Vores bedsteforældre, forældre, børn og børnebørn har siden 1924 stiftet bekendtskab med A.A. Milnes populære, ikoniske legetøjsfigurer. Men bare synet af den honninggule pels med den bare røv og den snavsede røde t-shirt vækker foragt hos musiker Dexter Krusdorf: Peter Plys er nasser af værste skuffe, doven, tyvagtig. Hvorfor fanden elsker vi Plys og Hundredemeterskovens moralsk angribelige verden?
I snart 100 år er Peter Plys-bjørnens popularitet steget støt, og man kan ikke længere spotte det uskyldige univers for det virvar af Kafka-inspirerede hipsterbøger, hvis filosofiske og/eller psykologiske grundlag bygger på fortællingerne om honningbamsen og hans venner.
Men hvorfor hylder vi en nar? For er Plys bare en elskelig, udødelig Disney-klassiker? Nej! Er det fordi vi identificerer os med ham? Muligvis. Vi har jo vanvittig travlt med at kritisere vores kontanthjælpsmodtagere og indvandrere som værende samfundsnassere, dovne svin og tyvagtige perkere, almindeligt kendte skældsord i dagens Danmark. Men hvis ovenstående er legitime årsager til at hade vores medborgere med manglende kulturel kapital eller folk på flugt fra Syriens fascistiske regime, hvorfor fanden elsker vi så Peter Plys, der jo er netop alt det, vi elsker at hade?
Som i en razzia uden dommerkendelse endevender Plys hele hytten og stjæler al den honning, Ninka har spinket og sparet: Honning er vel at mærke en valuta i ekstrem høj kurs i den lille skov.
Der er kun to hårdtarbejdende borgere i den lille Hundredemeterskov, der fra sine trækroner i øvrigt har været vidne til mere pædofili end Tønder; tænk Muldvarpen og Ninka Ninus. Vi må antage de to borgere nødvendigvis opretholder Hundredemeterskovens økonomiske grundlag, så dem elsker vi vel? Nej, dem mobber vi, og vi stjæler fra dem.
Dovenskab og hjemmerøveri
I en scene begiver Peter Plys sig ud på noget af et eventyr med sin rygradsløse medløber Grislingen (der i øvrigt har en slående lighed med vores ”konservastive” justitsminister, Søren Pape). Sammen bryder de ind i Ninka Ninus’ hjem og hvis du her tænker, at en forbrydelse i noget så uskyldigt som Peter Plys-universet, da må være en victimless crime, så tager du grueligt fejl.
Peter Plys skulle egentlig tale med Ninka, men da det går op for Plys, at Ninka ikke er hjemme, går han på rov i kaninens private ejendele. Grisling er selvfølgelig bange for at blive opdaget i Ninkas hus, men Ninka er – som altid – ude og svede i marken.
Som i en razzia uden dommerkendelse endevender Plys hele hytten og stjæler al den honning, Ninka har spinket og sparet: Honning er vel at mærke en valuta i ekstrem høj kurs i den lille skov. På trods af Grislings opfordring til at forlade gerningsstedet, tysser den dovne bjørn i stedet på ham og fortærer al Ninka Ninus honning, inden de atter forlader hjemmet, der nu ligger i ruiner.
Hylder vi nu dovenskab og hjemmerøverier?
Marx benyttede sig ofte af udtrykket ”den nøgne eksistens”, og det er lige præcis årsagen til Ninka Ninus’ hårde slid. Han får ikke andet ud af det, end hvad nødvendigt er til dagen og vejen: Fra hånd til mund. Fratager man, som Peter Plys gør, Ninka Ninus’ nøgne eksistens, vil jeg derfor tillade mig at kalde den røveriske bjørn en halvnøgen pestilens. Jeg har svært ved at se, hvad Disney og A.A Milne lærer vores børn, når deres udødelige tegneseriebjørn ikke har nogen indtægtskilder, men derimod stjæler fra sine nærmeste og oven i købet slipper godt fra det.
“Folk siger, at ingenting er umuligt, men jeg laver ingenting hver dag”. Fuldstændig korrekt, Peter. Du foretager dig ikke en skid.
Drengen med Stockholmsyndromet
Hvem udnytter Peter Plys udover den nervøse Grisling? Jo, hans ”bedste ven” som såmænd er et lille barn ved navn Jacob.
I dagens Danmark griber vi til pebersprayen og skriger pædofili, når en mand skifter ble på et kid i vuggestuen, men bjørnen her kan sagtens spendere sin alt for frie tid i træhuset ude i skoven med den mindreårige Jacob. Jeg kender ikke Peter Plys’ nøjagtige alder, men må konstatere, at han ikke er jævnaldrende med drengen, eftersom Jacob altid flirtende omtaler Peter Plys som ”dumme gamle bjørn”.
Bjørnen emmer af åbenlys apati, grisk- og magtliderlighed. De fleste personer, vi forbinder med den type adfærd, kalder vi psykopater og politikere (hvilket af og til kan være et fedt), og selvom vi ikke altid bryder os lige meget om dem, så må man anerkende, at det kræver en smule hjerne at score en hvilken som helst magtposition. Har bjørnen så i det mindste intelligensen med sig? Heller ikke.
Jeg citerer her Grislingen og Peter Plys: ”Plysbjørn? Hvordan staver man til kærlighed?” Peter Plys ser fortvivlet ud, begraver ansigtet i hænderne og mumler ”tænke, tænke”, indtil han selvsikkert får fremstrammet svaret: ”Man staver ikke til det – man lever det”. Magen til analfabetisme, svøbt i billige klicheprægede one-liners, skal man lede længe efter.
Hvad er det for en adfærd vi hylder, når vi hylder en fuldvoksen bjørn, der manipulerer sine nærmeste, har ”alenetid” med andres børn ude i en skov, stjæler fra sine medborgere og ikke engang kan stave et trestavelsesord?
Hvad er det for en adfærd vi hylder, når vi hylder en fuldvoksen bjørn, der manipulerer sine nærmeste, har ”alenetid” med andres børn ude i en skov, stjæler fra sine medborgere og ikke engang kan stave et trestavelsesord? Hvad der end foregår i træhuset i Peter og Jacobs ”alenetid”, så må jeg påpege, at bestialitet blev ulovliggjort i 2015, så Peter Plys kriminaliserer hermed det uvidende barn, måske i håb om potentiel fremtidig pengeafpresning eller lign.
På nuværende tidspunkt har vi altså slået fast at Peter Plys er en doven, tyvagtig, pædofil gammel bjørn med en IQ på størrelse med en hotelsæbe. Og Ninka Ninus og Muldvarpen bliver hånt, bagtalt og rakket ned på af deres medborgere, på trods af de er de eneste hårdtarbejdende i skoven.
Etik og moralkompas i den lille skov
Apropos de andre borgere, lad os da se lidt på indbyggerdyrenes etik og moralkompas i den lille skov.
Tigerdyret viser børn i en alt for tidlig alder, hvor irrationelt man kan opføre sig, når man har taget skade af et kontinuerligt kokainmisbrug og samtidig er diagnoseret med ADHD. Og vi hylder det atter engang: Han er morsom.
Hvorfor synes vi så han er morsom? Lad os stikke spaden lidt dybere. Tigerdyret hopper konstant rundt på sin røv, råber og skriger ad samtlige indbyggere, som derfor ikke kan færdiggøre en sætning i hans nærvær. Hans egne sætninger er usammenhængende, han ejer ingen nævneværdig viden og har intet konstruktivt at bidrage med. Han driver Ninka til vanvid, lokker Kængubarnet op i et farligt højt træ, hvorefter han lalleglad hopper videre på sin røvfærd og forskrækker den i forvejen angstprægede Grisling.
Børn i 2017 ånder gennem stikkontakten, vi opdrager dem efterhånden gennem TV, og TV opdrager dem åbenbart til at tro, at medborgere i dyb krise kan kureres med en vittighed uden punch og et søm i røvhullet.
Så har vi det dybt deprimerede Æsel. Det stakkels æsel, der hænger mere med skuffen end Trumps frisure. Så ville Tigerdyret vel hjælpe en sådan stakkel, om han stødte på æslet? Nej! Tigerdyret underminerer åbenlyst Æslets mentale dårligdom, og det hylder vi, for det er også bare disneysjovt. Børn i 2017 ånder gennem stikkontakten, vi opdrager dem efterhånden gennem TV, og TV opdrager dem åbenbart til at tro, at medborgere i dyb krise kan kureres med en vittighed uden punch og et søm i røvhullet.
Vi må antage at den eneste med en uddannelse i Hundredemeterskoven er Uglen. Han er om ikke andet det eneste belæste dyr derude. Viden kan bekendt bruges til mange fyldest- og godtgørende formål, men hvad foretager han sig så? Absolut ingenting!
Jeg kender absolut ingen, der kan klare skrankepavens evindelige svar på spørgsmålet, hvad vil du med dit liv? ”Jeg vil gerne læse bøger, drikke te, give et godt råd i ny og næ og gerne derhjemme”. Igen må jeg spørge, hvad er det, vi hylder? At den højtuddannede skal have lov til at sidde på sine flade fjer i finere og højere hævede omgivelser end resten af befolkningen? Uglen kan fra sin luksuriøse rede i trækronerne spotte Ninka Ninus, der arbejder hårdt ude i markerne, og jævnligt se Muldvarpen komme op til overfladen for at få en mundfuld frisk luft. Samtidig har han gang på gang set Æslet fejle i sin drøm om at opbygge sig et hjem.
Uglen kommer fra gode kår og foretager sig så lidt som muligt for så meget som muligt. Han har alle dage haft tid og socialt overskud til at hjælpe Æslet, give et nap i marken eller belære Peter Plys om basal, medmenneskelig adfærd, hvorfor fanden gør han det så ikke? Det er tydeligt for enhver, at guldskeen har presset en smule for hårdt på Uglens prostata.
Jeg må atter spørge; Hvorfor hylde en nar og hans korrupte venner? For ikke at nævne deres antisemitiske, sexistiske og nedfrosne arbejdsgiver?
Ene kvinde og alenemor
Disney tildelte kun Hundredemeterskoven en enkelt kvinde, Kængumor. Hende hylder vi ikke, tværtimod synes børnene, hun er kedelig men hvorfor? Hun er empatisk, hun fordyber sig i de andres tanker og problemer. Alt det formår hun, samtidig med hun som single må opfostre Kængubarnet, alene. Der tegner sig her et forkvaklet billede af mænd og kvinder. Kængumor blev udsat for en kommunehoppende aussie der snildt kunne udnytte hende seksuelt og fede den af i hendes hjem, lige indtil den første dråbe urin ramte graviditetstesten.
Så jeg spørger for sidste gang: Hvorfor hylder vi sådan en nar? Jeg tror jeg har svaret.
Det er dejligt at se Kængumor opfostre det lille Kængubarn så fint, men vores underbevidsthed manipuleres af helt andre tanker: Australieren er skredet, ergo må Kængumor være dødssyg og ganske let at manipulere med. Hun er den eneste, der tager andres problemer på sine skuldre, hvilket giver mindre tid til at stjæle, lyve, pille ved børn eller snorte lårtykke baner kokain, og vi har jo allerede slået fast, at vi hylder den type adfærd. Derfor gider vi ikke associeres med den empatiske singlemor. Derudover så er Kængumor den eneste kvinde i hele kommunen. Alligevel er der ingen, der gør kur til hende?
Vi påvirkes ubevidst, så vi danner os det billede, at hun er brugt op eller slidt og derfor bør sejle i sin egen sø. Man kunne score gratis honning og lave lig nul i hjemmet, hvis man slog pjalterne sammen med Kængumor, men selv den dovne bjørn gider ikke have noget med hende at gøre.
Så jeg spørger for sidste gang: Hvorfor hylder vi sådan en nar? Jeg tror jeg har svaret.
Vores fremtidige potentielt dårlige opførsel er på forhånd undskyldt og legitimeret, når den i noget så tilsyneladende uskyldigt som et børneprogram kan fremstå transparent og acceptabel.
Plysbjørn, Peter min Plysbjørn, bliver fandeme aldrig min Plysbjørn.
Hovedfoto: WikiCommons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
