
KRONIK – Der er noget vi skal have talt med de unge knægte om. Det handler om ansvar og om at blive en mand. Og det sker ikke af sig selv. Det er en stor opgave. Vi har haft megen fokus på kvinder og unge pigers udvikling hen imod at blive voksne på en god måde med selvværd og selvtillid. Det er ikke lykkedes voldsomt godt, og samtidig er det som om, vi har glemt drengene og mændene på godt og især ondt. Det sammenbrud, som blandt andet viser sig i ansvarsforflygtigelse for et fænomen som ’puttefester’, er blot et af de mange resultater, skriver Gunnar Langemark.
Puttefester med en lummer stemning er ikke i sig selv et problem. Det er unge mennesker, som afsøger mulighederne og leger med deres seksuelle identitet.
Det egentlige problem er, at der er mange af de unge, som overhovedet ikke er i stand til at se deres eget ansvar for andre, og at mange af de voksne – også på gymnasierne – ikke er i stand til at se deres eget ansvar for de unge. Det egentlige problem er, at der er så mange, som er så bange for ansvar og helst bare vil kigge den anden vej og håbe, ‘at det går over’.
Men vi har skabt et samfund, hvor de unge mennesker ikke alene overskrider hinandens grænser, men sågar stolt står frem og praler med, at det slet ikke er deres ansvar ikke at overskride andres grænser. Og når vi voksne hører de unge mennesker sige sådan, så forarges vi og fordømmer de unge, vi sender dem hjem med brev og smider dem ud.
Kære medforældre. Fingeren peger på vores egen selvoptagede generation: Vi der har unge børn i teenagealderen og først i tyverne har forsømt at opdrage de unge og tage ansvaret for dem
I stedet for at gribe i egen barm og erkende, at vi har svigtet som voksne og har forsømt at give disse unge mennesker nogle anstændige forbilleder.
Ansvarsforflygtigelsen når sågar hele vejen op til undervisningsministeriet, hvor man blot indskærper skolerne, at de skal straffe de unge mennesker, som træder ved siden af.
Men det er den forkerte rækkefølge kære medforældre. Fingeren peger på vores egen selvoptagede generation: Vi der har unge børn i teenagealderen og først i tyverne har forsømt at opdrage de unge og tage ansvaret for dem.
Voksenansvaret ligger hos forældre og lærere
For det er ansvar, det drejer sig om.
Når man fra skolens side år efter år kan tro, at man ikke skal gribe ind fordi ‘det foregår i privat regi’ – og skal vente på, at undervisningsministeriet laver nye regler, med udvidede beføjelser, før man begynder at opdrage alvorligt på de unge, så tyder på, at man ude på gymnasierne simpelthen ikke har kunnet gennemskue hvor problemet lå og hvor ansvaret for problemet lå.
Når man afleverer sin 15-16-årige søn eller datter i en uddannelsesinstitution bør man kunne forvente, at der tages det nødvendige hensyn til unge mennesker, som er i færd med nysgerrigt at udforske seksuallivets nye spændende muligheder. En af de mest påfaldende ting ved unge mennesker i 15-18 års alderen er, hvor forskelligt de er udviklet på mange områder.
Når de 18-årige 3g’ere på gymnasiet inviterer helt nye 1.g’re til fest, er der intet galt i det. Der er heller intet galt i, at det har seksuelle undertoner, er lummert og smagløst og måske endda overskrider visse menneskers grænser.
Forældrene til de unge har helt klart hovedansvaret for, at hver deres unge ved hvad der er rigtigt og forkert og hvad de voksne mener om grænseoverskridende adfærd
Men gymnasiets voksne har ikke desto mindre et ansvar for, at der ikke i forbindelse med skolearbejdet foregår ting, som virker direkte grænseoverskridende på nogle af eleverne. Det er de voksnes ansvar. De har også ansvar for, at der ikke opstår og opdyrkes en kultur på gymnasiet, hvor det er muligt at udnytte de svagere og mere usikre, som ikke tør sige nej og som – endnu – ikke har lært at sætte den slags grænser.
Forældrene til de unge har helt klart hovedansvaret for, at hver deres unge ved hvad der er rigtigt og forkert og hvad de voksne mener om grænseoverskridende adfærd.
Det er også forældrene, der skal sørge for at de unge ved, at de nu er anses for så store, at man kan forlange af dem, at de ikke bare tager ansvar for, at de ikke selv overskrider loven, men også ved, at de har et ansvar overfor hinanden; især overfor dem, der har svært ved at sige fra.
De sårbare nye
Vi har nemlig allesammen det fulde ansvar for os selv. Men vi har også et medansvar for andre, som ikke ‘har styr på det’. Det er det sidste, som gør én til et voksen og ansvarligt menneske og et ansvarligt menneske.
Vi var også nervøse, da vi for 30-40 år siden startede i gymnasiet. Men presset er blevet større og fylder mere hos de unge i dag bl.a. grundet mediernes gennemtrængende tilstedeværelse – og især de sociale medier
Det pres, der lægges på de nye elever, lå også os, der i dag er forældre. Vi var også nervøse, da vi for 30-40 år siden startede i gymnasiet. Men presset er blevet større og fylder mere hos de unge i dag bl.a. grundet mediernes gennemtrængende tilstedeværelse – og især de sociale medier.
Her har skolen et ansvar for at vide, når de 18-årige unge mænd og kvinder øjner muligheden for lidt ‘sjov’ med ‘putterne’. At lave en fest – lige præcis når de nye endnu ikke er sammentømrede men allermest sårbare og har allersværest ved at sige nej – tigger om problemer, fordi der er tale om en reel, om ikke formel, ulige magtrelation.
Og alligevel kan man som nævnt høre både de unge kvinder og mænd sige: ’Jamen de kan jo bare sige nej!’ Man kan endda høre voksne mennesker sige det.
Men gu’ fanden kan de ej bare sige nej. De næste tre år i disse unge menneskers liv er afhængig af at blive accepteret. Hvis de ikke accepteres i fællesskaberne, risikerer de massiv latterliggørelse og udhængning. Og det er ikke bare på skolen, som det var for 30-40 år siden, det er hele deres sociale liv, som kan blive smadret.
Der vil helt sikkert være nogle af de 15-16-årige, som i hemmelighed og skjult for deres forældre lider, fordi de ikke tør sige nej. De allerstærkeste siger nej eller ja. Nogle af dem, måske endda de fleste, er også friske på at give en lapdance, lade sig paradere rundt, deepthroate en agurk og blive bedømt i alle ender og kanter. De er stolte af invitationen og med på den værste.
Smagløs lummerhed er ikke problemet
Og hvis vi bare kunne regne med, at de unge nøjedes med at lave lumre fester med masser af lir, som de interesserede kunne deltage i, var der heller intet problem.
Forældre, lærere og rektorer skal i så fald bare blande sig udenom, for det er ikke de voksnes opgave, at overvåge de unge konstant og stoppe deres smagløsheder eller klamme og uelegante seksuelle eksperimenter. Det er noget, som stort set alle voksne selv har oplevet som unge.
Det nye er, at unge mennesker har hele deres liv hængt op i en identitet, som er sårbar fordi den er udsat for totalovervågning via sociale medier, og det stiller nogle andre krav til ansvarlighed, som vi som voksne åbenbart i visse tilfælde har været ude af stand til at lære de unge. Måske fordi vi ikke engang selv er i stand til helt at gennemskue, hvad det ansvar indebærer.
Det er et overgreb, hvis dem, der bliver udsat for en handling, ikke tør sige fra, og dem der arrangerer det godt ved, at det kan være sådan. Og så er det alle de involverede og omkringståendes medansvar at gribe ind og stoppe det. De nye og sårbare skal være klar over, hvad der foregår, før de siger ja
Men det indebærer, at vi har ansvar for de andre, et medansvar, som vi skal tage alvorligt. Vi skal lære de unge at ranke ryggen og tro på sig selv. Men vi skal også lære dem, at de har et medansvar for, at andre ikke kommer ud i noget lort.
Når man laver ting, der for eksempel har med sex at gøre, så er det ikke helt ligesom alt muligt andet.
Sex indebærer ofte en leg med identitet, tab af kontrol, hengivelse og grænser. De mennesker, der leger allermest aktivt med den slags, gør det ofte i klubregi med klare regler, fordi man ikke kan dyrke bondage, dominans og så videre uden at være hundrede procent sikker på, at man holder sig på den rigtige side af hinandens grænser; ellers er det overgreb.
De ældste gymnasieelever ved som regel godt, at de kan gå lidt længere med de umodne 1gere, som vil overskride deres egne grænser for at være med i fællesskabet. Men nogle af dem er ikke voksne nok til at tage et medansvar for at stoppe legen, mens den er sjov og god.
Hvad konstituerer et overgreb?
Det, som er alle de involveredes ansvar, er at sørge for, at der ikke foregår overgreb undervejs. Og derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad der konstituerer et overgreb.
Det er et overgreb, hvis dem, der bliver udsat for en handling, ikke tør sige fra, og dem der arrangerer det godt ved, at det kan være sådan. Og så er det alle de involverede og omkringståendes medansvar at gribe ind og stoppe det. De nye og sårbare skal være klar over, hvad der foregår, før de siger ja.
Det er et personligt ansvar, og det er ikke knyttet til ens forældreskab, ansættelsesform, lederrolle, reglerne i loven, eller ministerens holdning. De ting er i grunden uvæsentlige i det øjeblik, man godt ved, at der er nogle mennesker, som lider overlast.
Og her støder et yderligere problem til. Min generation, de 40-60-årige, har skabt et samfund, som er bygget op af statslige og offentlige institutioner, der i stigende grad regelstyrer alt, kontrollerer alt, dokumenterer alt og bestemmer, hvad der er i orden og ikke i orden.
Mennesker lærer hermed, at hvis noget ikke strider imod reglerne, så er det i orden og hvis man bryder procedurerne er det forfærdeligt.
Mandlige gymnasieelever bliver ikke til mænd, når de bliver nedgjort af mor og andre kvinder, der indtager rollen som mor.
Det er ikke godt, for hermed taber vi en del af evnen til at tage klart moralsk stilling, stå fast på vores egen vurdering og handle efter den. Vi tøver og leder efter regler og love – og værst af alt: vi leder efter måder, vi kan fralægge os ansvaret på.
Og det efterligner de unge mennesker så glimrende. De anvender os som forbilleder, og arrangerer fester, som gør de store og stærke glade og de mindre og svage ulykkelige. Fordi man ikke skal tage medansvar, og der ikke er regler, som forbyder det.
Det er her, samfundets forfald ligger – ikke hos de 18-årige drenge, som alt for ofte ikke har lært hvad det vil sige at opføre sig som et voksent menneske, eller at det er ens eget ansvar at opføre sig ordentligt.
Og når voksne mennesker – lærere, politikere, journalister og redaktører i medierne – hænger den 18-årige umodne og uopdragne snotunge ud eller truer med bortvisning af dem, der har arrangeret festerne, så er det udtryk for nøjagtig samme trang til ikke at påtage sig et ansvar, men derimod at finde nogen at hænge ud, så man ikke selv som voksen behøver gøre sig de store tanker om årsag og virkning – og hermed risikere at måtte påtage sig et medansvar.
Unge mænd skal lære af voksne mænd
Og i øvrigt: når drengene bliver forarget belært af voksne kvinder (jo det er mest kvinder), udskammet og skældt ud for at være forfærdelige monstre, når de kan finde på sådan noget, så lærer drengene det slet ikke.
Mandlige gymnasieelever bliver ikke til mænd, når de bliver nedgjort af mor og andre kvinder, der indtager rollen som mor.
De drenge skal først og fremmest lære det af os voksne mænd. Det er os, der skal lære dem at have respekt for sig selv og for andre samt at opføre sig ordentligt og se sig selv i spejlet som ansvarlige mænd. Først når disse drenge har lært at have selvrespekt, kan andre få respekt for dem.
Den følsomme unge mand, som kun er interesseret i at have én kæreste, som tør stå ved sig selv, også når han står alene, er derfor mere mand end ham, der kører med klatten til puttefest, er
De unge mænd skal lære at forstå deres egen rolle og virkningen af deres egne handlinger. De skal også forstå og kende deres egne begrænsninger og tage dem til sig. Endelig skal de forstå deres egen magt og også tage den til sig – og de skal vide hvordan de kan undgå at misbruge den magt mod dem, der ikke har magt.
Forbundet hermed er at lære, at det at være en voksen mand ikke har noget at gøre med om man er blød eller hård eller en player. At være en voksen mand har noget at gøre med at tage ansvaret for sig selv, kende sig selv og ens styrker og svagheder, og vise en vilje til at være med til at gøre verden bedre.
Den følsomme unge mand, som kun er interesseret i at have én kæreste, som tør stå ved sig selv, også når han står alene, er derfor mere mand end ham, der kører med klatten til puttefest, er.
Alt det skal de unge mænd lære. Men hvis de ikke har nogen rigtige forbilleder, hvor skal de så lære det fra?
Ansvar er noget man har og noget man påtager sig. Det er ikke noget, man pålægges af andre. Det voksne menneske forstår sin rolle i et samfund, og ser ikke det offentliges forsøg på at overtage ansvaret som en anledning til at fralægge sig det
Og det kunne de kvindelige rektorer og pædagoger også godt lære noget om. Noget om at se på egen magt udefra og ikke misbruge den overfor unge, der er svagere end én selv.
De skal forstå, at de store drenge der går på gymnasiet også i nogen grad er unge, der skal lære det her, og som vi har svigtet ved ikke at vise dem, hvordan tingene er og skal være.
Ydmygelsen eller selvretfærdig forargelse er med andre ord ikke vejen frem, og er ikke en sund del af afstraffelsen. Dem, der tror det, kunne have godt af at lære noget af det samme, som drengene skal lære.
Ansvar er noget man har og noget man påtager sig. Det er ikke noget, man pålægges af andre. Det voksne menneske forstår sin rolle i et samfund, og ser ikke det offentliges forsøg på at overtage ansvaret som en anledning til at fralægge sig det.
Den helt grundlæggende egenskab ved et samfund er, at man har fundet sammen om at dele et fælles ansvar og at man er opmærksom på sin egen rolle i det. Kun sådan kan man hjælpe med at samle op, hvor der tabes.
Det burde vi lære de unge.
POV betaler ikke for artikler. Hvis du nyder Gunnar Langemarks tekster, kan du bidrage til, at han får et honorar ved at sende et beløb til hans Mobile Pay, størrelsen bestemmer du selv: 27 89 86 04
Topillustration: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.