Arne Herløv Petersen: Den danskhed, jeg elsker

i Danmark/Historie af

DANSKHED // KOMMENTAR –  Højrefløjen og især Dansk Folkeparti vil gerne tage patent på danskheden og kærlighed til det sted, man er født. Så det vil måske være på sin plads, at jeg siger et par ord om begrebet fædrelandskærlighed.

Jeg føler ikke noget dybt fællesskab med militærmagten og kapitalen. Den herskende klasse har sit eget internationale broderskab, og jeg har mit. Jeg føler valgslægtskab med mange mennesker fra forskellige lande og har venner rundt omkring i hele verden. Jeg er ikke stolt af noget, jeg ikke selv har gjort noget for, og synes ikke, det er bedre at være dansker end tuvaluaner.

Men jeg føler måske mere for mit lands historie, sprog, kultur og landskab end mange af dem, der vil afskaffe dansk som undervisningssprog på læreanstalterne, afskaffe vores selvbestemmelsesret og tage mod diktat fra Bruxelles, og som vil smadre naturen for at tjene penge på det. Mange af dem ville sælge deres bedstemor, hvis de fik tilstrækkelig mange euro for hende.

Det danske sprog

Min danskhed er et kompleks af sprog, geografi, kultur og historie. Dansk er ikke noget rigere, smukkere eller mere udtryksfuldt sprog end de andre sprog i verden, men det er heller ikke grimmere og fattigere. Sproget er et instrument, og i de rette hænder giver det de smukkeste toner fra sig. Nogle kan kun frembringe få truttende toner af hornet, nogle kan med én finger spille Prinsesse Toben, men der er også nogle, der har absolut gehør for sprogets klange og nuancer og kan spille blues eller de skønneste sonater.

Dansk er ikke noget rigere, smukkere eller mere udtryksfuldt sprog end de andre sprog i verden, men det er heller ikke grimmere og fattigere

Som Kierkegaard siger det: ”Et Sprog, der ikke uden Udtryk for det Store, det Afgjørende, det Fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkjærlighed for Mellemtanken og Bibegrebet og Tillægsordet, en Stemningens Smaasnakken, og Overgangens Nynnen, og Bøiningens Inderlighed og dets dulgte Velværens forborgne Frodighed; et Sprog der forstaar Spøg nok saa godt som Alvor: et Modersmaal, der fængsler sine Børn med en Lænke, som ”er let at bære – ja! men tung at bryde”.

Hvis man elsker sproget, skurrer det i ørerne, når det bliver misbrugt, og man bliver forstemt, når anmeldere overser sprogets klang og fokuserer på handling, så de ikke kan se forskel på den sidste krimi og ”Hærværk”. Man ville ikke drømme om at lade en umusikalsk bedømme en klassisk koncert, men mange anmeldere – ingen nævnt, mange husket – virker, som om de er blottet for gehør.

Landet og folket

Landskabet betyder meget for mig. Svendborgsund er vel ikke smukkere end Atacama-ørkenen eller de norske fjelde, men det taler til noget i mig. Jeg føler en mildhed, når jeg ser ud over vandet mellem de mange øer. Der er noget troskyldigt over det danske bakkede landskab, noget flygtigt som duggen på blommens hud, noget der griber om mine hjerterødder og får mig til at svaje som et strå for vinden af minder og længsel.

Og derfor piner det mig, når landskabet bliver voldtaget, når gyllestanken river i næse og øjne, når grøftekanter og vandhuller sløjfes, når enge og moser drænes og monokulturens ørkener breder sig på bekostning af livets mangfoldighed.

Vores historie er historien om kongernes fejlslagne krige, om magtens arrogance og undertrykkelsen af folket. Men også historien om, hvordan det pinte og forarmede folk rejste sig og skabte et nyt land. Først Venstre og så Socialdemokratiet førte an i denne frihedsbevægelse, og for hvert skridt af vejen skulle vi kæmpe mod Højres forbitrede modstand. Det skal vi ikke glemme.

Arbejderbevægelsen gjorde op med den usle fattigdom, der var de flestes kår for et par generationer siden, og skabte velfærdsstaten, den skandinaviske model, der måske er den bedste samfundsform for mennesker, verden endnu har set

Det meste af vores kultur har vi fået udefra, fra kunsten at dyrke jorden til internettet, men vi har dog selv kunnet bidrage med noget. Højskolerne var banebrydende, fordi de ikke ønskede eksamen eller terperi. Man skulle lære for livet og ikke for erhvervslivet.

Andelsbevægelsen og brugsforeningerne viste, at man producerer og køber billigere og bedre, når man slutter sig sammen og udelukker fordyrende mellemled. Arbejderbevægelsen gjorde op med den usle fattigdom, der var de flestes kår for et par generationer siden, og skabte velfærdsstaten, den skandinaviske model, der måske er den bedste samfundsform for mennesker, verden endnu har set.

Modstand

Derfor må det vække til modstand, når højrefløjen nu vil rulle tiden tilbage og smadre skolen med overvågning, tests og evaluering i stedet for dannelse, nysgerrighed og lærelyst. Den vil tvinge os ind under de multinationale selskabers og bankernes åg og globalisere kapitalen, samtidig med at befolkningerne i de enkelte lande skal holdes isoleret i enklaver ved hjælp af racisme.

Den vil afskaffe vores velfærdssamfund og indføre brugerbetaling i et klasseopdelt samfund, hvor erhvervslivet og de højere sociale lag skal nyde alle goderne og den brede befolkning kun være malkekvæg.

Højrefløjen ønsker, at vores skattepenge skal gå til støtte til erhvervslivet og landbruget – at de rige skal stikke deres sugerør ned til bunden af statskassen og de fattige betale gildet.

I mit Danmark ønsker jeg også, der skal være plads til folk og impulser udefra. Vi har aldrig været os selv nok. Vores kultur er blevet beriget af jøder, huguenotter, tyskere og polakker, der kom udefra

Hvis vi synes, der er noget i vores kultur og historie, der er værd at bevare og udvikle, så er det nu, vi skal sige fra og kæmpe mod højrefløjens globale rovplyndring.

Det er min danskhed. Den er ikke vendt mod andre af verdens folk. Og i mit Danmark ønsker jeg også, der skal være plads til folk og impulser udefra. Vi har aldrig været os selv nok. Vores kultur er blevet beriget af jøder, huguenotter, tyskere og polakker, der kom udefra.

Men jeg skammer mig ikke over det, jeg føler for det land, jeg er vokset op i. Det er nu engang mit sprog, min kultur og min historie, og jeg ønsker ikke, at en højrefløj, der hyklerisk vil tage patent på en forløjet pseudo-danskhed, skal trampe på den danskhed, jeg elsker.


Illustration: Wikimedia Commons.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Arne Herløv Petersen (1943) er forfatter og oversætter, bosiddende på Langeland. Han har arbejdet som journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau og som redaktør af Studenterbladet 1963-65. Han tog studentereksamen i Milwaukee i Wisconsin i 1961 og i København 1962. I 1971 blev han cand. phil. i historie, med speciale om Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911, materiale herfra er i omarbejdet form udgivet som artikelsamlingen Fra den forkerte verden (2004). Allerede i 1954 i en alder af 11 år blev Arne Herløv Petersen ansat ved Social-Demokratens børneside. Han fik som 15-årig sin debut i 1958 i antologien "Unge meninger om Vi Mennesker", og sin selvstændige debut i 1962 med "Digte". Hans romandebut fulgte i 1963 med "Morgensol og glasskår". Arne Herløv Petersen har udgivet omkring 500 oversættelser, hovedsagelig af amerikansk litteratur. Han har blandt andre oversat Jack Kerouac, Thomas Pynchon, Kurt Vonnegut, Philip Roth, Norman Mailer, Douglas Coupland, Richard Ford, James Lee Burke og James Ellroy. Desuden mange oversættelser af science fiction, blandt andre Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, J.G. Ballard. Dertil kommer oversættelser af lyrik, blandt andre gendigtninger af kinesiske kortdigte, oversættelser af James Joyce, Edgar Allan Poe, Lewis Carroll, Edward Lear, Jean-Joseph Rabearivelo og Kobayashi Issa.

Seneste artikler om Danmark