede af tis (og det, der er værre).

Jeg har heller ikke tal på, hvor mange gange, beboere har siddet og råbt på hjælp, når jeg er gået igennem dagligstuen, specielt i timen mellem kl. 14.00 og 15.00, hvor dag- og aftenpersonalet skifter.

Her er konsekvent tomt, og jeg har mange gange hjulpet beboere ind til sig selv for at hvile, hjulpet dem med tøj eller kopper, der er væltet, mens kaffen har flydt ud over bordet. Jeg er direkte blevet bedt om at se den anden vej, lade være med at hjælpe – men sådan er jeg altså ikke skruet sammen!

I efteråret var jeg, som flere gange før, til Mortensaften-arrangement på afdelingen og kom til at sidde ved siden af en beboer, der var drivende tissevåd og lugtede meget af urin og til den anden side en så dårlig beboer, som jeg sad og madede. Behøver jeg at tilføje, at jeg ikke fik en bid ned den dag?

Noget tid efter ringede en af personalerne til mig og spurgte, hvorfor jeg ikke havde meldt mig til julefrokost i år, og der måtte jeg sige, at det havde jeg ikke lyst til.

Jeg tror simpelthen, at man ’glemmer’ at se de her ting, man luller sig ind i, at ’jamen sådan ser der ud og lugter på et plejehjem…’ – jeg opfattede det som ulækkert og uværdigt. Lugten af tis vil jeg sent glemme

Jeg syntes dels, det var ulækkert sidst, og dels ville jeg ikke sidde og være en slags medhjælper til et arrangement, som egentlig skulle være hyggeligt for min far og mig.

Jeg tror simpelthen, at man ’glemmer’ at se de her ting, man luller sig ind i, at ’jamen sådan ser der ud og lugter på et plejehjem…’ – jeg opfattede det som ulækkert og uværdigt. Lugten af tis vil jeg sent glemme, jeg havde altid en følelse af, at jeg skulle holde vejret, når jeg gik gennem dagligstuen for at komme ned til min far.

Ny leder kom til. Nye møder. Men stadigvæk var informationerne på stedet sparsomme, og jeg fik kun nyt, hvis jeg dukkede op til såkaldt ’Åbent Dør’-arrangement én gang om måneden hos lederen. Eller jeg fik svar, når vi drøftede det i kommunens pårørendegruppe.

I begyndelsen af marts var jeg så til møde med endnu en ny afdelingsleder. Og endnu engang fortalte jeg om alle de oplevelser, vi og mine forældre har haft gennem de tre år, de har boet på hjemmet.

Jeg har ingen anelse om, hvordan livet kom til at udforme sig med den nye ledelse, og om livet på demensafsnittet stod overfor at få et løft. Det kan jeg kun håbe på.

For dagen efter lukkede besøgsforbuddet plejehjemmet, som følge af corona, og jeg kom først tilbage på plejehjemmet igen, efter min far døde pludseligt den 29.3.

Men så skulle vi til gengæld også komme, fordi nu skulle vi sørge for at få ryddet hans bolig – igen var der en masse misforståelser og historier omkring forløbet. Men vi forstod aldrig, hvorfor vi nu skulle komme og måtte færdes frit på plejehjemmet – når vi jo ikke måtte komme, mens min far levede.

Jeg lærer nok heller aldrig at forstå, hvorfor et demensafsnit i så høj grad bærer præg af at være ’dødens forgård’

Forløbet omkring corona-beredskabet har igen lidt af, hvad jeg har fornemmet som uvilje mod at inddrage og informere os pårørende i det her forløb.

Jeg har nok aldrig forstået, hvorfor man grundlæggende synes, at vi pårørende opfattes som irriterende – vi er jo en kæmpe ressource, hvis man forstår at involvere os og bruge os.

Og jeg lærer nok heller aldrig at forstå, hvorfor et demensafsnit i så høj grad bærer præg af at være ’dødens forgård’. Jeg synes jo, at de mennesker, der havner her, fortjener enorme mængder af omsorg, kærlighed og pleje – jeg oplever desværre snarere, at det ofte ligner ren og skær ’opbevaring’.

Og jeg vil til stadighed hævde, at to aftenvagter til en hel afdeling med op til 16 demenssyge beboere, det er omsorgssvigt i min optik.

*

Ovenstående er ikke en klage. Jeg ønsker igen ikke at drage nogen til ansvar for noget som helst – men jeg vil gerne gøre jer opmærksom på, at jeg og min familie ikke har en positiv oplevelse af de tre år, vores forældre har boet på plejehjemmet.

Der har været en håndfuld medarbejdere, der har været undtagelsen, og dem har vi sagt varmt tak til. Men jeg kan desværre ikke anbefale andre at søge plejehjemsplads på dette plejecenter på grund af de oplevelser, vi har haft.

Det gør uendelig ondt at tænke tilbage på, at vores forældre fik så kaotisk og trist en sidste tid af deres liv

Jeg synes, I skal vide, at når et plejehjem fungerer på den her led, med skiftende og meget usynlige ledere, så forplanter det sig hele vejen ned igennem systemet. Det er ikke noget, man kan tie til tavshed – den slags ligger som en kvælende følelse, en dyne, over alt og alle.

Desværre.

Og desværre fik min søde gamle far ret, da han sidste sommer, når han ’overvågede’ gartnernes arbejde med at bygge en ny sansehave fra sin lejlighed på 2. sal, sagde: ’Ak ja – gad vide, om jeg nogensinde når at få glæde af den…’

Han fik desværre ret i sine bange anelser. Det gjorde han ikke!

Det gør mig så ondt. Ligesom det gør uendelig ondt at tænke tilbage på, at vores forældre fik så kaotisk og trist en sidste tid af deres liv. 

Med venlig hilsen

Dorthe Boss Kyhn & familie”.

Plejehjem
Da Dorthe Boss Kyhns forældre fortsat var gående, kunne de komme udenfor plejehjemmet, når de fik besøg.

LÆS ALLE DORTHE BOSS KYHNS ARTIKLER HER   


FAKTABOKS:

’OmsorgsManifestet – Hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem’ er skrevet af plejehjemsleder May Bjerre Eiby i samarbejde med journalist Dorthe Boss Kyhn. Det er den ultimative guide til, hvordan man skaber optimale rammer for ældre og demenssyge på plejehjem. Bogen henvender sig til både pårørende, sundhedspersonale og politikere i det, vi ynder at kalde ’verdens bedste velfærdssystem’. Bogen udkommer den 28. september på forlaget Grønningen 1.


Alle fotos af og med Dorthe Boss Kyhns forældre på plejehjemmet er private og stillet til rådighed af familien.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/

Seneste artikler om Liv & Mennesker